I Røde Kors mener vi, at ingen skal sidde uønsket alene juleaften. Julen handler om hygge og fællesskab, og med julevenner skaber vi kontakt mellem værter og gæster, der har lyst til at holde juleaften sammen. Gæster og værter mødes over en dejlig julemidd
Det er juletid, og alle mennesker er så glade og ser frem til andesteg med små brunede kartofler, rødkål og god sauce. Risalamanden med spændingen om hvem der mon får mandlen og som belønning en lille dum gave. Bagefter lokker, som i Peters jul, dansen om træet og alle de rigtige gaver. Herefter kommer alle de dejlige dovne juledage, hvor mange 1. juledag spiser resten af risalamanden til morgenmad. Til frokost skal der være både sild og sylte. Har man familie, er man formentlig sammen med den. Det er alt sammen dejligt og hyggeligt.
Indledningsvist: Jeg støtter meget gerne, og giver hver måned et lille beløb til Folkekirkens Nødhjælp. For de bette 30 kr. kan der købes en høne med foder – jeg ved ikke hvor længe. Det vil sige: jeg mener, at NGO’erne spiller en vigtig rolle. De sætter ind, hvor verdenssamfundet burde have løftet opgaverne.
Der er andre end mig, og flertallet af verdens kristne befolkning, der har opdaget, at det er jul, nemlig nødhjælpsorganisationerne. Facebook flyder over med sponsorerede opslag fra fx Læger uden grænser, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp som de mest markante.
De spiller alle sammen på mine følelser fx “Ikke alle kan scrolle nedover kulden” og “Vi er her ikke til pynt” (godt ordspil fra Læger uden grænser idet de viser et juletræ i baggrunden). Jeg kan ikke lige huske flere, men de er der.
De spiller på, at når jeg nu lige har købt gaver for nogle tusinde kr., så kan jeg vel også give en ged eller sende en læge til Syrien. I julen skal vi udvise næstekærlighed, og vi bliver så gode og rare, at vi inviterer selv de gamle eller nogle ensomme til at dele andestegen med os. Ingen skal “sidde alene” juleaften – så pyt med de 364 andre aftener. Og næstekærligheden og godheden skal så medføre et – helst stort – beløb til en eller flere nødhjælpsorganisationer.
Jeg forstår dem godt, for på en eller anden måde skal de jo finansiere hjælpen til verdens 795 millioner fattigste, og nu når vi alligevel har spenderbukserne på, ku’ der vel også blive til en ged?
Jeg synes bare, det er lidt plat. Næstekærligheden burde være tilstede hele året. Selv 30,00 kr. om måneden hjælper til med den der høne. Klik på billedet for at komme til Folkekirkens Nødhjælps webshop.
Jeg har allerede skrevet flere poster, der rummer ordet “Julehjælp” – du finder dem her. Der er behov for at blive ved med at skrive om emnet, for problemet bliver større og større. Mange bliver fattigere og fattigere, mens en hel del bliver rigere og rigere. Det meste skyldes kontanthjælpsloftet.
Der er brug for ny social ansvarlighed og social indignation i Danmark.
Da jeg sad i S-toget på vej hjem, kom en snavset og laset kvinde ind i kupeen med et lille papbæger i en fremstrakt højre hånd. Hun tog ikke imod MobilePay, så jeg tømte møntrummet i tegnebogen. Der var ingen andre, der fandt tegnebogen frem. De kunne garanteret godt have undværet en ti’er.
I toget sad jeg og læste denne blogpost skrevet af en udpræget socialist. Hvor har han ret!
Hans pointer er blandt andet:
Jeg mener, at det som de første var Folkekirkens Nødhjælp, der med Wefood satte system i kampen mod madspild og overskudsmad. Wefoods overskud går direkte til verdens 800 millioner fattige. Nu vil mange lige pludselig markedsføre sig med, at de vil bekæmpe madspild. Men pyt med det, det er kun godt med lidt konkurrence, og det er kun godt, at der er kommet fokus på, hvor stort spildet egentlig er.
