Tag Archive for: Aversioner

/4 Kommentarer/i /af

Nogle mennesker er meget små

Nogle mennesker er meget små

Fra pirateri til sygemelding grundet stress

Nogle mennesker er meget små

Af og til overvejer jeg, hvor små danskerne(!) kan blive eller allerede er blevet. Jeg rystes over manglen på medmenneskelighed – eller måske næstekærlighed. Det er muligvis ikke en af de “danske værdier” længere?

Lad os starte med grundloven

Grundloven rummer i alt syv bestemmelser om den danske folkekirke og om religionsforhold i øvrigt. Centralt i den evangelisk-lutherske kirke og lære står næstekærlighed. Selvfølgelig elsker vi ikke alle hinanden, men vi kan da vel for pokker opføre os pænt eller bare ordentligt?

Jeg kan vældig godt lide begreberne almendannelse og dannelse. De fylder bare mindre og mindre.

Vi bryster os af, at “Danmark er et kristent land” (bortset fra at et land ikke har en tro; landets indbyggere kan have en tro). Det er så vigtigt, at det står i grundloven, og når bestemmelser står i begyndelsen af en lov eller lovbekendtgørelse, skyldes det, at lovgiver har anset det for utrolig væsentligt – det kunne jo være folk ikke gad læse ret langt. Og så er det da præsenteret.

Tre af de syv bestemmelser er vist herunder – resten finder du her, men de er ikke relevante for indeværende artikel.

§ 4. Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke, og understøttes som sådan af staten.

§ 6. Kongen skal høre til den evangelisk-lutherske kirke.

§ 66. Folkekirkens forfatning ordnes ved lov. [Den lov er ganske vist aldrig kommet, red.]

Først så tager vi Inger Støjberg – og putter hende i den sorte gryde

Inger Støjberg går meget højt op i “danske værdier”; det sagde hun blandt andet til pressen, da hun kom ud fra den rigsret, der idømte hende en ubetinget fængselsstraf, fordi hun havde handlet forsætligt ved at tvangsadskille udenlandske par i sin ministertid. Hun mente, dommen var “forkert” fordi den “stred mod danske værdier”. Men hun går ikke op i at opføre sig ordentligt.

Det, der får mig op i det røde felt, er, at hun i TV Avisen 18:30 udtalte følgende om den nigerianske pirat (Lucky), der vil søge asyl, fordi han ikke mener, at kunne klare sig i Afrika med kun et ben:

Selvfølgelig skal han da tilbage til Nigeria igen, og hvis ikke han kommer det, så må han jo i den grad bare sidde og slå sig på låret af det ben, han har tilbage …

Jeg troede ganske enkelt ikke mine egne ører. Men jeg har set det igen og taget noter. Det sagde hun altså! Modbydelige menneske.

Peter Kofod (DF) supplerede med, at Lucky må retur til Nigeria, og at han selv må betale benprotesen. Peter Kofod er heller ikke ret stor.

Birgit Feldtmann, professor ved Juridisk Institut ved Aalborg Universitet, Rosa Lund (EL) og Luckys advokat mener, han har gode chancer for asyl og familiesammenføring i medfør af konventionerne.

Ikke kun partiformænd og retsordførere er små mennesker

Nogle mennesker er meget små

Nogle vil muligvis undskylde Inger Støjberg og Peter Kofod med, at de er politikere, og så ryger der til tider finker af panden, når vælgerne skal tækkes. Det tror jeg ikke meget på, men lad gå da. Derfor tager vi et andet eksempel.

Jakob Ellemann-Jensen har – i sin samråd med sin læge – måttet sygemelde sig på ubestemt tid, hvis det ikke skal ende galt. Sygemeldingen kommer efter et ildebefindende, der sendte ham en tur på Rigshospitalet. Det er tydeligt for enhver, at han har haft vanvittig travlt, siden der blev udskrevet valg til Folketinget.

Adskillige privatpersoner gør sig morsomme over, at så skal Jakob Ellemann-Jensen nok snart på Jobcenteret, i ressourceforløb, på kontanthjælp osv.

Jeg forsvarer ikke indsatsen overfor ledige, hverken syge eller raske, jeg stemmer ikke Venstre osv. Men jeg synes, jeg kan opføre mig ordentligt.

Jeg begriber ganske enkelt ikke, hvordan man kan være så lille et menneske – opadvendte foldede hænder eller ej!

Muligvis er der ikke noget galt med højden men størrelsen på noget andet?

