,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.

2 replies
  1. Jørgen
    Jørgen says:

    Jeg synes ellers jeg har forstået du ikke er vild med reklamer. Det virker som de kun kan undgås på Facebook ved at holde pause fra den.
    Her er konklusionen efterhånden blevet at måden vi støtter på er ved at give det vi har for meget af og som under alle omstændigheder skal ud når vi engang skal bo i noget mindre, til genbrugsbutikkerne, der således ofte får noget, der kan omsættes til 10 høns og en hane, hvilket jeg synes er en god ide..

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Du har helt ret: Jeg hader reklamer, men de kommer alligevel. Jeg følger ikke Dansk Flygtningehjælp, men deres sponsorerede sider kan man vist ikke slippe for. Måske er der en eller anden relation til dem man så følger: fx følger jeg FKN, og når jeg gør det, så er jeg nok også interesseret i Dansk Flygtningehjælp.

      At give til genbrugsbutikkerne er utrolig godt, for “genbrug er guld”. Hvis I giver til fx FKN, er der en meget professionel håndtering af det, indtil det havner i HQ som kongens/dronningens mønt og de gamle kjoler bliver til dine 10 høns og en hane.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *