, ,

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Klimaet mangler handling

Klimadebat, børnebørn og Deadline på DR

Alle taler om klimaet, men det forbliver snik snak. Hvornår sker der noget, der sikrer, at isbjørnene fortsat vil have et sted at bo?

Jeg er – af mange grunde – glad for, at jeg ikke har børnebørn, for hvis jeg havde, ville jeg være meget bekymret for den klode, de skulle overtage. Sommeren har budt på blandt andet: “skovbrande, oversvømmelser, stærk storm af næsten orkanstyrke, nedbør i store mængder, havvand med høje temperaturer”. Citatet stammer fra Karen Stæhrs profil på Facebook.

Jeg har i denne uge set et par “Deadline” på DR, der har drejet sig om klimaet, og de har været virkelig gode. Det er saglig, seriøs og uddybende journalistik. Issa Mahmoud Jeppesen stikker ikke sådan op for bollemælk. En af udsendelserne tog fat i en kritik af DR selv. I følge en tidligere “vejrvært” prioriterer DR ikke klimaet tilstrækkeligt, fordi de er bange for, at seertallet vil falde. Det afviste nyhedsdirektøren selvfølgelig.

I studiet var blandt andet meteorolog Jesper Theilgaard, der har været på DR i knapt 30 år. Han havde især ét udsagn, der har bidt sig fast i mig:

Folk skal ikke bare vide, hvad der sker. De skal vide, hvorfor det sker.

Hans erfaring fra egne foredrag er, at folk faktisk er interesserede i baggrundsstoffet, men at de har svært ved at finde og forstå fakta. Hans forslag er derfor, at DR, netop på grund af deres public service-forpligtelse, burde oprette et ugentligt magasinprogram om klimaet og baggrunden for problemerne (ikke “udfordringerne”!).

Ministeren var også i studiet. Issa Mahmoud Jeppesen holdt ham fast på tidligere udtalelser og rapporter og spurgte, hvordan det hænger sammen med den nuværende politik. Ministeren svarede en hel masse om Danmark som foregangsland, klimalov og ambitiøse klimamål, men jeg synes, det var svært at forstå og gennemskue. Det blev for højtravende og floromvundet for mig. Jeg savnede konkrete udsagn om konkrete handlinger. Det ville have været brugbart.

Helt banalt – men måske forståeligt:

  • Hvordan hænger eksempelvis nedprioritering af den kollektive trafik med nedlæggelse af busruter sammen med ambitiøse klimamål? Det tvinger blot flere over i privatbilismen.
  • Et andet eksempel på manglende sammenhæng er planerne om flere motorveje, så det eksempelvis bliver 20 minutter hurtigere at komme fra Aarhus til København. Det rigtige ville være at styrke togdriften.

Den politiske forbruger

Hvis Jesper Theilgaard har ret, og det tror jeg, han har, vil viden om årsagerne bidrage til, at vi griber i egen barm. Det er os som forbrugere, der med vores handlinger skal fortælle politikerne, at nu er det nok. Vi vil i en anden retning.

Vi må spise færre bøffer, cykle mere, flyve mindre, genbruge mere, reparere ting i stedet for at smide dem ud og købe nyt, osv. Tænk på sidstnævnte næste gang din PC er tre år gammel, og du tror, den er til at smide ud. Miljøbelastningen ved at producere nye computere er enorm, og et kompetent værksted kan reparere den.

Selv en radikal folketingskandidat og medlem af partiets forretningsudvalg ved navn Rune Christiansen afviser pure den slags som latterlig venstreorienteret askese. Det er en skuffende melding fra et parti, der gerne vil fremstå progressivt. Jeg er heldigvis ikke medlem længere.

Vi kan naturligvis ikke klare det selv. Der må politisk handling og prioritering til. Der skal færre ord til. Men de ord, der uvægerligt vil komme, må hænge sammen med den førte politik. Det er der en eklatant mangel på.


Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.