Overstået
Det var den
Det var den Valentinsdag. Jeg havde frygtet den, og ugen op til, men den gik meget bedre end forventet, og de syv timer gik hurtigt, fordi der var noget at lave hele tiden. Kunderne var rigtig søde og positive, formentlig fordi de var klar over, at vi havde travlt. Det var lidt lige som til jul. Nogle undervurderede dog prisniveauet en del. En yngre mand ville fx gerne kende prisen på 100 røde roser. Da jeg oplyste, at det blev 4.000 kr., ville han lige tænke over det.
Jeg har også arbejdet i dag, men det var bare en almindelig lørdag, men med forskellige udfordringer fra kundernes side. Jeg sagde fx ‘Tryk CTRL F5 for at tømme kurven’. Kunden replicerede ‘Skal jeg skrive bogstaverne K o n t r o l F5?’.
Så er der også dem, der ikke er klar over, at man ikke kan betale med kontanter i en webshop eller som ikke ønsker at oplyse kontrolcifrene fra betalingskortet til mig i telefonen. I begge tilfælde er alt tastet ind, og jeg mangler bare betalingen. Det er bare så ærgerligt at have brugt lang tid uden at få ordren i hus. Jeg er overrasket over, hvor mange mennesker, der ikke har prøvet at handle på nettet før.
Næste udfordring bliver Mors dag, der vist er ‘værre’ og hvor alt står på den anden ende. Men det er ikke sikkert jeg er ansat på det tidspunkt. Jeg tror, der er omstruktureringer i vente, så det er ikke sikkert, der er plads til mig. Men jeg håber, det lykkes denne gang, nu hvor jeg endelig er ved at være god til det, jeg laver.
Antal timer
Jeg skulle faktisk have arbejdet 32 timer denne uge, men jeg kunne mærke, at det ikke ville gå. Så jeg ringede til chefen og sagde, at det var for mange timer for mig. Det tog han pænt, og sagde at jeg bare måtte love at ‘komme’ fredag på selve Valentinsdag. Det lovede jeg selvfølgelig.
Alligevel kom jeg op på 22½ time denne uge, og det er lige rigeligt, når jeg er godkendt til 15 timer pr. uge og plejer at arbejde 5½ time i snit på normale uger. Jeg glæder mig til det bliver hverdag igen.
Nyeste kommentarer