En billig flæskesteg og det metanreducerende tilsætningsstof Bovaer
Kortsigtede tåbelige “løsninger”
Indholdsfortegnelse
En billig flæskesteg og det metanreducerende tilsætningsstof Bovaer
Først den billige flæskesteg
Hos Coop kan man købe flæskestegen billigere end parkeringsafgiften for at komme ind i butikken og hente den. Det passer fint med den gamle danske julesang “Sikken voldsom trængsel og alarm”
Varer kan man få i tusindvis, tænk Dem bare: under indkøbspris. Pris, pris, pris, pris, pris, pris
Er der virkelig nogen, der tror på, at man kan producere en flæskesteg til under en tier pr. halvkilo? Hvis svaret er “ja”, er de dummere end politiet tillader, og de formår ikke at tænke lidt frem. Det er trist.
Jeg forestiller mig følgende led i produktionskæden, inden man havner med en billig flæskesteg:
- Grisen skal fodres.
- Bonden skal stuve dyrene sammen inden transporten.
- Den skal slagtes, hvilket sikkert foregår på et billigt slagteri i Polen, eftersom Danish Crown har fyret flertallet af medarbejdere.
- Altså er der omkostninger til chauffører, diesel (de kører nok ikke på el) og de polske medarbejdere, der trods alt skal have en form for løn.
- Det døde dyr skal køres tilbage til Danmark
- Et eller andet sted skal flæskestegene pakkes og prismærkes.
- De skal køres ud til den enkelte butik.
- En medarbejder skal lægge pakkerne i køledisken.
- Og måske er der flere led i kæden?
Det kan man ikke få til under en tier pr. halvkilo, heller ikke selvom der er tale om stordrift! Det er netop under indkøbspris, som man synger det.
Så hvorfor holder Coop “Magisk jul”? Tjah, de vil nok gerne have flere kunder i butikken. Deres lønlige håb er sikkert, at der ryger mere end flæskestegen i kurven, og at kunderne vender tilbage som stamkunder både mellem jul og nytår og i det nye år.
En ting er sikkert: det er ikke mig, de fanger. Jeg kommer der udelukkende for at købe min Blå Irma-kaffe og genbrugstoiletpapir, som føtex af en eller anden årsag ikke fører.
Kilden til begge billeder er SuperBrugsens tilbudsavis uge 50.
Herefter det metanreducerende tilsætningsstof Bovaer: Tænk eller bøvs!
Det er et led i “den lysegrønne træpart”, at landbruget kan blive kompenseret for udgiften til Bovaer, som er ret dyrt. Dansk Industri citerer den 13. december i år en pressemeddelelse
Ministeriet for Grøn Trepart oplyser i en pressemeddelelse, at der er søgt kompensation for udgiften til Bovaer til 92 procent af de støtteberettigede malkekøer – kun til cirka tre procent af malkekøerne er der søgt om tilskudsordning.
Selvom jeg har læst pressemeddelelsen og Dansk Industris artikel flere gange, forstår jeg den ikke helt.
- Skal det forstås sådan, at ud af alle malkekøer, som der jo er temmelig mange af, er der søgt om kompensation til mere end hver niende (92 pct.)? Kemikaliet kan reducere metanudslippet med 27 pct.
- Til cirka tre procent af malkekøerne er der søgt om en tilskudsordning. Det skyldes, at dyrene ikke skal spise et kemikalium for at bøvse mindre. De skal i stedet have mere fedt i foderet?
- Det fremgår blandt andet af lex.dk, at tilsætter man mere fedt, kan metanudslippet reduceres med op til 10 pct.
Når køerne spiser Bovaer, bøvser de mindre. Det er selvfølgelig dejligt – men: er det virkelig sådan, vi forestiller os, at vi skal nå klimamålene i 2025?
På lidt længere sigt er målet, at temperaturen ikke stiger mere end 1½ grad, så isbjørnene vedbliver at have et sted at være. De unge skal vel turde sætte børn i verden, og vi kunne nok også tænke os at genoprette fiskebestanden i de indre farvande – eller er vi bare ligeglade?
Bovaer er enormt dyrt – det er derfor, man kan få kompensation. Dyrevelfærdsorganisationer som fx Dyrenes Beskyttelse pegede allerede for et år siden på risikoen for, at kvæget holdes inde for at sikre den optimale udnyttelse. Går dyrene ude på marken, hvor de jo egl. hører til, kan de ikke spise den kunstige mad, og så spilder staten pengene. Der er ind til videre afsat 700 millioner kr. til forsøgsordningen.
Det er det rene vanvid, at man vil tilpasse dyrene til forbruget, i stedet for at tilpasse forbruget til dyrene.
