Tag Archive for: Jul

,

Bekymringer

Folkekirkens Nødhjælp lakker mod enden og julen står for døren

Folkekirkens Nødhjælp:

Der er ni arbejdsdage tilbage. Jeg prøver at bevare gejsten og entusiasmen. Jeg har sat som mål, at jeg den 23. december gerne vil sende hende, der skal etablere subsystemet til økonomisystemet, som så kommer til at udgøre HR-systemet, en folder indeholdende alle nødvendige felter, beskrivelse af alle disse felter og værdier til alle dropdownlister. Det burde gøre hende i stand til at komme videre med hendes del af systemudviklingen.

Nyt fleksjob

Når jeg nu ikke skal være i FKN, skal jeg selvfølgelig et andet sted hen. I morgen skal jeg til møde med fleksjobkonsulenten fra Hvidovre Kommune og “anden aktør” nærmere bestemt “Jobøst”. Jeg har kigget lidt på hjemmesiden og ved såmænd ikke rigtig, hvad jeg synes. Måske sådan lidt konsulentgejl… Men kommunen har gode erfaringer med dem, og har brugt dem i mange år, så det er jo nok i orden.

Jeg bliver nødt til at sige til dem, at jeg ikke umiddelbart kan se, hvor jeg finder kræfterne til igen at være ny på en arbejdsplads. Man skal sætte sig ind i opgaverne, få en fornemmelse af chefen, af kollegerne mv. Hvordan er organisationen skruet sammen? Hvem har magten? IT plejer at være mine samarbejdspartnere, hvad er de for nogle? Vise at man kan noget, selvom det er et fleksjob osv. Jeg orker det bare ikke.

Jeg bliver også nødt til at sige, at det skal være noget mere varigt, da jeg har brug for fred og ro til at komme videre med mig selv.

Jeg ringede til fleksjobkonsulenten i dag, da der var noget, der nagede mig: “Kan man sige nej tak?” Det kan man gudskelov godt. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at arbejde de der sølle 15 timer pr. uge, men det skal være ordentligt arbejde. Jeg kan ikke lave noget, der ikke er vigtigt/giver mening. Opgaven skal være væsentlig for virksomheden. Det må ikke være ligegyldigt, om det bliver lavet eller ej. Hvis jeg sagde ja tak til det, ville jeg holde to dage, og så var det slut. Fleksjobkonsulenten vil først undre sig, hvis der fx var fem – seks gode matches, som man blev ved at sige nej tak til. Det er jo helt OK.

I aften skal jeg lige have forberedt mig og printet diverse dokumenter ud, og så må det gå, som det kan. Heldigvis skal jeg til Pernille (lægen) i DPC kl. 13:00. Så må hun samle mig op, hvis det går ad h… til.

Julen 2016

Egentlig havde jeg tænkt mig at lade som om, den ikke var der. Men det går nok ikke – det er formentlig ikke godt for den psykiske sundhed. Det er det årlige problem, når man ikke har noget automatik. Jeg kom til at læse et par gamle blogindlæg om andre jul på højskole. Ud af dem kan jeg se, at det i hvert fald ikke skal være Haslev udvidede Højskole, hvor jeg var i 2008, og som var for indremissionsk for mig. Et par Googlesøgninger på “Højskolejul” afslørede adskillige muligheder. Det, der ser bedst ud, er Vallekilde Højskole. Jeg har ringet til dem, og på onsdag kan de komme med en tilbagemelding, om de har plads eller ej. Har de ikke plads, rummer internettet mange flere muligheder.

Det er en ret dyr løsning, men jeg er jo invalid, så det går nok 🙂

 

,

Min jul

Pludselig er det overstået

Jeg har altid syntes, at det var så mærkeligt at vågne op 1. juledag, hvor det hele pludselig er kulmineret – som en eksplosion den 24. kl. 18 og herefter en underlig stilhed. Jeg går ind for – og det er måske lidt gammeldags – at julen varer lige til Helligtrekonger den 6. januar, først derefter kommer julekrybben ned i æsken igen.

