Indlæg

/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Kognitive problemer

Kognitive problemer

Kognition mv.

Måske har jeg skrevet om de kognitive problemer før, men det kan jeg ikke huske, og I må bære over eller lade være at læse med!

Jeg glæder mig over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og opgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt. I hvert fald indtil videre. Ingen ved, hvad der sker efter den 30. december 2016.

Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration, overblik og især hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.

Koncentration

Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TV Avis. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.

Den gode og kloge læge i Distriktspsykiatrien siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.

Hukommelse

Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg ikke lyst til.

Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.

Problemerne dukker gradvist op

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.

Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer. Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.

Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.

Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.

Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.

Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.

Hukommelsesproblemerne synes at blive ved

Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling.

Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere.

En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfulness ville være en god idé. Mindfulness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem. Ingen af dem er noget for mig.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. Forløbet hos CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.

Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/6 Kommentarer/i , , , /af , , ,

Fællesskab

Billedet herover kalder jeg altid “Morfar høster”, da det er morfar der sidder på høstmaskinen. Negene samles med håndkraft, og der rives efterfølgende med håndkraft.

Opdatering: Maskinen, morfar sidder på, hedder/hed en “aflægger”. Ifølge Ordbog over det danske sprog er en aflægger “Maskine, som skærer Kornet af og lægger det i Neg.”

Henny skrev Grundlovsdag til dette indlæg: Præsteindsættelse:

Men jeg er nok bare et produkt af vores individualiserede, fragmenterede virkelighed.

Det har fået mig til at tænke på vigtigheden af fællesskaber. Morfar (1899 – 1982) og hans far (1859 – 1917) var med på datidens klassiske højskoler (vist nok Rødding), og de var med i andelsbevægelsen med de par køer, de nu havde. De var begge “småkårshusmænd”, og alligevel drev de det vidt. Jeg regner med, at de drog nytte af fællesskaberne.

Selv vil jeg gerne noget, der er større end den “individualiserede, fragmenterede virkelighed.”

  • Der er et fællesskab i kirken, og det holder jeg meget af. Efterhånden har jeg lært mange at kende, og langt de fleste er enormt søde mennesker.
  • Der er et fællesskab på arbejdet. Nogen at sige godmorgen til, nogen at spise frokost med og nogen at sige farvel til. Michelle og jeg joker lidt om, hvis tur det nu er til at lave kaffe, men ellers passer vi hver især vores egen butik. Produktivitetskravene fra det offentlige findes også i NGO-verdenen. Der skal præsteres/produceres hver dag. Man skal hver dag være i topform. Og husk nu, at produktivitet bare er et andet ord for besparelse.
  • Da jeg stod udenfor arbejdsmarkedet, følte jeg mig meget ensom. Bare det at kunne sige “jeg har været på arbejde” øger chancerne for fællesskab i samfundets hamsterhjul.
  • Der vil måske vise sig et fællesskab i mit nye parti. Jeg har meldt mig ind (og de fleste kan sikkert regne ud hvor, men det er nu heller ingen hemmelighed), og jeg har læst det tilsendte materiale. Først da jeg havde betalt gebyret for det første år, kom jeg til at tænke på, at her måske er en chance for at lære nogen at kende, som jeg har noget til fælles med.
  • Psykiatrifonden har på deres hjemmeside skrevet meget om ensomhed. Fx at det er lettere at gå ud at mødes med nogen, man har en interesse til fælles med, end at gå ud med det formål at lære nogen at kende. Det klinger godt i mine ører, og jeg vil gerne prøve det.
  • Der er også et fællesskab i Cyberspace og i Blogland. Det er mennesker, jeg kender temmelig godt, skønt jeg stort set aldrig har mødt dem. Jeg tror, de ville bemærke, hvis jeg pludselig ikke var her længere.
  • Til Danmarkskanonen skrev jeg følgende, der også handler om fællesskab: “Folkekirken har i mange, mange år været et samlingspunkt for alle danskere. Kirken har den dag i dag budskaber til os alle, og vi kan blive rigere på ånd ved at komme i kirken. Derfor skal den danske folkekirke med.”

Fællesskab har en styrke, der er vigtig i livet, og uden fællesskab lever man næsten ikke.

 

/12 Kommentarer/i , /af ,

Politik og/om fleksjob

Den personlige del: Jeg er sluppet gennem nåleøjet til fleksjobbet, og det er jeg lykkelig for, men jeg har også kæmpet for det. I går var en mærkedag, for der blev ansættelseskontrakten med Folkekirkens Nødhjælp endeligt udformet og underskrevet. Den løber kun til 31. december 2016, og så må jeg se, hvad der dukker op til den tid. Der kan ske så meget. Så det var den ene “blanket”.

