Indlæg

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Sociale medier

Sproget på de sociale medier

Jeg “elsker” Facebook, der kan bruges til mange nyttige ting fx at holde sig ajour med vægtige artikler fra Information, Kristeligt Dagblad og Politiken. Jeg har fået kontakt med flere tidligere kolleger via Facebook. Sidder jeg og bøvler med et eller andet problem fx med PCen, er der altid en gruppe at stille spørgsmål i, og medlemmerne er altid søde og hurtige til at svare. Så langt så godt.

Folkekirkens Nødhjælp uploadede i dag denne lille video, der opfordrer til dialog om den hårde tone, der bruges. Deres påstand er, at det er så let at sidde hjemme ved tastaturet og bag skærmen og så råbe grimt. Jeg må give dem ret. Herunder er et par eksempler:

Jeg forstår ikke, hvordan der kan findes mennesker, der ytrer sig på den måde; eller jo det gør jeg måske nok, for det må være fordi, de selv på en eller anden måde er forsmåede og ikke har haft indflydelse på egen tilværelse. Men uanset hvad: Jeg græmmes. Fordi man selv har det hårdt, behøver andre vel ikke have det værre!

Jeg fulgte kommentarsporet til videoen. FKNs oplæg til debat drejede sig om sprog og ord, men på ingen tid drejede 75 pct. af kommentarerne sig om børnebegrænsning. En kommentar lød: “De oversvømmer os som græshopper” (der så også var skrevet med versaler). Folk skriver det mest forfærdelige om andre mennesker, bare fordi de ikke står ansigt til ansigt. Og det er ikke kun om de 800 millioner fattigste i verden, det er såmænd også om de øvrige, der ytrer sig med kommentarer.

Statsministeren sagde i en af sine nytårstaler: “Danmark er et kristent land”. Hvis det er sandt, må jeg sige, at barmhjertighed og næstekærlighed kan ligge på et meget lille sted.

Befolkningstilvæksten

Vi tager den lige en gang til: “Når levestandarden hæves i et land og børnedødeligheden dermed falder, begynder kvinderne at føde færre børn. Det har Hans Rosling, den svenske professor i international sundhed, flere gange demonstreret.” Kilde: Verdens bedste nyheder. Så længe, der er udbredt fattigdom, føder kvinderne mange børn i håb om, at bare nogle af dem overlever og kan være med til at forsørge dem, når de bliver gamle.

Brobyggeren Özlem Cekic

Özlem Cekic har netop udgivet bogen “Hvorfor hader han dig, mor?”, der handler om hendes enorme projekt “Brobygger”, hvor hun drikker “dialogkaffe” med de, der hader hende mest, typisk fordi hun er muslim.  Jeg følger hende på Facebook og er imponeret over, hvad hun ene kvinde har sat i værk og opnået. Og så er det, vi kommer tilbage til sproget på de sociale medier:

Hun viser af og til nogle af de mails hun får, og de har stort set ingen nedre grænse: Luder, perker, rotte, skrid hjem med dig, kulturberiger, og også længere flere sammenhængende ord som fx disse:

“Du er den heldige banan, der er havnet i et samfund, hvor du som kvinde får den respekt som tilkommer alle mennesker. Derfor må du forstå, Abrahamististiske religioner ikke har nogen fremtid her i Danmark. Du er kommet hertil som indvandrer, og forstår ikke den kamp landets befolkning har haft med religion. Din religion er ikke noget du bør være stolt af, eller et stykke bagage du bare mener folk har med. Abrahamistist religion er dumhed. Danmark skal videre fra dumhed, så derfor har politikere som dig ingen fremtid her. Fremtidens Danmark skal være for folk der kan tænke frit.“

Hun tror på, at vi kommer længst ved at tale sammen, og det er jeg fuldstændig enig i. Og når vi så gør det ansigt til ansigt, risikerer vi at forstå hinanden. Ansigt til ansigt kommer alle hadeordene med versaler ikke til syne.

 

/2 Kommentarer/i , /af ,

Skønne kolleger

Dumme dage

Jeg har haft nogle “dumme dage”, hvor jeg ikke kunne komme udover dørtrinnet mandag og onsdag. Det er jo sådan set ikke så slemt, idet udmeldingen fra min leder er, at jeg kan blive væk, hvis jeg har for det. Og det har jeg så gjort helt uden dårlig samvittighed. Jeg har ikke meddelt det til nogen, idet jeg regnede med, at alle var på ferie. Chefen var imidlertid retur den 1. august, og han undrede sig over, hvad der foregik. Det er forståeligt nok.

Gode kolleger

To skønne kolleger kontaktede mig og spurgte, om alt var OK? Det blev jeg rigtig glad for. Der er nogle, der kerer sig om mig! Jeg kunne kun give dem historien om korkproppen: Man holder den længe under vand, men så snart man slipper den, kommer den op til overfladen igen. Det er sådan, jeg ser mig selv og altid har gjort det. Det er jo sådan set praktisk nok.

De nærmeste spurgte, hvordan det så gik med højskolen. Jeg synes, det er svært at sige, at det slet ikke gik. At jeg måtte gå hjem med angstanfald og måtte tilbringe mange timer under kugledynen, inden jeg var nogenlunde kampklar igen. Er det sådan, at jeg i deres øjne bare har fejlet og bevist mit ikke-værd? Jeg ser meget frem til, at psykologen er retur i næste uge – jeg har en lang, lang dagsorden.

At se ud i fremtiden

Arbejdsmarkedet forandrer sig (og har sikkert gjort det længe), og det bliver mere og mere almindeligt med åremålskontrakter, projektansættelser, ansættelser for studenter, praktikker for folk med en eller anden sygdom, arbejdsprøvninger, rehabiliteringer, frivillige osv. Jeg har slet ikke tal på alle de “muligheder”, der findes, og som oftest gør arbejdsgiveren glad for gratis arbejdskraft,  da det ses på bundlinjen, men ikke giver den berørte borger noget at skulle have sagt. Efter endt praktik/arbejdsprøvning mv. er der mange, der ikke er kommet en smule videre, når arbejdsgiver oplyser, at nu er det slut – pak dine ting og forsvind. Han ansætter derefter en ny gratis medarbejder, og så ruller rouletten igen. Den har et håb til et menneske, der har et håb og vil høre til med, det yderste af neglene.

Selv er jeg glad for den løsning, der er fundet mellem FKN og Hvidovre Kommune. FKN betaler én time, men får 15 timers arbejde – altså 14 timers “interessetid”. Jeg er glad for den, idet den bevirker, at jeg er hjemmefra de tre dage om ugen, og laver noget nogenlunde fornuftigt.

I mit næste job vil jeg imidlertid betone, jeg er ikke på vej til noget jobtræning, hvor det skal afklares, hvad jeg kan. Det er altså afklaret: Medicinen er på plads, diagnosen er på plads, boligen er på plads, økonomien er på plads, jeg kan arbejde næsten normalt bare ikke så længe osv. Nu mangler jeg sådan set bare en arbejdsgiver, der værdsætter det, jeg kan.

Skal jeg til at gå hjemme, er jeg bange for, at ensomheden vil banke på igen. Den holdes fint i skak med arbejdet mandag, onsdag og fredag. Der bruger jeg tiden tirsdag og torsdag til til at restituere mig, og jeg elsker de dage, hvor jeg uden videre kan gå rundt i joggingbukser hele dagen uden at gide at tage rigtigt tøj på, hvis det er det, jeg har lyst til. Men hvad nu hvis det nu er et ikke er et valg?

