Da bogreolen blev et smykkeskrin
Smartphonen har ændret vores liv
Da bogreolen blev et smykkeskrin
Vi har fået et andet forhold til smartphonen, som altid ligger i lommen eller i hvert fald altid er inden for rækkevidde, for man jo aldrig, hvornår man skal bruge MitID, Apple-konto eller lignende. Eftersom telefonen altid er hos os, er det blevet uhyre nemt og hurtigt at slå hvad som helst op når som helst. Det plejede vi tidligere at bruge bøgerne til. Alle målinger viser, at vi nu bruger telefonen til at komme på nettet. Digitaliseringsstyrelsen skrev fx den 15. december 2023
86 pct. af de 15-89-årige anvender mobiltelefon eller smartphone til at komme på internettet. 63 pct. anvender bærbar computer, og 40 pct. går på nettet på tablet
Når vi nu har internettet i lommen, er bøgerne blevet som smykker, der fortæller os selv og andre, hvem vi er, og hvem vi gerne vil anses som værende. Jeg har ryddet kraftigt ud i mine bøger, selvom det var svært, fordi der var så meget af mit levede liv i de bøger. Men nu hvor det er overstået, elsker jeg mine bogreoler = smykkeskrinet mere end før. Jeg kan simpelthen godt lide smykkeskrinet med al dets luft.
Jeg kommer da aldrig til at læse Dea Trier Mørchs »Den indre by igen«, men jeg kan lide at have den. Jeg købte den i april 1982. Bogen slår helt af sig selv op på en tilfældig side (98), der følger de mange linoleumssnit, hvor der står »Ingen klassekamp uden kvindekamp – ingen kvindekamp uden klassekamp«. På linoleumssnittet på side 99 står »Frihed Lighed Moderskab«. Det er stadig rigtigt, men det var også dengang for 42 år siden. På en måde savner jeg det liv, jeg havde dengang, og som bogen minder mig om, og samtidig foretrækker jeg livet, som det er nu.
Det minder mig lidt om dengang mine unge naboer kom ind til mig, og hun udbrød »Gud – du har CD’er«. Dem har jeg foræret væk sammen med højtalerne, for jeg brugte dem jo alligevel ikke.
Hvordan rydder man op i bøger?
Flere har spurgt mig, hvordan jeg bar mig ad med at rydde op i bøgerne. Mit svar er »På den hårde måde«. Men det at folk overhovedet spørger viser, at det er et emne, de selv har beskæftiget sig med.
- En fortalte om en veninde, der havde gemt en reol med bøger, og fra da af var hendes regel, at når hun købte en bog, skulle hun også smide en bog ud.
- En anden havde lige som mig benyttet den hårde metode, fordi hun var flyttet til en bolig, der havde så mange vinduer, at der slet ikke var plads til reoler. De bøger, hun trods alt havde gemt, stod så i en velisoleret container, hun altid havde adgang til.
»Vinterbørn« er forsvundet
Dea Trier Mørchs »Vinterbørn« er forsvundet. Jeg ved med sikkerhed, at jeg har haft den, og jeg ved med lige så stor sikkerhed, at jeg ikke har lagt den i skraldebunken. Men jeg ved samtidig, at jeg aldrig kommer til at læse den igen. Der er også nogle forsvundne bøger, jeg faktisk skulle læse eller bare bruge som opslagsbøger. Det drejer sig blandt andet om Kresten Bjergs »Den digitale læsers hjerne«. Det er en meget sjov tanke, at netop disse to bøger begge er gået til skrald, eftersom de repræsenterer hver sin tid. Kresten Bjerg må jeg nok købe igen på et tidspunkt. »Vinterbørn« må forblive et dejligt minde.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Nyeste kommentarer