Indlæg

/8 Kommentarer/i , /af ,

Bindegal?

Er verden blevet sindssyg?

Hver dag vågner jeg op til nye uhyrligheder, og jeg spørger mig selv, om det snart kan blive værre?

Jeg er bange for fremtiden:

  1.  Nummer et på hitlisten er naturligvis Donald Trump, der på ca. 1½ uge har sat staterne (og dermed også os andre) 200 år tilbage.
    1. Det gælder en ny justitsminister, der taler ham efter munden – ellers var han jo ikke blevet peget på.
    2. Og så er der abortlovene: Jeg er stolt af at udgøre en lille bitte brik med nogle regneark i Folkekirkens Nødhjælp, hvor vores generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen reagerer på, at Donald Trump, på sin første dag som præsident, gentager den republikanske praksis med at forbyde økonomisk støtte til udenlandske organisationer, der rådgiver om abort og prævention i een samlet pakke. Birgitte udtaler: “Vi må rådgive om kondomer – men vi må ikke fortælle, hvad man skal og ikke skal, hvis præventionen svigter.”
  2. Hvad tænker idioten (altså Trump) på? Han er en farlig mand. Abortlovene er væk, klimakonventionerne er væk. Hvad med Antarktis, sælerne og de oprindelige folkeslag?
  3. Meksikanerne skal selv betale en ca. 4.000 km. lang mur. Det har åbenbart ingen ende.
  4. Vi har en statsminister, der ikke tager afstand fra Donald Trump.
  5. Og den hjemlige andedam:
    1. Kommunerne får ikke lov at hjælpe mennesker, der lever af kontanthjælp til at blive i deres hjem, indtil de kan finde en anden og billigere bolig. Simon Emil Ammitzbøll (LA) bryder sig ikke om det, da han mener, at det udhuler den idé, der ligger bag kontanthjælpsloftet (jeg kan ikke lige finde dokumentationen, men jeg læste det i morges). Syv kommuner var gået sammen med henblik på at få nogle undtagelsesbestemmelser, men det lykkedes dem ikke, for det passede ikke den unge mand. Blandt de syv kommuner var: København, Aarhus og Randers.
    2. Og så lige et spørgsmål: Hvordan finder man en billigere bolig? Da jeg selv var rædselsslagen for at miste min lejlighed, forsøgte jeg at orientere mig lidt på markedet. Jeg bor i en af pensionskassens lejligheder, så det skulle vel være muligt, at finde noget billigere? Det var det bare ikke. Det er muligt at finde noget mindre men til samme pris!
    3. Jeg læser dagligt om mennesker, der ikke har til husleje, medicin, el og gas. Normalt bander jeg hverken på skrift eller mundtligt, for jeg synes ikke, det er særlig pænt, men “Hvad fanden er meningen?” Hvad forventes disse mennesker at gøre for at opretholde livet for sig selv og ofte også børnene?
    4. Og hvad med hele flygtningesituationen. Støjberg mener, at “tålt ophold” skal være lig med “utåleligt ophold”. Det mål har hun til fulde nået.
    5. Samme Støjberg er parat til at gå til “kanten af konventionerne”. Det har hun også opnået. Hvornår begynder hun at opsige konventionerne?
    6. Martin Henriksen er på forsiderne i dag med: “Danmark skal gøre op med sit asylsystem, hvor somaliere, irakere, iranere, afghanere og syrere i årtier har fået ophold og nogle dansk statsborgerskab. Selv udlændinge, som ikke får ophold, er meget svære at sende hjem.”
    7. En række embedsmænd besøgte luftavnen i Somalia (jeg kan ikke stave navnet Mogadishu – eller sådan noget lignende). Der var trygt og sikkert i lufthavnen, og på den baggrund vurderer ministeriet nu, at man sagtens kan repatriere folk, selvom landet (udenfor lufthavnen) ligger i ruiner.