Nogle mennesker er meget små Nogle mennesker er meget små

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Sprog: Pseudoengelsk

sprog pseudoengelsk

“Dignity” betyder “Værdighed”

Sprog og sprogbehandling på især LinkedIn

LinkedIn er et spændende sted at færdes. Man kan “møde” mange interessante virksomheder og mennesker. Folk, der kan noget og har en passion for det, de laver. Nogle er tidligere forbindelser, andre er nye. Nogle vil følge mig; jeg kvitterer naturligvis ved at følge dem. Andre finder jeg selv frem til ad snirklede omveje og prøver på den måde at udbygge mit netværk.

Dog er der et emne, der irriterer mig: sproget behandles ikke med “dignity”. Der er alt for meget pseudoengelsk, hvor man lige så godt kunne have anvendt pæredanske ord og vendinger. Det er en selvfølge i opslag, der drejer sig om IT/programmering/computere/anden “teknik”, hvor basis bare er engelsk, hvilket man ikke kan lave om på i en håndevending.

Et markant eksempel

Jeg faldt over dette: “SNEAKPEAK fra vores photoshooting i sidste uge“.

“Sneakpeak”… På dansk siger vi altså “smugkig”. Jeg kan ikke lige finde noget dansk for “photoshooting” uden at skyde mig selv i foden med “fotosession”, hvor “session” også er engelsk, det ville dog være en smule bedre. I hvert fald er “ph” skiftet ud med “f”.

Hvad skyldes det?

Det er ikke så ligetil at finde årsagen. Der er meget på LinkedIn, der foregår på engelsk, da afsenderen har en (naturlig) interesse i også at ramme engelsktalende modtagere. Det er der ikke noget galt i. Problemet opstår, når sprogene rodes sammen i en pærevælling som i eksemplet. Man kan passende spørge, hvem der har gavn af det: det engelsktalende eller det dansktalende publikum? Svaret er vist: Ingen af dem. Hold dog sprogene hver for sig. Lav to opslag; et på dansk og et på engelsk. Der er masser af plads på LinkedIn, og det samme gælder Facebook; her er fænomenet med dårlig sprogbehandling bare ikke så udbredt. Eller jo det er det, der går det bare i en anden retning. Her har du et par skønne eksempler:

  • Hamberryg
  • Privellegier

Disse to afsendere kunne have haft glæde og gavn af Den Danske Ordbog, der findes ganske gratis på nettet.

Afsenderne synes måske, pseudoengelsk ser smartere ud og sender signaler om, at man er åh så internationalt orienteret, er helt fremme i skoene, for længst har skiftet problemer ud med udfordringer og er gået over til “ser ind i” lige som statsministeren.

Selv synes jeg, det vidner om dårlig sprogfornemmelse og manglende respekt for, at dansk er et ganske udmærket sprog både til skrift og tale.

Sproget interesserer mig i bred forstand, så du kan læse en stribe poster om sproget her.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Ligebehandling

Ligebehandling

Kan det virkelig være tilladt?

Min jura er forældet og bortfaldet ved manglende brug, så jeg spørger:  kan det virkelig være tilladt, at børn med anden etnisk herkomst end dansk, der bor i et af de 55 “ghettoområder”, kan tvangsopdrages af staten, inden de er fyldt et år, når etnisk danske børn ikke udsættes for denne tvang?

For mig ligner det en form for apartheid – under alle omstændigheder må det da være diskrimination? Kan det være sandt, at vi ikke har indført disse bestemmelser fra diverse konventioner i dansk ret? Det må vi da have gjort, for det første fordi vi (endnu ikke) er en bananstat og for det andet, fordi Inger Støjberg gang på gang på gang på sin charmerende måde udtaler “Jeg vil gå til kanten af konventionerne”.

Inger Støjbergs argumenter

I TV-avisen i aftes forklarede Inger Støjberg sig med, at de etnisk danske børn ikke havde behov for at få de danske værdier “ind under huden” (metaforen blev brugt mindst ti gange på de ca. to minutter), da de allerede er kendt med leverpostej, julemænd, grundlov, andelsbevægelsen, højskolebevægelsen osv. Det er den slags ting, staten nu vil lære de børn, der ikke er etnisk danske.

Den unge Mai Mercado (C) fortæller i starten af denne TVA, at det hele er kærligt ment overfor de stakkels små. Vi skal lære dem at blive danske, og vil forældrene ikke danse efter regeringens pibe, ryger børnecheken.

Grundsubstans

Hvis man barberer det hele ned til dets grundsubstans, så er det naturligvis helt korrekt, at hvis man vil bo i Danmark, skal man fx tale dansk, og man skal sørge for, at ens børn lærer dansk.

