Indlæg

/1 Kommentar/i /af

Farvel til Halong Bay

02-01-2010

Tre oerne svaever roligt rundt over en af de naesten 100 meter hoeje limstensklipper. Frem af disen dukker en af de flydende landsbyer, som har vaeret beboet i ca. 100 aar. Her bor ca 600 mennesker i familier paa 5-7 personer. Levebroedet er fiskerie eller evt. gennem de senere aar perledyrkning. Det er svaert at forestille sig, hvordan slaegter gennem generationer har levet og overlevet paa en toemmerflaade.

Boderne med alskens kram er her stadig: nu er de blot til soes, og bestaar af smaa baade, der roes staaende.

Jeg tager en stille dag nyder udsigterne og Peter Oevig Knudsens “Efter drabet” i dette helt saerlige rige/landskab bestaaende af limstensklipper, mens de andre ror af sted i kajakkerne. Jeg har fortsat ikke mod paa at klatre ned ad lejderen.

/3 Kommentarer/i /af

Godt Nytaar!

Allerfoerst: Godt nytaar til jer alle sammen derhjemme. Hvis du forventer en SMS, men ingen faar, saa skyldes det udelukkende, at jeg har problemer med iPhone, der ikke vil skabe forbindelse til noget netvaerk. Du er ikke glemt, og jeg taenker paa dig hver dag!

Vi er nede fra bjerget efter tre meget haarde dage! Jeg kom ikke til toppen, men maatte give op i 2.800 hoejdemeter efter en meget haard opstigning. Maalet var 3.200 meter, men jeg kunne ikke mere. Fansipan er sindssyf stejlt! Jeg har laert, at man ikke skal forudsige et bjerg paa dets hoejde, men paa stigningsgraden! Det var ikke en vandretur, det var en klatretur. Det var overhovedet ikke fedt at beslutte at blive i campen paa 2.800 meter, men der var udsolgt paa alle hylder! Alle de andre 11 kom op, men sagde alle, at det var godt jeg ikke forsoegte, at komme helt til toppen. Det var en troest – man bestiger jo bjerge for at komme til toppen!

Vi har haft en kold nat p[ Fansipan med storm, og jord og sand foeg ind i teltet, og jeg synes, det er et mirakel, at teltet blev staaende ved jorden. Vi toernede ind kl. 18:30 for det var saa koldt, at I ikke droemmer om det.

Mange timer i soveposen kan goere undervaerker, naar man foerst har faaet justeret toejet, er kommet ned i silkeposen og har faaet moevet sig selv og den ned i den rigtige sovepose. Det vaeste er, naar man skal op at tisse – men med tak til Frederiksberg Hospital har det vaeret et minimalt problem.

Nedstigningen i dag har vaeret et mareridt! Mit hoejre knae har drillet i 30 aar, men lige nu kan jeg faktisk daarligt gaa. Det hoejre knae er ca. dobbelt saa stort som det venstre. Vi har taget billeder, som jeg kan vise laegen, for noget maa goeres. Hvert skridt har vaeret en smerte, men ned kom jeg – og det er jeg saerdeles tilfreds med eftersom jeg i gaar eftermiddag og i nat havde planlagt at leje en helikopter (det er ikke en joke).

Vi har faaet jordens bedste bad nu efter tre dage uden (taenk hvis man satte saaden pris paa det daglige morgenbad), og rygsaekken er pakket om til tre dage i kajak i Halong Bugten. Jeg haaber, mit knae klarer kajakken!

Vi skal til Lao Cai med bus kl. 16:30, middag der og saa tilbringer vi nytaarsaften i nattoget til Hanoi.

/5 Kommentarer/i /af

Dagen foer

Der er en saerlig stemning foer en bestigning.

Er det medbragte toej rigtigt? Hvor koldt vil der vaere paa toppen? Hvor stejlt er det? Kan jeg klare det? Kommer jeg med helt til toppen eller er det mig, der bliver sat af? Hvor meget vand, skal jeg bringe med? Kan jeg sove tidligt nok i aften? Er min sovepose varm nok? Klarer mine knae strabadserne?

Jeg tror, de fleste taenker lidt som mig, for stemningen er “tense”.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Til Sapa fra Hanoi via Lao Cai

En lille Update til jer skrevet på iPhone, så det vil skorte på stor lyrik.

Hanoi er i den grad blevet motoriseret; der er næsten ingen cykler mere, men millioner af scootere i en endeløs strøm, hvor jeg de første fire timer næsten ikke tør krydse gaden. Men pludselig kommer følelsen “det er fedt!”

Jeg rejser med Topas i en gruppe på 12, og allerede i flyet til Singapore har vi sludret lidt. Alle er super søde og alle hjælper hinanden med alt.

Halvandet døgn i Hanoi og så har jeg også fået nok byliv – havde helt glemt min gamle konklusion: Asien larmer! Det passer mig glimrende, at vi den 24-12 kl 20 tager nattoget de 280 km nordpå til Lao Cai. Viet Nam railway uddeler generøst nissehuer, og vi hygger og snakker til kl 22. I køjen til kl 5, hvor der er hvid the (smager dejligt -slet ikke af the), og vi bliver hældt af på Lao Cai.

Morgenmad et dejligt sted med mulighed for at få lidt vand i hovedet og en tandbørste i kæften. Det er tid at sende jer derhjemme en glædelig jul-SMS, men julen er surrealistisk her. Måske er det sådan jeg skal gøre: tage hele den fine december hjemme og så rejse, før det går løs?

Vi startede med at køre op og se grænse til Kina blive åbnet kl 7. Vietnameserne løb alt hvad deres små ben kunne holde med højtbelæssede cykler med kul, grøntsager og andre varer for at blive dagens første og måske at gøre den bedste handel i dag.

Videre til et fascinerende marked hos hmong-stammen (14 mio. mennesker i Vietnam tilhører en Hill-Tribe). Alskens varer faldbydes; jeg nøjes nu med 12 clementiner til 10.000 Dong (3 kr).

Vi kører længere ud i ingenmandsland og starter to timers vandring til madpakke-stedet. Her er så smukt og grønt, solen skinner gennem disen og vi skulle så alligevel have haft solcreme på; men vi kommer lige fra Danmark og har glemt konceptet Sol!

Efter frokost en dejlig bådtur på floden. Jeg elsker at blive transporteret fra punkt A til punkt B og bare sidde at kigge ud på sceneriets.

Chaufføren henter os efter at tolv danskere har tømt endnu et lille sted helt for alt, hvad der ligner kaffe. Vi kører to timer op i bjergene ad smukke serpetinerveje med risterasser til begge sider. Der er 1600 højdemeters forskel og pludselig er det både mørkt og koldt.

I Sapa har vi det mest fantastiske hotel og et bad og rene sokker mv gør underværker. Fantastisk vietnamesisk mad og ditto kaffe – og en bæogpost skrevet med skælvende fingre (kulden) og jeg er klar til at ønske godnat på denne første juledag 2009. God jul derhjemme. De næste to dage byder på Mountainbike – gad vide hvordan det vil gå?