 

Øv – jeg kan ikke holde det ud mere! Hvornår sker der noget politisk, man kan glæde sig over? Jeg tilhører det, man kan kalde den yderste venstrefløj, men jeg vil mene, at ovenstående hidrører fra det, man må kalde almenmenneskeligt og henhørende menneskerettighederne – politik eller ej!

/9 Kommentarer/i , , /af , ,

‘Kæft hvor er hun bare dygtig

At have en mission

Jeg elsker at arbejde for Folkekirkens Nødhjælp. Vi har alle en mission. Vi kommer ikke bare for at tjene daglønnen.

Jeg er stolt af at have Birgitte Qvist Sørensen som min øverste chef. Her er hendes nytårstale. Hun fokuserer på et Malawi, der er glemt, fordi der ikke er nogen krig. Mennesker i Malawi sulter, men ingen tager det sig til sig. Det skal vi i Folkekirkens Nødhjælp sende vores ressourcer dertil.

Nytårstalen giver mavepine – den giver anledning til at snakke om Trump, om krig, om måden vi taler på, om madspild og til at citere Leonard Cohen.

Jeg tror på, at alle 731 medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp gerne vil yde bistand uanset til hvem. Det er netop det, det betyder, at have en mission.

Når jeg er nede at ryge, træffer jeg ofte Lise. Jeg spørger hende, om hun nu igen har scoret kassen. Ofte fortæller hun om donationer på fx 0,5 mio fra fx store firmaer. Det gør hende stolt og mig glad!

I en tråd på Facebook pegede en tråd kun denne vej: “Birgitte får 75.000 kr. i løn pr måned”. Det fik mig til at svare, at vedkommende skulle tjekke lønningerne for de statslige departementschefer, der er de nærmest sammenlignelige.

Administrationsprocenten

Administrationsprocenten: På vores regnskabsside kan man se, at vores administrationsprocent ligger på 8,4 pct. Det er et tal, vi kan være stolte af, for næsten ingen andre nødhjælpsorganisationer når derned. Det er helt naturligt og godt, at der er offentlig og politisk fokus på administrationsprocenten; indsamlede midler og overskuddet fra genbrugsbutikkerne skal selvfølgelig gå til den egentlige nødhjælp, så vi hjælper verdens 800 mio. fattige og ikke lader pengene gå til os selv og vores egen administration.

Populismen

På en eller anden måde er det blevet sådan, at alle ønsker at tale om nødhjælpsorganisationernes administrationsprocenter og generalsekretærernes månedsløn.

Vi har en vigtig opgave med at imødegå disse tåbelige påstande og det er vi virkelig også i stand til.

/9 Kommentarer/i , /af ,

Julehjælp

Jan Hoby

Jeg har allerede skrevet flere poster, der rummer ordet “Julehjælp” – du finder dem her. Der er behov for at blive ved med at skrive om emnet, for problemet bliver større og større. Mange bliver fattigere og fattigere, mens en hel del bliver rigere og rigere. Det meste skyldes kontanthjælpsloftet.

Der er brug for ny social ansvarlighed og social indignation i Danmark.

Da jeg sad i S-toget på vej hjem, kom en snavset og laset kvinde ind i kupeen med et lille papbæger i en fremstrakt højre hånd. Hun tog ikke imod MobilePay, så jeg tømte møntrummet i tegnebogen. Der var ingen andre, der fandt tegnebogen frem. De kunne garanteret godt have undværet en ti’er.

I toget sad jeg og læste denne blogpost skrevet af en udpræget socialist. Hvor har han ret!

Hans pointer er blandt andet:

  1. “Det går hårdest ud over fattige, syge og arbejdsløse.” De kan ikke holde jul som os andre.
  2. “Dagens Danmark tæller titusindvis af fattige børn, fattige enlige, fattige familier, fattige ægtefælder (det er altså ikke med “d” 🙂 ) og fattige ældre. Kort sagt fattige mennesker i hobevis. Folk sulter for at få råd til medicin i et af verdens rigeste lande pga. kontanthjælpsloftet. Forældre sulter for at have råd til at give deres børn mad.”
  3. “Men titusindvis af fattige børn går julen i møde uden julemand, pakkekalender og adventsgaver. For julemanden besøger kun børn, hvis forældre har råd til at få besøg.”

