Kan jeg vaske lungerne med Hydrosol?

Kan jeg vaske lungerne med Hydrosol?

Jeg vasker nikotin af med Hydrosol

Kan jeg vaske lungerne med Hydrosol?

Kan jeg vaske lungerne med Hydrosol?Først prøvede jeg med Ajax, så med sprit og det hjalp bare ikke. Så gik jeg i gang med Google og fandt frem til Hydrosol, som jeg nu har købt 25 liter af plus gummihandsker og en kraftig skuresvamp, der af en eller anden tåbelig grund er udformet som et smilende ansigt. Jeg har svært ved at håndtere 25-liters dunken, når jeg skal måle 5 deciliter af til 10 liter vand, så jeg har også bestilt en dosseringspumpe. Den kommer sikkert i morgen.

Sælger skriver: »Grundrengøring uden farve og parfume. Særdeles velegnet til hovedrengøring og periodisk rengøring af linoleum, vinyl, maling, cement metaller, tekstiler og næsten alle andre overflader. Fjerner effektivt alle former for snavs, fedtstoffer, sod, nikotin, gulvpolish og genstridig s« (og så mangler der lidt her hos dem).

Det virker! Jeg er gennem de første fem køkkenskabe, og det er hårdt arbejde. Mens jeg bruger alle armkræfterne og kommer gennem det seje, fedtede lag af nikotin og tjære på hylde efter hylde tænker jeg over, at jeg netop ikke kan vaske lungerne med Hydrosol. Jeg tør ikke tænke på, hvordan mine lunger ser ud efter 43 år som ryger. Tanken er rædsom.

Inden jeg gik i gang med Hydrosolen, var min tanke faktisk, at de må rive køkkenet ned, når jeg flytter, og det gør jeg først, når jeg skal bæres ud, for jeg er glad for at bo her. Så slemt er det altså med det køkken.

Mit rygestop har været gået i stå

Jeg er ærlig ind til benet: Jeg har været gå i stå i nogle dage. Jeg har haft brug for den »trøst«, der ligger i at ryge. Jeg har haft brug for den afstresning, der ligger i at ryge, nu hvor jeg skal håndtere det enorme kaos, mit liv er i lige nu, hvor her skal males, og da jeg for nogle dage siden spurgte efter mundhulesprayen på apoteket, havde de kun den med pebermynte, og jeg hader pebermynte.

Jeg har atter været på apoteket og nu havde de nikotinspray med frugtsmag, så jeg prøver igen. Jeg giver ikke op, selvom jeg har været ved at give op.

Det gik jo ellers så godt, og jeg ærgrer mig over. at mit rygestop har været gået i stå. Men jeg må op på hesten igen. Jeg vil ikke dø af Kol eller lungekræft. Når jeg kunne stoppe med at drikke alkohol (jeg har drukket fire genstande – det var i Tyskland – siden den 21. marts), så må jeg også kunne stoppe med at ryge, vel vidende at det faktisk er meget, meget sværere at stoppe med at ryge end med at drikke.

Mens jeg gør rent

Ud over at tænke store tanker lytter jeg til »Hjernekassen på P1«, mens jeg gør rent, hvor der faktisk er mange fine udsendelser, som man kan få udvidet sin horisont af. Det kan jeg godt lide. Jeg har blandt andet hørt »Et liv efter psykiatrien« fra den 13. juni 2023. Kirstine Harpelunde Mikkelsens tanker er svære at følge, for hun har så meget, hun gerne vil fortælle, men der er ingen tvivl om, at hun har mange fornuftige og relevante synspunkter, som jeg bifalder. Hvis du selv har været i kontakt med psykiatrien, vil du muligvis også finde udsendelsen interessant.

Den næste jeg vil høre er »Hvad siger stemmerne« fra den 8. august 2023.