Den anden del er de blanketter, Hvidovre Kommune skal have sammen med en kopi af ansættelseskontrakten. Chefen og kommunen har åbenbart haft en dialog om dette, og jeg er selvfølgelig meget tilfreds med, at de har konkluderet, at jeg har en “arbejdsintensitet” på 100 pct. Dette begreb bruges vist mest i forbindelse med arbejdsgivers løndel. Arbejder man fx 15 timer med en arbejdsintensitet på 50 pct., skal arbejdsgiver kun betale for 7½ time. Det forekommer egentlig rimeligt nok, men man kan spørge, hvordan i alverden, de finder frem til procentsatsen?

Vi bliver nødt til at gå disse blanketter igennem igen, for dels er der faktuelle fejl, (fx er min mailadresse og telefonnummer forkert – de tilhører sikkert en anden borger og skyldes nok, at de har anvendt en gammel fil og så rettet den til.) Den slags fejl virker ikke så betryggende for resten af indholdet. Dels synes jeg ikke, arbejdsopgaverne er dækkende beskrevet for det, jeg rent faktisk laver. Det må da være vigtigt? De har bare kopieret det, Psykiatrifonden skrev i praktikaftalen i januar, og det var jo fornuftigt nok dengang, men er det ikke længere.

Når man tilkendes et fleksjob, bliver man automatisk tilmeldt ordningen med “Fleksydelse”, der er en form for efterløn til fleksjobbere, hvorefter Udbetaling Danmark spammer ens e-boks med blanketter. Det koster 500 kr. om måneden at være medlem af ordningen. På borger.dk findes en fin vejledning, og når man først har fundet ud af terminologien, og fundet de relevante undersider på sitet, er det ikke så svært, men jeg brugte da et par timer på det. Gad vide hvad folk, der ikke har så meget overskud, gør? Jeg forsøgte mig eksempelvis torsdag aften, hvor jeg var træt, og der måtte jeg opgive; det var simpelthen for kringlet.

Jeg endte med at fravælge ordningen, da man som hovedregel skal have indbetalt i 30 år, for at få noget ud af det. Der er så undtagelser, der er bestemt af ens alder. For mit vedkommende ville jeg kunne overgå til fleksydelsen tre år før folkepensionsalderen. Det synes jeg ikke rigtig står mål med de 500 kr. pr. måned, men det skal retfærdigvis nævnes, at jeg aldrig har været tilmeldt efterlønsordningen, og det har selvfølgelig betydning.

Jeg ser frem til, at alle formalia er i orden, så jeg bare skal passe mit dejlige og daglige arbejde.

Den politiske del: Fleksjobordningen blev reformeret (et andet ord for besparelser) med virkning fra 1/1 2013. “Reform af førtidspension og fleksjob” blev vedtaget af den tidligere regering, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det, jeg umiddelbart ved, er, at indtægten er blevet forringet. Før i tiden betalte arbejdsgiver sin del, og kommunen supplerede op til en eller anden fastsat overenskomstmæssig løn kaldet fleksløntilskud. Arbejdsgiver betaler efter reformen fortsat sin del, men kommunens supplement er væsentligt forringet/reformeret. Hvor meget ved jeg ikke endnu. Først med lønnen for august vil jeg vide, hvad det betyder rent økonomisk. Man skal medbringe første lønseddel til kommunen, så “fleksløntilskuddet kan blive beregnet bedst muligt”… øh… bedst muligt…

Jeg fandt denne oplysende artikel om reformerne på DenOffentlige.dk. Artiklen handler ganske vist primært om ressourceforløb, men der er også noget om fleksjob. Et ressourceforløb er et typisk flerårigt forløb (1 – 5 år), der skal udvikle arbejdsevnen, så folk ikke havner på førtidspension. Det var der, jeg var hunderæd for at havne, da ydelsen så svarer til kontanthjælp.

De formål, som politikerne har solgt reformer på, er aldrig indfriet. Tværtimod, har særligt førtidspensions- og fleksjobreformen har effekter helt modsat af formålet, fortæller forsker i dette indlæg.

Formodningerne bag reformen var:

  • Man formodede at kunne forbedre borgernes arbejdsevne, for nogle endda i en sådan grad, at de ville kunne (gen)indtræde på det ordinære arbejdsmarked.
  • Man formodede, at man ved at give disse borgere en beskæftigelsesrettet indsats kunne forbedre deres sociale liv, så de i højere grad kunne blive en del af fællesskabet, underforstået det arbejdende fællesskab.

