Indlæg

/2 Kommentarer/i /af

Selv gode varer skal repareres

Historien om en Miele vaskemaskine

Selv gode varer skal repareres

Da jeg i 2007 flyttede ind i Hvidovre, hvor jeg bor nu, investerede jeg i en vaskemaskine, for der var plads i køkkenet. Det var min første vaskemaskine, og jeg følte mig nærmest voksen; i Vanløse havde jeg altid brugt vaskeriet i ejendommens kælder.

Det blev en Miele.

Jeg kan godt lide ting af kvalitet, fordi jeg så kun skal købe dem én gang, og jeg regner med, at de så holder min tid ud. Det er godt for klimaet. Og det kan typisk betale sig at reparere gode varer. Og gode varer kan i det hele taget repareres.

Den kære vaskemaskine begyndte pludselig at “slå” under centrifugeringen. Tromlen hamrede og bankede. Det larmede helt vildt, og jeg var bekymret for, om der var noget alvorligt galt, og om jeg ville forværre problemet ved ikke at få det ordnet.

Jeg kontaktede Mieles kundeservice, der skulle have 2.600 kr. for bare at komme og stille diagnosen. De syntes, maskinen var meget gammel. Hvis reparation ikke kunne betale sig, og jeg købte en ny hos dem, ville man få et eller andet beløb retur. Det stod ikke helt klart for mig, hvad den endelige pris så ville blive, og selvom jeg (selvfølgelig) har en konto til uforudsete udgifter, lød det meget dyrt i mine ører. Kontoen vokser trods alt ikke ind i himlen.

På Mieles hjemmeside kan man med en eller anden robot finde frem til en vaskemaskine, der passer til ens behov. Det prøvede jeg selvfølgelig, og den kom frem til en maskine til 15.000 kr. … Der stopper festen altså. De må have spist søm.

Når reparation betaler sig

I stedet fandt jeg Hvidevareservice.nu, der endda har en afdeling i Hvidovre og som har en score på 4,3 ud af 5 på Trustpilot. De skulle have 1.100 kr. for et servicebesøg. Under halv pris – det var fint med mig.

Forleden kom en sød ung mand, der kravlede rundt, nærmest skilte maskinen ad, kiggede og undersøgte alt muligt. Først troede han, det bare var maskinens “fødder”, der bare skulle justeres lidt, men ved nærmere eftersyn viste det sig, at det var et eller andet, der skulle udskiftes.

Vi talte lidt om, at det var en gammel maskine, men netop fordi den er gammel, er den fra en tid, hvor Miele lavede højkvalitetsprodukter, og hvor reparation både betaler sig og er mulig. Han fortalte, at nu er de mere som de andre, men at de lever højt på navnet.

Han fandt fejlen og spurgte, om jeg ville have udskiftet den nødvendige reservedel? Tjah, hvad skulle jeg sige, udover at jeg gerne ville have et overslag, inden han gjorde mere.

Han fandt frem til, at den samlede pris inkl. servicebesøget ville blive 4.000 kr. Han kunne også finde en anden lidt billigere reservedel, så den samlede pris ville blive 3.700 kr. At spare 300 kr. kunne være ligegyldigt, når vi taler om det prisleje. Så jeg accepterede tilbuddet på de 4.000 kr., og han bestilte dimsen.

Servicefradrag: I 2025 og 2026 kan man fratrække arbejdslønnen op til 17.500 kr. på selvangivelsen. Servicefradragets værdi er ca. 26 pct. Det vil sige, at har man betalt 1.000 kr. i arbejdsløn for en serviceydelse, sparer man ca. 260 kr. i skat.

Nu venter jeg bare på, at reservedelen ankommer, og at han kommer igen og udskifter den. Og så regner jeg med, at jeg har vaskemaskine resten af mit liv, for mit vaskebehov er trods alt ikke ret stort.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Føler jyder sig underlegne?

Regionale forskelle

Føler jyder sig underlegne?

Det er egentlig pudsigt: jeg hører ofte mennesker, der bor i Jylland, sige noget om, at de jo bor der, og derfor gør eller tænker de noget bestemt. Jeg har aldrig lagt mærke til, at det samme gør sig gældende for fynboer eller sjællændere. Det har fået mig til at tænke på, om jyder føler sig underlegne?