I går udgav han »Prompt engineering« om »Hvad betyder en prompt? Hvad er prompt engineering? Hvordan taler vi bedst med den kunstige intelligens? Hvad kan vi bruge AI til? Hvad kan vi ikke bruge AI til? Hvilke funktioner er smarte at automatisere? Hvordan kan det offentlige bruge AI? Hvad skal vi være opmærksomme på, når vi bruger fx ChatGPT? Hvad er forskellen på Google og ChatGPT? Hvor langt er vi nået i forhold til kunstig intelligens? Hvordan skal det hele dog ende?«

Den må jeg ubetinget høre, eftersom jeg er stor tilhænger af ChatGPT, og jeg har hørt, at man får de bedste svar, hvis man »taler pænt« til robotten.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

6 Svar
  1. Jørgen
    Jørgen siger:

    Når du skriver, at rygestoppet har været gået i stå, må jeg forstå det sådan, at du er ophørt med at ryge igen.

    Må det være tilladt at sige, at det ikke var rygestoppet, der gik i stå, men at det var dig selv, der traf beslutningen om at sætte det på pause. Det er også dig selv, der beslutter, hvornår rygestoppet genoptages.

    Heldigvis er det jo dig, der har beslutningerne og ikke omvendt.

    God fornøjelse med rengøringen og rygestoppet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Du har ret: Jeg prøver igen.

      Tjah, det er selvfølgelig rigtigt.

      Jo tak. Jeg skal ned at købe flere skuresvampe, for den første er allerede slidt op. Og mens jeg skrubber køkkenskabe, kan jeg jo i hvert fald ikke ryge.

      Svar
  2. Birgit Smidt Sørensen
    Birgit Smidt Sørensen siger:

    Hej Hanne.
    Jeg sagde det jo, du vil ønske at vaske alt og få nyt tøj, når du ikke ryger. Sig ikke, at du ikke var advaret. Og så kan jeg ikke lade være med at gentage et par gode råd: Find situationer, hvor du ikke KAN ryge (jeg gik bl.a. i lange brusebade!), og find en overgang et alternativ såsom nikotinplaster eller plastikcigaretter med nikotin i. Det gøre det hele lidt mere tåleligt …. lidt mere.

    Bare klø på, det lønner sig i længden!

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Birgit

      Du har ganske ret. Det er bare så svært lige nu, hvor alt i mit hjem er mere eller mindre kaotisk. Men i det mindste kan jeg ikke ryge, mens jeg renser køkkenskabene indvendigt …

      Svar
  3. Søren Larsen
    Søren Larsen siger:

    Kan godt huske den hovedrengøring man bør/skal igennem når man lægger dem på hylden. Dejligt når det er overstået. Jeg har holdt siden 2003 med meget få undtagelser, dog kun hvis jeg kunne tigge en, aldrig købt en pakke siden. Min metode var den kolde tyrker og efter få dage var den store trang væk. Jeg brugte mentolbolsjer, og det var det.

    Med hensyn til at rense lungerne. Min afdøde far fik engang en blodprop og i den forbindelse blev han rådet til at lægge de 20-30 daglige grønne Cecil på hylden, hvilket han gjorde. Overlægen fortalte ham at de evt. skader der var opstået før stoppet naturligvis ikke kan tilbage rulles, men lungerne ville være renset i løbet af en måned fra fuldt rygestop, så ingen grund til kemi der 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Søren

      Hvor er det flot, at du har holdt i 21 år. Jeg er virkelig imponeret af dig. Jeg håber sådan, jeg en dag kan sige det samme. Det er også flot, at du holdt dig til den kolde tyrker, som videnskaben jo ellers siger, er den mindst effektive metode.

      Hold da op, tænk at lungerne vil være renset efter en måned. Jeg har ellers læst mig til, at det vil vare 20-30 år. Hvor er jeg dog glad for at læse, hvad du skriver. Nej så behøver jeg nok ikke Hydrosol der.

      Svar

Skriv en kommentar

Vil du deltage i debatten?

Du er mere end velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *