Indlæg

,

Pårørende?

Juleaften 2017

Pludselig er jeg blevet pårørende – men evner jeg det? Måske evner jeg det, og det er så mere et spørgsmål om at magte?

Tjah… Jeg havde jo inviteret en ven, hvis liv på alle fronter hænger i laser, til juleaften og bestilt mad fra Meyers Køkken (som i parentes bemærket blev leveret kl. 00:30 den 24.). I går skrev han til mig meget, meget tidligt om morgenen, at han troede, han var på vej til en indlæggelse (på psyk.). SMS og den slags bipper jo, så jeg vågnede. Jeg ringede ham selvfølgelig op med det samme og spurgte blandt andet, hvad der fik ham til at tro det? Herudover bakkede jeg ham op i, at det ville være en god idé – omend ikke andet at tage ud at få en snak med dem. Det gjorde han så ved 14-tiden, hvor vi aftalte, at han skulle ringe, når han vidste noget. Kl. 20 ringede jeg til ham og spurgte til status…. Han havde glemt at ringe (!), men havde i stedet spist julemiddag med en ukendt familie på Vesterbro… Nu har vi så aftalt, at jeg sender ham en SMS, når han skal ringe…

Så pludselig er jeg altså blevet pårørende, og han har, såvidt jeg forstår, ikke andre end mig. Men for søren hvor er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå videre med dette. Kan jeg selv holde til det?

På den anden side set er jeg jo troende og alt det der, og hvis/når jeg mener noget med det, må jeg også udvise næstekærlighed overfor et menneske i nød, og det er han virkelig:

Kontanthjælp, ulovlig bopæl på en båd, adresse i Rønne, indimellem selvmedicinering vha. alkohol, har diagnosticeret sig selv som havende PTSD, gamle uløste problemer med faderen,  som noget nyt “hjemløs-skilt”, så han kan sælge “Hus forbi”, samler flasker om natten for at supplere kontanthjælpen og overleve ad den vej, netop kommet i et toårigt forløb hos Kirkens Korshær, der vil prøve at samle op på det hele, da det selvfølgelig er blevet fuldstændig uoverskueligt, en søn på seks år, som han ikke vil kunne se, når han bliver hjemløs den 1. april 2018. Man skal have en adresse for at have samvær med et barn – og det er fuldstændig fornuftigt.

Han har derfor spurgt mig, om han må have adresse her hos mig – uden at han på nogen måde skal bo her – men jeg synes, det hele bliver mere og mere underligt, og jeg tror, jeg vil sige nej, da jeg ikke kender konsekvenserne, og måske vil jeg også sige nej under alle omstændigheder, selvom det bliver svært.

Jeg bakkede ham op i at tage til psykiatrisk skadestue, da jeg de seneste uger har syntes, at han blev mere og mere usammenhængende og mærkelig at høre på. Men de sendte ham hjem igen, da han ikke var tilstrækkeligt selvmordstruet. Hurra for psykiatrien!

En af de ting, jeg virkelig har syntes var sært, var, hans pludselige ønske om at starte en revolution, for hvis ikke han gik forrest, ville revolutionen aldrig komme. Alle kontanthjælpsmodtagere ville følge ham, så “de rige svin” kunne lære, hvad det vil sige at være fattig.

Endvidere prøver han at skabe et “vi” med mig, fx “Jeg glemmer ligesom du gør” eller “Vi er jo syge inde i hovedet”. Der er altså noget mystisk over dette her, og jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Måske glemte jeg også selv de underligste små ting? måske var jeg også selv usammenhængende og mærkelig at høre på? I givet fald synes jeg ikke, jeg kan lade disse forhold være udslagsgivende.

Han er et eksempel på, at hvis bare et af livets “tandhjul” går i stykker, så følger resten med. For nogle år siden havde han et lederjob. Jeg traf ham første gang på psyk. i sommeren 2015, og da var han rigtig fornuftig at tale med. Men hans liv er væltet i mellemtiden. Det er sgu synd for ham, og jeg føler, jeg bør hjælpe, men måske er det slet ikke klogt?