Julehjælp af overskudsmad

Jeg mener, at det som de første var Folkekirkens Nødhjælp, der med Wefood satte system i kampen mod madspild og overskudsmad. Wefoods overskud går direkte til verdens 800 millioner fattige. Nu vil mange lige pludselig markedsføre sig med, at de vil bekæmpe madspild. Men pyt med det, det er kun godt med lidt konkurrence, og det er kun godt, at der er kommet fokus på, hvor stort spildet egentlig er.

På DR.dk er der en interessant artikel i dag: “10.000 fattige danskere får julehjælp af overskudsmad“:

“Sidste år fik 500 familier gratis mad i et pilotprojekt, men i år bliver hjælpen givet til 2500 fattige børnefamilier, som den 23. december får en kasse med overskudsmad fra REMA 1000s 246 butikker i Danmark og en række andre samarbejdspartnere. Tilsammen er det op mod 10.000 personer, som får hjælp, oplyser arrangørerne.”

Sammenfatning

Den drejning samfundet tager p.t. er sygelig. Der bliver flere og flere fattige, fattigdomsydelserne bliver stadig mere skrabede, der bliver mere til de rigeste, og forskellen mellem fattig og rig bliver følgelig større og større. Revner ballonen ikke på et tidspunkt?

I dag havde vi i FKN en seance, hvor det blandt andet blev analyseret, hvordan vi håndterer at være Folkekirkens Nødhjælp. Hvor er det kirkelige aspekt? Jeg har såmænd tænkt på det så tit, men har ikke kunnet lide at spørge, fordi jeg troede, at alle de andre kendte svaret, og jeg bare ikke havde hørt efter i timen.

Generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen (vores direktør) læste op af juleevangeliet – Lukasevangeliet kapitel 2 – fra “Den nye aftale” (som jeg ikke bryder mig så meget om). I den efterfølgende tale kom hun ind på det vigtigste i kristendommen: “Næstekærlighed”.

Det er næstekærlighed, når FKN støtter de 800 mio. fattige i verden, og det er næstekærlighed, når REMA 1000 systematiserer deres overskudsmad til dem, der har størst behov.

/4 Kommentarer/i , , /af , ,

Frit valg

Normalt ved jeg ganske udmærket, hvad jeg vil skrive om. Sådan er det bare ikke i dag. Derfor er det blevet en blandet landhandel uden sammenhæng. Jeg kunne ikke prioritere, derfor er der frit valg på alle hylder.

Danmarkskanonen

Da Bertel Haarder i 90’erne var undervisningsminister, kaldte nogle ham “Bertel Bims”. Det brød jeg mig ikke om. Jeg synes faktisk, at han er en af de få redelige ministre/medlemmer af folketinget, og sådan taler man ganske enkelt hverken til eller om et andet mennesker. Politisk er han og jeg ikke enige, men det hindrer mig ikke i at mene, at han gør et godt stykke arbejde.

I sin sidste periode som kulturminister igangsatte han “Danmarkskanonen”. Danskerne skulle prioritere og værdisætte værdier. Der blev i 1. runde afgivet lidt over 326.000 stemmer, hvilket jeg synes er ganske pænt, når der alene måtte peges på immaterielle rettigheder. Det kræver da et vist abstraktionsniveau.

En mængde eksperter har siddet og tematiseret de mange indkomne forslag, og de endte med 20 værdier, der skulle indgå i den endelige afstemning. Det betyder, at danskerne blev spurgt to gange.

De 20 samfundsværdier, som har været til afstemning, er:
Andelstanken, Danmark i verden, deltagende folkestyre, den kristne kulturarv, det danske sprog, folkelige bevægelser, folkeoplysning, foreningsliv og frivillighed, frihed, frisind, hygge, håndværk, kort magtdistance, kønsligestilling, landskab og kultur, lighed for loven, medmenneskelighed, plads til forskellighed, tillid og velfærdssamfundet.

