Indlæg

,

Diverse

I Røde Kors mener vi, at ingen skal sidde uønsket alene juleaften. Julen handler om hygge og fællesskab, og med julevenner skaber vi kontakt mellem værter og gæster, der har lyst til at holde juleaften sammen. Gæster og værter mødes over en dejlig julemidd

, ,

Diverse

Rissanslamande

Om det nu er korrekt på fransk, er jeg ikke klar over, men i hvert fald var risalamanden fra Meyers uden indlejrede mandler. Ganske vist medfulgte der en fin lille pose med sukkerristede mandler beregnet til at drysse på, men det er da ikke det samme. Mandlerne skal være i, ellers er det ikke rigtigt, og til jul skal alting være rigtigt, jfr. min egen “jul”. Værre bliver det ikke, men der er da stadig to andelår og den fremragende rødkål til rest. Det er til i morgen. Men så har jeg også fået and i fire dage og trænger til nogle grøntsager 🙂

Julehjælpen fortsat

Dette er i forlængelse af et tidligere indlæg om julehjælp:

Sædvanligvis plejer der at være stor ståhej om det betimelige i, at også muslimer søger om – og får – julehjælp, når de færreste holder jul, spiser grisebasser eller pynter op med nisser. Jeg synes ikke, debatten har været så skarp i år, men det kan jo skyldes, at de forsmåede har haft andet at tage sig til. Fx at passe egen fattigdom. På mange måder kan jeg godt se det mærkelige i, at man skal have hjælp til jul, når man netop ikke holder jul. Vi diskuterede det en del i bestyrelsen for menighedsplejen, og bølgerne gik lidt højt. Det bedste indlæg i debatten var, da en af præsterne sagde: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”.

Dansk Folkehjælp skriver ligefrem: “Vi skelner ikke mellem kristne, muslimer, jøder, ateister eller andre trosretninger. Julehjælpen er fattigdomsorienteret, derfor hjælper vi børnefamilier efter nævnte kriterier.”

Vi diskuterede også flere gange i bestyrelsen, om vi skulle skrive på gavekortet til Rema 1000, at det ikke måtte bruges til tobak og alkohol? Jeg var selv imod denne moralisering, og jeg syntes ikke, det tilkom mig/os at dømme. En af præsterne sagde ret klart: “Hvis det kræver en flaske whisky at komme igennem juleaften, så er det i orden!”

De store “udbydere” af julehjælp har nu gjort årets “resultater” op:

  • Blå Kors: 6.400 ansøgninger, i fjor 2.400, 700 bevillinger, 11 pct. 1) Der er kommet flere fattige og 2) julehjælpen kan søges digitalt. For to år siden 1.200 ansøgninger.
  • Frelsens Hær: 12.000 ansøgninger, 9.000 bevillinger, 75 pct. Den egentlige historie er ikke, at flere er blevet fattige, men at de fattige er blevet fattigere.
  • Røde Kors: Antal ansøgninger N/A, lige knap 11.000 bevillinger, cirka 1.000 mere end sidste år. Antal ansøgninger finde heller ikke på hjemmesiden.
  • Dansk Folkehjælp: Ingen tal – heller ikke på hjemmesiden. Det kan undre, da de, jfr. artiklen fra i forgårs, er den største spiller på dette “marked”.

Når man tjekker hjemmesiderne, ses flere gange de samme tal om 2016, som dr.dk bringer vedrørende 2017. Lidt mærkeligt. Det viser bare, at man altid skal kontrollere sine kilder.

Som det sidste fremgår det af DRs artikel, at “I år har flere end 30.000 danskere valgt at købe enten en ged, en køkkenhave eller ti høns og haner til mennesker i nød” – hos Folkekirkens Nødhjælp. Det er et flot resultat for dem hjælpen går til.

,

Pårørende?

Juleaften 2017

Pludselig er jeg blevet pårørende – men evner jeg det? Måske evner jeg det, og det er så mere et spørgsmål om at magte?

