En løs forbindelse

En løs forbindelse

Alt var forsøgt

Jeg arbejder hjemmefra og det fremgår af min kontrakt, at jeg selv skal stille PC mv. til rådighed. Og det skal selvfølgelig også virke.

Først var der historien om headsettet

Firmaet sponserede et nyt headset, idet vi/jeg troede, at det var det, der var problemet med de døde kald, som jeg tidligere har skrevet om. Det er et rigtig fedt gamerheadset med fremragende lydkvalitet; så god at jeg også gerne hører musik i det.

Nye problemer

Pludselig opstod der nye problemer: forbindelsen blev cuttet midt i samtalerne eller ved tilringning kom der kun et ring. Det er meget, meget ubehageligt at sidde midt i bestilling af fx en bårebuket til 1.200 kr.  og så opleve, at forbindelsen ryger. Det kan firmaet ikke byde kunderne.

Jeg har fejlsøgt og fejlsøgt og prøvet alt. Leverandøren kunne ikke se nogen fejl, andet end at kunden evt. havde sat telefonen på mute… Det, syntes jeg, var temmelig usandsynligt. Det har været et mareridt siden i torsdags. Jeg indtager for let rollen, hvor det er mig, der skal løse problemet. Det er nok et levn fra gamle dage, hvor jeg var hovedansvarlig, men det kan jeg ikke være længere. Jeg kan simpelthen ikke holde til det. Det mærkes tydeligt.

Jeg involverede derfor min chef yderligere og spurgte, hvad jeg skulle gøre, for nu kunne jeg ikke finde på mere. Han har naturligvis stor interesse i at få løst den form for problemer i en fart. Han var hurtig til at løfte problemet højere op hos leverandøren, så der blev kigget på det af mere kompetente folk. Men de kunne stadig ikke finde nogen fejl på deres system.

Jeg løste det (næsten) selv

Pludselig kom jeg i tanke om, at Martin på et tidspunkt sagde, at mit internetkabel ikke havde det ret godt. Den lille tap/clips, der får kablet til at sidde fast i enten PC eller router, var simpelthen blevet mør og tæt på at knække. Det vil sige, at kablet ikke blev holdt ordentligt fast i PC’en.

Jeg fik fat i et nyt kabel og genstartede routeren. Herefter har jeg på tre timer haft 16 fuldgode kald men også et, hvor forbindelsen røg midt i en samtale om en stor buket. Det er ikke holdbart. Jeg har bedt min chef gå i struben på leverandøren igen, og det gjorde han med det samme.

Hvis der så bare var lidt logik i dette her, så kunne jeg leve med det.

Hvor ville jeg dog bare gerne passe arbejdet. Dette her medfører alt for mange bekymringer, og dem gider jeg ikke.

4 Svar
  1. Eric
    Eric siger:

    Hm, skal aben nu hænge på medarbejderen?
    Det sagt, har du så prøvet at spørge gutterne i LabTech, hvor du gerne handler? Evt. kan de måle på og tjekke “dyret”. Nørderne er ofte bedre end eksperterne til at knække den slags.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Eric

      Ja, aben hænger i den grad på medarbejderen…

      Det er da en virkelig god idé at prøve at spørge hos LabTech, om de kan se et eller andet, der ikke er, som det skal være.

  2. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Nu har du løbende gjort, hvad du kunne for at løse problemet. Du siger, at der har været et udfald og 16 gode kald, efter at du skiftede det kabel. Jeg er ret sikker på, at der må være et antal udfald, som man må regne med og regne for normalt. Hvis du nu fortsætter med din statistik, får du måske mulighed for at sammenligne med virksomhedens statistik på området, hvis de ellers har en. Det bør de have.

    Og så skal du ellers lade være med at lade dig helt opsluge af dette problem. Tildel problemet en passende del opmærksomhed, helst kun i arbejdstiden. Du skal jo ikke opsluges af alle de sorte huller, der måtte være i Interflora.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Henny

      Du har ret! Jeg skal ikke lade mig opsluge, og jeg har gjort, hvad der står i min magt.

      Jeg fortsætter min statistik – det er en god idé. Jeg tror ikke, de har en statistik, for jeg er de eneste, af os to, der arbejder hjemme, der har problemet. Og de, der sidder i firmaets lokaler, har heller ingen problemer med mistede kald. Men de burde have en statistik. Det er jeg enig med dig i.

      Jeg lytter til dig – og synes, du er et indsigtsfuldt menneske!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.