Indlæg

/4 Kommentarer/i , /af ,

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Mellem social pligt og lyst til tilbagetrækning

I mit forsøg på at balancere det sociale med behovet for ro følger jeg psykologens enkle krav: én social aktivitet om ugen. Samtidig arbejder jeg målrettet med rygestoppet, der denne gang føles mere realistisk end nogensinde før. Her fortæller jeg om strategierne, hverdagen, de små sejre – og om erkendelsen af, at jeg måske ikke er så langt fra fænomenet “hikikomori”, som man skulle tro.

Bare social en gang pr. uge eller helt hikikomori?

Jeg har lovet psykologen at være social bare en gang pr. uge, mere “kræver” hun ikke, og det er fint nok.

Jeg er home free til og med 7. januar, hvor mit helt fantastiske rygestopkursus slutter. Det var desværre aflyst i går, men ellers er det fast hver onsdag kl. 15:00 i seks uger. Konsulenten er virkelig god, deltagerne er virkelig søde, og aldrig har det føltes så nemt at undvære nikotinen. Jeg håber, det holder denne gang. Al forskning viser, at jo flere gange, man forsøger, jo større er succesraten. Der findes ingen rygere, der ikke gerne vil holde op med at ryge.

Denne gang har jeg gjort noget, jeg ikke plejer:

  • Jeg har på anbefaling trappet ned ved at gøre det besværligt at ryge: Ingen rygning foran computeren men kun henne i lænestolen.
  • Jeg har analyseret, hvad problemet er: det er pauserne.

Den fælles stopdato var egl. søndag den 30. november, men meget tidligt den 26. om morgenen var skuffen tom, og kiosken åbnede først kl. 10:00. Jeg besluttede, at jeg ikke ville gå ned og købe flere cigaretter. Derfor blev min første dag helt uden cigaretter torsdag den 27. november:

En af gæsterne i studiet hos Peter Lund Madsen i Hjernekassen på P1 fra den 16. september 2019 har det tip, at man skal fortælle vidt og bredt, at man er holdt op med at ryge, for omgivelserne er så søde og bakker så meget op. Det være hermed gjort. Jeg har ellers holdt mig tilbage, for hvis det nu ikke gik …

For så vidt angår det sociale har denne uge også fået et flueben, idet jeg var i Distriktspsykiatrien i mandags. Næste uge skal jeg noget tre dage, derfor er der to dage i overskud, som kan fordeles på uge 52 og uge 1. Altså er alt i orden, og jeg har opfyldt mine “forpligtelser”, for selvfølgelig er der et samfund, som jeg ikke helt kan melde mig ud af, og som jeg på en måde også gerne vil indgå i, men jeg kan ikke.

Folk spørger, om jeg er “klar til jul?”. Jeg svarer “Ja” men har egl. lyst til at svare “Jeg har aldrig været mere klar”.

Folk spørger “om vi kan nå at ses inden jul?” på to konkrete datoer, når de har set på min hjemmeside, at jeg er i live. Heldigvis skal jeg noget andet de to datoer, så jeg svarer ærligt “Jeg kan desværre hverken X eller Y”, men i virkeligheden passer det mig helt fint ikke at skulle passes ind i en julekalender.

Hvad er hikikomori?

Lex.dk skriver blandt andet om fænomenet:

Hikikomori er en japansk betegnelse for alvorlig social tilbagetrækningstilstand og bruges både om selve fænomenet og om de personer, som lever isoleret fra det øvrige samfund.

“Mange forskere beskriver hikikomori som et psykosocialt fænomen, som ikke nødvendigvis i sig selv er en diagnose, men ofte overlapper med psykiske lidelser såsom depression, angst eller andre mentale problemer. Der er også forskere, der mener, det snarere er et kulturelt problem.

Omkring 1,5 millioner mennesker i Japan er hikikomori, hvilket vil sige, at de i reglen ikke går uden for en dør. Det er næsten tre gange så mange, som bor i hele Københavns Kommune og udgør ca. to pct. af den arbejdsdygtige befolkning i alderen 15 – 64 år i Japan. Det er et stort problem socialt og økonomisk for et land, der kæmper med mistrivsel, pres og en skrantende økonomi.”

Korfix Schultz, Lauritz: hikikomori i Lex på lex.dk. Hentet 11. december 2025 fra https://lex.dk/hikikomori/

Nu er jeg jo ikke japaner, men det passer meget godt på mig.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Julen har englelyd eller har den?

Folk har julestress

Julen har englelyd eller har den?

