Indlæg

/6 Kommentarer/i , /af ,

Værdifællesskab

Jeg kan ikke huske, om jeg har skrevet om det før… men sådan er mit liv jo. Jeg gentager i givet fald mig selv, men jeg kan ikke gøre for det:

I eftermiddag har jeg besøgt min kære tidligere SIND-bisidder, og det var bare sådan en dejlig eftermiddag. Kun sjældent har jeg mødt nye mennesker, som jeg i den grad er kommet til at holde af.

Der er mange ting, vi slet ikke ser ens på: brugen af psykologer, gravsteder, salmer (jeg kender såmænd ikke engang forskellen på Ingemann og Grundtvig 🙂 ), og der er 20 år imellem os. Men vi har noget, der er meget vigtigere: Værdifællesskab.

Jeg er nok ikke god til at forklare, hvad jeg mener, og en hurtig Googlesøgning bringer “Nye borgerlige” op blandt de øverste hits. Dem sympatiserer jeg ikke med, så måske er ordet helt forkert, men det er sådan, jeg føler det.

Min idé er, at hvis man deler værdier, er de det underliggende fundament for alt det andet. Vi mødes fx med et fælles udgangspunkt i den kristne tro. Vi praktiserer den sikkert forskelligt, men den er en del af det underliggende fundament. Det er indiskutabelt i en grad, så vi ikke engang behøver at tale om det.

Jo ældre jeg bliver, jo mere betyder værdierne for mig. Min HR-chef Sune Lyng og jeg har fx også et værdifællesskab. Vi synes begge, man skal behandle medarbejderne ordentligt. Det er temmelig banalt, men det er bestemt ikke alle virksomheder, der efterlever det.

Af og til har jeg tænkt på, om det kan mærkes i FKN, at det altså er Folkekirkens Nødhjælp? De virker ikke specielt fromme (og Gud ske lov for det), men jeg tror alligevel, det er en af de underliggende værdier. Der bliver fx holdt noget, der hedder “Påskerefleksioner” med sang efter Højskolesangbogen og en læsning fra “Den nye aftale”. Det er det nærmeste, jeg er kommet på folkekirken derinde. Men lur mig, der vil sikkert også være nogle “Helligtrekongersrefleksioner” eller lignende, og jeg kan rigtig godt lide den slags. Jeg synes, det binder os sammen.

Brunch med Sanne på Torvecaféen i Hvidovre.

Og så en helt anden boldgade:

Jeg var til brunch på Torvecaféen med Sanne fra menighedsrådet kl. 10:00. Det var rigtig hyggeligt og givende. Vi deler mange holdninger om kirken og menighedsrådet, og det er spændende at dele. Mange af de ting, jeg egentlig har holdt for mig selv, kan jeg nu komme frem med blandt andet fordi jeg ikke længere er MR-medlem. Vi har svoret hinanden tavshedspligt – og det er dejligt.

Hun besøgte mig ikke mindre end fire gange på hospitalet, og det havde hun jo slet ikke behøvet.

Samlet set har det været en dejlig dag, men meget mere ekstrovert end jeg plejer. Så nu er jeg enormt træt, men det er det værd!

/4 Kommentarer/i /af

Sjov med Word

HR-systemet i Folkekirkens Nødhjælp

Nu hvor vi begynder stort set forfra med det nye HR-system, har jeg samlet alverdens blanketter sammen, og lavet en bruttoliste over de felter, der er behov for. Herefter har jeg dannet en nettoliste, hvor alle gengangerne er luget ud – fx registrerer vi pasnummer adskillige gange. Sådan skal det naturligvis ikke være.

Opgørelsen viste, at vi kan spare 120 felter pr. medarbejder ved kun at registrere oplysningerne én gang. Der er altså rigtig mange penge at spare ved den øvelse. Og det skal siges, at det naturligvis ikke gælder alle medarbejdere. De skal ikke alle have alle felter knyttet til sig, men alligevel er der et besparelsespotentiale.

Herefter holdt vi et møde med de vigtigste interessenter/dataejere herunder hende der skal udvikle HR-systemet som et subsystem til økonomisystemet. Det er den medarbejder, jeg skal “klæde på” til opgaven.

Mødet var forfærdeligt. Jeg kunne slet ikke følge med, jeg blev overrulet den ene gang efter den anden, jeg mistede fuldstændig overblikket, der var flere ting, jeg ikke kunne huske og jeg kunne ikke engang finde ud af, hvor langt vi var nået og var faktisk tæt på at græde. Men det nægtede jeg inden i mig selv.