Jeg har haft en fin jul med alt, hvad der sig hør og bør i et hjem med både hjerterum og husrum: Julegudstjeneste i Greve Kirke, som var meget bedre end sidste år, hvor handlingen med et Powerpointshow overhovedet ikke var gennemtænkt, og hvor præsten Christian Bering Bryld endte med at stå omme bag et lagen/lærred, fordi han ikke havde tænkt over, hvordan han fik det fjernet, når slideshowet var forbi.

Så hellere præsten Kjeld-Ole Nielsen Munk, der måske nok var lidt traditionel, men som virkede meget mere seriøs. Han lavede en rigtig fin lille gimmick med børnene: Inviterede dem op til alteret, og bad dem finde et stykke stof. Da det var fundet, holdt han det op og sagde, at deres bedsteforældre og oldeforældre kendte til det. Han spurgte dem, om de kendte det, det gjorde de selvfølgelig ikke. Han afslørede herefter for den måbende skare af både børn og forældre, at det hed en ble. Sjov tanke at børn nu til dags ikke kender en stofble – det er blevet til Libero og Pampers. Da bleen var fundet, var der en æske, der skulle pakkes op, og den indeholdt selvfølgelig det lille Jesusbarn, der så blev svøbt i bleen.

En ting, der undrer mig er, at de alle sammen i juleevangeliet er begyndt at sige “der udgik en befaling fra Kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden.” Det hedder da: “Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus, at al verden skulle skrives i mandtal.” Forskellen er mandtal ctr. folketælling. Måske er jeg gammeldags og traditionel, men jeg kan nu godt lide, når vi i kirken holder lidt på formerne.

Næste år skal vi altså til Hvidovre Kirke, for der bliver sunget så taget løfter sig juleaften. De sang ikke ret meget med i Greve Kirke, det var lidt underligt, for det var da alle de kendte salmer, der var på programmet.

En masse mad med and og flæskesteg og hvide og brunede kartofler og rødkål, og kan jeg næsten remse mere op? Herefter risalamande som vi næsten ikke kunne få ned ovenpå den tunge hovedret. I øvrigt har jeg også altid ment, at risalamanden faktisk var bedst 1. juledag som en integreret del af morgenmaden 🙂

Og så selvfølgelig gaver! Jeg har altid godt kunnet lide at give væk, men det er også skønt at modtage.

1. juledag: Susanne lavede en fornem brunch, og vi er vist heldigvis begge nogen, der ikke siger så meget om morgenen. Og så blev jeg også kørt hjem igen; bedre fås det ikke.

2. juledag, der også hedder Sct. Stefansdag (det vidste jeg faktisk ikke, før jeg i dag gik over og hørte Pia Sundbøll i Hvidovre Kirke). Man kan læse om Stefanus i Apostlenes Gerninger. Han blev den kristne kirkes første martyr.

Der var ret stille og fredeligt i Hvidovre Kirke i dag, og det var egentlig helt rart. Dejligt frostklart solskin ind ad vinduerne og en rigtig skøn prædiken. Pia er kun 5 pct. hos os i Hvidovre Kirke og så de 95 pct. på Hvidovre Hospital – det kunne være fedt, hvis det var omvendt. Jeg glæder mig over, at jeg har været med til at ansætte hende, for hun er meget dedikeret til sin opgave. Også i dagens prædiken inddrog hun hospitalet: Hvad siger man til forældre, der lige har mistet et spædbarn, når de spørger “Hvor er Gud henne i alt dette her”? Hendes svar er heldigvis “Det ved jeg ikke”. Hun kunne begynde at spille Kloge-Åge, og finde dødssyge bibelsteder frem, men hvad i al verden kan man bruge dem til i den situation? Det rigtige svar er altså “Jeg ved det ikke”. Hun siger også noget andet, men det kan jeg desværre ikke huske.

Efterskrift 5. januar 2015: Jeg har spurgt Pia Sundbøll, om, hvad det er hun siger. Hun har svaret mig således: Når en mor på hospitalet spørger mig “Hvorfor” eller hvor er Gud henne i dette her? svarer jeg  undertiden: Jeg ved det ikke – jeg håber at Han har en god forklaring, når vi engang møder ham. For lige nu forstår vi ingenting.” Men – det afhænger naturligvis meget af situationen, hvad jeg svarer.