Jeg har to dugfriske eksempler fra i formiddag:

Eksempel 1:

Jeg har bedt min bankmand spærre et af mine kort for at sikre, at et firma ikke (længere) uberettiget trækker penge på kortet. Det er kortet, der hører til budgetkontoen. Jeg har ikke hørt fra banken, selvom det var i sidste uge, jeg skrev til bankmanden. Jeg skal til Jylland i slutningen af ugen, og der vil det være enormt upraktisk ikke at kunne betale for diverse ting og sager.

Jeg ringede til banken og forklarede mit problem og spurgte, om de evt. kunne vente med at bestille eller afsende det nye kort. Det kunne de ikke, for kortet havde allerede status “sendt”. Det viste sig, at mit almindelige Visakort bevarer sin oprindelige kode, så der er intet problem. Det er jeg selvfølgelig glad for.

Kvinden, jeg talte med, følte sig så foranlediget til at oplyse mig om, at “I Jylland bruger vi også kontanter”. Jeg svarede, at det er flere år siden, jeg er gået bort fra kontanter, og at jeg har bedre overblik over min økonomi på den måde.

Jeg gad ikke forklare hende om min budgetopfølgning, eftersom hun allerede var i færd med at grine af mig. Hæver jeg 500 kr. i kontanter, ved jeg jo ikke, hvad pengene bliver brugt til. Og hvad kommer min økonomistyring hende ved? Hun er ansat i en bank og skal egl. bare sørge for, at jeg får tilsendt et nyt kort, når jeg beder om det, og at det gamle bliver spærret. Punktum.

Eksempel 2:

Facebook har fundet på, at man kan ændre sin konto eller profil til en “Professionel”, og det må jeg vel så have accepteret i et anfald af vanvid. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville medføre, at jeg ændrede titel til “Digital kreatør” – jeg er overhovedet ikke kreativ, så jeg var glad, da en af mine Facebookvenner oplyste, at han havde fundet ud af, hvordan man slap af med det igen.

Jeg spurgte, om han kunne guide mig, og da han venligt havde gjort det, skrev jeg “Tusind tak for din guidance”.

En læser skrev så “guidance” er det vi andre (jyder) kalder vejledning”. Jeg svarede: “Hvad er egentlig årsagen til, at du går i rette med mig?” Han mente ikke, at humor skadede, hvortil jeg replicerede, at jeg bare ikke syntes, det var sjovt.

Vedkommende har efterfølgende slettet sine kommentarer. Det ville jeg også have gjort.

Hvorfor har nogle behov for at betone deres bopæl?

Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvorfor nogle har behov for at fortælle, hvor de bor. Jeg kan kun finde en årsagsforklaring, og det er en form for underlegenhed, som der jo slet ikke er nogen grund til.

Jeg siger da ikke, jeg bor på Sjælland, så jeg foretrækker at betale med kort, for det er et meningsløst udsagn.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/i /af

Noget om nøjsomhed

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

DR Lyd: »Du kender typen« om forbrug

Noget om nøjsomhed

Jeg faldt over Kim Blæsbjerg i programmet »Du kender typen« på DR Lyd. Her er artiklen på DR, hvor jeg faldt over ham.

Kim Blæsbjerg er forfatter, og i 2023 udkom »De bedste familier«, som sikrede ham Jyllands-Postens skønlitterære pris, De Gyldne Laurbær og DR Romanprisen.

Programmet drejer sig om forbrug. Jeg har ikke hørt det før, men det var egentlig meget sjovt, for jeg kunne genkende mig selv meget i Kim Blæsbjerg. Han fortalte om en form for nøjsomhed, som jeg godt kan lide. Og herudover nævnte han på et tidspunkt det med først at kunne sætte sig og arbejde, når roen har indfundet sig. Der ligner vi virkelig også hinanden.

Mad, vin og øl må gerne koste penge

Vi er enige om, at mad gerne må koste penge, og vi er fælles om, at det skal være økologisk. Selv køber jeg mad hos Aarstiderne, så jeg får gode økologiske råvarer leveret til døren hver søndag morgen ved 6-tiden.

Jeg bruger kun friske varer, så jeg har en fryser, der er fuldkommen tom, aldrig nogensinde har været brugt og heller aldrig vil blive brugt. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle putte derind. Egl. kan man sige, det er viceværtens og udlejers, for jeg bruger den ikke, men jeg kunne ikke slippe for den, da jeg fik nyt køleskab for nogle år siden.

