Indlæg

,

Bekymringer

Folkekirkens Nødhjælp lakker mod enden og julen står for døren

Folkekirkens Nødhjælp:

Der er ni arbejdsdage tilbage. Jeg prøver at bevare gejsten og entusiasmen. Jeg har sat som mål, at jeg den 23. december gerne vil sende hende, der skal etablere subsystemet til økonomisystemet, som så kommer til at udgøre HR-systemet, en folder indeholdende alle nødvendige felter, beskrivelse af alle disse felter og værdier til alle dropdownlister. Det burde gøre hende i stand til at komme videre med hendes del af systemudviklingen.

Nyt fleksjob

Når jeg nu ikke skal være i FKN, skal jeg selvfølgelig et andet sted hen. I morgen skal jeg til møde med fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune og “anden aktør” nærmere bestemt “Jobøst”. Jeg har kigget lidt på hjemmesiden og ved såmænd ikke rigtig, hvad jeg synes. Måske sådan lidt konsulentgejl… Men kommunen har gode erfaringer med dem, og har brugt dem i mange år, så det er jo nok i orden.

Jeg bliver nødt til at sige til dem, at jeg ikke umiddelbart kan se, hvor jeg finder kræfterne til igen at være ny på en arbejdsplads. Man skal sætte sig ind i opgaverne, få en fornemmelse af chefen, af kollegerne mv. Hvordan er organisationen skruet sammen? Hvem har magten? IT plejer at være mine samarbejdspartnere, hvad er de for nogle? Vise at man kan noget, selvom det er et fleksjob osv. Jeg orker det bare ikke.

Jeg bliver også nødt til at sige, at det skal være noget mere varigt, da jeg har brug for fred og ro til at komme videre med mig selv.

Jeg ringede til fleksjobkonsulenten i dag, da der var noget, der nagede mig: “Kan man sige nej tak?” Det kan man gudskelov godt. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at arbejde de der sølle 15 timer pr. uge, men det skal være ordentligt arbejde. Jeg kan ikke lave noget, der ikke er vigtigt/giver mening. Opgaven skal være væsentlig for virksomheden. Det må ikke være ligegyldigt, om det bliver lavet eller ej. Hvis jeg sagde ja tak til det, ville jeg holde to dage, og så var det slut. Fleksjobkonsulenten vil først undre sig, hvis der fx var fem – seks gode matches, som man blev ved at sige nej tak til. Det er jo helt OK.

I aften skal jeg lige have forberedt mig og printet diverse dokumenter ud, og så må det gå, som det kan. Heldigvis skal jeg til Pernille (lægen) i DPC kl. 13:00. Så må hun samle mig op, hvis det går ad h… til.

Julen 2016

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade som om, den ikke var der. Men det går nok ikke – det er formentlig ikke godt for den psykiske sundhed. Det er det årlige problem, når man ikke har noget automatik. Jeg kom til at læse et par gamle blogindlæg om andre jul på højskole. Ud af dem kan jeg se, at det i hvert fald ikke skal være Haslev udvidede Højskole, hvor jeg var i 2008, og som var for indremissionsk for mig. Et par Googlesøgninger på “Højskolejul” afslørede adskillige muligheder. Det, der ser bedst ud, er Vallekilde Højskole. Jeg har ringet til dem, og på onsdag kan de komme med en tilbagemelding, om de har plads eller ej. Har de ikke plads, rummer internettet mange flere muligheder.

Det er en ret dyr løsning, men jeg er jo invalid, så det går nok 🙂

 

Farvel til Halong Bay

02-01-2010

Tre oerne svaever roligt rundt over en af de naesten 100 meter hoeje limstensklipper. Frem af disen dukker en af de flydende landsbyer, som har vaeret beboet i ca. 100 aar. Her bor ca 600 mennesker i familier paa 5-7 personer. Levebroedet er fiskerie eller evt. gennem de senere aar perledyrkning. Det er svaert at forestille sig, hvordan slaegter gennem generationer har levet og overlevet paa en toemmerflaade.

Boderne med alskens kram er her stadig: nu er de blot til soes, og bestaar af smaa baade, der roes staaende.

Jeg tager en stille dag nyder udsigterne og Peter Oevig Knudsens “Efter drabet” i dette helt saerlige rige/landskab bestaaende af limstensklipper, mens de andre ror af sted i kajakkerne. Jeg har fortsat ikke mod paa at klatre ned ad lejderen.

Godt Nytaar!

Allerfoerst: Godt nytaar til jer alle sammen derhjemme. Hvis du forventer en SMS, men ingen faar, saa skyldes det udelukkende, at jeg har problemer med iPhone, der ikke vil skabe forbindelse til noget netvaerk. Du er ikke glemt, og jeg taenker paa dig hver dag!

Vi er nede fra bjerget efter tre meget haarde dage! Jeg kom ikke til toppen, men maatte give op i 2.800 hoejdemeter efter en meget haard opstigning. Maalet var 3.200 meter, men jeg kunne ikke mere. Fansipan er sindssyf stejlt! Jeg har laert, at man ikke skal forudsige et bjerg paa dets hoejde, men paa stigningsgraden! Det var ikke en vandretur, det var en klatretur. Det var overhovedet ikke fedt at beslutte at blive i campen paa 2.800 meter, men der var udsolgt paa alle hylder! Alle de andre 11 kom op, men sagde alle, at det var godt jeg ikke forsoegte, at komme helt til toppen. Det var en troest – man bestiger jo bjerge for at komme til toppen!

Vi har haft en kold nat p[ Fansipan med storm, og jord og sand foeg ind i teltet, og jeg synes, det er et mirakel, at teltet blev staaende ved jorden. Vi toernede ind kl. 18:30 for det var saa koldt, at I ikke droemmer om det.

Mange timer i soveposen kan goere undervaerker, naar man foerst har faaet justeret toejet, er kommet ned i silkeposen og har faaet moevet sig selv og den ned i den rigtige sovepose. Det vaeste er, naar man skal op at tisse – men med tak til Frederiksberg Hospital har det vaeret et minimalt problem.

Nedstigningen i dag har vaeret et mareridt! Mit hoejre knae har drillet i 30 aar, men lige nu kan jeg faktisk daarligt gaa. Det hoejre knae er ca. dobbelt saa stort som det venstre. Vi har taget billeder, som jeg kan vise laegen, for noget maa goeres. Hvert skridt har vaeret en smerte, men ned kom jeg – og det er jeg saerdeles tilfreds med eftersom jeg i gaar eftermiddag og i nat havde planlagt at leje en helikopter (det er ikke en joke).

Vi har faaet jordens bedste bad nu efter tre dage uden (taenk hvis man satte saaden pris paa det daglige morgenbad), og rygsaekken er pakket om til tre dage i kajak i Halong Bugten. Jeg haaber, mit knae klarer kajakken!

Vi skal til Lao Cai med bus kl. 16:30, middag der og saa tilbringer vi nytaarsaften i nattoget til Hanoi.

Dagen foer

Der er en saerlig stemning foer en bestigning.

Er det medbragte toej rigtigt? Hvor koldt vil der vaere paa toppen? Hvor stejlt er det? Kan jeg klare det? Kommer jeg med helt til toppen eller er det mig, der bliver sat af? Hvor meget vand, skal jeg bringe med? Kan jeg sove tidligt nok i aften? Er min sovepose varm nok? Klarer mine knae strabadserne?

Jeg tror, de fleste taenker lidt som mig, for stemningen er “tense”.