Tag Archive for: Jul

,

Glædelig jul til læsere og brugere

Glædelig jul til mine læsere og brugere

Jul med Aspergers syndrom

Glædelig jul til læsere og brugere

Først og fremmest ønskes du en glædelig jul med dem, du (forhåbentlig) holder mest af at være sammen med. Forhåbentlig har forventningerne ikke været så store, at de kun kunne skuffes. Forhåbentlig kunne du lide gaverne og forhåbentlig fik du mandlen også i år. Tak for alle dine kommentarer og besøg på hjemmesiden i år. De betyder meget for mig.

Jeg er selvvalgt alene men ikke ensom. Der er stor forskel på de to begreber. Alle dage skal ikke være ens og flyde sammen i en grå masse – selv om jeg ligesom Dan Turell holder af hverdagen – så jeg har selvfølgelig også fortæret det meste af en and og temmelig meget risalamande. Der er også til i morgen. Jeg sluttede aftenen med midnatsmessen fra Peterskirken, som det sig hør og bør, og glædede mig over at høre Pave Frans lange ud efter Putin fra sin kørestol. Det er ikke tit, han er så politisk.

Jeg havde en dejlig invitation til at være sammen med ditto mennesker men valgte at takke nej, fordi samværet med mange mennesker er utrolig anstrengende for den autistiske hjerne. Den overloades og er i en form for konstant alarmberedskab. Det er sikkert vanskeligt for jer “normale” at forstå, men for mig og mange andre autister er det et livsvilkår.

Julen er traditioner og måske også minder. Man skal være sammen med familien, hvis man har en. Det holder de fleste af. Julen kan også være svær: børnene skal efter en skilsmisse være hos den tidligere ægtefælle, mor blev igen for fuld, anden var tør, der er måske sygdom og død i familien eller noget andet, der bevirker, at “juledrømmen” kan gå itu. Efter den store opbygning, der har varet to måneder, kan det være svært at leve op til “juledrømmen”. Nogle får ondt i maven fra slutningen af oktober ved tanken om, hvordan de får det hele arrangeret til alles bedste i år.

Mit liv er anderledes. Jeg er mere en huleboer, der skal tage mig sammen til at gå ud i verden, eftersom jeg helst vil være hjemme ved min PC og mine forskellige særinteresser. Ikke mange vil hygge sig juleaften med at sætte en server op.

Psykologen har flere med Aspergers syndrom i sin praksis. Hun fortalte, at det at gå ud i verden, for mange autister er noget, der helst skal overstås, inden man kan komme hjem i hulen igen. Selvfølgelig må man gøre det af og til, hvis man ikke vil ende med at være alt for sær, og jeg har ikke noget imod andre mennesker, jeg har bare ikke så meget brug for dem. Skriftlig kommunikation og telefonsamtaler er min foretrukne måde at holde de sociale forbindelseskanaler vedlige på.

Apropos telefonsamtaler

Jeg har kontaktet Ældresagen (i ét ord) med henblik på at blive “Telefonven”. Det går ud på, at jeg med jævne mellemrum skal ringe et menneske op. Jeg har fortalt foretagendet lidt om mine interesser og præferencer og er spændt på, om de kan finde et match inden for tre måneder. Den flinke kvinde, jeg talte med, lød tvivlende. Kan det ikke lade sig gøre, er det ærgerligt, men det er bedre at være ærlig med det samme end at kede mig efter fire samtaler, så give op og dermed måske skuffe et andet menneske. Det ville ikke være ordentligt, og en vis form for ordentlighed er en vigtig værdi for mig.

Jeg er glad for diagnosen

Med diagnosen følger nemlig en blåstempling af det at være meget anderledes og noget sær (set fra manges synspunkt). Endelig kan jeg blive den, jeg altid har været.

De fleste autister er utrolig styrede af deres hjerne. “Normale” mennesker mærker måske som eksempel en forelskelse som et gryende begær, som de handler på og som Francesco Alberoni skrev allerede i 2002 i “Forelskelse og kærlighed” er det en momentan form for sindssyge. Og det er da også charmerende.

Nu er det temmelig mange år siden, jeg har været forelsket, men så vidt jeg husker 🙂 (Nej jeg ved det – det var et spagfærdigt forsøg på humor) startede det hele med en utrolig fascination af hendes intellekt og viden. Resten dukkede først op senere. Først hjerne, derpå sansning. Det er virkeligheden for mange autister, og det har ikke meget med sindssyge at gøre.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.


Har du en mening om hjemmesiden?

Hvis du mener noget om hjemmesiden, kan du blive hørt her. Din IP-adresse vil blive gemt og cookies gemmes, hvis du tillader det. Tillader du det ikke, kan besvarelsen ikke indsendes.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt i bunden af denne side og ikke på Facebook. Jeg svarer dig også relation til artiklen og ikke på Facebook. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Herefter vil du stryge lige igennem.

