Indlæg

/i /af

Hold nu op…

Nørreport Station

Jeg gik fra arbejde kl. 14:00, hen i Irma på Nørrevold og dernæst ned til (ikke på) skinnerne ved Nørreport Station. Her traf jeg Christopher, der er søn af en af præsterne i Hvidovre Sogn. Han går i 2. g på latin-græsk linjen, og vi talte om hans tanker om fremtidigt studievalg. Han er så sød, velformuleret og tænksom, så vi fik en god snak om, at han evt. ville læse jura. Det kunne jeg ikke lige anbefale. Han kiggede hele tiden på mig og jeg på ham. Han ville da have set, hvis nogen stod bag mig og lynede lynlåsen op og huggede pung og telefon.

Da vi endelig kom ind i toget, måtte jeg konstatere at min pung og min iPhone var væk. Yderlommen stod åben. Det må være sket på stationen, men jeg aner ikke hvordan.

Besværligheder

Jeg har nu brugt flere timer på at kommunikere med banken for at spærre kort (uproblematisk), YouSee for at spærre forbrug på telefonen (besværligt) og Politiet (stort set muligt).

Forsikringen – hvad kræver de? Kan kontante penge erstattes? Hold nu (kæft) hvor er det besværligt. Alt burde være så simpelt – det er det bare ikke.

Fx har politiet både behov for både IMEI-nummer (15 cifre der er en entydig identifikation af telefonen) og Serienummeret (også en masse cifre). I følge oplysningerne hos YouSee burde disse tal fremgå af kontoen hos YouSee, men det gør de ikke. Firmaet har verdens mest elendige og uoverskuelige hjemmeside, så måske er det bare fordi, jeg ikke kan finde dem? De foreslår fx, at man ringer til dem… Øh ja, hvordan gør man lige det, når telefonen netop er stjålet? Oplysningerne burde fremgå af købskvitteringen for telefonen. Jeg har styr på mine kvitteringer, da jeg altid scanner dem til en særlig mappe, men oplysningerne fremgår ikke af kvitteringen fra Humac, hvor jeg købte min iPhone 6.

Enhver ved, at Politiet.dk ikke interesserer sig for tyveri af kontanter og telefoner, men hvorfor pokker skal det så være så pokkers besværligt? I disse elektroniske tider burde det nemt at ordne den slags. Det er det bare ikke!

Find my iPhone

Der er også noget, der hedder “Find my iPhone” til Apple-dimser, der kan vise, hvor en Apple-dims befinder sig. Min iPad viser, hvor min min iPad befinder sig… Ja tak men hvor befinder min iPhone sig? Jeg kan slet ikke forestille mig, at jeg ikke har installeret denne tjeneste på telefonen, men selvfølgelig kan jeg komme i tvivl.

Den søde og dejlige ven Rene Rigensborg fra “Support PC og andet”, har ledt mig gennem junglen til at få et nyt password til AppleID. Nu burde det være sådan, at næste gang telefonen bruges, skal der også bruges en ny kode. Jeg tør ikke helt tro på det – og jeg undrer mig over, hvordan helt almindelige brugere finder ud af den slags. Jeg kan i hvert fald ikke. En af de ting, jeg synes er utrolig forvirrende, er at bekræftelseskoder sendes til telefonen… jamen den har man jo ikke mere.

Christ – dette her har jeg taget mig timevis. ØV – jeg har ikke rigtig hverken tid eller lyst til sådan noget.

Aber dabei

Jeg har været rigtig glad for vores HR-chef Sune Lyng, der nu vender tilbage til forsvaret Dansk Industri. Han har gjort så meget for mig, og han var den første, der så mulighederne frem for begrænsningerne i mig.

Jeg besluttede derfor at give ham en gave bare fra mig og ikke “bare” som en del af den fælles gave fra huset. Jeg fandt en meget dejlig bog om kunst i perioden fra 1890 – 1920, “Drømmetid – fortællinger fra Det Sjælelige Gennembruds København”.

Det var en sand brydningstid. Drømmetids forfattere dykker ned i perioden og fanger de mange facetter af 1890´er-stemningen – fin de siècle. Deres kapitler tegner et levende og kalejdoskopisk billede af et fascinerende årti op mod århundredskiftet. Byen voksede udad, kunstnerne kiggede indad og satte drømme i spil, mænd og kvinder dyrkede nerverne, forlystelseslivet blomstrede, politikerne førte udmattelseskrige, man udvandrede til det forjættede land Amerika og polarforskerne søgte ud i de yderste egne.

Der er mange smukke billeder i bogen, og jeg har den også selv. Det er ikke en bog, man læser fra side et og frem, men en man bladrer i og læser lidt her og lidt der. Dybest jeg vidste jo ikke, om han var interesseret i hverken kunst eller historie – men det jeg ved er, at vi har en eller anden for form for forbundethed qua medlemskabet af Mensa, så jeg gættede på, at jeg muligvis ville ramme rigtigt.

Han blev rigtig glad, syntes at jeg ramte rigtigt. “Godt set” sagde han, og så var jeg faktisk glad. Det er altid dejligt at ramme rigtigt. Vi har haft en forbundethed, som jeg kan ikke kan udtrykke via den store fælles afskedsreception. Derfor jeg har hjulpet via en lille særskilt gave.

/i , , , , , , , /af , , , , , , ,

Det dufter

Salme 725

Egentlig giver ordene “Se det dufter…” ikke megen mening; alligevel Salme 725 hedder “Det dufter lysegrønt af græs”. Jeg kom til at tænke på den, da jeg i morges gik op til stationen. Nede i haven lyser forsythiaerne vildt gule. Hækkene er lysegrønne og minder om den tid, der skal komme. Tekst og musik er her. En af de gode ting ved at komme (nogenlunde regelmæssigt) i kirken er, at jeg har lært en masse nye salmer. Der er så mange skønne. Jeg har det skidt med Grundtvig, og da han har skrevet det meste af salmebogen (han var også bipolar, og skrev tit i mani. Han digtede hele natten), er det svært at komme uden om ham. Mine favoritter stammer primært fra tillægget til salmebogen, og mange af dem er skrevet af Hans Anker Jørgensen, der betegner sig selv som “kristen socialist”. Set fra mit synspunkt hænger kristendommen og socialismen meget fint sammen – de er nærmest uløseligt forbundne. Jeg ved, at mange er uenige – men pyt nu med det.

Jeg er et politisk tænkende menneske, og det vil jeg altid være, så naturligvis kobler jeg min tro med mit politiske ståsted. Jeg tænker, at Jesus var en sand socialist! Han gjorde ikke forskel på rig og fattig, men sørgede for, at de to røvere på korset også kom til orde. “Næstekærlighed” er sand socialisme!

Mine salme-favoritter er:

  • 14: “Tænk at livet koster livet”. Jørgen Gustava Brandt 1986.
  • 763: “Du, som har tændt millioner af stjerner”. Johannes Johansen 1981 og 1982.
  • 704: “Det dufter lysegrønt af græs”. Carl David af Wirsén 1889. Johannes Johansen 1985, 1988, 1993, 1995 og 1996.
  • 448: “Fyldt af glæde over livets under”. Svein Ellingsen 1971. Str. 1-5: Jens Kristian Krarup 1974. Str. 6: Jens Lyster 1978
  • 439: “Oh du Guds lam”. Oldkirkelig latinsk hymne. Tysk omkr. 1500 Dansk 1528.
    • For mig har den en lille sjov (og dum) historie: Da jeg begyndte at komme i kirken i starten af 2008, undrede jeg mig over, at alle præsterne tilsyneladende vældig kunne lide denne, for de valgte den alle hver søndag 🙂 Det var før, det gik op for mig, at den var en del af nadverritualet!
    • Jeg er fra et særdeles kirkefremmed hjem – vi kom ikke engang til jul – så hvordan skulle jeg vide, at salme 439 hører til ritualet?
  • “Hil dig, frelser og forsoner”. Tekst: N. F. S. Grundtvig, 1837. Melodi: C. C. Hoffmann, 1878
  • “Tak Gud for denne lyse morgen”. Tekst: Inge Schrøder-Hansen 1963. Musik: Martin G. Schneider 1963.
  • “Kære linedanser”.
  • “Må din vej gå dig i møde”.
  • “Du kom med alt det, der var dig”.

Jeg hører dem ofte på YouTube, og så sidder jeg såmænd og synger med ganske ud i mit eget rum. Det er vist godt, at ingen hører det 🙂

Hos psykologen

Jeg er vild med min psykolog Anette Friis. Hun er så dygtig, og jeg synes, hun er et dejligt menneske. Jeg har fuld tillid til hende, for jeg har kendt hende siden foråret 2015, hvor hun var ansat i Psykiatrifonden. Hun kender mig ud og ind. Jeg kan få lov at være den, jeg er med en overvældende fokus på svaghederne. Hvor går jeg ellers hen med alt det, jeg ikke kan?