Julen vækker noget forskelligt i os alle. For nogle er den fyldt med glæde, traditioner og fællesskab, mens den for andre kan være en tid, der mest handler om at navigere forventninger, tomme stole og de mange sociale fortællinger om, hvordan en “rigtig jul” bør se ud. Jeg oplever hvert år, hvordan december sætter tempoet op omkring mig, samtidig med at jeg selv søger ro, enkelhed og plads til eftertanke. Denne artikel er et lille blik ind i den særlige blanding af tradition, travlhed og personlig fred, som julen kan være – alt efter hvor man står i livet.

Jeg holder meget af Grundtvigs “Julen har Englelyd”, der findes her i en fin version med Vor Frue Kirkes Drengekor. Min far og hans søster kunne godt lide den, og så blev jeg indoktrineret. Både melodien og teksten er smuk. Og jeg kan begge dele udenad.

Jeg har slet ikke noget imod julen, men jeg har det lidt svært med den, da jeg ikke har nogen at holde den med. Jul er for familier, og når man ikke har familie, mangler “automat-samværet”. Men sådan er det. Jeg hverken vil eller skal begrædes. Den familie, jeg muligvis er i besiddelse af, er vist ikke lige noget for mig.

  • Jeg kunne tilslutte mig et af de mange arrangementer for “juleløse”, men jeg har ikke lyst, da jeg ville føle mig stigmatiseret.
  • Jeg kunne være frivillig ved et af disse arrangementer, men næh det er heller ikke lige noget.
  • Faktisk foretrækker jeg at være mig selv og læse nogle 300 år gamle kirkebøger på min drøm af en ny skærm, og det er alt sammen gået over den 24. kl. 23:59.

Når jeg taler med folk, kan jeg mærke, de er stressede. De skal nå så meget. Der er så mange forventninger, der skal indfries på kortest mulig tid. December fungerer næsten som et kollektivt piskeris: Der er kun 24 dage, og dem skal man åbenbart bruge effektivt – også når det gælder hygge. Hygge må ikke være spontan i december, den skal planlægges, koordineres, fordobles og helst fotograferes.

Hyggen er trængt sammen. Man skal nå at hygge sig maksimalt i december. Har man venner, skal man se dem alle i løbet af julemåneden. Det virker næsten som om, folk er bange for, at relationerne forsvinder, hvis ikke de bliver plejet intensivt lige netop i denne måned. Det bliver et projekt i sig selv. Jeg har bekendte, der synes, jeg skal puttes ind i deres decembertravle kalender, selvom vi ikke har talt sammen i månedsvis. Det kan de godt glemme. Vi ses i februar …

Man skal være sammen med familien, selvom man måske ikke bryder sig om den. Man skal spise ufattelige mængder af mad, selvom man måske ikke er sulten. Jeg kender mennesker, der allerede nu glæder sig til gåsen, de brunede kartofler og den brune sovs. Den slags mad hører jo traditionen til, og derfor kan man ikke springe over – heller ikke selvom kroppen råber “stop”.

Børnene afleverer ikke ønskelister men “bestillingslister”. Budgetterne sprænges. Gavekulturen er accelereret i en grad, så selv voksne taler om ønskelister, som var de kontrakter. Det er som om, december er økonomiens værste måned forklædt som årets hyggeligste.

NGO’erne fortæller hvert år, at antallet af mennesker, der søger julehjælp, er større end året før. De sædvanlige diskussioner om, hvorvidt det er i orden, at også muslimer henter en julekurv vil blusse op helt som sidste år og forrige år og året før. Jeg kendte engang en præst, der sagde noget klogt: “Vi hjælper, fordi vi er kristne”. Det kaldes næstekærlighed.

Jeg var hos frisøren forleden. Han var helt anderledes, end han plejede. Det var utrolig dejligt, at han ikke snakkede en vis herre et øre af, men forskellen var bare markant. Min vinhandler og jeg plejer at slå en sludder af, men han havde ikke tid, for juletravlheden havde indfundet sig.

Flere, jeg møder, beskriver en følelse af, at december skal “overstås”. Det er egentlig tankevækkende, at en måned, der markedsføres som varm, lys og traditionsrig – helt som “Peters Jul” – for mange ender med at være udmattende. Måske burde man i stedet spørge sig selv: Hvem har egentlig besluttet, at julen skal være sådan? Og hvad ville der ske, hvis man bare gjorde den til sin egen?

Jeg glæder mig allerede, til det bliver januar, og verden bliver normal igen. Januar har et dårligt ry, men for mig er det en måned uden forventningspres. En måned, hvor tempoet falder, og hvor man må finde tilbage til det almindelige – med plads til pauser, spontane tanker og måske en lille smule stilhed.

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem

/6 Kommentarer/i /af

Julebrev “From All of Us to All of You”

Julebrev "From All of Us to All of You"

Glædelig jul!