Glædelig jul!

Glædelig jul!

Glædelig jul

DR1’s Julegudstjeneste fra Risskov kører i baggrunden, stearinlysene er tændt, risengrøden blev kogt i går, og andebrystet ligger klar i køleskabet. Jeg har besluttet at gøre lidt ud af det trods alt. Der er meget, der kunne have været bedre i denne Corona-jul, men jeg ved, jeg ikke er alene om selv at skulle finde på noget meningsfyldt i år.

Jeg har lavet en hyggelig aftale med min ven René oppe på Mors: Vi skal mødes på FaceTime kl. 20:00, høre noget julemusik og snakke en times tid. Herefter er der sikkert et eller andet i TV, der kan bruges til at slå tiden ihjel. Og så er det overstået. Jeg skal bare frem til den 27. for at være igennem det.

Et mærkeligt år

Det har i sandhed været et mærkeligt år. Coronaen har fyldt det hele. Der er for mange mennesker, det har været for farligt at se – ikke for min skyld men for deres. Jeg har selv været relativt syg, men er nu blevet ‘repareret’, hvilket jeg er meget, meget glad for. For at holde Parkinsonismen væk skal jeg gå til ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge startende den 4. januar 2021.

Det blev også året, hvor jeg indgav ansøgningen om førtidspension. Jeg har talt med min flinke sagsbehandler i kommunen, som fortæller, at de er ved at lægge sidste hånd på værket inden sagen kan forelægges for rehabiliteringsteamet.

De mangler at få udtalelsen fra egen læge, som jeg skal op til den 7. januar. Jeg havde en tid engang i november (var det vist), men jeg glemte at gå derop. Der er sat en time af, så vi kan nå at tale ordentligt sammen. Af hele mit hjerte håber jeg, at alle dem, der har udtalt sig, har indstillet mig til pension, for jeg kan ikke forestille mig at tage hul på det syvende fleksjob. Jeg er ikke en dovenkrop, og har aldrig været det, men det går ikke længere. De kognitive problemstillinger fylder for tiden vældig meget. Jeg kan ikke huske fra næse til mund, og så er det svært at passe et arbejde.

Gode telefonsamtaler

En god ting er der ved Coronatiden, og det er de mange telefonsamtaler, den kaster af sig. Jeg kan godt lide at tale i telefon og på den måde følge med i mine venners liv. Det er blevet så let at sende en SMS, en besked på Messenger, Facebook eller lignende. Men det er nu noget andet, når der er et levede menneske bag sammen med en klangfuld stemme. Nogle venner har jeg lært meget bedre at kende end før, fordi de også tør rulle sig ud.

Sammenhæng?

Du spørger måske dig selv, om ovenstående overhovedet hænger sammen? Det gør jeg sådan set også, men du har fået det, der trillede ud af ærmet.

Under alle omstændigheder ønsker jeg dig og dine en glædelig jul, hvordan den end ser ud – Corona eller ej.

,

Corona-jul

Corona-jul

Hjemme

Corona-jul.

Jeg er endelig hjemme efter næsten to måneder på hospitalet. De har repareret mig for Parkinsonismen ved hjælp af 10 gange ECT (elektrochok), og det er jeg lykkelig for. Nu kan jeg gå rundt uden at falde og uden at fryse fast til gulvet. Jeg ryster ikke mere, og jeg behøver ikke at have nødkaldet om halsen længere. Det er fantastisk. Jeg kan holde på en kop, og jeg kan læse, hvad jeg selv skriver igen.

Jeg skal gå til vedligeholdelses-ECT hver tredje uge startende den 4. januar 2021. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg klarer mig selv de dage: Hvordan kommer jeg ind ad dørene og evt. i min seng, når jeg nu ikke husker noget som helst fra ECT-dagene? Men måske kører den slags på rutinen?

Jul

Og så er der jo den allesteds nærværende jul. Min er blevet aflyst på grund af Corona. Vi skulle have været hos en ældre dame, der er lungesyg, så det tør vi ikke, da vi ikke indgår i hinandens sociale bobler i det daglige, og har derfor aflyst i sidste øjeblik. Så jeg skal ingenting, og det, synes jeg, er svært. Sædvanligvis findes der ting, man kan melde sig til, så man ikke skal sidde alene, fx Røde Kors’ “Julevenner”, men hvem tør invitere fremmede indenfor i år? Og jeg har først fået kigget på det i dag, så det er også for sent.

Hvad så? Ja så ingenting. Der er længe til 4. januar, hvor samfundet liver op igen. Heldigvis har jeg fået en aftale i distriktspsykiatrien den 29. december, så sker der da lidt mellem jul og nytår.