Beskæftigelseseffekterne af de hidtidige ressourceforløb, er at kun 79 borgere ud af knap 19.000 etablerede ressourceforløb er kommet i ordinær beskæftigelse, mens knap 350 borgere har fået et fleksjob, hvilket omregnet til fuldtidsstillinger svarer til ca. 54 stillinger

Det er jo forrykt! Beskæftigelseseffekten kan lige så godt sættes til nul. Gennemsnitligt arbejder de, der er tilkendt fleksjob, fem timer om ugen. For så vidt angår begge grupper er der tale om mennesker, der har en livsvarig sygdom, og man bliver som hovedregel ikke rask igen af at arbejde. OK – jeg kan godt modificere dette lidt: For mit eget vedkommende har det en vis helbredende effekt at være på arbejde og føle, at jeg tilfører FKN værditilvækst og indgår i et fællesskab, men rask bliver jeg altså aldrig, så var jeg jo netop ikke blevet tilkendt et fleksjob! Det er en cirkulær og uigennemtænkt argumentation. Og hvis jeg nu var nede på de fem gennemsnitlige timer pr. uge? Jeg fastholder, at det er forrykt.

Folk, der har været i ressourceforløb og ikke har kunnet forbedre deres arbejdsevne for dermed kunnet få enten et ordinært job (i sig selv en vanvittig målsætning) eller et fleksjob, har ingen krav på offentlige ydelser, og er henvist til almisser fra familie og venner. Artiklen konkluderer, at dette er grundlovsstridigt. Hvordan kan et velfærdssamfund have sådanne regler?

Grundlovens § 75: Stk 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder.

/12 Kommentarer/i , /af ,

Puslespil

Indledningsvist: Mange tak til Lene for det inspirerende indlæg “Hvordan finder man en ny identitet?”

P.t anser jeg mit liv som en art puslespil med 1.000 brikker, der alle er faldet på gulvet. Selve temaet for puslespillet er mangefarvet og ret kompliceret, men også pænt, når det er lagt. Historien er, at jeg er i gang med at samle nogle brikker op og få dem sat sammen til noget, der ligner det rigtige motiv. Det vil nok tage noget tid, men opgaven synes ikke længere fuldstændig umulig efter mødet i rehabiliteringsteamet. (Jeg er stadig glad.)

Jeg har talt meget med psykologen om det, man kan kalde “transformationen” fra det gamle liv til det nye liv. Der er meget, der skal ændres; det synes lidt overvældende, og lige nu har jeg ikke kræfterne til det. Eller måske rettere sagt: Jeg prioriterer anderledes og fokus er andetsteds: FKN. På den anden side side kan jeg mærke, at det med indstillingen langsomt er ved at gå op for mig, og at der begynder at falde ro på. Så skønt!

Motivet på puslespillet skal være et andet eller brikkerne skal samles på en anden måde? Hrm… måske et helt andet puslespil? Det er jeg ikke rigtig blevet klar over endnu. Man kan vælge at anskue det negativt og mene, at alt er tabt på gulvet. Jeg tager – i hvert fald lige i dag – de positive briller på og tænker, at jeg står med en unik chance for at samle puslespillet på en ny måde. Alt er pludselig muligt inden for de rammer mit helbred og min kommende indkomst nu engang sætter. Jeg kan designe mit liv, som jeg vil. Det er vel ikke så mange forundt? jo måske hvis man i god tid jobstopper som Ellen har gjort det, men ellers kører mange rundt i “hamsterhjulet” til den dag, de går på pension.

Jeg er i gang med at kigge på hvilke frivillige aktiviteter jeg har lyst til og kan magte. Jeg har stor lyst til arbejdet i kirken. Fx har jeg i dag fået en forespørgsel, om jeg vil komme og tage billeder til en eller to af konfirmationerne. Selvfølgelig vil jeg det; det er en god afgrænset lille opgave på en time, måske to og så sikkert efterfølgende billedbehandling. Altså går der en dags tid (jeg er ikke så hurtig til det med billedbehandlingen). Jeg har skrevet til den pågældende præst, at jeg altid gerne vil hjælpe, og at hun bare skal henvende sig. Herudover er der et par længerevarende opgaver i kirken, jeg gerne vil gå ind i. Det kan give noget kontinuitet i mit liv og et samarbejde med dejlige mennesker.

Puslespillet afhænger naturligvis meget af, hvordan alting ser ud i FKN. Men indtil videre samler jeg brikkerne uden tanke på, at kontrakten kun løber i 10 måneder eller evt. kun til 31. december 2016, det står nemlig ikke klart for mig, så jeg har spurgt til det i dag.

Lenes indlæg hed “Hvordan finder man en ny identitet?”. Min situation er nøjagtig den samme så blogland er et skønt, inspirerende og udviklende sted at færdes.