Sådan blev jeg ryger

Sådan blev jeg ryger

Jeg har følt mig som »Underklassen«

Sådan blev jeg ryger

Jeg lyttede til den gamle »Hjernekassen på P1« fra den 16. september 2019, og jeg har hørt den flere gange. Og den er også omtalt i denne artikel.

Jeg ved ikke, om jeg får læst Allen Carrs »Endelig ikke-ryger. Den lette vej til rygestop«, men jeg vil høre denne udsendelse hver gang, jeg er svag(-elig).

En af gæsterne i studiet er Henrik Rindom. Og han er virkelig god at høre på, eftersom han ved alt om misbrug og er psykiater. Han fortæller blandt andet, at man er afhængig efter to til tre pakke smøger, og det gælder især, hvis man starter, når man er ung, fordi der er hjernen maksimalt indstillet på indlæring. Der udløses meget dopamin, altså hjernens belønningsstof, når man ryger. Vi får det så skønt, og derfor tager vi en til.

Jeg startede, da jeg var 16 i 1981, og en af årsagerne var, at jeg gerne ville være ligesom de øvrige kollegianere, som jeg så op til. Jeg ville gerne være en del af deres fællesskab. Det var som om, jeg blev lidt mere voksen af at ryge.

Herudover er jeg fra hjem, hvor der blev røget. Alle røg cigaretter, til sidst blev det cerutter. Hvem husker ikke søndagsturene på bagsædet med to rygere på forsæderne? Hvis det var sommer, kom der et vindue på klem … Selv min elskede far var så dum, at han røg.

Det bedste, man kunne gøre, er, at få forældre til at holde op med at ryge, for børnene gør som deres forældre. Børnene kunne således vokse op i et røgfrit miljø. Henrik Rindom mener, rygning burde anerkendes som en sygdom.

Gennem et godt stykke tid har jeg været flov over at ryge fx i min vens hjem. Hun er ikke-ryger men er alligevel så sød at stille askebægre frem og sige, at jeg gerne må ryge, og det gør jeg så. Jeg kan jo godt selv lugte, hvilken lugt jeg tilfører hendes hjem. Det synes jeg egl. ikke, man kan, men alligevel gør jeg det.

Jeg har følt mig lidt som »underklassen« for blandt de mennesker, jeg omgås, er det oftest dem med en kortere uddannelse, der ryger. Selvfølgelig gælder det ikke altid. De veluddannede ryger sjældnere. Jeg er veluddannet, altså må jeg stoppe. Så er den potte ude.

I skadestuen ved 4- 5-tiden om morgenen

Peter Lund Madsen fortæller, hvordan han som ung reservelæge typisk blev kaldt ned i skadestuen ved  4- 5-tiden om morgenen og skulle hjælpe folk, der var ved at dø af deres astmaanfald. I 20-30 minutter anede man ikke, om de klarede den eller ej. Skulle anæstesien tilkaldes, og skulle folk i respirator? De svedte så meget, at de elektroder, man forsøgte at sætte på hjerteregionen, gled rundt på kroppen; de kunne simpelthen ikke sidde fast. Jeg vil ikke være en af dem.

De samme mennesker, der havde været lige ved at dø, sad ved 11-tiden om formiddagen oppe i rygerummet sammen med de andre rygere og røg. Det siger noget om, at det er vanvittigt afhængighedsskabende.

Læge Charlotta Pisinger er også i studiet

Sådan blev jeg rygerCharlotta Pisinger er Danmarks første professor i tobaksforebyggelse. Hun er professor på Københavns Universitet og adjungeret professor på Syddansk Universitet. Hun betegnes ofte som landets førende tobaksekspert, har skrevet de nationale retningslinjer for rygeafvænning, udgivet mange tobaksrelaterede rapporter og bl.a. præsenteret videnskabelige resultater for EU Parlamentet.

Charlotta fortæller bl.a., at det står rigtig skidt til med rygning i Danmark. Efter årtier, hvor andelen bare er faldet og faldet og faldet, er det stagneret, og man ser, at det er de unge, der begynder at ryge. Det er ikke de gamle rygere, der tager et tilbagefald. Dem, der er holdt op, holder fint fast i rygestoppet.

Blandt de 16-24 årige er det 16 pct., der ryger i Danmark. I Norge er det 3 pct. i samme aldersgruppe. I Danmark ryger 17 pct. ryger dagligt. Inkluderer man festrygerne, kommer vi op på 23 pct. Altså ryger ca. en fjerdedel af befolkningen. Det er mange, og det er mange flere end i vores nabolande.

Der står en vanvittigt magtfuld industri bag tobakken. Influencerne ryger, og det virker sindssyg godt. Der bruges mere en 1 milliard dollars i timen på markedsføring af tobak. Det ville de ikke gøre, hvis det ikke virkede.

