Indlæg

Glædelig jul!

Glædelig jul

DR1’s Julegudstjeneste fra Risskov kører i baggrunden, stearinlysene er tændt, risengrøden blev kogt i går, og andebrystet ligger klar i køleskabet. Jeg har besluttet at gøre lidt ud af det trods alt. Der er meget, der kunne have været bedre i denne Corona-jul, men jeg ved, jeg ikke er alene om selv at skulle finde på noget meningsfyldt i år.

Jeg har lavet en hyggelig aftale med min ven René oppe på Mors: Vi skal mødes på FaceTime kl. 20:00, høre noget julemusik og snakke en times tid. Herefter er der sikkert et eller andet i TV, der kan bruges til at slå tiden ihjel. Og så er det overstået. Jeg skal bare frem til den 27. for at være igennem det.

Et mærkeligt år

Det har i sandhed været et mærkeligt år. Coronaen har fyldt det hele. Der er for mange mennesker, det har været for farligt at se – ikke for min skyld men for deres. Jeg har selv været relativt syg, men er nu blevet ‘repareret’, hvilket jeg er meget, meget glad for. For at holde Parkinsonismen væk skal jeg gå til ‘vedligeholdelses-ECT’ hver tredje uge startende den 4. januar 2021.

Det blev også året, hvor jeg indgav ansøgningen om førtidspension. Jeg har talt med min flinke sagsbehandler i kommunen, som fortæller, at de er ved at lægge sidste hånd på værket inden sagen kan forelægges for rehabiliteringsteamet.

De mangler at få udtalelsen fra egen læge, som jeg skal op til den 7. januar. Jeg havde en tid engang i november (var det vist), men jeg glemte at gå derop. Der er sat en time af, så vi kan nå at tale ordentligt sammen. Af hele mit hjerte håber jeg, at alle dem, der har udtalt sig, har indstillet mig til pension, for jeg kan ikke forestille mig at tage hul på det syvende fleksjob. Jeg er ikke en dovenkrop, og har aldrig været det, men det går ikke længere. De kognitive problemstillinger fylder for tiden vældig meget. Jeg kan ikke huske fra næse til mund, og så er det svært at passe et arbejde.

Gode telefonsamtaler

En god ting er der ved Coronatiden, og det er de mange telefonsamtaler, den kaster af sig. Jeg kan godt lide at tale i telefon og på den måde følge med i mine venners liv. Det er blevet så let at sende en SMS, en besked på Messenger, Facebook eller lignende. Men det er nu noget andet, når der er et levede menneske bag sammen med en klangfuld stemme. Nogle venner har jeg lært meget bedre at kende end før, fordi de også tør rulle sig ud.

Sammenhæng?

Du spørger måske dig selv, om ovenstående overhovedet hænger sammen? Det gør jeg sådan set også, men du har fået det, der trillede ud af ærmet.

Under alle omstændigheder ønsker jeg dig og dine en glædelig jul, hvordan den end ser ud – Corona eller ej.

Corona-jul

Hjemme

Jeg er endelig hjemme efter næsten to måneder på hospitalet. De har repareret mig for Parkinsonismen ved hjælp af 10 gange ECT (elektrochok), og det er jeg lykkelig for. Nu kan jeg gå rundt uden at falde og uden at fryse fast til gulvet. Jeg ryster ikke mere, og jeg behøver ikke at have nødkaldet om halsen længere. Det er fantastisk. Jeg kan holde på en kop, og jeg kan læse, hvad jeg selv skriver igen.

Jeg skal gå til vedligeholdelses-ECT hver tredje uge startende den 4. januar. Jeg er meget spændt på, hvordan jeg klarer mig selv de dage: Hvordan kommer jeg ind ad dørene og evt. i min seng, når jeg nu ikke husker noget som helst fra ECT-dagene? Men måske kører den slags på rutinen?

Jul

Og så er der jo den allesteds nærværende jul. Min er blevet aflyst på grund af Corona. Vi skulle have været hos en ældre dame, der er lungesyg, så det tør vi ikke, da vi ikke indgår i hinandens sociale bobler i det daglige, og har derfor aflyst i sidste øjeblik. Så jeg skal ingenting, og det, synes jeg, er svært. Sædvanligvis findes der ting, man kan melde sig til, så man ikke skal sidde alene, fx Røde Kors’ “Julevenner”, men hvem tør invitere fremmede indenfor i år? Og jeg har først fået kigget på det i dag, så det er også for sent.