Den officielle udmelding er, at der ikke er flere opgaver…

Oplagte opgaver

Selv ser jeg umiddelbart nedenstående opgaver, hvis nogen altså tør overlade dem til mig – men det er jo ikke raketvidenskab. Det er nærmere det, Marianne Jelved altid sagde: “Det lange seje træk”. Den slags plejer jeg at være ret god til.

  1. En bedre løsning af opgaven med at udskrive labels. Det, der skal gøres, er en udlæsning til en csv-fil, indlæsning i Excel og endelig bede Words flettefunktion om at udskrive labels. Det vil jeg antageligt kunne gøre på 15 timer – sikkert mindre. Hvis webshop-appen ikke kan udlæse til csv, er den ganske enkelt ikke godt nok, og så må vi anskaffe en anden app; men jeg kan slet ikke forestille mig, at den ikke kan det.
  2. Andre arbejdsgangsanalyser og action herpå. Jeg kan ikke pege på konkrete analyser, men der er næppe tvivl om, at der er et eller flere behov.
  3. Udliciteringen af bestillingerne.
    1. Der skal skaffes tal fra xxx, som har antal prismærker, plastikposer osv. pr. bestilling gemt i en database.
    2. Når mængderne er på plads, kan vi lave en kravsspecifikation og herefter gå i gang med Google, finde fx fem virksomheder, der kan løse opgaven, og herefter tale med dem.
  4. Der er behov for at inddrage xxx i opgaven med udlicitering af bestillingerne, da hun har behov for at vide, om den samlede opgave skal hostes udenfor FKN, eller om det kun er en delmængde, vi har i tankerne. Min anbefaling er, at vi skal tænke i en enten/eller løsning, da der er for mange fejlkilder, hvis delprocesser fortsat skal ligge flere steder. På den måde vil vi bare videreføre den knopskydning, processen p.t. er præget af og som gør den uoverskuelig
  5. Undersøgelse og klarlægning af hvad der skal til, for at vi selv kan trække tallene til årsregnskaberne fra butikkerne. Det vi p.t. gør er ikke effektivt, og er en kilde til fejl. Hver gang man taster et ciffer, kan det være forkert. Der skal tastes minimum fem tal pr. butik, som der er 126 af = 630 tal. Hvis hvert tal bare består af fem cifre, svarer det til 3.150 fejlkilder. Når regnskabet printes ud på A4 og sendes i en kuvert til os, er fonten så lille, at jeg har endog meget svært ved at se dem.
  6. Tværgående standardiseringsopgaver – fx har vi 41 Facebooksider fra butikkerne, hvordan skal de se ud? En art kravsspecifikation i samarbejde med konsulenterne. Der er behov for:
    • Standardisering af linkets struktur/længde
    • SEO-analyse. Hvorfor er der nogle af dem, der slet ikke kan søges frem hverken i Facebook selv eller med Google.
    • Åbningstider bør anføres
    • Bør der være et billede af butikslederen eller hele “holdet”?
    • Regler for hvor ofte siderne skal opdateres. Hvis de opdateres et par gange om året, er det en negativ signalværdi, og så er det bedre at lukke dem.
    • Bearbejdning af den meget lange vejledning til butikkerne om hvordan, de håndterer siderne.
  7. Utvivlsomt mere…

På dem måde synes jeg ikke, at der er mangel på opgaver lige nu…. Hvad er det så, der får dem til at sige, at der ikke er flere opgaver?

 

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

Egenomsorg

Gør noget godt…

Jeg har en rigtig kær ven, der er rigtig dygtig til at forkæle sig selv – fx med lækker mad. Hun har fx altid rejer i køleskabet. Nu er jeg  blevet inspireret, og vil til at udmønte det i lidt egenomsorg. I flere år har jeg ikke lavet ordentlig mad til mig selv. Jeg har ikke orket det, og har syntes, at det var for trist at spise alene. Egentlig var jeg tidligere ret ferm med potter og pander, men det er færdigheder, der skal holdes vedlige, og det har jeg ikke gjort, så nu er jeg lidt af et fjols derude.