Hypnoseterapi er undersøgt ved lodtrækningsforsøg, og man har ikke kunnet påvise en sikker effekt, men selvfølgelig virker det på nogle få. Det, der virker bedst, er støtte i form af rygestopkurser. Det, der virker dårligst, er »den kolde tyrker«. Jeg ved ikke helt, om det er det, jeg er gået i gang med. Måske er det en farlig vej?

Halvdelen af de daglige rygere dør af en rygerelateret sygdom. Helbredsgevinsten ved at holde op med ryge er enorm. Det slår hurtigst igennem på hjerte-kar-lidelserne, og det er yderst positivt. Lungerne, er det organ, der gennem 43 år har modtaget min nikotin og tjære, bliver aldrig, som en aldrig-rygers. Jeg er for gammel og når det ikke.

Prisen

Prisen skal sættes markant op, og det har man så gjort forsøg på siden 2019. Lige nu koster en pakke cigaretter 69 kr. Men den burde måske koste 130 kr. Jo mere man sætter prisen op, jo mere mindsker man den sociale ulighed, for de unge og de fattige har ikke råd til at ryge, hvis det er så dyrt. Direktøren og advokatfruen skal nok finde pengene.

Jeg har selv regnet ud, at jeg vil spare 2.098,75 kr. pr. måned ved ikke at ryge (365/12*69). Det svarer til 25.000 kr. på årsbasis. De penge kan jeg snildt bruge på noget andet.

Fortæl det vidt og bredt

En af gæsterne i studiet har det tip, at man skal fortælle vidt og bredt, at man er holdt op med at ryge, for omgivelserne er så søde og bakker så meget op. Det være hermed gjort.

Sådan blev jeg ryger

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

4 Svar
  1. Glennie Jensen
    Glennie Jensen siger:

    Jeg er også vokset i et rygerhjem. Mine forældre røg begge en pakke Cecil om dagen, og mens min søster allerede fra barnsben af hadede lugten af cigaretter, generede det ikke mig synderligt dengang. Som 14- årig skulle jeg da også lige prøve sammen med en veninde, men heldigvis fik jeg røgen galt i halsen, og mistede lysten. Det har jeg sidenhen prist mig lykkelig for! Min bror stoppede for 7 år siden som 68- årig fra den ene dag til den anden efter at have (stor) røget siden 18-års alderen. Utroligt nok fandt han det overhovedet ikke svært , og han siger, at han aldrig har savnet det siden….

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Glennie

      En pakke Cecil om dagen … Det minder lidt om min pakke røde Prince 100 pr. dag af 69 kr.

      Det var godt, du fik røgen galt i halsen og mistede lysten. Man skal lære at inhalere. Det lærte du ikke. Det skal du prise dig lykkelig for – men det gør du også! Tænk på dit helbred og på din økonomi.

      Hvor er det flot af din bror. Jeg håber, det vil gå mig nogenlunde ligesådan.

      Jeg synes, det går den rigtige vej. Lige i dag er det godt, jeg er alene, for jeg er så vanvittigt irritabel, og jeg kan ikke komme i gang med nogen af mine projekter, og jeg skal helst være i gang med noget. Det er nok bedre i morgen. Jeg har virkelig alle de bedste intentioner. Hvis du læser den næste artikel, vil du forstå hvorfor: https://stegemueller.dk/laegen-spurgte-om-jeg-kunne-traekke-vejret/

      Tak for din opbakning.

      Svar
  2. Charlotte Olden-Jørgensen
    Charlotte Olden-Jørgensen siger:

    OK, man skal lære nyt hver dag. Da jeg holdt op, var der to metoder, nedtrapning eller kold tyrker, jeg valgte den sidste og det virkede … Måske kunne man få nikotinplastre, men jeg tror, de var på recept og alt muligt sært.

    Jeg synes, du er mega-sej at du holder op og fortæller om det på din blog. Syv dage lyder ikke urimeligt. Og det er jo samme tid som en virusinfektion tager. God bedring 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Charlotte

      Jeg kan ikke huske, om du allerede har fortalt det, men hvor længe siden er det, du selv stoppede?

      Mange tak. Og mange tak for supporten. Jeg tror faktisk, at det er en hjælp for mig at fortælle om det her, for så bliver jeg lidt »forpligtet« til at klare det. Jeg har da ikke lyst til om tre dage at skrive »Det gik ikke«. Men noget af det, jeg har lært af den omtalte »Hjernekassen på P1« er, at hvis det ikke går, skyldes det ikke, at jeg har en rygrad som en mel- eller regnorm, så er det fordi, jeg er oppe mod sindssygt stærke kræfter. Bare det med, at man er afhængig efter to eller tre pakker … Det er jo helt vildt.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *