Søndag i februar
At stå op til måltidskasser
Indholdsfortegnelse
Søndag i februar
Anne Linnet sang
Søndag i April
Det er en stille morgen
Og solen kigger ind
Det kan også passe på en søndag i februar.
Søndag er “madkassedag” og jeg nyder at pakke måltidskasserne fra Aarstiderne ud. Jeg skal bare åbne entredøren, så står de udenfor.
Der er aftensmad til fire dage plus frugt. Det slår vist til til lidt mere end fire dage. Jeg har tilkøbt lidt udenfor måltidskasserne, da jeg ikke orker at gå i supermarkeder med alt deres skrammel. Et eksempel er, at den lokale KO-OP fylder midtergangene med de særeste ting, de regner med folk gider købe. Og det gør de jo nok, ellers stod det der vel ikke.Og Aarstiderne har (selvfølgelig) masser af muligheder for tilkøb.
Opbevaring af frugt og grønt
Bananerne
Sidste uge nåede jeg ikke at spise bananerne, før de fik brune pletter, og jeg hader bananer, der er begyndt at blive bløde. Jeg er udmærket klar over, at de så er modne; men jeg spiser dem altså helst umodne. De skal have et vist “bid”.
Det var min egen fejl, at de begyndte at modne, idet jeg lod dem blive i posen sammen med æbler og appelsiner på køkkenbordet. Æbler udskiller stoffet Ethylen, der fremmer modningen af bananerne. Det var jeg ikke klar over.
Køleskab er no go. Den bedste opbevaring af bananer er i virkeligheden ved 12-14°, men det er lidt svært, når jeg – trods alt – også selv skal være her. Næstbedst er det at pakke dem i hver sit ark papir. Det bliver lige bøvlet nok, så i stedet har jeg købt en kasse små stofposer hos Irma for 58 øre pr. styk. De kan vaskes og bruges mange gange. Det bliver interessant at se, om de er lige så gode som papir – en banan pr. pose, da de ellers modner hinanden ret hurtigt.
Opbevaringsguide til frugt og grønt
Aarstiderne har en fin guide til opbevaring. Den vil jeg prøve. Det er interessant, at der er en del kemi bundet til opbevaringen. Det er logisk, jeg havde bare ikke tænkt over det, og så er det maaange år siden, jeg havde fysik og kemi.
Dette er en udmærket anledning til at genopfriske kemi-kompetencerne.
Tilkøbte varer
For at få det til at vare hele ugen har jeg i dag tilkøbt:
- Gullasch
- Kartoffelmos med smør
- Surdejsbrød
- Hønsesalat
Det er ganske vist ikke særlig bæredygtigt, da jeg har bestilt det til på onsdag. Det er helt forkert at bestille så lidt og bede om at få det leveret på en anden dag end de sædvanlige leveringer. Nåh, men det husker jeg til næste uge.
Madglad
I flere år var jeg flintrende ligeglad med, hvad jeg puttede i munden. Jeg spiste udelukkende, fordi det var en nødvendighed for livets opretholdelse. Jeg gad ikke at lave mad, fordi jeg ikke orkede at vaske op bagefter.
Det har ændret sig markant. Nu hygger jeg mig med at lave det og nyder at spise bæredygtige måltider. Nu gør jeg mit til at indfri verdensmålene og opnå den grønne omstilling. Klimaforandringerne er ikke nogen, der kommer; de er her allerede. Og herregud opvasken er jo klaret på 10 minutter … Det når jeg nok.
Selv ser jeg det som sundhedstegn.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.