I dag rundede vi naturligvis internatet på Nyborg Strand. Hun har overbevist mig om, at det jo egl. gik godt: Flot på første dag – ikke godt anden dagen – dvs. det gik gennemsnitligt godt… Jeg vil prøve at spørge Dorte – den nye mellemleder – hvad det var, de så, siden de syntes, jeg skulle tage hjem? Jeg ved ikke helt, om jeg tør, men det ville være godt at få fat på. Jeg har jo mest lyst til at være en ganske almindelig medarbejder, der bare arbejder 15 timer og ikke 37. Jeg har ikke lyst til at gøre særlig meget ud af mig selv.

Fremtiden

Vores fantastiske HR-chef Sune Lyng holder op og vender tilbage til forsvaret.

I min kontrakt står, at vi skal evaluere efter seks måneder i Second Hand Unit/Genbrug. Det vil jeg meget gerne have til at ske, inden Sune holder op. Han kender historikken, og han var den første, der så mulighederne fremfor begrænsningerne med mig. Og han skaffede mig en plads i Genbrug, da opgaven i HR var løst.

Hvis det ikke ender med en fastansættelse, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal gøre. Jeg leverer varen, når jeg er der, og det arbejde, jeg laver, er solidt, også selv om jeg af og til bliver sat til noget tåbeligt. Så tænker jeg bare, at jeg sparer på min sparsomme hjernekapacitet.

Nørderi

Jeg har nærmest brugt flere dage på at etablere en server på min egen PC, hvor jeg kan teste alt muligt, inden  jeg lægger det på nettet. Sikke noget bøvl… Men det er lærerigt.

Endnu et slideshow

Jeg har samlet omkring 1.200 gamle billeder som led i min slægtsforskning – og nu kan du se nogle af dem i et nyt slideshow ude i højre side.

/8 Kommentarer/i , /af ,

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Internatet

Alt for mange mennesker for en med Aspergers

Det var så Nyborg Strand sammen med andre søde 54 mennesker.

Em af de ting, jeg synes er positivt ved Folkekirkens Nødhjælp er, at vi ved større arrangementer altid starter med at synge (stående) fra højskolesangbogen, og så scenen sat.

Den første dag

Allerede i toget kom Thomas og sagde, at han syntes, jeg var helt rundt på gulvet. Det havde han sådan set ret i. Jeg var overvældet over alt det, der skulle foregå, også selv om det var fine ting, der var programmet. Allerede hjemmefra havde jeg sat krydser ved det, jeg absolut ville deltage i. En af dem var at høre Birgitte Qvist-Sørensen, som virkelig er et dedikeret menneske, der står fast på det, hun mener, uanset om det er på Facebook eller i TV. Hun er ikke bange for at bruge begreber hentet fra bibelen, og for os er “Næstekærlighed” et centralt ord. Den kvinde har karisma, og uanset hvor man møder hende, har hun altid tid til at sige hej. Det burde ikke være noget særligt, men det har jeg ikke oplevet på nogen af min andre arbejdspladser.

Som aftalt med psykologen fandt jeg en plads tæt ved en dør, så jeg kunne liste stille og roligt ud, uden den store ståhej. Men det blev slet ikke nødvendigt den første dag. Jeg klarede det fra kl. 8:00 (hvor toget kørte) og til kl. 16:00. I alt otte timer. Målet var 1½ time. Derefter gik jeg op at sove et par timer inden middagen. og det gik også fint. Jeg trak mig lidt tidligt tilbage, da jeg var udkørt.

Så dag 1 var en succes. Men jeg spændte nok skruen buen for hårdt.

Den anden dag

Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, fordi jeg føler, der er meget på spil for mig. Skal de fastansætte mig, må de også vide, at jeg er fuldt og helt tilstede. En man kan regne med. Jeg kunne ikke alene træffe beslutningen om at forlade stedet. Først kom Thomas og sagde, at han godt lige ville snakke. Vi fandt en stille sted, hvor han sagde, at han og Dorte havde talt om, at jeg vist ikke havde det så godt, og at de syntes, jeg skulle finde mod København. Søde Dorte ordnede togbilletterne, og så var det bare at gå op til stationen, og hun tilbød endda at gå med. Men det behøvede hun ikke. Tværtimod kunne jeg vende tankerne lidt ved at gå turen alene? Men det er da omsorg, der vil noget, og som jeg slet ikke forventer fra andre mennesker. Som skrevet mindst 100 gange har jeg verdens bedste arbejdsplads.

Jeg satte mig ind på 1. klasse og var rede til at betale merprisen for at få fred i mit hoved. Jeg havde såmænd fundet de 150,- frem, men han kom aldrig og opkrævede beløbet. Sådan kommer man altså gratis til København på 1. klasse.

