Jeg er træt af billige frisører
Frisører er en slags Laredo
Indholdsfortegnelse
Jeg er træt af billige frisører
Da jeg for meget længe siden var barn, elskede jeg at se “Laredo”, som var en cowboyfilm, der blev vist lørdag eftermiddag. Alting blev dengang vist om lørdagen, det gjaldt også “Ingrid og Lillebror” og Otto Leisner; de andre dage var der “Landet rundt”.
Laredo og frisører har den sammenhæng, at der er tale om en slags “det vilde vesten”, og man ved først, hvordan klipningen er, når man har taget bad syv dage og stadig ikke ser ordentlig ud. Der er det jo lidt sent at klage. Jeg har altid syntes, at udgiften til frisør skulle være mindst mulig.
Den frisør, jeg har haft på det seneste, er færdig på syv! minutter, og det er komplet umuligt at sætte håret, så jeg ser bare nogenlunde ordentlig ud. Prisen er 250 kr. Og jeg ligner noget, der er samlet op af en skraldespand på Hovedbanegården. Det gider jeg simpelthen ikke, når jeg har ganske normalt og kraftigt hår – tror jeg da. At det efterhånden er ret gråt burde ikke have den store betydning.
Den forrige, som jeg havde haft i 15-16 år, ville pludselig ikke skrue ned for muzakken, når jeg var der, hvis der var andre kunder. Det mente han ikke kunne tillade sig overfor dem. Der mistede han en mangeårig kunde!
Jeg støtter det lokale handelsliv og har problemer med støj
Jeg spurgte min (alkoholfrie) vinhandler i underetagen, om han kunne anbefale en ordentlig frisør her i nabolaget. Han anbefalede naboen Pro-style, som jo så også bor i underetagen. Jeg gik ned og “forhørte” frisøren, eftersom hjemmesiden er helt forfærdelig; ydelserne og priserne er nærmest usynlige. Han skal have 430 kr., det varer 40 minutter, og han har en fireårig uddannelse.
Jeg havde for en sikkerheds skyld taget min solsikkesnor på. Solsikkesnoren betyder, at man har et usynligt handicap, og jeg spurgte, om han ville skrue ned for muzakken, når jeg var der. Det ville han gerne. Vi udvekslede visitkort, og han sagde, at når jeg bestilte nye tider, skulle jeg bare sige, at jeg har Aspergers syndrom, så vil han finde et roligt tidspunkt til mig. Hvor lyder det skønt.
Når jeg går på indkøb, tager offentlige transportmidler mv., bruger jeg solsikkesnoren og mine vidunderlige Bose N.C. (der står for Noise Cancellation) hovedtelefoner og lytter til en podcast. Det var en ergoterapeut i Distriktspsykiatrien, der lærte mig, at det er en effektiv metode.
Indledningsvist havde jeg modstand mod at erstatte udefrakommende støj med min egen støj, men jeg har overgivet mig: det virker! Og det virker endda rigtig godt, så nu kan jeg udholde det. Den udefrakommende og uønskede støj placerer sig midt i min hjerne, og jeg kan simpelthen ikke tænke. Jeg kan fx ikke koncentrere mig om min indkøbsseddel og kommer hjem med kun det halve og har en følelse af stress.
Det gjorde samlet set, at jeg bookede en tid hos den nye frisør til kl. 13:00 i dag. [Der kan man heller ikke ryge – apropos en dekoblet kommentar på Facebook, som du sikkert ikke kan se]. Nu er jeg spændt på, hvordan det går.
Den tidligere frisørs pris pr. minut var 250/7 = 35,71. Den nye frisørs minutpris er 430/40 = 10,75. Ergo har jeg gjort en god handel, og det er endda inkl. kaffen.
(Nu har jeg været røgfri i ca. 28 timer, og jeg har overlevet).
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Håber, du i skrivende stund har haft en god oplevelse hos din nye frisør. Ellers vil jeg lige gøre dig opmærksom på et nyt koncept, der hedder “Stilleklip”
Det skulle der efterhånden være flere frisører, der tilbyder. Kort fortalt går det ud på – som navnet næsten afslører – at frisøren klipper i tavshed, og altså ikke snakker fanden et øre af undervejs. Jeg har læst mig til, at nogle af disse frisører spiller blid klassisk musik i stedet, men det kan man sikkert nemt få slukket for.
@ Glennie
Jo det var faktisk rigtig fint hos den nye frisør. Men det viser sig jo først rigtigt, når jeg selv har vasket håret og prøvet at få det til at se ordentligt ud.
Han er fra Syrien og har været her siden 2009. Jeg synes sådan set, det er meget hyggeligt at sludre lidt og få et indtryk af, hvad det er for et menneske, der roder mig i hovedet.
“Stilleklip” lyder genialt. De får sikkert hurtigt en stor portefølje.
Tillykke med ny frisør og frisure og 28 røgfri timer – sejt og hold ud – det bliver SÅ meget bedre på den ande side.
@ Charlotte
Mange tak skal du have!
Frisuren er dog den samme, men klipningen er til gengæld professionel i modsætning til den klamphugger, jeg havde før. Vi skal bruge to til tre gange for at få rettet op på det.
Rygning: Det går egl. nogenlunde – men selvfølgelig er det lidt af et mareridt. Men det skulle “kun” vare syv dage. Det klarer jeg nok.