Indlæg

/2 Kommentarer/i , /af ,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.

/2 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Kognition og detaljer

Det er fortsat svært i Folkekirkens Nødhjælp, fordi mine kognitive problemstillinger viser sig.

Kognition betyder “tænkning” i bred forstand – herunder hører mine problemer  med overblik, koncentration og hukommelse. Jeg står for bestillingerne fra vores ca. 125 genbrugsbutikker. De skal bruge alskens ting for at skaffe os de omkring 25 millioner på årsbasis, som vi sender videre til verdens ca. 795 millioner fattigste. De (altså butikkerne) har behov helt almindelige ting så som prismærker, støvleklemmer, plastikposer, tallerkenholdere mv.

Mine begrænsede kognitive kompetencer kommer i den grad på overarbejde, fordi der er to hovedregler og 27 undtagelser, og herudover er der mindst fire kokke i maden de dage, jeg ikke er der, som jo er de fleste (fem ud af syv). Jeg skal så prøve at overskue den oprindelige bestilling, og finde ud af, hvad andre allerede har gjort, og hvad der resterer. Jeg kan simpelthen ikke overskue det. Mails, mails, mails. Jeg synes, jeg kommer til kort og bliver mindet om de ting, jeg ikke længere kan.

Af og til er der så nogle butikker, der klager, fordi de ikke har modtaget varerne. I dag viste det sig, at det var en tredjepart, der havde haft hovedet under armen og ikke havde håndteret en ordre fra 1. november korrekt. Fair nok – det kan ske for alle. Problemet for mig er, at alle pile peger på mig, så for at dokumentere, at jeg ikke er en sjusket idiot, gemmer jeg mails, som der kan søges i. Jeg skal hele tiden dokumentere, at det ikke er min fejl. Det er ikke særlig rart.

Detaljer

En god ven og læser mener, at jeg går alt, alt for meget op i detaljerne i forbindelse med bogen. Jeg har forsket lidt i “sagen”, og talt med psykologen om det. Der er tre årsager til, at detaljerne er væsentlige og skal med:

  1. Forfattercoachen Morten Bracker bekræftede mig i, at detaljer er vigtige i en bog.
  2. Psykologen bekræfter, at jeg har nogle Aspergertræk på samme måde som min far: For mig er der 48 km mellem Give og Kolding – ikke 47,75 km 🙂 “I følge Simon Barry-Cohen er personer med Aspergers Syndrom eller træk af Aspergers Syndrom ofte meget bevidste om detaljer, og de kan være specielt dygtige til at arbejde med matematiske problemer eller med fakta og systemer hvor de skal finde mønstre. Det svarer til de evner som kræves for at designe og overskue kompliceret software, og det er da også omtalt at der er en del med Aspergers Syndrom blandt både ingeniører og dataloger.” Kilde: Aspergerforeningens tidligere hjemmeside. Jeg kan ikke finde artiklen på deres nye side.

    • Efterskrift september 2021: 1½ år efter psykologen forsigtigt talte om “Asperger-træk” fik jeg den klokkeklare diagnose “Aspergers syndrom” i foråret 2019.
    • Jeg havde da selv tænkt over diagnosen i 16 år. Hvis du er interesseret, kan du læse hele historien her.
  3. Jeg bruger fx ambulancen og isenkræmmerne til at validere hukommelsen. Der er så meget af det, jeg har oplevet, der er virkelig sindssygt; så sindssygt at jeg selv af og til kan tvivle på, om det er noget, jeg finder på. Lyver jeg? Men når jeg kan se, der er detaljer, der virkelig er fakta, tror jeg på min hukommelse. Alt det andet kan jeg jo ikke dokumentere.

Mærkedag(e)

Kognition og detaljer samt vidner og mærkedage

Magi hos psykologen

Som sædvanlig er jeg lidt bagud, så det er der jo ikke noget nyt i. Det nye er, at jeg havde en mærkedag i tirsdags den 21. november 2017.

Den dag var det nemlig præcis et år siden, jeg sidst blev udskrevet efter seks og en halv uge på Psykiatrisk Center Hvidovre med “svær depression med psykotiske symptomer”.  Jeg plejer at dække mig ind ved at skrive senest, men nu tror jeg på, det holder. Som hovedregel har jeg fået det rigtig godt og måske endda bedre, end før jeg blev syg.

Forløbet hos psykologen, der startede den 2. december 2016, har virkelig rykket. Vi havde også fine og meget givende samtaler fra maj 2015 til april 2016, hvor hun var i Psykiatrifonden, men der drejede det sig jo alt sammen om sygdommen og en eventuel fremtid på arbejdsmarkedet, hvilket var rigtigt, når det var Hvidovre Kommune, der betalte. Det endte på 151.000 kr.

Nu er vi kommet langt, langt videre. Jeg havde aldrig troet, det ville være muligt at nå hertil, hvor jeg/vi er nu. Jeg synes, vi har taget fat om tingene og fået placeret dem tilstrækkeligt langt fra det, der er det nuværende mig. Hvis det ikke var sådan, kunne jeg heller ikke forsøge på det med en “måske-bog”, for den bringer ting frem fra “Absurdistan”. Jeg bliver bare ikke hverken skræmt eller fedtet ind i det, som jeg gjorde tidligere. En operationel og praktisk orienteret tilgang fra psykologens side har bragt mig hertil. Jeg er glad og lettet!