Julebrev “From All of Us to All of You”

Risalamanden er klar. Jeg ved godt, hvem der får mandlen. Jeg har købt en Kvik Jul hos Aarstiderne, så menuen er traditionel med and, de to typer kartofler, den gode sovs og rødkål.

Jo ældre jeg bliver, jo mere synes jeg, at julen er børnenes fest. Jeg har hørt om et barnebarn på tre år, der har syntes, at det var så spændende, at nissen boede ude på trappen og skulle have grøden, der blev stillet frem. Nu venter hun på julemanden, der helt sikkert kommer forbi. Sådan skal det også være.

Julebrev "From All of Us to All of You"Da jeg var barn, og mens min far levede, var det største faktisk Walt Disneys Juleshow, og jeg elskede Chip og Chap. Min morfar kom med lyntoget fra Odense, og sammen tændte vi for fjernsynet kl. 16:00. Det var hyggeligt.

Nu har jeg det lidt svært med alt det, der er så koncentreret i december. Folk skal nå det hele på den halve tid, og alt det, der er bygget op til, er overstået kl. 23:00.

Jeg har aldrig brudt mig om hverken pakkeleg eller julefrokoster, men jeg var nødt til at deltage, mens jeg var på arbejdsmarkedet, for eller var jeg for sær. Og de år jeg var chef, kunne jeg slet ikke undlade at deltage.

Jeg har talt med flere voksne, der i virkeligheden ikke rigtig orker juleaften. Da jeg gik mine daglige 5.500 skridt i dag, mødte jeg flere, der gik afsted med de blå ikea-poser fyldt med gaver. Det var svært at se, om de nød det.

Selvfølgelig ville jeg lyve, hvis jeg ikke synes, det er lidt svært, og at jeg føler mig en smule marginaliseret. Jeg er vant til at være alene og er glad for det, men den 24/12 kan føles lidt ensom, men jeg ved, det går over, og i morgen er det helt sikkert ovre. Det værste er den særlige julestilhed mellem 16:00 og 18:00. Men det overstås også.

Det er en fin aftes til at gøre status – hvorfor vente til den 31.?

Det har været et godt år.

Særligt har jeg glædet mig over mine mange trofaste læseres mange kommentarer til artiklerne her på siden. Det er en vældig god måde at være i kontakt med omverdenen på. Og det er et godt fællesskab om min særinteresse “Slægtsforskning”. Jørgen prøver tålmodigt at lære mig om magien ved lægdsrullerne og en eller anden dag, lykkes det mig vel at gennemskue metoden. Jeg kan godt lide læreprocessen, og jeg har i mange år været næsten flov over ikke at have gennemskuet dem. Nu skal det altså være.

En af mine mest trofaste læsere og kommentatorer (med 597 kommentarer) gennem 10 år, Henny Stewart, gik bort i september 2024. Især da jeg var syg, skrev Henny mange indsigtsfulde og til tider opmuntrende kommentarer. Tak for dem alle Henny!

Julebrev "From All of Us to All of You"I 2024 har jeg udgivet 260 artikler, hvis ellers koden vist til højre er rigtig, så det har også været et produktivt år. Hver artikel tager typisk et par timer alt inklusive herunder at finde illustrationer og give dem en passende størrelse plus to gange korrekturlæsning, og alligevel overser jeg altid noget.

Det svarer faktisk til 23,8 pct. af en fuldtidsstilling 🙂 Jeg nyder skriveprocessen og synes, emnerne står i kø. Jeg har altid noget at skrive om, og jeg nyder det. Når man øver sig, bliver man typisk også lidt bedre til det.

Jeg har fået lov at skrive et par artikler til bladet “Slægtsforskeren”, der udgives af Danske Slægtsforskere, og hvor vores redaktør Kathrine Tobiasen er meget inspirerende, og det er tydeligt, at hun gennemgår tilsendte udkast grundigt. Hun forholder sig virkelig til det, man skriver og foreslår ofte udvidelser, der kan gøre artiklen mere læseværdi. I næste nummer vil du finde en artikel om at bruge interviews som led i slægtsforskningen.

Jeg fik fem frieksemplarer af nr 4/2024, så hvis du (endnu) ikke er medlem, men gerne vil læse bladet, kan jeg sende et eksemplar til dig. Du skal selv betale portoen.

Oprydningen i slægtsdatabasen går godt. I år har jeg haft fat i 583 personer, for der er så mange muligheder nu. Jeg kan næsten ikke forestille mig, hvordan livet som slægtsforsker tog sig ud for 20 år siden.

Jeg har lavet et regneark, der hjælper mig med at holde styr på, hvem jeg har haft fat i. Det er faktisk ret velfungerende. Et udsnit af arket er vist næstnederst. Den vigtigste kolonne er ‘Stikord om “nyt”‘, som viser noget af alt det, man nu kan sidde hjemme ved skrivebordet og tilføje. De gule er aner.

Regnearket har også en rulleliste med de “lovlige” stikord, for ellers ville der ikke være konsistens. Jeg kan kun indsætte de stikord, listen viser. Udsnit af rullelisten er vist nederst.

Og så fik jeg malet! Det var virkelig tiltrængt efter 17 år uden, men det var en hård tid uden mine daglige sysler. Jeg var glad, da det var overstået, og jeg kunne vende tilbage til mit eget liv.

Endnu en gang: Glædelig jul!

Julebrev "From All of Us to All of You"

 

Julebrev "From All of Us to All of You"

 

 

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid, ikke på facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder kort. Jeg svarer til morgenkaffen, kl. 13:00, kl. 18:00 og ved sengetid. Herefter vil du stryge lige igennem.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Julehygge er lig mad

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Vi skriver kun onsdag den 16. oktober, men alligevel er det længe siden, man skulle skynde sig at tilmelde sig diverse julemesser og -arrangementer, hvis man ville være sikker på at få en plads ved de riges veldækkede bord.

Jeg har intet imod julen eller det at samles og evt. det at samles i kirken. Det er en smuk tradition og fortælling, og netop i år har vi mennesker nok at bede for (Ukraine, Gaza, Libanon og Israel). Men jeg er holdt op med at holde jul, for jeg kan holde alt det mad ud. Jeg kan ikke holde ud, at fokus er på det, vi skal spise, når vi samles, også selvom menuen er den samme, som den har været de seneste 25 år. Der er intet nyt under solen.

For mig er mad, noget man spiser, når man er sulten. Er man flere sammen om måltidet, er det kun hyggeligt. Er køkkenet stort nok til det, er det også enormt hyggeligt at lave maden sammen. Det er ikke så længe siden, psykologen fortalte, at mange af hendes klienter med en eller anden form for autismespektrumforstyrrelse har et lidt atypisk spisemønster. Endnu en gang må jeg give hende ret. Vågner jeg fx kl. 02 og er sulten, står jeg da op og laver mad. Det er godt, jeg bor alene 🙂

Der er millioner af mennesker i verden, der sulter. Alene i Danmark er der masser af mennesker, der lever på fattigdomsgrænsen og er afhængige af julehjælpen, når de vil give deres børn julegaver, som er på niveau med klassekammeraternes. Og nu er jeg på forhånd klar over, at der vil være nogle, der tænker – eller måske endda skriver – at muslimer henter julehjælp, og det burde de ikke. Mit svar er ganske enkelt: »Vi hjælper, fordi vi er kristne«. Og længere er den ikke.

Herudover er der hele debatten om, hvor vi skal være i år, og hvem vi skal være sammen med, når vi nu var hos Egon sidste år og endda havde inviteret tante Magda og hendes nye kæreste med. Den slags finder jeg også ret anstrengende, og forhandlingerne om det begynder også allerede i oktober.

Alternativ jul

Af ovenstående grunde holder jeg alternativ jul, hvilket passer mig fint. Jeg kan ikke lige huske, hvad jeg lavede juleaften i 2023. I 2022 installerede jeg det lille vidunder af en Synology NAS juleaften. Det var simpelthen så hyggeligt. Der var ingen diskussioner om madlavningen, gåsen brændte ikke på, sovsen var perfekt, og jeg slap for Egon, tante Magda og hendes nye kæreste.

Jeg skal have planlagt en eller anden hyggelig ting til den 24. december i år og også noget til nytårsaften; sidstnævnte har jeg aldrig brudt mig om. Desværre mangler jeg ikke en ny server eller lignende. Men så finder jeg nok på noget andet. I hvert fald skal jeg ikke være en del af »juleræset«, som folk nedsættende kalder det, uagtet de selv medvirker til det. Det har jeg (heller) aldrig forstået.

Jeg kan ikke holde alt det mad ud

Har du kommentarer til artiklen?

Så er jeg glad for at modtage dem i relation til artiklen, dvs. i artiklens kommentarfelt herunder, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Jeg svarer dig også relation til artiklen, ikke på Facebook og ikke via Messenger. Det skyldes, at kommentarer og artiklen jo ellers dekobles, og så er din kommentar ikke noget værd i fremtiden. Det er ærgerligt for os begge.

Hvis du ikke tidligere har kommenteret en af mine artikler her på siden, skal din kommentar først godkendes (spamhensyn). Min responstid er under normale omstændigheder meget kort. Herefter vil du stryge lige igennem.