Kommunikationsoverflow
Notifikationer om det jeg allerede ved
Indholdsfortegnelse
Kommunikationsoverflow
Det er meget tænkeligt, at jeg er for sart og har for god tid til at irriteres, men jeg er simpelthen så træt af alle de e-mails og SMS-beskeder om alt det, jeg allerede ved.
Jeg tror ikke, jeg nogensinde har fået en e-mail eller en SMS om noget, der var nyt for mig.
Til morgen var der fx besked fra min “nye netbank” om, at jeg har betalingsserviceaftaler i juni, som jeg skulle se i e-Boks (højst ulogisk når det er en besked fra banken). Jeg skal betale fx husleje og “Samfundet for dansk genealogi og personalhistorie”. Det er ingen overraskelse, da begge dele fremgår af mit budget. Jeg har kigget under “Indstillinger”, om e-mailen kan fravælges. Det kan den ikke.
De skriver alle sammen om, at jeg får overblik på deres hjemmesider. Det er ikke sandt. Det modsatte er tilfældet.
Jeg har opgivet at rydde op i alt det generiske volapyk, de alle sender. Nu holder jeg op med at åbne alt det vrøvl.
Alle mine indbakker bugner, for det er ikke muligt at markere alt og så trykke “slet skidtet”. Engang begyndte jeg på at rydde op i Sundhedsplatformen (SP), men da jeg manuelt havde slettet 326 meddelelser, som bare havnede i en papirkurv, hvorfra jeg så skulle slette dem en gang mere, gav jeg op. Nu sejler det hele. Hvis jeg vil finde noget, er det derfor umuligt.
Jeg har sagt til min kontaktperson i Distriktspsykiatrien, at når hun vil mig noget, må hun ringe (jeg har altid telefonen ved hånden, så hun spilder ikke tid) eller sende en helt almindelig mail, som jeg typisk besvarer i løbet af få minutter. Det er ikke fordi, jeg forventer særbehandling, og mit gæt er da også, at sådan fungerer det med alle hendes patienter. Hvor mange “psykisk sårbare” kan overskue SP?
“psykisk sårbare” er i citationstegn, da det er noget ævl. Alle mennesker er nemlig sårbare. Sårbarheden kan fx vise sig ved skilsmisser eller dødsfald i den nærmeste familie. Så bliver vi da kede af det og viser vores sårbarhed.
Jeg har stor respekt for Poul Nyrup, der satte “Headspace” i drift og introducerede begrebet “psykisk sårbare”. Sårbare er bare et dumt ord. Jeg var engang indlagt sammen med en mand ved navn H., som sagde “Jeg er altid psykisk sårbar, men når jeg er psykisk syg, er jeg indlagt” Det glemmer jeg aldrig. H. var en god fyr.
Konkrete eksempler på det, jeg allerede ved:
- Når jeg har en aftale i Distriktspsykiatrien eller om ECT, får jeg en e-mail fra Sundhedsplatformen om, at jeg har en aftale. Det ved jeg godt, ellers kunne vi jo ikke have lavet aftalen. De skriver altid – uden at have læst korrektur – i MinSP, som ikke er min men deres, jfr. at de skriver “Notater er skrevet af klinikere til klinikere og kan være svære at forstå”:
Du har snart en aftale på hospitalet/sygehuset.
Der kan være vigtige forberedelse inden du møder op. Tjek derfor din digitale post og detaljerne om din aftale i MinSP.
Under Aftaler og notater finder du detaljerne og eventuelle spørgeskemaer, der skal udfyldes, før du ankommer.
- Forleden var der en SMS fra Andel Energi, om at el-regningen vil blive betalt. Det er jeg glad for, så jeg ikke skal sidde her i mørke, og så køleskabet ikke går ud – men en overraskelse var det nu ikke.
- 24 timer før rengøringen kommer, får jeg en SMS om det. Det ved jeg godt, for det er et fast “rul” hver fjerde lørdag.
- Når rengøringen har været her, får jeg en SMS om, at hun er gået. Det ved jeg også godt, for jeg siger da farvel til hende.
- Når det er på tide at betale ugens levering fra Aarstiderne, får jeg en e-mail om det. Det er ingen overraskelse.
- Når jeg stiger ud af taxa, får jeg en SMS om, at jeg er steget ud. Det har jeg fattet.
- Når jeg har talt med youSee, får jeg en SMS, om jeg ikke godt vil bedømme deres kundeservice. Nej jeg vil ej. Jeg orker det ikke. Jeg er så træt af at skulle give min mening til kende til både private firmaer og offentlige virksomheder, der dybest set er tindrende ligeglade med min mening.
Rammer mine artikler dine interesser?
Her kan du deltage i en lille enquete og helt anonymt fortælle om dig selv. Formålet er, at jeg måske kan skrive mere om det, der interesserer netop dig.
Hvis du er interesseret, kan du se de hidtidige resultater, ved at klikke på knappen “Vis resultater” nederst. Når du holder musen over en af cirklerne, kan du se antal respondenter bag procentangivelserne:
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Åh, hvor jeg føler med dig. Jeg har fravalgt alle SMS’er om hvad som helst i den stil – det gøres sjovt nok ikke på telefonen, men pr. computer 😉 Og så har jeg indstillet min Epost til automatisk at markere al den slags blah-blah som læst og pænt lægge den i den relevante folder, så det, der ligger i indbakken er breve fra almindelige mennesker og for eksempel Din Fys: “Aftalepåmindelse om fys i morgen kl 12.00” og ikke Forsikringen: “Det bliver regnvejr, rens dine tagrender og tag gummistøvler på”!
Må jeg for øvrigt anbefale dig at bruge Borger.dk i stedet for Eboksen, der jo er bankernes, forsikringsselskabernes osv.s platform.
@ Charlotte
Enighed om den slags brokkerier er så positivt. Tak skal du have.
Efter jeg havde skrevet posten, fandt jeg i øvrigt ud af, at det er muligt at framelde alt det generise vrøvl fra Sundhedsplatformen (SP).
Aha, jeg har da aldrig tænkt over, at e-Boks er bankernes mv. Jeg overgår straks til borger.dk.
Jeg elsker dit eksempel med gummistøvler og tagrender. Nu bor jeg jo til leje og på første sal, så den slags får jeg (heldigvis eller mærkeligt nok) ikke.
Jeg skal da vist også se lidt på mine regler i Thunderbird (mit mailprogram), om jeg ikke kan få alt det pladder sorteret fra. De kan sikkert bare markeres som det de er: nemlig spam.
Jeg bruger også Thunderbird, det virker nemlig som jeg gerne vil have det.
@ Charlotte
Og så er det Open Source og reklamefrit. Det kan jeg godt lide og har brugt siden 2006. En gang imellem sender jeg dem 30 kroner som tak for alt deres fine arbejde.