Herudover var det i tirsdags valgdag og også præcis 45 år siden, min elskede far døde. Vi havde hinanden i seks og et halvt år, og han nåede at overføre vigtige værdier til mig på den korte tid. Dem er jeg glad for den dag i dag. Jeg synes, de – trods alt – har gjort mig til et nogenlunde ordentligt menneske nutildags. Billedet her er det eneste, jeg har fra min barndom. Det er fra ca. 1966 kort tid efter, de hentede mig på børnehjemmet. Derfor er jeg meget glad for det, og der er styr på backuppen; det ligger mange steder…

Vidner

De dejlige mennesker, der tog sig af mig fra sommeren 1978 til sommeren 1980 (dvs. fra jeg var 14, til jeg var 16), er helt egenhændigt begyndt at samle “vidner” til min bog. Jeg har altså ikke bedt dem om det. De er fra Bornholm, nærmere bestemt Aakirkeby, og kender selvfølgelig Gud og hver mand, idet de havde den isenkram, hvor jeg dengang havde et eftermiddagsjob. Jeg har givet dem psykopatens navn, som jeg kun har udtalt den ene gang i 37 år, og dette er de gået lidt videre med.

En nærtstående person (familie) siger om psykopaten: “jeg får et billede af en lettere fordrukken, lidt sjusket person”.

En tidligere lærer, altså en kollega til psykopaten, er med på at fortælle, hvad han husker. Jeg er meget spændt på det, og jeg har stillet lidt supplerende spørgsmål, fx. hvilke fag han underviste i, og om der var stort sygefravær? Jeg spørger til disse emner, fordi jeg undrer mig over, at han vist aldrig forberedte sig så som at rette stile mv. og over, at der vist nok var lange perioder, hvor han ikke var på arbejde. I hvert fald kan jeg huske, at jeg i de perioder ventede på bussen kl. 15:00 i en til to timer. Ofte gik jeg hen til isenkræmmerne i ventetiden.

Jeg kan sagtens tage fejl, og derfor er jeg glad for vidner – især disse, som jeg aldrig nogensinde selv ville kunne fremskaffe. Mine udsagn skal i det omfang, det overhovedet er muligt, være verificerede.

/4 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Backpacker 3

Lidt bøvlet plus Backpacker 3

Tingene er stadig lidt bøvlede i Folkekirkens Nødhjælp.

Kommunen må/kan/vil ikke hjælpe mig før 1. januar 2018, når jeg er blevet ledig. Jeg kan simpelthen ikke forklare dem, at det er en meget dårlig forretning for dem (og mig), og at da jeg for et år siden var i en helt tilsvarende situation, havnede jeg på psykiatrisk afdeling i 6½ uge.

Jeg kan heller ikke forklare dem, at retorik og termer kan være vigtige: De bliver ved med at sige og skrive, at jeg bliver opsagt 1. januar. Der er i min verden stor forskel på at blive opsagt og på at kontrakten udløber.

De har givet mig en licens til en database med firmaoplysninger og kontaktpersoner, men jeg kan simpelthen ikke finde ud af det. Uanset søgeord får jeg altid “0 hits”. Man skal bruge branchekoder og ikke stillingsbetegnelser.Et eller andet sted på nettet kan jeg sikkert sagtens finde en tabel over branchekoder, men det bliver jeg jo ikke meget klogere af. Jeg søger fx på webdesign, database og den slags, men det resulterer som nævnt i ingenting.

De er såmænd venlige nok, og nu har jeg inviteret mig selv på kaffe med den nye konsulent (omstruktureringer…) om et par uger. Det er altid godt at få sat ansigt på.

Så når alt det roder, kan jeg med god samvittighed kaste mig over et computerspil, for jeg kan alligevel ikke ændre en tøddel på noget af det. Resten af dette indlæg handler om spillet.

Backpacker: retrospektivt eller hvad?

Backpacker 3For ca. 10 år siden eller mere, spillede en kollega, Birgit, og jeg Backpacker i adskillige nætter på hendes computer i Charlottenlund. Jeg tror nok, hun omtalte sig selv som “spillefugl”. Det var simpelthen så hyggeligt, og vi fik da også et glas rødvin og/eller en god pilsner. Det reducerede på ingen måde hyggefaktoren. Så jeg ville finde spillet igen, og hygge mig lidt med det. Efter lang tids søgen lykkedes det at finde det i en version, der kan køre på en moderne maskine og med Windows 10. Jeg har på fornemmelsen, at det ikke er helt det samme som i fordums tider, for det foresvæver mig, at der også var stillbilleder. Jeg tror, jeg husker den store Kristusfigur i Sao Paolo – som jeg i øvrigt godt kunne tænke mig at se IRL. Nu er det alt sammen grafik, men den er flot og musikken er helt fin. Lige i sådan en situation er det altså rigtig fedt med en 32″ skærm og nogle gode højtalere.