Jeg har været med i begge runder, fordi jeg synes, at det er et både godt og vigtigt initiativ. Jeg kan ikke helt huske, hvad jeg selv foreslog og senere stemte på, men andelstanken var helt bestemt i blandt dem.

Jeg føler mig forbundet med andelsbevægelsen, fordi min morfar og oldefar, der var bønder med et lille husdyrhold på den jyske hede, var en del af andelsbevægelsen, der medførte bedre kår for dem. De havde vel maksimalt 10 køer, og det var ikke let at finde føde til dem på heden. Der måtte udefrakommende midler til.

I min slægtsforskning har jeg fundet breve fra dem hjem til, når de var på den første folkehøjskole i Rødding. De var bønder, de havde ikke gået ret meget i skole, der var ikke stort økonomisk overskud, men alligevel uddannede de sig og deltog i samfundslivet. Jeg er stolt over at være i familie med dem. De repræsenterer noget væsentligt. Øv – jeg har set forkert. Andelsbevægelsen kom netop ikke med, men I skal have historien alligevel, for jeg kan så godt lide den 🙂

I mandags (den 12. december) kom så resultatet af den endelige afstemning her. Her er en meget overskuelig oversigt over værdierne og lidt uddybende tekst.

Jeg synes faktisk, det er nogle fine værdier, som vi vil kunne tage med os ind i fremtiden.

Der er imidlertid rigtig mange kritikere. Som eksempel er “Den kristne kulturarv” kommet med i kanonen, og det var faktisk en af dem jeg stemte på, men forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen, som jeg følger på Facebook, skriver hertil, at det havde bedre at vælge “Religionsfrihed”, som den nu engang er defineret i grundloven. Hun mener, at vi skiller folk mere, end vi samler dem, og det kan der vel være noget om. Men nu var det jo ikke “Religionsfrihed”, der kom ind hverken i første eller anden runde!

Jeg har set flere steder, at mange er kritiske, og at de fleste siger det med, at vi skiller frem for at samle. I et gammelt klip fra Jyllands Posen kan man læse:

“Der er nogle, der foragter os og vore værdier, men det skal vi på ingen måde lade os kyse af. Især det forhold, at der kommer så mange nye borgere til fra fremmede kulturer, er et argument for, at vi er mere kulturelt tydelige, siger kulturministeren til Jyllands-Posten.”

Hvis det er den holdning, de 326.000 er gået til tastaturet med, er det selvfølgelig et problem, og så har kritikerne ret!

Aleppo – Syrien

Dagens aviser og TV Avisen er fyldt med den frygtelige situation i Aleppo i Syrien, hvor Assad og russerne bomber civile mål i kampen mod oprørsstyrkerne.

Der sidder omkring 10.000 mennesker i murbrokkerne i et område, der er ca. to kvadratkilometer stort. De har ikke en chance. Børnene har ikke fået mad og vand i dagevis. Planen var egentlig, at de indespærrede skulle være kørt ud af byen i morges til et mere fredeligt sted, men af en eller anden grund lykkedes det ikke.

Hvordan kan civilsamfundet tolerere dette? Hvordan kan alle verdens ledere tolerere dette? Hvad hjælper fakkeltoget foran Christiansborg? Det er selvfølgelig altid dejligt, når mennesker bliver oprørte, går på gaden og viser deres afsky, men her skal der mere til end 1.000 med fakler.

Der var en modig kvinde i FNs Generalforsamling, der tog bladet fra munden og spurgte den syriske repræsentant, hvordan dette kan gå til. Han ævlede noget om, at Aleppo nu var “befriet”.

Hos Folkekirkens Nødhjælp kan man købe en overlevelsespakke – der er den dyre til 375,00 kr. og en noget billigere til 125,00 kr.