Så dag 2 var en fiasko.

Hjemme igen

Nogle timer under kugledynen har gjort lidt underværker, nu kan jeg da hænge sammen igen. Alt dette har været et eksperiment, men det gik ikke videre godt. Psykologen siger, at det er godt at udfordre skæbnen, men det er jeg nu ikke helt enig med hende i. Jeg trives bedste bag min 32″ skærm herhjemme eller 24″ på arbejdet. Jeg har ikke behov for at udfordre nogen skæbne.

For at klare det har jeg spist, jeg ved ikke hvor mange benzodiazepiner i form af Oxapax, men det tog kun toppen af angsten.

Jeg er glad for at være hjemme igen. Jeg trives bedst i “trummerummen”.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Ligheder

Gamle StegemüllerHanne B. Stegemüller

Vi ligner hinanden

I min entré har jeg dette billede hængende, indrammet i mahogni og på en fremtrædende plads. Det forestiller min farfar, min far og jeg.

Det er fremstillet ved hjælp af lidt Photoshop, og jeg er rigtig glad for det. Det, der altid glæder mig allermest, er når folk siger, at min far og jeg ligner hinanden enormt meget. På en eller anden måde er jeg stolt over at ligne ham. Det er de samme kindben og det samme smil, sagde psykologen forleden. Men det er jo alt sammen snyd og bedrag, for jeg er ikke hans barn, da jeg er adopteret. Men det er vildt, så meget vi ligner hinanden.

Han døde, da jeg var ni år gammel, men han nåede at give sine værdier videre til mig. Værdier og morale grundfæstes i alderen 0 – 3 år. De første 2½ år var jeg nu godt nok på børnehjemmet “Dear home” i Hellerup, da jeg er resultat af et one-night-stand mellem en for ung mor og en vist nok lidt usympatisk far, der på et tidspunkt forsøgte at tage livet af sig selv ved hjælp af rottegift. Det er svært ikke at tænke, at han muligvis havde en psykisk sygdom, og at den del måske er arveligt, men der er gætterier.

Jeg har truffet begge mine biologiske forældre, men det var ikke succesfuldt. Den ene havde for travlt med at løbe maraton og den anden ville styre min dispositioner. Jeg er glad for, at jeg har mødt dem, men det var så også det. Vi havde (naturligvis) intet til fælles. Det var alt sammen en illustration af arv contra miljø.

Forvirring

Min far Jørgen Stegemüller var født 17. maj 1922 og døde 21. november 1972. Jeg har en stor mængde billeder af ham, jeg har nogle lærebøger fra “Den danske væveskole” “Bindingslære” i to bind osv. Det er klenodier for mig. Uanset hvor meget jeg rydder op, vil jeg aldrig nogensinde skille mig af med disse ting.  I bøgerne er stemplet “Jørgen Stegemüller, Brede pr. Lyngby, Telf. 439”. Jeg havde også hans salmebog, men jeg gav den til min mor, da hun var død i 2006. Jeg syntes, hun skulle have den med til det hinsides som en hilsen fra min far og jeg. Et lille aber dabei var, at jeg ikke turde lægge den på hendes bryst, men måtte have en krematoriebetjent til det.

Forvirringen går på, at min far var meget feminin, gik op i sit udseende og han broderede i sin ungdom. Jeg har en hel bunke af de dækkeservietter, han broderede – har jeg arvet noget fra ham? Har vi et yderligere fællesskab? Er min forvirring til at forstå?

Selv har jeg i mange år tænkt ordet “androgyn”. Og jeg tænker stadig, at det er der noget rigtigt i. Arven fra min far er stærk og på mange måder en udfordring.

Og nu til noget helt andet andet

  1. Hos øjenlægen: Jeg skal bare have nye briller. Men det har jeg ikke råd til, når jeg også skal betale de månedlige rater på 3.000 kr. hos tandlægen.
  2. Jeg har fået tid hos min læge til en drøftelse af “Mundtørhed”. Hun er så sød og altid rede til en snak. Det er sjældent, jeg ser hende (hun er jo ikke psykiater), men når det endelig sker, er det godt. Det var hendes eget forslag, at vi skulle ses. Jeg er nødt til at sikre, at mine tænder ikke bliver ødelagt igen. Jeg har kun 103.600 kr. én gang.
  3. Der kommer en ny medarbejder i Second Hand Unit på mandag. Jeg skal referere til hende – jeg er lidt utryg ved det. Hun er jo sikkert OK, men jeg skal lige finde ud af det med hende.