En Aspergers 14-21 dage med kaos
Styr på logistikken – resten er kaos
Indholdsfortegnelse
En Aspergers 14-21 dage med kaos
Åh Gud hvor jeg glæder mig, til hverdagen atter indfinder sig. Jeg hader forandringer, så jeg er virkelig udfordret lige nu. Jeg kan bedst lidt hverdagene, der har jeg det bedst. Det er ikke usædvanligt for mennesker med Aspergers syndrom, men det er mange år siden, jeg senest har oplevet kaos. Jeg hader det af et godt hjerte.
Og hvad nu hvis maleren er typen, der tænder en transistorradio? Jeg bliver nødt til at sige, at han må slukke den, når jeg også er her. Jeg kan ikke holde det ud. Måske kan han tænde den, når kontoret er færdigt, og jeg kan bure mig inde her bag en lukket dør med ørepropper i eller mine super Bose NC.
Alt er kaos lige nu, så jeg kan ikke samle mig om at gå i gang med projekterne, idet jeg ved, at på torsdag kl. 15:00 kommer flyttekasserne og fra da af, bliver det hele bare endnu værre, end det allerede er. Søndag kl. 12:00 kommer Ali og hans ven og hjælper med (den sidste eller den første?) nedpakning. Jeg har ændret min ECT-dag, da jeg jo ikke kan komme hjem og sove de 3-5 timer efter behandlingen, når jeg ikke er alene i lejligheden. Den 21. kommer Ali igen og hjælper med den baglæns proces.
Dvs. at jeg lige nu bare tuller lidt rundt og lave lidt overspringshandlinger hist og pist. Jeg laver i realiteten intet, for jeg kan ikke gå i gang med noget, når jeg ikke ved, hvornår jeg kan fortsætte det.
Jeg sover ikke, fordi jeg er så træt, at jeg ikke kan sove. Natten til i går sov jeg 1½ time, hvorefter jeg stod op og puslede lidt med designet. Det er ikke helt godt.
Jeg orker ikke at lave mad og er i øvrigt ikke sulten.
De logistiske manøvrer
Logistikken er på plads. Jeg tror, jeg har tænkt på det hele inkl.
- at få lavet et sæt nøgler til maleren, så han bare kan “Denne kommen og gåen”
- at printe noget materiale, jeg skal bruge den 24., når jeg skal i Rødovrekanalen, for hvad nu hvis jeg ikke kan tilslutte printerne – det kan være et mareridt
- at lægge min slægtsfil i Dropbox, så jeg måske kan sidde og arbejde lidt med den på en af de bærbare, de dage mit kontor/soveværelse er “ude af drift”, så jeg vel næppe kan bruge min stationære PC
- at sikre de lange forlængerledninger til de bærbare, så jeg kan få strøm til spisebordet (hvis det stadig er her?)
- “forhandlingerne” med Distriktspsykiatrien om en ny dato for ECT
Jeg tror, jeg har tænkt på alt vel vidende, at det har jeg helt sikkert ikke.
Jeg mangler at tjekke Stadsarkivet og finde ud af, hvordan jeg bestiller en sag fra 1930/31, hvor der sker et eller andet med psykopaten i Socialdirektoratet.
Måske kan jeg koncentrere mig om lidt webdesign?
Webdesignet er også kaos.
- C kan lide en grøn, og jeg kan lide en anden – men så skulle jeg måske slet ikke have spurgt.
- M. synes forsiden er for kedelig og retter sig mod mennesker over 70 år, hvilket jo egentlig også er sandt.
- M synes også, man kan se, at siden er bygget over mange år og mangler sammenhæng, og det har han ret i. Men jeg kan jo da (for fanden) ikke begynde forfra …
- Han kunne også tænke sig et design, der var mere farvestyret, så man kunne se, hvilke elementer, der hører sammen. Idéen er god, men det kan jeg heller ikke overskue.
- L savner større skrifttyper.
- Osv.
Efterhånden er jeg ved at nå dertil, hvor jeg laver det, jeg selv synes er godt, og så må resten hvile. Jeg har også tænkt på måske at slette de første 1.000 artikler, men så havner jeg med mindst lige så mange døde links, så det går heller ikke, da det vil påvirke min SEO, hvilket jeg selvfølgelig ikke har lyst til.
Der er kun at sige kaos. Man skulle tro, det var i partiet Moderaterne …
Jeg er alligevel ikke platfodet
Siden den 14. juni har jeg måttet indstille mine vandreture, idet jeg pludselig følte, jeg var blevet platfodet. Jeg følte, at jeg gik på hele den flade fod. Og jeg fik ondt oven på foden bare af den korte tur, der er på 4,3 km.
Nu har jeg været hos min dejlige læge, som jeg har haft i mere end 20 år. Jeg er heldigvis ikke platfodet. Hun syntes, det så fint ud, og at jeg ikke har mistet den trampolineffekt, man skal have. Jeg har stadig en fin svang. Hun foreslog indlæg i læder, der købes hos en god skomager og ikke hos en bandagist. Nu må jeg se, om jeg kan finde en skomager, der sælger sådan nogle. Hun sagde, at en bandagist bare skal have flere tusinde kroner for noget, der i bedste fald bare virker lige så godt.
Min lejerforening er kaos
Jeg bor i en dejlig ejendom, der i gamle dage, hvor jeg flyttede ind, var ejet af min pensionskasse (JØP), men den er for længst solgt fra til privatkapitalistiske firmaer, der primært varetager egne interesser. Vi lejere er nu bare nogle, der understøtter deres virksomhed via vores månedlige indbetalinger. Vi har en beboerforening, der ikke fungerer, og ikke har fungeret i de 17 år, jeg har boet her. Jeg har eksempelvis aldrig været indkaldt til et beboermøde. Og det skal ellers finde sted hvert år inden den 1. april. Det står tydeligt i bekendtgørelsen.
Vi er tre beboere, der har besluttet at tage skeen i egen hånd, og at piben skal have en anden lyd. Skønne idiomer.
Det er gået op for os, at vi har et kollektivt medlemskab af LLO (der ikke er betalt i årevis), så for at få noget for det kontingent, vi ikke betaler, troppede et par af os i aftes op hos LLO her i Hvidovre. På forhånd var vi noget skeptiske, men det gik helt fantastisk, efterhånden som de fik tillid til os, og det gik op for dem, at vi tager det alvorligt og er seriøse mennesker.
Jeg optog mødet, så vi har nu en virkelig fin lydfil på 1:38 tm. Mødet var ikke kaos, og vi gik opløftede hjem og afsluttede med et kram. T. bliver en fantastisk formand. Jeg skal nok bare være kasserer, så jeg kan bruge mine kompetencer med Excel, og jeg er jo også den, der har bedst tid. Hun arbejder fuldtid og har to mindre børn.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Jeg har ikke Aspergers men er med årerne blevet mere og mere stressfølsom, og kan næsten ikke klare kaos i mine hjemlige omgivelser. Så jeg forstår til fulde, at du finder det uoverskueligt at skulle sortere og pakke ned, og i øvrigt leve med et hjem, hvor intet ligner selv … Men det er vidunderligt, når det er overstået!
@ Glennie
Hvor er det dejligt at blive forstået! Jeg tror faktisk, at der er en del forskellige “ting”, hvor stress i form af et udefrakommende pres og Aspergers syndrom ligner hinanden vældig meget eller måske i realiteten er det samme.
Ja, det bliver så dejligt, når det er overstået. Jeg glæder mig meget mere end til juleaften.