Indlæg

, ,

Mad må gerne koste kassen

Mad må gerne koste kassen

Jeg bruger mange penge på mad

Mad må gerne koste kassen

Jeg elsker mad – god mad. Jeg har genoptaget mit abonnement hos Aarstiderne. For det første fordi det er økologisk og for det andet fordi, de er billigere end HelloFresh. Og hvad sker der her: Har jeg ikke lige sagt, at “Mad må gerne koste kassen”? Det kunne omskrives til “Mad må gerne koste måltidskassen”.

Hvis jeg selv skulle stå nede i en butik med muzak, fremmede mennesker og andre udefrakommende indtryk og finde på aftenmåltiderne, ville jeg aldrig få noget at spise eller også ville det (igen) ende med de dyre og usunde færdigretter. “Been there – done that”. Jeg nyder at få varerne leveret til døren.

Det er en glæde bare at åbne døren søndag morgen, og så har chaufføren været her, og kasserne står lige uden for døren. Der er trækasser til det grønne. Der er flamingokasser fyldt med is til kød og mejeriprodukter. Der er opskrifter med. Af deres meget informative hjemmeside fremgår, at kasserne kan bruges gennemsnitligt fire gange, før de genanvendes til andre formål.

Man hjælper Aarstiderne meget ved altid at fjerne de selvklæbende etiketter på kasserne. Så skal de ikke bruge dyr arbejdskraft på at gøre det, og det betyder så lidt for den enkelte forbruger, men det betyder meget for firmaet.

Aftenmåltidet i dag

Stegt medister og kogte kartofler plus en skøn salat.

Tomater i fine tern sammen med tynde, tynde skiver chalotteløg, der trak ti minutter med en god fransk æblecidereddike og salt. Væden skulle hældes fra, fintsnittet romainesalat tilsættes og der skulle overhældes med et par skefulde af den vanvittigt gode, spanske olivenolie fra Irma. Hertil et par omdrejninger med “De fem peberkorn”.

Aarstiderne skriver om deres måltider:

Vi forpligter os til at levere varieret, sund og 100% økologisk mad, som overholder 80/20-princippet

Alle de fødevarer du kan købe hos Aarstiderne er økologiske og vil altid være det. Når vi sammensætter vores måltidskasser, sigter vi efter 80/20-princippet; dvs. at mindst 80% af energiindholdet er plantebaseret og max. 20% stammer fra animalske kilder, som fx kød og mejeriprodukter. Det er til gavn for både os mennesker og vores planet.

Klimaaftrykket for en kuvert i BudgetKassen er 950 gram CO2. Det er i den nedre ende af deres måltidskasser. De har kasser med et mindre klimaaftryk, men så har de et eller andet, jeg ikke bryder mig om. Det kan fx være fisk.

Da jeg i min barndom boede i Svaneke, skulle mad være billigt, det brugte man ikke penge på, så den stod ofte på gratis fisk nede fra havnen hentet hjem i en spand. Garanti for friskhed! Jeg har været ret god til at udbene både sild og torsk. Det er kompetencer, jeg heldigvis har glemt.

Jeg har aldrig købt

  • Leverpostej
  • Diverse pølser (rullepølse, leverpølse, tepølse osv.)
  • Kærgaarden og lignende blandingsprodukter – men gerne smørbar Lurpak
  • Bouillonterninger
  • (BT eller Ekstrabladet)

Jeg synes, de produkter er særdeles modbydelige på alle mulige måder. Det værste er næsten, at jeg ikke kan “skille dem ad”. Hvor meget er lever, hvor meget er postej, hvor meget er rulle, hvor meget er te, hvor meget er terning? Og hvad er resten så? Vand, mel og et sojaprodukt?

Jeg foretrækker at vide, hvad jeg putter i munden, og jeg smager på det meste, inden jeg varmebehandler det.

På tallerkenen skal produkterne heller ikke rodes sammen. Grønstager hver for sig og kødet for sig. Sjovt nok var det noget af det, psykiateren spurgte meget til, da hun udredte mig for Aspergers syndrom. Det er et fuldkommen normalt autismetræk, at man vil have det “skilt ad” og at det ikke skal rodes sammen. Faktisk skal det helst heller ikke røre hinanden på tallerkenen.

Mad må gerne koste kassen


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Min seng står et godt sted

Min seng står et godt sted

Stegemüllers vindue mod verden

Alt godt fra havet

Min seng står et godt sted

Lige for tiden kan jeg ikke lade være at tænke på, at min seng står et godt sted. Her er ingen jordskælv, her er varme på, her er sund mad, her er orden i økonomien, her er alt i orden.