Når vi har en “Bordrunde” til menighedsrådsmøderne, har hun også altid noget spændende at fortælle fra hospitalet, så man får et godt indblik i, hvad en hospitalspræst laver. Hun kommer og fortæller i Kvindekredsen i januar, og det skal jeg helt klart overvære.

Hun gør også en anden ting, som jeg rigtig godt kan lide: Hun introducerer altid dagens tekster og prædikenen. Hvad er det overordnede tema på denne dag? og hvad skal man især lægge mærke til? Denne guidance  fungerer rigtig godt, og gør at man forstår gudstjenesten bedre, for det skal indrømmes, at teksterne kan være temmelig uforståelige. Der er også “Biblen på hverdagsdansk” og “Den nye aftale”, men dem har vi åbenbart ikke taget til os – endnu 🙂

Farvel til Halong Bay

02-01-2010

Tre oerne svaever roligt rundt over en af de naesten 100 meter hoeje limstensklipper. Frem af disen dukker en af de flydende landsbyer, som har vaeret beboet i ca. 100 aar. Her bor ca 600 mennesker i familier paa 5-7 personer. Levebroedet er fiskerie eller evt. gennem de senere aar perledyrkning. Det er svaert at forestille sig, hvordan slaegter gennem generationer har levet og overlevet paa en toemmerflaade.

Boderne med alskens kram er her stadig: nu er de blot til soes, og bestaar af smaa baade, der roes staaende.

Jeg tager en stille dag nyder udsigterne og Peter Oevig Knudsens “Efter drabet” i dette helt saerlige rige/landskab bestaaende af limstensklipper, mens de andre ror af sted i kajakkerne. Jeg har fortsat ikke mod paa at klatre ned ad lejderen.

Godt Nytaar!

Allerfoerst: Godt nytaar til jer alle sammen derhjemme. Hvis du forventer en SMS, men ingen faar, saa skyldes det udelukkende, at jeg har problemer med iPhone, der ikke vil skabe forbindelse til noget netvaerk. Du er ikke glemt, og jeg taenker paa dig hver dag!

Vi er nede fra bjerget efter tre meget haarde dage! Jeg kom ikke til toppen, men maatte give op i 2.800 hoejdemeter efter en meget haard opstigning. Maalet var 3.200 meter, men jeg kunne ikke mere. Fansipan er sindssyf stejlt! Jeg har laert, at man ikke skal forudsige et bjerg paa dets hoejde, men paa stigningsgraden! Det var ikke en vandretur, det var en klatretur. Det var overhovedet ikke fedt at beslutte at blive i campen paa 2.800 meter, men der var udsolgt paa alle hylder! Alle de andre 11 kom op, men sagde alle, at det var godt jeg ikke forsoegte, at komme helt til toppen. Det var en troest – man bestiger jo bjerge for at komme til toppen!

Vi har haft en kold nat p[ Fansipan med storm, og jord og sand foeg ind i teltet, og jeg synes, det er et mirakel, at teltet blev staaende ved jorden. Vi toernede ind kl. 18:30 for det var saa koldt, at I ikke droemmer om det.

Mange timer i soveposen kan goere undervaerker, naar man foerst har faaet justeret toejet, er kommet ned i silkeposen og har faaet moevet sig selv og den ned i den rigtige sovepose. Det vaeste er, naar man skal op at tisse – men med tak til Frederiksberg Hospital har det vaeret et minimalt problem.

Nedstigningen i dag har vaeret et mareridt! Mit hoejre knae har drillet i 30 aar, men lige nu kan jeg faktisk daarligt gaa. Det hoejre knae er ca. dobbelt saa stort som det venstre. Vi har taget billeder, som jeg kan vise laegen, for noget maa goeres. Hvert skridt har vaeret en smerte, men ned kom jeg – og det er jeg saerdeles tilfreds med eftersom jeg i gaar eftermiddag og i nat havde planlagt at leje en helikopter (det er ikke en joke).

Vi har faaet jordens bedste bad nu efter tre dage uden (taenk hvis man satte saaden pris paa det daglige morgenbad), og rygsaekken er pakket om til tre dage i kajak i Halong Bugten. Jeg haaber, mit knae klarer kajakken!

Vi skal til Lao Cai med bus kl. 16:30, middag der og saa tilbringer vi nytaarsaften i nattoget til Hanoi.