Hos mig må vin og øl også gerne koste penge. Det kan selvfølgelig skyldes en form for dovenskab, da jeg køber det i Hvidovre Vinhus, der er min underbo. Og selvfølgelig koster personlig betjening og topkvalitet mere, end hvis jeg købte vin og øl i et supermarked. Men Anders Karmark, der ejer Vinhuset, er så sød at tage mange forskellige former for alkoholfrie varer hjem til mig, og han giver også storkunderabat.

Jeg kan varmt anbefale forretningen, som har sørget for, at der er kommet liv på Hvidovre Torv. Vi taler tit om, at det kunne være så skønt, hvis der også kom en ostehandler, en slagter mv. Når vinhuset kan (over-)leve, må der jo være et kundegrundlag.

Tøjkøb

Hverken Kim Blæsbjerg eller jeg bruger særlig mange penge på tøj. Selv synes jeg, at tøj er uinteressant, og jeg er klar over, at mit tøjforbrug og -budget er langt mindre end andres. Og sådan har det altid været, så det skyldes ikke udelukkende, at jeg ikke længere er på arbejdsmarkedet, men selvfølgelig er det mere udpræget nu. Mit klimaaftryk til tøj er derfor også væsentligt mindre end de flestes.

Jeg læste hos den grønne tænketank Concito, at tøjets klimaaftryk er meget problematisk, fordi der købes så meget tøj, der kun bruges i kort tid, før det bliver til affald. Altså må det være en ringe kvalitet. Det er ikke hos mig, det sker, for når jeg endelig køber tøj, er det godt og dyrt, og det skal kunne repareres.

Jeg konstaterede eksempelvis, at en Arcteryx-jakke til lige knapt 4.000 kr. i 2009 var limet sammen, der hvor lommerne havde lynlåse, der hvor der er en lynlås for neden osv. … Sådan noget bliver jeg sur over, men heldigvis kunne den lokale skrædder sy alle limningerne. Det kostede selvfølgelig 550 kr.

Det med at lime selv enormt dyre ting sammen gælder fx også computere fra Apple. Ofte kan de ikke repareres, fordi de er limet sammen, og de ikke kan varmes op for at blive skilt ad. Det er jo helt vanvittigt og medvirkende til, at jeg aldrig nogensinde kommer til at købe en Apple-computer. En Windows-PC holdes sammen med ganske almindelige skruer.

I forbindelse med renoveringen af lejligheden har jeg også været igennem klædeskabet. Nu er der tre skønne bunker på blusehylden (og resten er røget ud):

  • kortærmede bluser
  • almindelige langærmede bluser
  • kraftigere langærmede bluser

På buksehylden er der tre par jeans, for det er ca., hvad jeg har brug for. Der hænger også et par lækre bukser fra Sand – men ind til videre er jeg desværre for tyk til dem. Der er flere hylder med ganske enkelte ting fx sokker, trusser, tre halstørklæder og lignende. Også i klædeskabet gælder princippet om minimalisme. Jeg elsker det.

At føle sig udenfor, når andre taler om forbrug

Både Kim Blæsbjerg og jeg bor til leje, så vi kan ikke tale med om friværdi og den slags. Vi kan heller ikke tale med om sommerhuse og udekøkkener. Vi har ingen biler, og på den måde kan man godt sige, at vi lever lidt nøjsomt. Han gør det, fordi indtægterne som forfatter er svingende. Jeg gør det, fordi økonomien vist ikke er til mere, men jeg mangler jo ingenting. Jeg har aldrig følt behov for at eje min bolig, og nu er det jo i hvert fald for sent at investere i en ejerbolig. Jeg har ingen arvinger, så jeg bruger det, der kommer ind men sørger naturligvis for, at der er en reserve. Det trives jeg glimrende med.

Kim Blæsbjerg og jeg har begge prøvet det med at flytte til København og bo i en gammel lejlighed uden bad og med toilet på bagtrappen, som vi delte med naboen. Han kom fra Nordjylland, og jeg kom fra Bornholm. Det er som om, det er evigheder siden.

For mit vedkommende var det i 1980. Jeg kunne bade i De Gamles By, hvor jeg havde rengøringsjob det første år. Det var vild luksus at flytte til Amagerkollegiet den 10/6-1981 og få et værelse med eget køkken og eget badeværelse.

