Tag Archive for: Center for Specialundervisning for Voksne (CSV)

/15 Kommentarer/i , , /af , ,

Kognitive problemer

Kognitive problemer

Kognition mv.

Måske har jeg skrevet om de kognitive problemer før, men det kan jeg ikke huske, og I må bære over eller lade være at læse med!

Jeg glæder mig over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og opgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt. I hvert fald indtil videre. Ingen ved, hvad der sker efter den 30. december 2016.

Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration, overblik og især hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.

Koncentration

Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TV Avis. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.

Den gode og kloge læge i Distriktspsykiatrien siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.

Hukommelse

Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg ikke lyst til.

Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.

Problemerne dukker gradvist op

Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.

Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer. Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.

Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.

Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.

Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.

Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.

Hukommelsesproblemerne synes at blive ved

Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling.

Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere.

En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfulness ville være en god idé. Mindfulness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem. Ingen af dem er noget for mig.

Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. Forløbet hos CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.

Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/10 Kommentarer/i , , /af , ,

Funktionsniveau

Funktionsniveau

Mit funktionsniveau er opadgående

Der sker så mange gode ting i øjeblikket, og dem vælger jeg at fokusere på.Mit funktionsniveau vender pt. den rigtige vej.

Jeg har haft 2½ års nedtur, så nu synes jeg da i hvert fald selv, jeg fortjener, det går den anden vej. Inspireret af et indslag ovre hos Lene, har jeg besluttet at skrive om alt det positive i håb om, at det kan opveje nogle af alle de triste poster. Gennemsnittet må kunne give et fornuftigt resultat.

Fri for sygdom?

“Rask” = fri for sygdom i ordets egentlige forstand bliver jeg aldrig, og det, synes jeg, har jeg affundet mig med. Jeg håber imidlertid, jeg kan bevare mit aktuelle funktionsniveau, og gerne forbedre det i den forstand, at jeg kan arbejde flere timer. Det giver mit selvværd “et boost” at være kommet i arbejde, også selvom det bare er 12 timer om ugen. Jeg er indstillet på at sætte antallet af timer op, men chefen i min praktik i Folkekirkens Nødhjælp, der er god, synes, vi skal vente en måned med at tale om det. Jeg synes bare, jeg når for lidt. Men altså kan jeg bevare det nuværende funktionsniveau, er jeg fuldt ud tilfreds.

Evalueringsmøde

Den 11. februar skal der være et evalueringsmøde mellem Psykiatrifonden, chefen og mig. Jeg er spændt på det, og også lidt nervøs for det det. Jeg er altid bange for ikke at gøre det godt nok, men det er nok en ubegrundet frygt, for de tilbagemeldinger, jeg hidtil har fået, er positive. Fx siger chefen, at han føler, at projektet nu “rykker” og at det havde de aldrig kunnet gøre selv. Jeg nedgør det lidt ved at tænke, at Herregud jeg har jo også kun den ene opgave, jeg er dedikeret til projektet, mens den tidligere projektleder har tonsvis af andre opgaver, så selvfølgelig “rykker” det.

Hukommelse

En ting der ikke fungerer godt er hukommelsen, og jeg bliver nødt til at vende tilbage til Center for Specialundervisning af voksne (CSV) og sige, at de kompenserende strategier ikke virker i praksis. Jeg skriver ned og skriver ned, jeg er bange for at spørge om det samme flere gange, og i menighedsrådet kan jeg ikke huske, hvad folk hedder trods det, at jeg har været sammen med dem 50 gange. Det er virkelig generende – ja nærmest pinligt.

Weekend

Men nu er det weekend og den vil jeg nyde, hvilket er meget lettere, når jeg kan sige til mig selv, at jeg har udrettet noget i ugens løb og skal afsted igen i næste uge.

God weekend til dig.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i /af

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne

Flot forløb betalt af kommunen

Det er tirsdag, så jeg har været ved Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse.

Det er som om, de seneste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

Lavpraktiske kompenserende strategier

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren fra Center for Specialundervisning for Voksne og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner:

  1. Programnavn
  2. Opgave = hvad skal programmet bruges til?
  3. Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling. Så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed. Det btyder, at opdelingen i kategorier er rigtig vigtig.

Lavpraktisk men brugbart

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

To hjernetræningsspil som nogle siger ikke hjælper

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+“, som er et gratis program, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så også skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer.

Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i /af

Hukommelsesklinikken

Hukommelsesklinikken

Til udredning på Hukommelsesklinikken

Til sygeplejerske og bioanalytiker

Jeg har brugt eftermiddagen på Hukommelsesklinikken, der er en del af Rigshospitalet. Hold da op hvor er de effektive. Jeg kom i god tid og kom ind til en sygeplejerske med det samme. Hendes opgave var at lave en screening, og til det havde hun 30 minutter. Vi kom vidt omkring på den halve time. Jeg havde printet mine to filer med eksempler ud og taget dem med i tasken. Hun var enig med mig i, at det var et mærkeligt billede, der tegnede sig. Hun tog også EKG, der så fint ud, men det kunne jeg såmænd godt have sagt dem, for det er taget mindst 100 gange før. Det undrer mig lidt, at de ikke bare kigger i journalen.

Så ind og få taget blodprøver hos en bioanalytiker. Hun kunne bare det der med at stikke. Jeg har været bloddonor og er også siden blevet stukket så meget, at der er meget arvæv i højre arm, og i venstre løber det slet ikke. Men hun stak en gang, og det løb med det samme. Jeg spurgte, hvad blod og hukommelse havde med hinanden at gøre, og hun forklarede, at de fx kigger efter stresshormoner og sukkersyge.

Hos reservelægen

Så en lille smule ventetid og ind til en reservelæge, der var under uddannelse til psykiater. Hun havde på forhånd sat sig ind i svarene fra screeningen, den neuropsykologiske undersøgelse fra Kaj Bjerring Andersen fra foråret og mine to filer. Hun stillede en masse spørgsmål, gennemførte en neurologisk undersøgelse og en test.

Den neurologiske undersøgelse viste intet abnormt, bortset fra at jeg ikke rigtig kan mærke snurren og koldt på tæerne, men det er jo fuldstændig ligegyldigt. Alt andet var i orden.

Overlægen kom med resultatet: det er rigtigt nok

Da hun var færdig, konfererede hun det med overlægen, der kom ind med resultatet:

Det er rigtigt, at der under stress og pres er problemer med overblik, indlæring og hukommelse.

Årsagen er den bipolare affektive sindslidelse og noget af medicinen formentlig litium. Der er allerede foretaget en hjernescanning og den viser intet abnormt bortset fra et bifund med to godartede cyster.

Hun forklarede, at de ikke kunne gøre mere for mig for deres speciale er demens og hjernesygdomme. De kunne tage angsten fra mig, og der har hun fat i noget: Et eller andet lille sted har jeg været bange for at være begyndende dement. Det er jeg ikke, og det er jeg lykkelig for.

Problemerne er altså reelle nok. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg havde håbet, de kunne gøre mere for mig, men det kan de så ikke. Der er ikke andet at gøre end at klø på hos Center for Specialundervisning for Voksne med de kompenserende strategier.

Jeg er meget imponeret over Hukommelsesklinikkens effektivitet. På tre timer var alle undersøgelser lavet og svaret var givet. Det kan ikke gøres bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.