Bladbeder
Søndag
Hver søndag hygger jeg mig med at pakke varerne fra Aarstiderne ud. I dag var det helt overdådigt, da jeg havde tilkøbt “Herlighedskassen” og et læs klementiner. Herlighedskassen rummer et væld af specialiteter, også ting jeg ikke kender på forhånd, fx portugisisk havsalt, Æble + Hindbærbrus og kapers i salt – og herudover er det jo da juletid, så der skal være klementiner.
Nyhed
Jeg gjorde store øjne, da jeg pakkede denne her fyr ud. Hvad er det? Kan den spises? Ved at bruge udelukkelsesmetoden ud fra ugens liste med kassens indhold må det være en bladbede, også selvom den overhovedet ikke ligner den, Aarstiderne har i deres leksikon (klik på billedet). Det kan bare ikke være andet. Jeg kan godt lide overraskelserne, og selvom jeg ellers føler mig nogenlunde velbevandret udi grønsager, er der alligevel ofte nyheder og overraskelser.
Ugens menu
- Grønne fiskefrikadeller med stegte kartofler og bladbeder
- Pita med svin og sprød kålsalat
- Spicy tykstegsmedaljon med broccoli, gulerødder og couscous
Selvom der “officielt” kun er til tre måltider i mit abonnement, har jeg alligevel ofte til ca. fem dage, og mangler der lidt (typisk kød), har jeg opbygget et lille lager i fryseren. Det fungerer faktisk rigtig godt.
Før i tiden havde jeg tit lidt eller meget madspil, og det er helt uacceptabelt, når verdens 795 millioner fattigste ikke har mad på bordet – faktisk har de ikke engang bordet. Nu får jeg brugt resterne, for næsten alle grøntsager og kød kan smides i wokken med en eller anden form for sauce eller krydderi. Jeg har lige opdaget Hoisin-sauce, der pifter enhver wokret op, også selv om min bagvedliggende kreativitet lod meget at mangle.
God søndag!