På DR.dk er der en interessant artikel i dag: “10.000 fattige danskere får julehjælp af overskudsmad“:
“Sidste år fik 500 familier gratis mad i et pilotprojekt, men i år bliver hjælpen givet til 2500 fattige børnefamilier, som den 23. december får en kasse med overskudsmad fra REMA 1000s 246 butikker i Danmark og en række andre samarbejdspartnere. Tilsammen er det op mod 10.000 personer, som får hjælp, oplyser arrangørerne.”
Den drejning samfundet tager p.t. er sygelig. Der bliver flere og flere fattige, fattigdomsydelserne bliver stadig mere skrabede, der bliver mere til de rigeste, og forskellen mellem fattig og rig bliver følgelig større og større. Revner ballonen ikke på et tidspunkt?
I dag havde vi i FKN en seance, hvor det blandt andet blev analyseret, hvordan vi håndterer at være Folkekirkens Nødhjælp. Hvor er det kirkelige aspekt? Jeg har såmænd tænkt på det så tit, men har ikke kunnet lide at spørge, fordi jeg troede, at alle de andre kendte svaret, og jeg bare ikke havde hørt efter i timen.
Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen (vores direktør) læste op af juleevangeliet – Lukasevangeliet kapitel 2 – fra “Den nye aftale” (som jeg ikke bryder mig så meget om). I den efterfølgende tale kom hun ind på det vigtigste i kristendommen: “Næstekærlighed”.
Det er næstekærlighed, når FKN støtter de 800 mio. fattige i verden, og det er næstekærlighed, når REMA 1000 systematiserer deres overskudsmad til dem, der har størst behov.
Jeg så usigeligt lettet, idet jeg nu har indgået en mundtlig aftale med vores Genbrugsadministrator Kristine Naundrup-Jensen om at starte hos dem i Genbrug den 1. januar 2017.
De nærmere “detaljer” er ikke på plads, så jeg ved fx ikke, om det bliver en kontrakt med eller uden bagkant. Det må tiden vise. Jeg ville være jublende lykkelig over en kontrakt, der ikke var tidsbegrænset, men jeg siger “Ja tak” uanset hvad, og det gør jeg med baggrund i Psykiatrifondens rådgivning. Jeg stoler 100 pct. på min erhvervsrådgiver derfra.
Der er 125 genbrugsbutikker med ca. 3.500 frivillige. De genererer et årligt overskud på omkring 22 mio. Der skal godt nok sælges mange brugte stilletter for at nå dertil. 🙂
De har en rigtig fin side her.
Noget af det første, de har brug for, er forskellige nøgletal og analyser. Kristine var ikke så specifik, men “trække nogle tal ud af systemet og analysere dem”. Superfedt – det vil jeg gerne, og jeg synes også, jeg er kompetent til det og har erfaring med det.
Vi ved ikke ret meget om de 3.500 frivillige. Jeg foreslog en eller anden form for survey, så vi kan lære dem bedre at kende. Mange er sikkert ældre/pensionister, men hvad driver dem? hvor gamle er de? hvad får de selv ud af det? hvor mange timer arbejder de pr. uge? er det et led i en kamp mod ensomhed? er ægtefællen lige død? osv. osv.
Der er det “lille” problem, at vi ikke kender deres e-mail-adresser, og måske er der mange, der ikke har en e-mail-adresse? Men det må vi kunne finde en løsning på. Måske hvis bare en i butikken har en e-mail-adresse, som vi kan sende spørgeskemaet til, så kan de andre se linket…
Uanset hvad er jeg glad. Det jeg frygtede allermest, nemlig at skulle dreje rundt om mig selv herhjemme i månedsvis, er aflyst. Nu skal jeg være i en organisation, jeg kender – og elsker. Jeg skal ikke til at starte forfra et nyt sted. Det er en usigelig lettelse.
Jeg har fået en plads på “Julekursus” på Vallekilde Højskole. Programmet ser fint ud. Jeg har været en del på højskole efterhånden, og det er min erfaring, at alle kursisterne er søde, rare og åbne. Det er de sikkert også på Vallekilde. Nu har jeg handlet mig ud af mit problem. Det er sikkert ikke værst.