Nu er det sådan, at jeg er single (og det er fint), hvilket jeg sikkert vil vedblive at være. Men jeg kan vel for søren ikke leve resten af mit liv af Nettos frosne pizzaer? 🙂  – selvom de er udmærkede.

Piben må have en anden lyd, og skeen tages i den anden hånd!

Irma på Nørrevold har ofte “Måltidsposer” – papirposer der indeholder to stykker godt oksekød, to * rösti, god hjemmelavet bearnaisesovs  i et lille glas og en ordentlig salat med fx grønkål eller kørvel. Det hele for en hund. Der har jeg mad til to – måske tre – dage. Størrelsen er passende og der bliver ikke noget, der skal smides ud. Det er nemlig ofte et problem, når man er single: portionerne er simpelthen så store, at jeg ikke kan nå at spise det. Jeg hader madspild, når der er 795 millioner i verden, der ikke får mad hver dag. Der er jo en grund til, at Folkekirkens Nødhjælp driver Wefood.Og vi har stor succes med det.

I dag havde Irma ikke poserne, så det blev i stedet til oksemørbrad, rösti, godt italiensk brød og øko jordbær med fløde. Jeg glæder mig faktisk til at lave det og spise det.

Jeg tror, der er noget sundt i at begynde at drage lidt omsorg for mig selv. Sådan lidt mentalhygiejne. Velbekomme.

God weekend til dig.

/4 Kommentarer/i , /af ,

Hesten

Op på hesten igen!

Nu er begivenhederne i FKN kommet lidt på afstand efter nogle svære dage, hvor jeg har befundet mig en hel del under min kugledyne, der har gjort underværker. Erfaringen siger mig – langt om længe – at det går over. Og det gør det så lige så langsomt, og det er jeg taknemmelig over. Det vigtigste er ikke at gå i panik. Det skal nok gå alt sammen…

Jeg har hørt den seneste lydfil med psykologen et par gange. Vi kom i fællesskab frem til nogle fine konklusioner, som kan opsummeres til, at det ikke er min “skyld”, og at jeg måske må videre nu. Jeg vil gerne et sted hen, hvor jeg ikke hele tiden skal bevise mit værd. Jeg har lidt af et dogme, der hedder “Jeg er ikke blevet dum af at være blevet syg”. Det er sådan set ikke fordi, jeg vil hævde mig selv, men jeg er ikke blevet en dårlig medarbejder; jeg kan bare ikke performe mere end de 15 timer om ugen.

At overskue?

Psykologen og en nær ven siger, at jeg ikke behøver at kunne overskue fremtiden; det er jeg glad for, for det kan jeg heller ikke. Kunsten er at tage et ting ad gangen. Det er bestemt ikke min stærkeste side, men jeg lytter til dem, jeg stoler på dem, og jeg gør mit bedste. Jeg har kontaktet forskellige, der kan hjælpe mig med den forestående proces, og mere kan jeg næppe gøre lige nu, hvor Danmark holder ferielukket.

Ikke som i Matador

Jeg rykker ikke tilbage til start som i Matador (brætspillet – ikke TV-serien). Der er mange ting, der er faldet på plads siden januar 2016:

  • Diagnosen.
  • Medicinen.
  • Arbejdsevnen.
  • Økonomien.
  • Boligen.

En ny NGO?

Jeg går og tænker på, om det nu virkelig skal være en ny NGO, jeg skal ud i; og jeg er i tvivl. Jeg har elsket FKN, men der er også ting der, jeg ikke har brudt mig så meget om. Disse ting har jeg ikke så meget lyst til at se gentaget i en anden organisation. På den anden side set, skal jeg ikke tilbage til staten, for det kan jeg næppe holde til. Efter 23 år der, ved jeg, hvad jeg taler om. Måske skal det være en privat virksomhed? Jeg er sådan set åben for hvad som helst.