Tag Archive for: Arbejde

, , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.

Sjov med Word

HR-systemet i Folkekirkens Nødhjælp

Nu hvor vi begynder stort set forfra med det nye HR-system, har jeg samlet alverdens blanketter sammen, og lavet en bruttoliste over de felter, der er behov for. Herefter har jeg dannet en nettoliste, hvor alle gengangerne er luget ud – fx registrerer vi pasnummer adskillige gange. Sådan skal det naturligvis ikke være.

Opgørelsen viste, at vi kan spare 120 felter pr. medarbejder ved kun at registrere oplysningerne én gang. Der er altså rigtig mange penge at spare ved den øvelse. Og det skal siges, at det naturligvis ikke gælder alle medarbejdere. De skal ikke alle have alle felter knyttet til sig, men alligevel er der et besparelsespotentiale.

Herefter holdt vi et møde med de vigtigste interessenter/dataejere herunder hende der skal udvikle HR-systemet som et subsystem til økonomisystemet. Det er den medarbejder, jeg skal “klæde på” til opgaven.

Mødet var forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke følge med, jeg blev overrulet den ene gang efter den anden, jeg mistede fuldstændig overblikket, der var flere ting, jeg ikke kunne huske og jeg kunne ikke engang finde ud af, hvor langt vi var nået og var faktisk tæt på at græde. Men det nægtede jeg inden i mig selv.

Sune deltog. Efter mødet gik jeg ind til ham og sagde, at det gjorde jeg ikke en gang til – altså deltage i den type af møder. Han havde et godt og rigtigt synspunkt: Det handlede om, at vi begge to vil have kontrollen. Jeg er enig. Og måske tager jeg for stort ejerskab til mine opgaver.

Nu “ejer” den omtalte medarbejder regnearket med alle datafelter og tilhørende beskrivelser, og vi kan jo ikke begge to styre det. Så jeg har sagt, at det samarbejde ikke går an. Jeg bliver for sårbar. Og jeg er slet ikke ked af at overgive den opgave. HR-systemet hænger mig langt ud af halsen blandt andet fordi, det er min opfattelse, at vi ikke er nået et skridt videre.

Jeg har fået andre og bedre opgaver:

Sjov med Word

Endelig kommer vi til det emne, som hele artiklen burde handle om. Jeg skulle bare have luft først.

På intranettet har vi et “Restrictet area” som kun HR må tilgå. Her findes “milliarder” af filer om medarbejderne fx udfyldte ansættelsesbreve. Tillige ligger der i et sindrigt system af mapper en række standardbreve, der skal bruges til kontrakter. Indtil videre er det helt almindelige *.doc-filer i Word, som vi bare fylder det nye indhold i (altså fx den nye medarbejders navn, afdeling osv.). Når det hele er rettet til, gemmes filen bare under et nyt navn. Vi kalder dem skabeloner, men det er det altså ikke.

Sune har nogle ønsker, og jeg har vist frie hænder:

  • Mere læsbar font både på skærm, tablet og selvfølgelig på papir.
  • Sproglig gennemgang herunder evt. bedre læsbarhed fx ved at bryde lange afsnit op i flere.
  • Jeg har selv foreslået:
    • Rigtige skabeloner.
    • Rigtige felter.
    • Det var han med på.

Læsbarhed og sprog er jo nogle af mine kæpheste, så det er fedt. Og det er fedt at rode med Word og lære noget nyt.

Jeg har valgt “Verdana” som font i størrelse 11 på baggrund af artikler af Niels Gamborg og Jacob Nielsen.

Der skal som hovedregel ikke pilles ret meget ved sproget, for det er rigtig fint. Jeg har bare sat nogle kommaer, rettet lidt kancellisprog mv.

Skabelonerne og felterne

Jeg har aldrig rodet med den slags før, men jeg har det som Pippi Langstrømpe med den slags: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” 🙂

Jeg abonnerer på Lene Fredborgs Word Blog, og hun er ganske enkelt en haj til Word. Jeg vovede at spørge hende, hvordan jeg kom i gang, også selv om det var til arbejdsbrug.

Hun sendte mig dette helt perfekte link: “Word 2013 – hvordan laves et indtastningsfelt.” Jeg sendte de eksisterende *.doc filer hjem til mig selv, fordi jeg har svært ved at koncentrere mig om at lære nyt derinde. Jeg er nødt til at have ro omkring mig.

I linket er det disse sætninger, der er centrale:

MacroButton-felter:
Du kan gøre sådan for at lave et MacroButton-felt (eller bruge dialogboksen til felter):

1. Tast Ctrl+F9 for at indsætte et sæt feltklammer (kan ikke skrives med alm. tegn).
2. Skriv følgende mellem feltklammerne:

MacroButton NoMacro Tekst her

Herregud – så simpelt og så effektfuldt. Da jeg lige havde lavet et par felter og forstået modellen, gik det stærkt.

Herudover har jeg lavet alle datoer om til felter, hvor det eneste man skal gøre er at trykke F9 på feltet, for at få det sat til dags dato.

Det sidste, der skulle tages stilling til var, hvordan og hvor dokumenterne skulle gemmes, for at det bliver til en rigtig skabelon, som man kalder frem, når man trykker på “Ny” i Word.

Jeg har ikke været helt stringent, for den ene er blevet til *.dotm, mens den anden er blevet til *.dotx. Jeg ved faktisk ikke, hvad forskellen er, men det kan undersøges.

Skabelonerne skal gemmes i mappen “Brugerdefinerede Office-skabeloner”. Hos mig fungerer følgende “D:\Dokumenter\Brugerdefinerede Office-skabeloner”. Jeg skal have talt med IT om, hvor jeg gemmer dem på selve netværket, for det ville være helt skørt at installere dem på den enkelte PC.

Det har været sjovt, og der er heldigvis flere “skabeloner”, der skal rettes.

 

,

6,081081081

225 timer divideret med 37 er lig med 6,081081081 uger. Der er flere decimaler, men jeg gider ikke skrive flere.

De 6,081081081 uger er det antal, som en kontanthjælpsmodtager skal arbejde for ikke at få skåret i kontanthjælpen fra 1. oktober.

Regeringens oprindelige skøn var, at ca. 8.000 mennesker ville ramt af denne regel. Realiteten er, at der er gået varslingsbreve ud til lige knap 49.000 mennesker. Hvordan kan man regne så meget forkert i Finansministeriet?

På Beskæftigelsesministeriets hjemmeside ligger der flere forskellige såkaldte faktaark, der beskriver 225 timers reglen, fx:

Skærpet rådighed: En 225 timers regel.
Der indføres en 225 timers regel, som betyder, at kontanthjælpsmodtagere skal dokumentere, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at arbejde minimum 225
timer indenfor et år. Det svarer til ca. seks ugers fuldtidsarbejde og skal tilskynde
til, at alle bibeholder en tilknytning til arbejdsmarkedet.”

En ugift person over 30 år kan få lidt over 10.000 kr. før skat i kontanthjælp pr. måned. Opfylder han/hun ikke kravet om de seks ugers arbejde, bliver der trukket 1.000 kr. månedligt. Det fremgår ikke, om det er før eller efter skat, men uanset hvad, så er det et stort beløb ud af kontanthjælpssatsen. Jeg vil faktisk mene, at det ikke er muligt at overleve.

En interessant detalje, som man kan finde på borger.dk er, at det skal være helt ordinært og ustøttet arbejde i de seks uger – dvs. at et job i løntilskud ikke medregnes. Så er man da helt sikker på at få lagt de dårligst stillede helt ned.

Mit ærinde her er i virkeligheden at tænke over (og måske få andre til at tænke over), hvordan man skaffer sig seks ugers arbejde?

Hvordan kan man motivere arbejdsgivere til at ansætte folk i så kort en periode? Hvad får de ud af det?

Fra alle de jobs jeg selv har haft, er det min erfaring, at de første tre måneder ikke er en god forretning for arbejdsgiveren – det er nærmest ren tilsætning: man kender ikke opgaverne, man har ikke et netværk, man kender ikke processerne og kan derfor let lave fejl, man kender ikke hierarkiet osv. Den slags essentielle forudsætninger for at kunne klare jobbet tager det tre måneder at komme ind i. Først på det tidspunkt kan man blive en del af virksomheden.

Hvis jeg var arbejdsgiver, ville jeg ikke ansætte nogen i 6 uger:

  • Hvorfor pokker skulle jeg gør det?
  • Hvilken benefice ville der være for mig?

 

 

,

De første to uger

Nu har jeg været i arbejde i to uger

Det er dejligt at kunne holde weekend igen – når man går ledig er det jo nærmest altid weekend, så der er der ikke noget særligt over den rigtige weekend.

Jeg har nu været i arbejde i to uger og begynder at danne mig et overblik. Kollegerne er utroligt søde og har også været meget hensynsfulde; jeg tror godt de ved, at jeg har været meget langt nede i gear, for der er ingen opgaver, de stresser med – alting går efter mit tempo, og det er langsom stigende kan jeg mærke. Det er ufatteligt, at det tager så lang tid at komme ordentligt i omdrejninger igen, men det gør det åbenbart. Jeg er selv en utålmodig sjæl, og vil gerne performe godt – så hvis der er nogen der stresser mig er det mig selv.

Min hovedopgave er indtil videre at løse en delproces vedrørende de resortomlægninger, der skete ved sidste valg, hvor alle statslige opgaver nærmest flyttede ministerområde. Pengene og bevillingerne skal flyttes med opgaverne rundt i det statslige system. De to kolleger jeg arbejder tættest sammen med har været i gang med opgaven i rigtig lang tid og de knokler til sent om aftenen for at vi kan blive færdige i indeværende finansår. Det er simpelthen en kæmpeopgave, og det er enormt kompliceret.

Min opgave er at danne det samlede bruttooverblik over hele resortomlægningen, og at opdatere en database med alle stamdata. Det er ikke i sig selv spændende at sammenholde data række for række og se om de er ens, men jeg kan sagtens se, at det er vigtigt, at have det samlede overblik, og jeg er ikke i tvivl om, at de er glade for det jeg laver, for de har nemlig ikke selv tid til at gøre det.

Herudover har jeg nogle opgaver med at redigere i Finansministeriets Økonomisk Administrative Vejledning; her føler jeg mig sådan set lidt mere på hjemmebane, fordi det er på webben, hvor jeg er så vant til at færdes. Redigeringsprogrammet driller mig dog noget, men det skal jeg nok finde en løsning på. Den kollega, der har givet mig opgaven kan heller ikke få det til at virke, og det er lidt en trøst. Jeg har dog en idé til, hvordan jeg kommer videre på mandag.

Samlet set er jeg glad og godt tilfreds; jeg føler at der er brug for mig, og brug for det jeg kan, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg snart er oppe på fuldt speed igen. Det er dejligt at kollegerne er så søde og ligefremme. Chefen virker også utrolig behagelig, men ham ser jeg ikke meget til.

Nu vil jeg så nyde weekenden.