Forleden så jeg et opslag på et socialt medie, hvor en kvinde udtrykte, at hjælp fra Danmark skulle gå til Ukraine, fordi Syrien har været plaget af borgerkrig. Jeg kunne ikke lade være at svare, at der nu altså også lige havde været et jordskælv, hvor der samlet i både Tyrkiet og Syrien er registreret mere end 46.000(!) døde. Formentlig vil man i lang tid kunne opdatere tabstallene, efterhånden som man får flyttet murbrokkerne.

I hendes tekst læste jeg, at syrerne selv er skyld i, at de allerede før jordskælvet havde fire millioner hjemløse. Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan være så hjerteløs. Hjerteløs – hjemløs … Det er selvfølgelig ikke sikkert, at jeg læser hendes tekst rigtigt, men jeg synes ikke, der er så stort rum for fortolkning.

Den første levering fra Aarstiderne

Søndag morgen kunne jeg åbne døren for den første levering fra Aarstiderne i denne omgang (jeg har også handlet hos dem tidligere). Det var spændende at pakke ud. Der er noget fascinerende over, at grøntsagerne på en måde stadig er i live. Således skal salater og kål i plastposer med en lille smule vand i bunden. Krydderurter skal også i en plastpose med lidt vand og så stå oprejste i i fx køleskabsdøren, for de er også i live.

Tomaterne skal bare stå på køkkenbordet, for de dør og mister smag, hvis de kommer i køleskabet.

Frugten ankom i en stor papirpose. Jeg vold-spiser bananer, appelsiner og æbler.

Der er kartofler med, og jeg kunne pludselig mærke, at jeg har savnet kartofler. Ris og pasta er okay, men en god dansk kartoffel ved man da, hvad er.

Min seng står et godt stedJeg føler mig privilegeret, at jeg kan gøre dette. Tidligere skrev jeg om en dagspris inkl. frugt på 48,79 kr. Ved nærmere eftertanke var det noget sludder og ikke en fair sammenligning med HelloFresh!

Endnu ved jeg ikke, om jeg altid kan spise for to personer (og det var sammenligningen), men hvis der kun er til 4 dage, vil dagsprisen være 96,98 kr., eftersom “Budgetkassen plus frugt” – efter rabatten på 10 pct. – koster 387,90 kr. for 2 personer i 4 dage. Men der er fortsat et godt stykke op til HelloFresh’ 140 kr. pr. dag uden frugt og uden økologi.

Jeg kom også til at købe tre kopper fra Kähler Keramik – og så siger man, at der ikke er impulskøb, når man køber måltidskasser …

Jeg skal i løbet af ugen på besøg hos Hanne

Den meget gamle dame, jeg kender, er lige nu indlagt på Herlev Hospital. Det er hende, der var min fars ungdomskæreste. Det er noget med en infektion; men det er glædeligt, at sundhedssystemet passer godt på hende, for når man er 98 år, kan en infektion sikkert være farlig. Måske er hun blevet udskrevet i dag, og jeg skal i morgen lave en aftale via hendes ældste søn, der er blevet 70 … Det er godt, det altid kun er de andre, der bliver ældre/gamle.

Hun vil så gerne have dette ungdomsbillede af min far, som jeg tidligere har haft med og vist hende. Hun kan ganske vist næsten ikke se, men pyt med det. Selvfølgelig skal hun have en kopi af det billede. Min scanner har været i udu, men jeg har løst problemet, og jeg har bestilt “glossy” fotopapir. Kun det bedste er godt nok til et menneske, der siger “Jeg har kun gode minder” og som ikke fejler noget fra halsen og opad (bortset fra synet).

Som “Bix” skrev for kort tid siden, er Hanne det tætteste, jeg kommer på at have en familie. Jeg har ganske vist formentlig to kedelige kusiner, men jeg har ingen kontakt med dem.

Min seng står et godt sted


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Goddag til Aarstiderne og farvel til HelloFresh

Goddag til Aarstiderne og farvel til HelloFresh

Irma lukker, så Aarstiderne er alternativet

Goddag til Aarstiderne og farvel til HelloFresh

Goddag til Aarstiderne og farvel til HelloFresh
I realiteten er det “Goddag igen til Aarstiderne og farvel til HelloFresh”.

Det er mit modsvar på Irmas lukning. Jeg gætter på, at mange vil vælge den løsning og fryder mig i mit stille sind over KO-OPs potentielle frustrationer. Det vil gå ud over Thise Mejeri og fx Fejø Frugt, og det er virkelig synd. Uden Irma var Thise aldrig blevet så stor en spiller, som de er.

Det har stor betydning, hvad vi som forbrugere køber og hvor vi køber det. Man kan kalde det, at vi er “politiske forbrugere” og i hvert fald stemmer vi med fødderne, når vi ikke længere går i KO-OP.

HelloFresh

Jeg har tidligere været kunde hos Aarstiderne. Det var i 2017 og 2018, men der havde jeg ikke kræfter til at lave mad hver dag. Så blev prisen pr. måltid for høj og der kom madspild. Det gør ondt i mig at smide mad ud, når millioner af mennesker verden over sulter.

Gennem en periode har jeg handlet hos HelloFresh, det smagte godt, der var ingen madspild, men det var vildt dyrt, eftersom deres portioner var så små, at jeg skulle bestille til 2 personer i 5 dage = 699 kr., og da jeg primært sidder på min r*v foran min PC, er jeg ikke specielt stort spisende. Det gav en pris pr. aftensmåltid på 140 kr. Det simpelthen alt for meget, når det ikke er økologisk.

Jeg ringede til dem i går (da det endelig lykkedes at finde et telefonnummer til kundeservice, det står nemlig ikke på hjemmesiden …) og spurgte dels til telefonnummeret, portionernes størrelse og deres overvejelser om økologi. Medarbejderen var helt åbenlyst tindrende ligeglad med alle tre punkter. Så lægger jeg ikke 2.800 kr. pr. måned der længere. Jeg bruger gerne penge på mad, men der skal være en sammenhæng mellem pris og kvalitet.

De er Aarstidernes største konkurrent.

Aarstiderne

Aarstiderne har udvidet sortimentet meget, siden jeg i 2017/18 sidst var kunde. Der er meget at vælge mellem, alt er økologisk og CO2-aftrykket pr. måltid er beregnet. Det betyder meget for mig.

Jeg har indtil videre valgt budgetkassen til 2 personer i 4 dage + frugt herudover. Jeg har også tegnet abonnement på et medlemskab. Som medlem får man 10 pct. rabat på alle varer, man betaler ikke pakkegebyr og man betaler ikke for levering. Medlemskabet koster 699 kr. pr. år. Køber man blot 1-2 kasser pr. måned, er det hurtigt tjent ind. Jeg vil købe en kasse pr. uge.

Det betyder, at prisen pr. økologisk måltid inkl. økologisk frugt leveret til døren kommer ned på 48,79 kr. Der er så sandelig langt til 140 konventionelle kr. uden frugt …

Jeg kunne ikke få hjemmesiden til at acceptere mit køb, så jeg måtte ringe til dem. Superflink og serviceminded medarbejder, der også kunne fortælle, at de i mellemtiden har fået Bekey og det har jeg også selv (fra hine tider med Parkinsonisme), så de kan låse sig ind med en app. Derfor behøver jeg ikke en gang at være hjemme om søndagen og jeg kan spare bøvlet med at prøve at overtale en låsesmed til at lave en ekstra specialnøgle til opgangen.

Medarbejderen fortalte også, at de først trækker pengene efter leveringen. HelloFresh trækker pengene en uge før. Renterne er formentlig ligegyldige for mig, men for dem kan det blive et anseligt beløb pr. år. Det finder jeg usmageligt.

Når man er lidt “udstyrsfreak” og såd’n, er Aarstidernes “Dagligvarer” interessante

 Jeg kan godt  lide at have de rigtige redskaber til både at lave mad og alt mulig andet, så jeg har studeret deres side kaldet “Dagligvarer” (kritikpunkt: den loader langsomt). Men jeg har ikke købt noget, jeg har bare savlet over de mange lækre ting.

For årevis siden købte jeg det store skærebræt, der er så stort, at man kan skære/hakke/snitte forskellige varer i hvert sit hjørne. Og det er af træ, for plastik ødelægger eller sløver knivene. Jeg er vældig glad for det, og det holder nok min tid ud. På et tidspunkt køber jeg muligvis et mere for at få flere hjørner.

Dagligvarer rummer også Mejeri, og det er interessant, at en liter sødmælk fra Naturmælk er fire kr. billigere end tilsvarende fra Thise Mejeri hos både Irma og KO-OP.

Jeg vil savne “Ad Libitum”-mælk fra Thise Mejeri. Konceptet er, at kalven går hos sin mor i minimum tre måneder og har førsteretten til mælken. Jeg får lov at købe det, der bliver til rest. Det er en rar tanke! Jeg har altid tænkt, at “Mælk er godt – for kalve”, men jeg har ikke kendt Ad Libitum. Det er ærgerligt, men nu er idéen i hvert fald givet videre.

Goddag til Aarstiderne og farvel til HelloFresh


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

,

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

Genopdaget glæden ved kogekunsten

Grøntsager og krydderier fra HelloFresh

En bekendt fortalte mig om HelloFresh, og jeg har nu handlet hos firmaet et par måneder. Konceptet er ligesom Aarstiderne: madkasser der bringes til døren en gang ugentligt.

HelloFresh slår på, at man faktisk kan spare lidt penge, fordi der ikke forekommer impulskøb, at der ikke forekommer madspild, da alt leveres i afpassede mængder, og at de forstår, at man gerne vil have ordentlig og sund mad uden at ville stå længe ude i die Küche. De leverer det, man skal bruge og ikke mere.

Ugens menu

  1. “Hurtig kyllingewok med jasminris og stegte grøntsager.” Er spist. Smagte skønt. Masser af krydderier
  2. “Hurtig æg- og baconburger med pandestegt champignon og grøn salat.” Er spist. Fint at spare på kødet.
  3. “Vegetariske bønnetacos med saftig ananassalat og spicy cajundressing.”
  4. “Char siu-inspireret svine- og kalvekød med hoisinvendte nudler og stegte grøntsager”.
  5. “Hvidløgsmarineret svinemørbrad med kogte kartofler og ovnbagt broccoli.”

Jeg ville aldrig nogensinde have fået købt så spændende ting ind selv eller gide at finde kogebøger frem og planlægge andet end en færdigret fra Coop, der skulle 25 minutter i ovnen ved 180°. Mit temmelig gode køkkentøj kunne have fået tilladelse til at ruste (videre) op.

Fik jeg endelig købt ind til et eller andet, havnede jeg altid med noget, fx krydderier, der var til tre års forbrug af, men sidste salgsdato lå kun et år ude i fremtiden: altså madspild, og jeg hader at smide mad af alle slags ud, når millioner af mennesker i verden sulter.

Jeg har ikke noget imod gulerødder, men jeg orker ikke at sidde og tygge mig gennem de 1.850 gram, der blev til overs, når jeg kun skulle bruge en enkelt revet gulerod til salaten.

Mad for idioter

Grøntsager og krydderier fra HelloFreshDa jeg var barn, samlede jeg på opskrifter. Kirsten Hüttemeier huserede i Familie Journalen, og jeg klippede ud og klistrede ind et andet sted.

Engang for mange år siden var jeg ret skrap til at lave mad, siger andre, og fx har min fars ungdomskæreste gemt nogle af mine opskrifter. Det må være meget længe siden, for jeg kan ikke huske det.

I nyere historisk tid handlede jeg en periode hos Aarstiderne, men det blev for dyrt – og jeg syntes, jeg brugte mere tid i køkkenet, end jeg havde lyst til.

HelloFresh gør noget smart: De tilbyder en måltidskasse, hvor retterne kan tilberedes på 20 – 30 minutter. Jeg har taget tid, og det er sandt.

En anden positiv ting er, at man kan slippe for fisk. (“Slipfisk” – ikke “Klipfisk”).

Der er opskrifter med. Alt er beskrevet. Det er mad for idioter: start med at vaske hænder, tænd ovnen på 200°, gør sådan og sådan, det skal se sådan ud, når du serverer det osv.

Mit lækre køkkentøj har stået ubrugt hen i flere år. Nu synes jeg, det er hyggeligt tage det frem og at lave maden, der altid smager godt. Der er altid godt med krydderier og masser af grøntsager. Bevidstheden om at spise noget ordentligt er rar. Opvasken følger gratis med.

Jeg smager på det meste i rå tilstand (æg og kylling naturligvis undtaget), fordi jeg har et eller andet med, at jeg gerne vil have en fornemmelse af, hvordan ingredienserne smagte/føltes, før de blev varmebehandlet på forskellig vis.

Hertil kommer at jeg ikke findeler ingredienserne nær så meget, som opskriften tilsiger. Jeg bryder mig ikke om mad, der er blevet fuldstændig ukendelig mos og mast sammen. Det skal have både vid og bid ved serveringen. Jeg skal helst kunne “genkende” ingredienserne. Jeg har for årevis siden læst, at det er almindelige autismetræk.

Et firma man kan kontakte

Efterhånden er det sjældent, man kan kontakte et firma. De små robotter nede i højre hjørne, der tror, de kan svare på alt, bare man stiller de rigtige spørgsmål, vinder frem. Det kan være utrolig svært at stille spørgsmål, der passer til robottens svar. HelloFresh kan man faktisk ringe til.

Et par gange har jeg haft spørgsmål enten til regningen eller til en ingrediens, en “pak choi” der var blevet noget slatten. Uden videre trak medarbejderen temmelig meget fra på den næste regning. Det var jeg ret imponeret af, at jeg skulle opleve begge gange. De gør virkelig meget for at have tilfredse kunder.

Kun en enkelt anke: prisen

Jeg abonnerer på fem måltider til to personer pr. uge. Og jeg kan snildt spise for dem begge, måske fordi jeg kun spiser det ene måltid pr. dag. Det er lidt vel dyrt, når man indtænker, at det ikke er økologisk; eller også er portionerne simpelthen for små. Prisen er (inkl. levering) 699,- kr. Det er altså 140 kr. pr. dag.

Nå, men mad skal man jo have, og lige nu er jeg i færd med noget andet, der vil spare mig for mange penge hver måned, hvis det lykkes. Men det er hemmeligt …


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.