Tomrum

Jeg synes, jeg står med et stort tomrum, der varer 14 dage, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal fylde i. Det får mig til at tænke over, om det nu også er den rette beslutning at søge førtidspension? Hvis jeg ikke engang kan fylde noget i 14 dage, hvordan fylder jeg så noget i resten af livet? På den anden side set kan jeg heller ikke forestille mig at skulle smøge ærmerne op og tage hul på det syvende fleksjob, for det går altid galt, når jeg bliver presset. Så er det, jeg ender på psykiatrisk afdeling igen. (Efterskrift i oktober 2021: jeg kan sagtens udfylde mine dage.  Jeg elsker at være blevet pensionist med virkning fra 1. maj 2021.)

Herudover vil jeg ikke kunne klare et job med den hukommelse, jeg render rundt med. I går sad jeg ved min elskede computer og skulle give FTP-adgang til slægtssiderne til Darrin Lythgoe ovre i USA, så han kunne lave en opdatering for mig. Om jeg kunne huske navnet på det program, man bruger til det, så jeg kunne aflæse adgangskoden? Jeg måtte op og ned ad listen i Windows adskillige gange, før jeg kom i tanke om, at programmet altså hedder ‘FileZilla’. I parentes bemærket har jeg brugt programmet i alle de år, jeg har haft hjemmesiden, og det er mange, faktisk siden 2005.

Der er ting, jeg kunne gøre, men jeg får dem ikke gjort. En af dem er at vaske, men det er nu også så umanerlig kedeligt.

Du og dine ønskes under alle omstændigheder en glædelig fjerde søndag i advent!


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

Hvem skal jeg støtte?

Hvem skal jeg støtte?

Der er så mange muligheder

I december går det helt amok på Facebook – jeg mener amok med forskellige former for indsamlinger til nogle, der har det værre end mig, og som jeg derfor kunne støtte, da jeg ikke skal købe julegaver. Jeg kunne tage beløbet, jeg ellers ville have købt gaver for, og så  dele det ud på forskellige godgørende formål.

Der er så mange potentielle modtagere: Læger uden grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Kirkens Korshær, Børnehjælpsdagen, Børnetelefonen, Børns vilkår, Betalingshjælpen kun for piger, Psykiatrifonden, Sind osv.

Indtil videre har jeg syet pengene ind i madrassen ligesom Katrine Larsen i Matador, og der bliver de, selvom jeg godt kunne give en skilling her og der og føler, at jeg burde gøre det, når jeg har mere end dem, der mangler – både her i landet og i udlandet.

Betalingshjælpen kun for piger

Dette er navnet på en ‘lånegruppe’ på Facebook, hvor jeg af og til har udlånt mindre beløb og altid fået dem igen til aftalt tid helt uden problemer. Det har været i størrelsesordenen 1-200 kr. og aldrig mere end jeg tænkte, jeg kunne klare at miste.

På et tidspunkt lånte jeg så 400 kr. ud – men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg så dem ikke igen. Låntager var helt umulig at komme i kontakt med og blokerede mig på telefonen. Beløbet var inden for en ramme, jeg tænkte, jeg kunne klare at miste, men alligevel var jeg sur, og er det stadig.

Jeg besluttede, at jeg aldrig ville låne så meget som 50 øre ud til nogen i den gruppe igen, så nu sidder jeg som en anden heks og følger med i, hvem der søger hvor meget til hvad. Jeg burde jo melde mig ud af gruppen og glemme alt om det, men det er altså en af mine usympatiske sider.

Kirkens Korshær

Denne organisation har dog fået mig til at lette på foret i madrassen, fordi jeg synes, de laver et fantastisk stykke arbejde både for de hjemløse og for udsatte familier. Her rammes jeg af tekster som at fattige børn også ønsker sig juletræ, risengrød og gaver til jul. Ja selvfølgelig gør de det, og det vil jeg gerne bidrage til. De fik de 400  kr., som jeg ikke fik tilbage. Så går det lige op 🙂

Danmission

For kun 41 kr. kan man sørge for skoleuniform, kladdehæfter og penalhus ti et år til et barn i Tanzania, hvor selve skolegangen er gratis. Alle mennesker kan undvære 41 kr., men jeg gjorde det ikke, for jeg kan jo ikke bare sådan formøble ‘formuen’ væk.

Tiggeri

Når det hele sådan går amok i november/december, minder det mig om tiggeri, der er sat i system, fordi alle organisationerne ved, at pengene sidder lidt løsere i de to måneder og at det er så let at give naivister som mig den dårlige samvittighed, der skal til for at sprætte madrassen op igen.