Men det var så mad fra Meyers til tusind kroner. Jeg har da til et par dage 🙂

, ,

Glædelig jul

Ret i en salig tid…

Ordene herover stammer selvfølgelig fra “Julen har englelyd“, som efter min opfattelse er vores smukkeste julesalme. Jeg tror ikke, den bliver brugt så meget, for den er måske lidt vanskelig at synge.

Om tiden ligefrem er salig ved jeg ikke, men den kan være rar med sit stille væsen, og måske minder om dette og hint. Uanset hvordan du holder jul, eller måske slet ikke holder jul, ønsker jeg dig en glædelig jul med god mad og samvær med mennesker, du holder af.

De 46.000 familier

Vers 1 i “Julen har englelyd” lyder:

Julen har englelyd,
vi med fryd
os barnlig på Gud Fader
forlader;
vi var i nød så længe,
dog hørte han vor bøn,
han ved, hvortil vi trænge,
vor frelser blev Guds Søn;
thi vil vi alle sjunge
med hjerte og med tunge
et: Ære være Gud
for sit julebud!

Brorson og Grundtvig tænkte næppe på vore dages fattige, men de findes i rigt tal, og de har været i nød så længe! I år har 46.000 familier søgt om julehjælp; det er en stigning på 500 i forhold til sidste år. Frelsens Hær, Røde Kors og Dansk Folkehjælp er de største “udbydere” af julehjælp, og Dansk Folkehjælp har i forbindelse med ansøgningen stillet ansøgerne forskellige spørgsmål. Nogle af resultaterne er:

“31 pct. af ansøgerne til julehjælp hos Dansk Folkehjælp angiver, at de har undladt at købe nødvendig medicin pga. økonomi. 47 pct. har undladt at købe fødselsdagsgaver eller konfirmationsgaver pga. økonomi. Hele 63 pct. angiver, at de undlader at købe nødvendigt tøj/fodtøj til sig selv og deres børn pga. økonomi. Og 64 pct. undlader at gå regelmæssigt til tandlæge af økonomiske årsager.”

På mit apotek har jeg flere gang overhørt, at folk har spurgt, om de kunne lave en afdragsordning, eller de er bare gået med uforrettet sag. Det burde ikke finde sted i et velfærdssamfund. Jeg spurgte “min” apoteker, om de tilbyder afdragsordninger. Det gør de ikke, for de har ikke det administrative “apparat”, der ville skulle til.

63 pct. undlader at købe tøj og sko. Hvad er det for et samfund?

Og så er der den med tandlægen: 64 pct. går ikke til tandlæge. Det kender jeg jo selv til, og det er fuldt forståeligt med de ublu priser, tandlægerne tager. Hvis man er på en eller anden form for overførselsindkomst, er der ganske enkelt ikke råd til en sådan luksus. Det er min opfattelse, at tandlægeregninger burde finansieres via skattesystemet, da det ellers i alvorlig grad vender den tunge ende nedad, og den samlede regning bliver i sidste ende meget større, og det hjælper kommunerne stort set ikke med. De hjælper med det allermest nødvendige, og kerer sig ikke om den livskvalitet, der ligger i at kunne smile.

Kontanthjælpsloftet rammer primært enlige med børn. Det er børnene, der må betale prisen for, at en forælder måske er syg, arbejdsløs eller lignende. Alle undersøgelser viser, at børn, der vokser op i fattigdom – og dem er der p.t. ca. 15.000 af – bærer fattigdommen med sig. Fx får de sjældent en uddannelse men bliver i systemet og kommer også selv på overførselsindkomst. Det ville altså være en god investering at hjælpe de enlige forældre og det ikke bare til jul.

Ovenstående facts stammer fra denne artikel hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

,

Plat?

Juletid

Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.

Den barmhjertige samaritan?

Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.

Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.

De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.

De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener.  Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.

Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?

Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.