Hvad så? Ja så ingenting. Der er længe til 4. januar, hvor samfundet liver op igen. Heldigvis har jeg fået en aftale i distriktspsykiatrien den 29. december, så sker der da lidt mellem jul og nytår.

Tomrum

Jeg synes, jeg står med et stort tomrum, der varer 14 dage, og som jeg ikke ved, hvad jeg skal fylde i. Det får mig til at tænke over, om det nu også er den rette beslutning at søge førtidspension? Hvis jeg ikke engang kan fylde noget i 14 dage, hvordan fylder jeg så noget i resten af livet? På den anden side set kan jeg heller ikke forestille mig at skulle smøge ærmerne op og tage hul på det syvende fleksjob, for det går altid galt, når jeg bliver presset. Så er det, jeg ender på psyk. igen.

Herudover vil jeg ikke kunne klare et job med den hukommelse, jeg render rundt med. I går sad jeg ved min elskede computer og skulle give FTP-adgang til slægtssiderne til Darrin ovre i USA, så han kunne lave en opdatering for mig. Om jeg kunne huske navnet på det program, man bruger til det, så jeg kunne aflæse adgangskoden? Jeg måtte op og ned ad listen i Windows adskillige gange, før jeg kom i tanke om, at programmet altså hedder ‘FileZilla’. I parentes bemærket har jeg brugt programmet i alle de år, jeg har haft hjemmesiden, og det er mange.

Der er ting, jeg kunne gøre, men jeg får dem ikke gjort. En af dem er at vaske, men det er nu også så umanerlig kedeligt.

Du og dine ønskes under alle omstændigheder en glædelig fjerde søndag i advent!

Hvem skal jeg støtte?

Der er så mange muligheder

I december går det helt amok på Facebook – jeg mener amok med forskellige former for indsamlinger til nogle, der har det værre end mig, og som jeg derfor kunne støtte, da jeg ikke skal købe julegaver. Jeg kunne tage beløbet, jeg ellers ville have købt gaver for, og så  dele det ud på forskellige godgørende formål.

Der er så mange potentielle modtagere: Læger uden grænser, Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission, Kirkens Korshær, Børnehjælpsdagen, Børnetelefonen, Børns vilkår, Betalingshjælpen kun for piger, Psykiatrifonden, Sind osv.

Indtil videre har jeg syet pengene ind i madrassen ligesom Katrine Larsen i Matador, og der bliver de, selvom jeg godt kunne give en skilling her og der og føler, at jeg burde gøre det, når jeg har mere end dem, der mangler – både her i landet og i udlandet.

Betalingshjælpen kun for piger

Dette er navnet på en ‘lånegruppe’ på Facebook, hvor jeg af og til har udlånt mindre beløb og altid fået dem igen til aftalt tid helt uden problemer. Det har været i størrelsesordenen 1-200 kr. og aldrig mere end jeg tænkte, jeg kunne klare at miste.

På et tidspunkt lånte jeg så 400 kr. ud – men det skulle jeg aldrig have gjort, for jeg så dem ikke igen. Låntager var helt umulig at komme i kontakt med og blokerede mig på telefonen. Beløbet var inden for en ramme, jeg tænkte, jeg kunne klare at miste, men alligevel var jeg sur, og er det stadig.

Jeg besluttede, at jeg aldrig ville låne så meget som 50 øre ud til nogen i den gruppe igen, så nu sidder jeg som en anden heks og følger med i, hvem der søger hvor meget til hvad. Jeg burde jo melde mig ud af gruppen og glemme alt om det, men det er altså en af mine usympatiske sider.

Kirkens Korshær

Denne organisation har dog fået mig til at lette på foret i madrassen, fordi jeg synes, de laver et fantastisk stykke arbejde både for de hjemløse og for udsatte familier. Her rammes jeg af tekster som at fattige børn også ønsker sig juletræ, risengrød og gaver til jul. Ja selvfølgelig gør de det, og det vil jeg gerne bidrage til. De fik de 400  kr., som jeg ikke fik tilbage. Så går det lige op 🙂

Danmission

For kun 41 kr. kan man sørge for skoleuniform, kladdehæfter og penalhus ti et år til et barn i Tanzania, hvor selve skolegangen er gratis. Alle mennesker kan undvære 41 kr., men jeg gjorde det ikke, for jeg kan jo ikke bare sådan formøble ‘formuen’ væk.

Tiggeri

Når det hele sådan går amok i november/december, minder det mig om tiggeri, der er sat i system, fordi alle organisationerne ved, at pengene sidder lidt løsere i de to måneder og at det er så let at give naivister som mig den dårlige samvittighed, der skal til for at sprætte madrassen op igen.