Sune deltog. Efter mødet gik jeg ind til ham og sagde, at det gjorde jeg ikke en gang til – altså deltage i den type af møder. Han havde et godt og rigtigt synspunkt: Det handlede om, at vi begge to vil have kontrollen. Jeg er enig. Og måske tager jeg for stort ejerskab til mine opgaver.

Nu “ejer” den omtalte medarbejder regnearket med alle datafelter og tilhørende beskrivelser, og vi kan jo ikke begge to styre det. Så jeg har sagt, at det samarbejde ikke går an. Jeg bliver for sårbar. Og jeg er slet ikke ked af at overgive den opgave. HR-systemet hænger mig langt ud af halsen blandt andet fordi, det er min opfattelse, at vi ikke er nået et skridt videre.

Jeg har fået andre og bedre opgaver:

Sjov med Word

Endelig kommer vi til det emne, som hele artiklen burde handle om. Jeg skulle bare have luft først.

På intranettet har vi et “Restrictet area” som kun HR må tilgå. Her findes “milliarder” af filer om medarbejderne fx udfyldte ansættelsesbreve. Tillige ligger der i et sindrigt system af mapper en række standardbreve, der skal bruges til kontrakter. Indtil videre er det helt almindelige *.doc-filer i Word, som vi bare fylder det nye indhold i (altså fx den nye medarbejders navn, afdeling osv.). Når det hele er rettet til, gemmes filen bare under et nyt navn. Vi kalder dem skabeloner, men det er det altså ikke.

Sune har nogle ønsker, og jeg har vist frie hænder:

  • Mere læsbar font både på skærm, tablet og selvfølgelig på papir.
  • Sproglig gennemgang herunder evt. bedre læsbarhed fx ved at bryde lange afsnit op i flere.
  • Jeg har selv foreslået:
    • Rigtige skabeloner.
    • Rigtige felter.
    • Det var han med på.

Læsbarhed og sprog er jo nogle af mine kæpheste, så det er fedt. Og det er fedt at rode med Word og lære noget nyt.

Jeg har valgt “Verdana” som font i størrelse 11 på baggrund af artikler af Niels Gamborg og Jacob Nielsen.

Der skal som hovedregel ikke pilles ret meget ved sproget, for det er rigtig fint. Jeg har bare sat nogle kommaer, rettet lidt kancellisprog mv.

Skabelonerne og felterne

Jeg har aldrig rodet med den slags før, men jeg har det som Pippi Langstrømpe med den slags: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt” 🙂

Jeg abonnerer på Lene Fredborgs Word Blog, og hun er ganske enkelt en haj til Word. Jeg vovede at spørge hende, hvordan jeg kom i gang, også selv om det var til arbejdsbrug.

Hun sendte mig dette helt perfekte link: “Word 2013 – hvordan laves et indtastningsfelt.” Jeg sendte de eksisterende *.doc filer hjem til mig selv, fordi jeg har svært ved at koncentrere mig om at lære nyt derinde. Jeg er nødt til at have ro omkring mig.

I linket er det disse sætninger, der er centrale:

MacroButton-felter:
Du kan gøre sådan for at lave et MacroButton-felt (eller bruge dialogboksen til felter):

1. Tast Ctrl+F9 for at indsætte et sæt feltklammer (kan ikke skrives med alm. tegn).
2. Skriv følgende mellem feltklammerne:

MacroButton NoMacro Tekst her

Herregud – så simpelt og så effektfuldt. Da jeg lige havde lavet et par felter og forstået modellen, gik det stærkt.

Herudover har jeg lavet alle datoer om til felter, hvor det eneste man skal gøre er at trykke F9 på feltet, for at få det sat til dags dato.

Det sidste, der skulle tages stilling til var, hvordan og hvor dokumenterne skulle gemmes, for at det bliver til en rigtig skabelon, som man kalder frem, når man trykker på “Ny” i Word.

Jeg har ikke været helt stringent, for den ene er blevet til *.dotm, mens den anden er blevet til *.dotx. Jeg ved faktisk ikke, hvad forskellen er, men det kan undersøges.

Skabelonerne skal gemmes i mappen “Brugerdefinerede Office-skabeloner”. Hos mig fungerer følgende “D:\Dokumenter\Brugerdefinerede Office-skabeloner”. Jeg skal have talt med IT om, hvor jeg gemmer dem på selve netværket, for det ville være helt skørt at installere dem på den enkelte PC.

