, , , , , , ,

Migrering

Migrering

Jeg har givet op

Jeg giver fortabt. Jeg kan ikke overføre arbejdsgivers testside til en liveside. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne og har brugt alt for mange timer på det. Det plejer at tage 15 minutter. Nu har jeg brugt 11 timer. Intet har hjulpet. Jeg hader den manglende logik, for så ved jeg ikke, hvad jeg skal gribe og gøre i.

Jeg prøvede endda at slette hele livesiden, installere WordPress på ny, lavede en lille testside, hvor der bare stod ÆØÅ, den blev fint vist – også i Chrome. Så snart jeg hælder testsiden over på livesiden, går det galt. Men testsiden er jo korrekt. Jeg er stået af for længst og er vist ikke kompetent nok til dette. Jeg har migreret andre sider 100 gange før. Det har aldrig været et problem.

Jeg har spurgt arbejdsgiver om lov til at købe et klippekort hos den konsulent, jeg kender rigtig godt. Det koster lige knap 3.000 kr. for fem timer. Svaret var, at han ikke ville bruge flere penge på det. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Vi kan genskabe hele domænet fra fx den 19. (i onsdags), og det er en udmærket her og nu løsning, hvor det hele er smadret, men hvad gør vi ved næste migrering? Selve problemet er jo ikke løst.

Suk.

Sjovere

Langts sjovere var det at udpakke ugens madkasser fyldt med de bedste lækkerier. Der er mini-mini-appelsiner med, som jeg ikke vidste hvad var. Indholdsfortegnelsen afslører, at det er kumquats. Det har jeg vist ikke prøvet før. De skal bruges i morgenmaden på dag 3: “Overnight oats med appelsin, kumquats og cashewnødder”.

Det er vigtigt, at man spiser måltiderne på de rigtige dage, da varerne selvfølgelig har forskellig holdbarhed.

Jeg bruger temmelig lang tid på at pakke kasserne ud. For det første fordi det er dejligt at stå med de lækre ting og de smukke grøntsager, for det andet fordi det er hyggeligt at se, hvad menuerne vil byde på i den kommende uge. Jeg følger altid deres råd til opbevaring. Fx skal kål i plastikposer, og inden de lægges i poserne, skal roden/stokken lige have en sjat koldt vand, idet planten jo stadig lever og er i stand til at “drikke” vandet. Det fungerer vældig godt. Varerne holder sig let en uge.

Orden i kolonialskuffen?

Er der evt. en af jer, der har gode tips til at holde god orden i en kolonialskuffe? Lige nu smider jeg det bare ned, så skuffen er fyldt med nødder, chiafrø, havregryn mv. i et helt igennem gennemført kaos. Men hvordan kan jeg organisere det lidt/bedre/ordentligt, så jeg kan finde mine ting og sager?

Også sjovt

Jeg vil til at samle på sjove stavemåder fundet på nettet. Nedenstående tre er gode eksempler på, at det trods alt er forståeligt, selvom stavningen er helt ude i hampen:

  • psygatrien
  • abodomang
  • abselout

Der vil komme flere sjove ord i den kommende tid.

10 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Det er godt det er kommet orden i skuffen, men jeg synes ikke kommentarfeltet er til at finde.
    Håber du får orden på arbejdsgiverens hjemmeside, der, hvis det er den jeg har set på (npc) er under vedligeholdelse.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Jeg fatter ikke, hvor kommentarfeltet ikke vises, for det er skam sat ind. Og jeg har endda prøvet at slette det og sætte det på igen. Men det hjælper ikke. Måske skal jeg snart holde nallerne fra diverse hjemmesider? 🙁

      Ja det er npc.dk – jeg fatter ikke hvad der sker, og jeg er stået af “live”-siden. Det er der nu en anden, der kigger på. Der stilles vist spørgsmål ved mine kompetencer…, og jeg kæmper vist lidt for at bevare lidt autoritet.

  2. Eric
    Eric siger:

    Jeg ville da afgjort kontakte udbyderens support. Hvis du tester det af lokalt (altså med ALT inkl. SQL på en lokal maskine), kan der fx være en forskel i SQL-versionen eller rettigheder. Jeg gætter bare, har ikke noget at have det i.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Jeg har kontaktet udbyder/host, men typisk UnoEuro har de ingen fejl, og er meget lidt hjælpsomme. Jeg har noget, der virker hos en hjælpsom fyr. Jeg har prøvet at tage filer og db fra ham, og lægge på mit eget domæne, bl.a. fordi min host er noget mere hjælpsom. Der ser det næsten rigtigt ud i Chrome, men rædsomt i Firefox. Det hele startede omvendt… Katastroferne er her: https://testnpc.stegemueller.dk/

  3. Svend
    Svend siger:

    Mange stavefejl tror jeg man overser, idet man oftest er i gang med de næste ord, inden man opdager dem. For øvrigt reagerer jeg også, når jeg ser stavefejl. Aviser og TV er eksperter i at lave stavefejl. Noget helt andet er, hvorfor er der så få unge mennesker, der ikke kender forskel på ligger og lægger. Eksempel: Jeg ligger mig på sengen.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Svend

      Jeg laver bestemt også stavefejl bare sådan alm. sjusk, men i modsætning til dem, jeg har fundet, kan jeg stave, og det kan de ikke, og/for de har aldrig lært det. Der er for meget af det med “jamen du kan jo godt forstå, hvad jeg mener”. Sjusk!

      Du har ret i, at der er (for) mange, der ikke kender forskel på “ligger” og “lægger”. Da jeg gik i skole, lærte vi ganske enkelt at “lægger” tager genstandsled, og så er den egl. ikke længere.

      Der er mange herlige fejl på dr.dk. Dem kan jeg godt hygge mig med.

  4. Birgit
    Birgit siger:

    Det er da irriterende med den webside! Jeg håber ikke, det er noget der stresser dig alt for meget, og det ér jo altså ikke din skyld! Du må jo siges at have gjort alt, hvad der var i din magt for at løse problemet!

    Mht. orden i din kolonialskuffe, så vil jeg foreslå, at du køber nogle bokse, så du kan dele det op i ’emner’. Prøv at se billederne til disse bokse https://www.ikea.com/dk/da/catalog/products/00332014/, sådan nogle har jeg faktisk selv tænk mig at købe. Der er også en lille video, man kan få god inspiration af.

    Jeg glæder mig til at se flere sjove stavemåder. Jeg har selv samlet på stavefejl i mindst 25 år, faktisk så seriøst at dengang jeg havde eget kontor med opslagstavle, havde jeg over 100 små lapper med stavefejl og pudsige fejlformuleringer. Nu har jeg dem liggende i en kuvert i en skuffe. 😉

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Birgit

      Jeg er desværre vildt stresset. Intet fungerer overhovedet. Jeg har gjort alt. Det seneste er, at jeg fik det råd at skrive til UnoEuro (webhotellet) og spørge, om der er en serverfejl.

      De der bokse er da helt fremragende. Sådan nogle må jeg fluks have købt. Det ser ud til at være en effektiv og billig måde at klare det på.

      Jamen du skulle da lave en blog om sjove stavemåder. Når du har samlet i 25 år, har du da til mange, mange blogindlæg. De skal da ikke bare ligge i en kuvert i en skuffe.

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.