Jeg mærker mig, at Bovaer ikke er godkendt til økologiske køer.
Uendeligt kortsigtet
Der er behov for helt andre løsninger, hvis man mener noget med den grønne omstilling. Det dur ikke at æde en flæskesteg til mindre end en tier. Det dur heller ikke at ændre på køernes indre organer vha. kunstige tilsætningsstoffer til deres mad. Synes du selv, det lyder lækkert at spise lidt Metan-molekyler, der består af et atom kulstof (C) og fire atomer brint (H)? Hvis svaret er “ja”, så velbekomme dig.
Vi må alle tænke anderledes, og vi har alle et ansvar. Fokuserer man entydigt på det reducerede metanudslip, overser man alle de øvrige indsatser, der skal sættes i værk for at nå klimamålene.
En effektiv måde at sætte fart på den grønne omstilling er at indføre personlige CO2-kvoter. Det bevirker, at vi alle bliver opmærksomme på vores individuelle klimaaftryk. Dine og mine individuelle handlinger betyder faktisk noget.
Har du kommentarer til artiklen?
Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.
Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i debatten?Du er mere end velkommen!
Faktisk var vi i en Kvickly da den nævnte genbrugsavis var gældende. Ved indgangen stod en palle rødkål, som billedet viser til 5 kr. Sådan en bøtte tog vi med. Ved udgangen forlangtes 18.95 for samme. Den unge mand, der betalte pengene tilbage, mente man havde glemt at fjerne skiltet med 5 kr., men det var nu ikke det, man havde glemt. Jeg lærer aldrig at forstå, at man ikke sørger for at rette priserne alle steder i en arbejdsgang – det ville være god kundeservice.
Pt kan man få billig flæskesteg og rødkål, som du viser, og smør til 8 kr., sødmælk og en halv liter piskefløde til 5 kr. Jeg ser det udelukkende som markedsføring, og jeg kan da ikke drømme om at undlade at købe lidt mælk og fløde til den pris, når det nu er en mulighed.
@ Jørgen
Nej, jeg kan da godt forstå, at I tager både mælken og fløden med, når de nu sælger den til langt under indkøbspris.
En dag så jeg en rulle marcipan til 29,95 og lagde den i min kurv. Selvbetjeningsscanneren (som jeg modvilligt er begyndt at bruge, skønt jeg næsten ikke kan finde ud af det) ville have 69,95 for marcipanen. Heldigvis ser jeg efter, hvad scannerne tager for varerne. Jeg trykkede på knappen for assistance. Der skulle man indtaste en kode, men jeg har ingen kode. Og ved du hvad, så blev jeg butikstyv, for jeg lagde den bare i tasken. Jeg kunne selvfølgelig have betalt og så gået hen i kiosken og fået mine 30 kr. tilbage. Men køen der var fire km. lang. Det orkede jeg ikke. Jeg håber ikke, jeg bliver slæbt i byretten. Som du fatter jeg heller ikke, at de ikke er i stand til at rette alle priserne i én arbejdsgang.
Økologi er for mig svaret på alt det her bøvl og bavl. Det har jeg ment og handlet efter i mange år.
Det eneste, der kreperer mig er, at udvalget af økologiske varer i de seneste mange år har været de sammen fantasiløse. Hvis vi nu tager svinekød, som er det, vi spiser mest af, kan man få: koteletter, flæsk, nakkekoteletter, hakket kød, medister og når bølgerne går virkeligt højt: flæskesteg og hel nakkekam.
Hvor pokker bliver al resten af: stegeben, lever, hjerter, skinketern, haler (OK de kan ses i pakken med haler. De har nemlig stadig krøller på 😉 ), kæber … Økologiske grise er jo nok ikke født uden indvolde og så videre.
Det samme mønster ser man i alle andre varegrupper. Økologi er enten det helt basale … eller vild luksus. Øv hvor er resten?
Undskyld min brandtale, du fik lige trykket på en knap.
@ Charlotte
Jeg trykker med store glæde på knapper. Det er derfor, jeg er her!
Jeg er enig: økologi er vejen frem. Jeg spiser kun økologisk mad, for jeg vil simpelthen ikke have al deres kemi indenbords. Det seneste tiltag, hvor man tror, man løser klimakrisen ved at tilsætte kemikalier til køernes mad er fuldkommen absurd. Jeg begriber ikke, at der sikkert vil være forbrugere, der gladeligt spiser det. Det er i hvert fald ikke mig.
Tak for input. Du har fuldkommen ret: de økologiske grise har vel også indvolde. Jeg synes, det er en herlig logik og lige vand på min mølle. Gad vide hvor de gør af det efter slagtningen?