I Røde Kors mener vi, at ingen skal sidde uønsket alene juleaften. Julen handler om hygge og fællesskab, og med julevenner skaber vi kontakt mellem værter og gæster, der har lyst til at holde juleaften sammen. Gæster og værter mødes over en dejlig julemidd
Ordene herover stammer selvfølgelig fra “Julen har englelyd“, som efter min opfattelse er vores smukkeste julesalme. Jeg tror ikke, den bliver brugt så meget, for den er måske lidt vanskelig at synge.
Om tiden ligefrem er salig ved jeg ikke, men den kan være rar med sit stille væsen, og måske minder om dette og hint. Uanset hvordan du holder jul, eller måske slet ikke holder jul, ønsker jeg dig en glædelig jul med god mad og samvær med mennesker, du holder af.
Vers 1 i “Julen har englelyd” lyder:
Julen har englelyd,
vi med fryd
os barnlig på Gud Fader
forlader;
vi var i nød så længe,
dog hørte han vor bøn,
han ved, hvortil vi trænge,
vor frelser blev Guds Søn;
thi vil vi alle sjunge
med hjerte og med tunge
et: Ære være Gud
for sit julebud!
Brorson og Grundtvig tænkte næppe på vore dages fattige, men de findes i rigt tal, og de har været i nød så længe! I år har 46.000 familier søgt om julehjælp; det er en stigning på 500 i forhold til sidste år. Frelsens Hær, Røde Kors og Dansk Folkehjælp er de største “udbydere” af julehjælp, og Dansk Folkehjælp har i forbindelse med ansøgningen stillet ansøgerne forskellige spørgsmål. Nogle af resultaterne er:
“31 pct. af ansøgerne til julehjælp hos Dansk Folkehjælp angiver, at de har undladt at købe nødvendig medicin pga. økonomi. 47 pct. har undladt at købe fødselsdagsgaver eller konfirmationsgaver pga. økonomi. Hele 63 pct. angiver, at de undlader at købe nødvendigt tøj/fodtøj til sig selv og deres børn pga. økonomi. Og 64 pct. undlader at gå regelmæssigt til tandlæge af økonomiske årsager.”
På mit apotek har jeg flere gang overhørt, at folk har spurgt, om de kunne lave en afdragsordning, eller de er bare gået med uforrettet sag. Det burde ikke finde sted i et velfærdssamfund. Jeg spurgte “min” apoteker, om de tilbyder afdragsordninger. Det gør de ikke, for de har ikke det administrative “apparat”, der ville skulle til.
63 pct. undlader at købe tøj og sko. Hvad er det for et samfund?
Og så er der den med tandlægen: 64 pct. går ikke til tandlæge. Det kender jeg jo selv til, og det er fuldt forståeligt med de ublu priser, tandlægerne tager. Hvis man er på en eller anden form for overførselsindkomst, er der ganske enkelt ikke råd til en sådan luksus. Det er min opfattelse, at tandlægeregninger burde finansieres via skattesystemet, da det ellers i alvorlig grad vender den tunge ende nedad, og den samlede regning bliver i sidste ende meget større, og det hjælper kommunerne stort set ikke med. De hjælper med det allermest nødvendige, og kerer sig ikke om den livskvalitet, der ligger i at kunne smile.
Kontanthjælpsloftet rammer primært enlige med børn. Det er børnene, der må betale prisen for, at en forælder måske er syg, arbejdsløs eller lignende. Alle undersøgelser viser, at børn, der vokser op i fattigdom – og dem er der p.t. ca. 15.000 af – bærer fattigdommen med sig. Fx får de sjældent en uddannelse men bliver i systemet og kommer også selv på overførselsindkomst. Det ville altså være en god investering at hjælpe de enlige forældre og det ikke bare til jul.
Ovenstående facts stammer fra denne artikel hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.
Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.
Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.
De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.
De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener. Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.
Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?
Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.
Jeg har allerede skrevet flere poster, der rummer ordet “Julehjælp” – du finder dem her. Der er behov for at blive ved med at skrive om emnet, for problemet bliver større og større. Mange bliver fattigere og fattigere, mens en hel del bliver rigere og rigere. Det meste skyldes kontanthjælpsloftet.
Der er brug for ny social ansvarlighed og social indignation i Danmark.
Da jeg sad i S-toget på vej hjem, kom en snavset og laset kvinde ind i kupeen med et lille papbæger i en fremstrakt højre hånd. Hun tog ikke imod MobilePay, så jeg tømte møntrummet i tegnebogen. Der var ingen andre, der fandt tegnebogen frem. De kunne garanteret godt have undværet en ti’er.
I toget sad jeg og læste denne blogpost skrevet af en udpræget socialist. Hvor har han ret!
Hans pointer er blandt andet:
Jeg mener, at det som de første var Folkekirkens Nødhjælp, der med Wefood satte system i kampen mod madspild og overskudsmad. Wefoods overskud går direkte til verdens 800 millioner fattige. Nu vil mange lige pludselig markedsføre sig med, at de vil bekæmpe madspild. Men pyt med det, det er kun godt med lidt konkurrence, og det er kun godt, at der er kommet fokus på, hvor stort spildet egentlig er.
På DR.dk er der en interessant artikel i dag: “10.000 fattige danskere får julehjælp af overskudsmad“:
“Sidste år fik 500 familier gratis mad i et pilotprojekt, men i år bliver hjælpen givet til 2500 fattige børnefamilier, som den 23. december får en kasse med overskudsmad fra REMA 1000s 246 butikker i Danmark og en række andre samarbejdspartnere. Tilsammen er det op mod 10.000 personer, som får hjælp, oplyser arrangørerne.”
Den drejning samfundet tager p.t. er sygelig. Der bliver flere og flere fattige, fattigdomsydelserne bliver stadig mere skrabede, der bliver mere til de rigeste, og forskellen mellem fattig og rig bliver følgelig større og større. Revner ballonen ikke på et tidspunkt?
I dag havde vi i FKN en seance, hvor det blandt andet blev analyseret, hvordan vi håndterer at være Folkekirkens Nødhjælp. Hvor er det kirkelige aspekt? Jeg har såmænd tænkt på det så tit, men har ikke kunnet lide at spørge, fordi jeg troede, at alle de andre kendte svaret, og jeg bare ikke havde hørt efter i timen.
Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen (vores direktør) læste op af juleevangeliet – Lukasevangeliet kapitel 2 – fra “Den nye aftale” (som jeg ikke bryder mig så meget om). I den efterfølgende tale kom hun ind på det vigtigste i kristendommen: “Næstekærlighed”.
Det er næstekærlighed, når FKN støtter de 800 mio. fattige i verden, og det er næstekærlighed, når REMA 1000 systematiserer deres overskudsmad til dem, der har størst behov.