Hvis du vil prøve Backpacker 3, begynder du her. Du skal først installere “BlueStacks 3” og derefter hente spillet.

Det går ud på, at man rejser rundt i verden og svarer på spørgsmål om byerne, man besøger. Man søger jobs i den fremlagte avis, der hver for sig byder på på nye spørgsmål, man overnatter på dyre hoteller eller på gadeplan med risikoen for overfald, man hjælper ældre damer over fodgængerovergange mv., hvorved man optjener bonusser og flybilletter.

Lige p.t. er jeg nærmest strandet i Auckland, som jeg intet ved om. Men det gør det jo bare mere udfordrende. De fleste spørgsmål er faktisk ret tricky, så der er masser af sjov i spillet. Jeg har kun haft ét “job”, hvor man skulle kombinere logoer med firmaer. Det var for nemt.

/12 Kommentarer/i , , , , /af , , , ,

Ordmenneske

Man skal vide, hvad man kan

Når man søger nyt job, må man støve inventarlisten af, så man kommer i tanke om, hvad man egentlig kan. Inventarlisten er bare et andet ord for kompetencer.  Jeg er gået over til at kalde mig selv for et “ordmenneske”, for det er forståeligt for de fleste (arbejdsgivere). Jeg elsker ordene og sætningerne, og jeg kan godt lide at finde på pæne af begge slags.

Jeg kan af og til godt lide at lege med lidt gammeldags ord. I supportgruppen har jeg i guiden om Mozilla Firefox skrevet, at programmet “kerer sig” om brugernes privatliv. Jeg fik op til flere henvendelser om, at jeg havde stavet forkert 🙂

Hvis man ikke er ordmenneske, så er man vel noget andet? “Noget andet” kan måske være “humørikonmenneske”, som fx forfatteren af teksten til højre, som jeg har anonymiseret bedst muligt. Teksten stammer fra en Facebookgruppe, hvor de fleste medlemmer må være under 30 år eller måske endda under 25 år. Jeg kunne ikke lige finde et af de mere grelle eksempler, men dette illustrerer vist egentlig problemet nogenlunde.

Jeg er næsten ikke i stand til at læse en sådan tekst. Min hjerne fungerer altså ikke på det niveau. Alle de små figurer bliver for mig bare forstyrrende elementer, som jeg forgæves forsøger at hoppe over for at få mening i det sorte på det hvide, som vi typisk kalder bogstaver. Helt overordnet synes jeg, man skal kunne udtrykke sig med ordene i sig selv uden at skulle ty til små figurer.

En form for leg

Det med ordene er for mig en form for leg. En kollega beder ofte om hjælp til korrekturlæsning, og jeg siger altid ja med glæde. Det er typisk referater på seks eller syv sider, men det tager mig ikke ret lang tid. Af og til dukker der små sjove ting frem: Når “kutyme” bliver til “kostume”, og når “engagement” bliver til “arrangement”, kan jeg ikke lade være at smile med lyd på. Vi har kontor lige op ad hinanden, så hun kunne høre mit smil. Heldigvis har hun humor og kunne også selv se det sjove i det.

En del af legen er at bruge ordnet.dk. Jeg slår dagligt op for at være sikker på, at jeg ikke skriver noget vrøvl. Hvis man vil lege sprogrøgter, må man da starte med at feje for egen dør.

De stillinger, jeg p.t. kigger på og selv prøver at skabe, indeholder opgaver med sprog og tekster. Hvis jeg kan finde noget med udvikling og vedligeholdelse af websites, sociale medier, guides til software, tekster, korrektur mv. er min lykke gjort, for det er opgaver, jeg elsker, og som jeg synes, jeg er kompetent til. Nogle af de firmaer, jeg har kontakt med lige nu, tilbyder præcis disse opgaver. Jeg tror på det, men jeg tør alligevel ikke tro på det, før jeg står med en kontrakt med to underskrifter. Det er lidt det med en fugl i hånden og ti på taget.

Professionelle sprogbrugere

Psykiatrifonden har lavet et telefoninterview med mig i forbindelse med, at de skal skrive en artikel om “Det gode liv på arbejdsmarkedet med psykisk sygdom”. Jeg fik udkastet til høring og kunne komme med kommentarer. Der var nogle rent faktuelle fejl, fx var Hvidovre Kommune blevet til Rødovre Kommune, men der var også en del anden sproglig misk mask.

Jeg rettede artiklen igennem med Words korrekturværktøj og returnerede den til journalisten. Jeg blev faktisk helt glad, da han svarede, at han havde accepteret alle mine forslag til ændringer.

Det er altid svært at gå i rette med skribenter (både professionelle og private), for de kan blive kede af det, og det er jo ikke mit ærinde. Ærindet er at prøve at skrive en korrekt tekst. Der er en tendens til “Jamen du kan jo godt forstå, hvad meningen er” eller “Få dig dog et liv. Fokusér på noget andet”. De synspunkter kan jeg slet ikke forstå.

Vi har et fint sprog med mange udfordringer og muligheder. Dem skal vi bruge.