Tjah… Jeg havde jo inviteret en ven, hvis liv på alle fronter hænger i laser, til juleaften og bestilt mad fra Meyers Køkken (som i parentes bemærket blev leveret kl. 00:30 den 24.). I går skrev han til mig meget, meget tidligt om morgenen, at han troede, han var på vej til en indlæggelse (på psyk.). SMS og den slags bipper jo, så jeg vågnede. Jeg ringede ham selvfølgelig op med det samme og spurgte blandt andet, hvad der fik ham til at tro det? Herudover bakkede jeg ham op i, at det ville være en god idé – omend ikke andet at tage ud at få en snak med dem. Det gjorde han så ved 14-tiden, hvor vi aftalte, at han skulle ringe, når han vidste noget. Kl. 20 ringede jeg til ham og spurgte til status…. Han havde glemt at ringe (!), men havde i stedet spist julemiddag med en ukendt familie på Vesterbro… Nu har vi så aftalt, at jeg sender ham en SMS, når han skal ringe…

Så pludselig er jeg altså blevet pårørende, og han har, såvidt jeg forstår, ikke andre end mig. Men for søren hvor er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå videre med dette. Kan jeg selv holde til det?

På den anden side set er jeg jo troende og alt det der, og hvis/når jeg mener noget med det, må jeg også udvise næstekærlighed overfor et menneske i nød, og det er han virkelig:

Kontanthjælp, ulovlig bopæl på en båd, adresse i Rønne, indimellem selvmedicinering vha. alkohol, har diagnosticeret sig selv som havende PTSD, gamle uløste problemer med faderen,  som noget nyt “hjemløs-skilt”, så han kan sælge “Hus forbi”, samler flasker om natten for at supplere kontanthjælpen og overleve ad den vej, netop kommet i et toårigt forløb hos Kirkens Korshær, der vil prøve at samle op på det hele, da det selvfølgelig er blevet fuldstændig uoverskueligt, en søn på seks år, som han ikke vil kunne se, når han bliver hjemløs den 1. april 2018. Man skal have en adresse for at have samvær med et barn – og det er fuldstændig fornuftigt.

Han har derfor spurgt mig, om han må have adresse her hos mig – uden at han på nogen måde skal bo her – men jeg synes, det hele bliver mere og mere underligt, og jeg tror, jeg vil sige nej, da jeg ikke kender konsekvenserne, og måske vil jeg også sige nej under alle omstændigheder, selvom det bliver svært.

Jeg bakkede ham op i at tage til psykiatrisk skadestue, da jeg de seneste uger har syntes, at han blev mere og mere usammenhængende og mærkelig at høre på. Men de sendte ham hjem igen, da han ikke var tilstrækkeligt selvmordstruet. Hurra for psykiatrien!

En af de ting, jeg virkelig har syntes var sært, var, hans pludselige ønske om at starte en revolution, for hvis ikke han gik forrest, ville revolutionen aldrig komme. Alle kontanthjælpsmodtagere ville følge ham, så “de rige svin” kunne lære, hvad det vil sige at være fattig.

Endvidere prøver han at skabe et “vi” med mig, fx “Jeg glemmer ligesom du gør” eller “Vi er jo syge inde i hovedet”. Der er altså noget mystisk over dette her, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Måske glemte jeg også selv de underligste små ting? måske var jeg også selv usammenhængende og mærkelig at høre på? I givet fald synes jeg ikke, jeg kan lade disse forhold være udslagsgivende.

Han er et eksempel på, at hvis bare et af livets “tandhjul” går i stykker, så følger resten med. For nogle år siden havde han et lederjob. Jeg traf ham første gang på psyk. i sommeren 2015, og da var han rigtig fornuftig at tale med. Men hans liv er væltet i mellemtiden. Det er sgu synd for ham, og jeg føler, jeg bør hjælpe, men måske er det slet ikke klogt?

Men det var så mad fra Meyers til tusind kroner. Jeg har da til et par dage 🙂