Det har været sjovt, og der er heldigvis flere “skabeloner”, der skal rettes.

 

/21 Kommentarer/i , , /af , ,

Diverse

Flere positive ting

Jeg synes, jeg kæmper, men dagen i dag har vist, at det måske er kampen værd.

Kugledyne

Det første jeg gør, når jeg ankommer til psyk., er at spørge, om de har en kugledyne. Svaret er som regel “ja”. Den skal bare hentes nede fra det rum, hvor der står “Kugledyner” på døren. Jeg tror ikke, der er andet derinde, og de er i øvrigt enorme. Vi hjælpes som regel ad med at lægge betræk på, for det er temmelig bøvlet.

Jeg har ønsket mig en herhjemme i årevis, men jeg har ikke haft pengene – 7.300 kr. Den kommer fra Protac.

Jeg sover så godt med den, søvnen bliver dybere/mere intens, jeg slipper for at være vågen et par timer hver nat, jeg koncentrerer mig bedre dagen efter, jeg kan bedre falde i søvn, jeg kan slippe Benzoerne osv. Den virker ved, at de 7 – 11 kilo kugler leverer et “sansemotorisk tryk”.

Nemmere at falde i søvn Protac Kugledynen er et anerkendt hjælpemiddel mod søvnforstyrrelser. Kuglerne i dynen stimulerer berøringsansen og muskel-led-sansen og giver ro og tryghed. Brugeren får bedre kropsfornemmelse og falder nemmere i søvn.

 

Dybere uforstyrret søvn Kuglerne ligger løst i dynevåret og giver dybe punktvise tryk. Når brugeren bevæger sig under dynen, ændres trykket let og det giver nye sanseindtryk til hjernen. De skiftende sanseindtryk dæmper angst og utryghed og beroliger hjerne og krop. Opvågninger og natteuro mindskes og søvn bliver dybere og mere uforstyrret. Elementer som er altafgørende for menneskers trivsel og læring.

Da jeg var på afdelingen, anbefalede Melita (overlægen), at ergoterapeuten skulle hjælpe med en ansøgning til kommunen, om de ville hjælpe mig med en kugledyne. Og det gjorde hun så. Jeg syntes godt nok, hun gentog sig selv mange gange, men det var hende, der var eksperten og hende, der kendte “koderne”.

I dag ringede et meget venligt menneske fra kommunen, som stillede en bunke spørgsmål om min hverdag med og uden kugledyne. Jeg kunne fx fortælle hende, at jeg i nat var vågen fra 01 – 04, at dagen er svær at komme igennem med så lidt søvn, at det går ud over koncentrationen og energien, at det kan være svært at komme til højmesse, fordi jeg er meget træt osv. Hun stillede virkelig gode spørgsmål. Da vi sluttede samtalen, sagde hun, at der jo ikke var nogen tvivl om, at jeg skulle have sådan en. Jeg kunne kun sige “tusind tusind tak”. Nej hvor jeg glæder mig til den kommer i næste uge.

Jeg synes, Hvidovre Kommune behandler mig godt. Jeg kan virkelig ikke klage.

Genbrug

Folkekirkens Nødhjælp: HR har til huse på 1. sal, og Genbrug huserer i stuen. Jeg stak hovedet ned til deres administrator Kristine og fik en lille kort snak og en aftale til på mandag kl. 11:00. Hun var virkelig sød, men det er de jo alle derinde. Hun skitserede kort noget, der lignede controlleropgaver og en hel masse udefinerbart. Fint med mig! Jeg sendte hende til gengæld mit CV og Sunes anbefaling. Resten taler vi om på mandag. Jeg håber sådan, det vil lykkes, for jeg ønsker mig så brændende ro og fred i min tilværelse også selvom det fx bare er et år.

Imagify Image Optimizer

Der findes 1.000-vis af plugins til WordPress; nogle bedre end andre.

Noget af det, der kan forbedre brugeroplevelsen i form af kortere svartid på bloggen er, at behandle billederne i et eller andet program, så de bliver mindre (altså målt i Kilobytes – ikke i centimeter). Udviklerne af dette plugin siger, at alle blogejere kan speede deres sider op med Imagify.

Det, der er rigtig interessant her, er, at pluginet også kan behandle alle de gamle billeder, som jeg ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på at optimere, da jeg lagde dem ind. Der ligger 661 billeder (og det er ganske få i forhold til alle jer), men jeg kan slet ikke forestille mig, at behandle dem alle enkeltvist.

Jeg har valgt købe-udgaven af pluginet, da mulighederne i den gratis version simpelthen ikke er gode nok eller bare tilstrækkelig. Sådan er det tit med alt det, der stilles gratis til rådighed – og well de skal jo også leve og have betalt deres udviklingsomkostninger mv. De skulle bare stoppe med at kalde det “gratis”.

Jeg har haft en del bøvl med at få det til at virke, fordi jeg på en eller anden måde fik oprettet to konti (hvilket var ret dumt). Men nu virker det, og det triller lystigt derudaf.

Postscriptum: der er sparet 17 pct. Det er jeg nu ikke så imponeret af, og jeg tror ikke rigtig, at det forbedrer brugeroplevelsen.

 

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Alternativt arbejdsmarked

Genbrug

Der er muligvis ved at opstå en jobmulighed i den afdeling i Folkekirkens Nødhjælp, der hedder Genbrug. Det betyder ikke, at jeg skal stå i en genbrugsbutik, for det hverken kan eller vil jeg. Jeg skal ned at tale med chefen på mandag. Indtil videre aner jeg ikke, hvad det går ud på, men det er også næsten ligegyldigt.

Sune har et par gange spurgt: “Hvad er vigtigst: et sted at være eller lønnen?”. Jeg har hver gang svaret “Et sted at være”. Jeg er ham taknemmelig for, at han gør et stort benarbejde.

Det alternative arbejdsmarked

Hvis de skal ansætte mig i Genbrug, skal det være så billigt som muligt for dem. De kan slippe med at betale for en time om ugen. Det har jeg tjekket med kommunen.

Umiddelbart klingede det lidt af moderne slavehandel. Det er det, jeg kalder for det alternative arbejdsmarked.

Dette arbejdsmarked består af:

  • Fleksjobs
  • Aktivering
  • Skånejobs
  • Virksomhedspraktikker
  • Løntilskudsjobs
  • 225 timer om året, jfr. kontanthjælpsloftet
  • Og der er sikkert flere, jeg kan bare ikke lige finde dem

Disse jobtyper tilbyder man mennesker, der hænger med det yderste af neglene i kanten af arbejdsmarkedet. Enhver på kanten vil sige ja til alt dette næsten uanset vilkårene. Siger man ikke ja, får man sikkert også bøvl med kommunen.

Apropos kommunen består dialogen på Jobnet primært af trusselsbreve, der lister alle sanktionerne og nævner alle de ydelser, jeg kan miste. Når jeg så spørger fleksjobkonsulenten, hvordan jeg skal forholde mig til disse breve, er svaret, at det skal jeg ikke tage mig af… Det er selvfølgelig rart nok, men hvordan i alverden skulle jeg vide det? Det forekommer mig at være temmelig uprofessionelt.

Og hvad svarer jeg så?

Efter en kort samtale med min erhvervsrådgiver fra Psykiatrifonden, er der ingen tvivl om, at jeg skal sige “ja tak” til stort set hvad som helst. Og det skal jeg fordi:

  • Folkekirkens Nødhjælp er verdens bedste arbejdsplads
  • Jeg kender organisationen og en stor del af kulturen
  • Kollegerne i HR er hjælpsomme og “fremkommelige” og hvorfor skulle de så ikke være det også nede i Genbrug?
  • NGO-verdenen er ny for mig, men rummer alt det, jeg gerne vil med et job på de præmisser, jeg nu engang har
  • Det er langt bedre for min psykiske habitus at blive et sted, hvor jeg kender kulturen end at skulle “starte forfra” i en ny organisation. Det har jeg ganske enkelt ikke kræfter til lige nu. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle gå rundt og sige “Hej jeg hedder Hanne”.

Og så siger jeg pyt til alt det med hvem, der betaler hvilke/hvor mange timer. Jeg kan leve af det, der kommer ud af det, og det er fuldstændig ligegyldigt for mig, hvor pengene kommer fra.

Til slut er der så det med en bagkant: Selvfølgelig ville jeg langt foretrække noget uden bagkant, da det er hårdt hele tiden at skulle tænke på, hvad man gør næste gang, kontrakten løber ud. Det giver meget indre uro. Men jeg siger ja stort set uden skelen til kontraktens rækkevidde – ja måske er tre måneder lidt vel lidt, men det må kunne forhandles.

Jeg er glad for at have erhvervsrådgiveren fra Psykiatrifonden i ryggen. Hun stillede det klarere op, end jeg selv kunne.

Nu mangler jeg bare  at finde ud af, hvad det går ud på og om jeg er kompetent til det 🙂