Folks boliger er gennemsnitligt blevet større, mindst er de dog i København og i forstæderne til København. Se de interessante tal hos Bolius.

På et punkt adskiller vi os virkelig

Prøv at se Kims bogreoler. De er helt vilde, og der ligner vi på ingen måde hinanden – længere. Mine reoler så også sådan ud til ca. den 20. august. Nu er jeg glad for, at jeg har ryddet ud, for bøgerne siger mig ikke længere så meget. Men smuk er en reol som Kims selvfølgelig.

Noget om nøjsomhed 
Noget om nøjsomhed

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/14 Kommentarer/i /af

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg er træt af betalingsmure

I shitstorm på Facebook

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg er virkelig træt af betalingsmure. Jeg synes, det er irriterende at blive præsenteret for indhold, jeg alligevel ikke må tilgå. Jeg er træt af at spilde min tid på at klikke på hemmelige elementer.

Jeg er blevet svinet til i tre dage, fordi jeg gerne ville have læst en artikel, som jeg så ikke kunne læse, m.m. jeg hældte penge ud over Jyllandsposten, hvilket jeg aldrig kunne drømme om. Derfor tillod jeg mig at skrive »Jeg er træt af betalingsmure«. Det skulle jeg aldrig have gjort.

Og jeg er træt af ikke at måtte have en holdning, der er forskellig fra fx diverse journalistiske enmandshære, der promoverer diverse aviser/arbejdsgivere, på deres private Facebookprofil.

Jeg er træt af at blive svinet til i sprogtoner, du ville tro var løgn. Folk lader ikke en debat dø hen, selvom den faktisk er død. De elsker lige at skrive et eller andet, for så har de da også deltaget i indeværende mentale voldtægt?

Det er som om, nogle ikke kan læse indenad i det, der er gået forud, se fx ex-journalist Eric Andersen her, som forsøger at holde liv i en død debat:

Jeg er træt af betalingsmure

Herefter forsøgte han sig med dette:

Jeg er træt af betalingsmure

Jeg har flere gange tidligere været ude i en sådan shitstorm og har flere gange besluttet, at det ville jeg undgå i fremtiden. Men man kan jo ikke vide det, før man er der. Det værste er debatniveauet, og at nogle simpelthen er nogle s***. Så er det sagt.

Hvorfor kan man ikke være uenig på en ordentlig måde? Det kommer jeg aldrig til at forstå.

Netmedierne skyder sig selv i foden?

Det er blevet vanvittigt dyrt at holde en avis, og det gælder både, hvis man ønsker sig en rigtig avis af papir, man kan sidde og bladre og læse i til morgenkaffen, eller hvis man kan nøjes med en elektronisk udgave. Jeg ved ikke, hvornår betalingsmurene blev etableret, men det skete muligvis i perioden mellem 2014 og 2018, for et er sikkert: de har ikke altid været der.

Det må være dejligt at have råd til en papiravis og sidde med duften af tryksværte hver morgen. Det har jeg ikke, eftersom jeg ville få læst alt for lidt, og prisen pr. artikel dermed ville blive for høj. Jo højere prisen er på aviser og magasiner, jo færre abonnenter vil de have.

Jeg tror, I går i den gale retning. I kunne jo lade det komme an på en prøve. Sæt da alt jeres indhold bag betalingsmure i et år eller to – og tjek så hvor nye abonnenter, I fik ud af det.

Journalisten.dk omtalte i sommer en forskningsrapport, der peger på, at der er overraskende få betalingsmure her i landet. Tager man Danmarks Radio, TV2 og BT ud af målingen er “kun” 33 pct. af indholdet skjult, hvilket Journalisten naturligvis mener er en ringe andel.

Min fornemmelse er, at det er en meget større andel, der befinder sig bag en betalingsmur. Det kan skyldes, at det, der linkes til på Facebook, netop er det, der er bag betalingsmure – og som måske er det, der er værd at læse? Og jeg har ingen “glæde” af indhold på hverken BT eller TV2, da jeg opfatter begge som uinteressante og ikke noget for mig. De få gange, jeg har kigget ind der, er de begge fyldt med »Breaking News«, gule baggrunde og ting, der hopper og danser. Det gider jeg ikke se på.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.