Bertel Haarder sagde på et tidspunkt, at man skal “ville Danmark”, og det har han helt ret i. Der, hvor jeg står af, er ved forskelsbehandlingen, der er baseret på en kombination af postnummer og gadefortegnelsen. Det forekommer mig at være fuldkommen arbitrært, og jeg bryder mig ikke om denne form forskelsbehandling, på samme måde som jeg ikke kan udholde tanken om, at lysebrune mennesker skal have straffen ganget med to. Det, jeg ikke kan holde ud, er de tvangsprægede elementer! Alt for mange mennesker udsættes efterhånden for den tvang, der føres ud i livet som en reduktion i offentlige ydelser. Det gælder kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen,  integrationsydelsen og nu dette med postnummeret.

Økonomiske håndtag bruges ofte som en form for adfærdsregulering. Problemet er, at alle disse mennesker ikke kan regulere deres adfærd, for så havde de nok gjort det! Kontanthjælpsmodtagerne ville sikkert gerne finde et arbejde, for at pengepungen ikke skal være tom den 16. i måneden, men der er ikke arbejde at få, når man næsten ikke kan noget. Der er også kontanthjælpmodtagere, der er uhyre kompetente, de har bare været så uheldige at være syge i mere end 22 uger. Og så videre. Det er tvangen, der er problemet.

Jeg bryder mig heller ikke om assimileringen. Uanset kulør skal man arbejde, hvis man kan, og det er fint at give visse personager et skub i bagdelen, hvis de undslår sig, fordi de har sukkersyge eller lignende, der jo altså ikke er livstruende, bare man passer sin insulin. Man skal opføre sig ordentligt, man skal overholde landets love osv. Dette gælder alle med et dansk postnummer!

Det kan bare ikke være sandt, at man skal gå i noget bestemt tøj, at man skal spise bestemte retter fra bestemte dyr, at man ikke selv kan beslutte, om man ønsker at faste og afholde sig fra visse handlinger i en bestemt periode.

Hvad søren sker der her til lands?

/i , , , /af , , ,

Diverse

Emoticons og emojis

Humørikonerne hedder også “emoticons” og “emojis”. Man bruger dem, når man vil udtrykke sig… De kan fx se sådan ud: ?? 😀 ☂? . Der er mange flere her og her. Og egentlig er de jo meget søde i begrænsede mængder.

I nogle af de Facebookgrupper, jeg følger, er der mennesker, der bruger et humørikon i hver eneste sætning. Det gør teksten stort set umulig at læse.

“når man vil udtrykke sig…” ja tak, vil udtrykke sig, men man kan ikke kan udtrykke sig. Set fra mit perspektiv skyldes den udbredte brug af humørikoner, at man ikke kan finde ud af at bruge ord og begreber og forstå sprogets nuancer.

Jeg peger også på mig selv!

OK – når man peger fingre ad andre, er der som bekendt altid tre fingre, der peger mod en selv. Jeg bruger dem også engang imellem i fx en mail. Jeg bruger dem, når jeg vil bløde en sætning op, og når det ville kræve en hel masse ord at bløde den op. Så kan et humørikon gøre nytte. Men der skal altså kun være ét pr. mail eller pr. blogpost.

Og noget helt andet – Carly Simon

Jeg kom på en eller anden måde til at tænke på “As times goes by” med Carly Simon. Det er en del af den musik, jeg tog med mig fra Amagerkollegiet – min musiksmag gik i stå i 80’erne, men det gør ikke noget. Jeg kan såmænd stadig teksten udenad. Den er her, og albummet hedder “Coming Around Again”.

Fem folkeskoler

Utallige er de gange, jeg har sagt til Anette (psykologen), at jeg har gået på fem folkeskoler. I dag satte jeg mig ned og talte op: Var det nu virkelig sandt? Jeg vil jo på ingen måde snyde eller lyve – det er såmænd slemt nok endda. Men det er nu rigtig nok. Det er fem styks.

Faktum er: Jeg var altid nået til et andet sted i regne- eller læsebogen end de andre børn. Enten var jeg foran eller bagud, men jeg var under alle omstændigheder altid forkert. Jeg har altid skullet kæmpe for at måtte være i livet. På den anden side: Mit medfødte intellekt bragte mig på omgangshøjde. Jeg kunne læse og regne, før jeg kom i skole – selvfølgelig simple tekster og lette regnestykker, men alligevel… Det har på mange måder været min redning.