Hukommelsesklinikken
Indholdsfortegnelse
Til udredning på Hukommelsesklinikken
Til sygeplejerske og bioanalytiker
Jeg har brugt eftermiddagen på Hukommelsesklinikken, der er en del af Rigshospitalet. Hold da op hvor er de effektive. Jeg kom i god tid og kom ind til en sygeplejerske med det samme. Hendes opgave var at lave en screening, og til det havde hun 30 minutter. Vi kom vidt omkring på den halve time. Jeg havde printet mine to filer med eksempler ud og taget dem med i tasken. Hun var enig med mig i, at det var et mærkeligt billede, der tegnede sig. Hun tog også EKG, der så fint ud, men det kunne jeg såmænd godt have sagt dem, for det er taget mindst 100 gange før. Det undrer mig lidt, at de ikke bare kigger i journalen.
Så ind og få taget blodprøver hos en bioanalytiker. Hun kunne bare det der med at stikke. Jeg har været bloddonor og er også siden blevet stukket så meget, at der er meget arvæv i højre arm, og i venstre løber det slet ikke. Men hun stak en gang, og det løb med det samme. Jeg spurgte, hvad blod og hukommelse havde med hinanden at gøre, og hun forklarede, at de fx kigger efter stresshormoner og sukkersyge.
Hos reservelægen
Så en lille smule ventetid og ind til en reservelæge, der var under uddannelse til psykiater. Hun havde på forhånd sat sig ind i svarene fra screeningen, den neuropsykologiske undersøgelse fra Kaj Bjerring Andersen fra foråret og mine to filer. Hun stillede en masse spørgsmål, gennemførte en neurologisk undersøgelse og en test.
Den neurologiske undersøgelse viste intet abnormt, bortset fra at jeg ikke rigtig kan mærke snurren og koldt på tæerne, men det er jo fuldstændig ligegyldigt. Alt andet var i orden.
Overlægen kom med resultatet: det er rigtigt nok
Da hun var færdig, konfererede hun det med overlægen, der kom ind med resultatet:
Det er rigtigt, at der under stress og pres er problemer med overblik, indlæring og hukommelse.
Årsagen er den bipolare affektive sindslidelse og noget af medicinen formentlig litium. Der er allerede foretaget en hjernescanning og den viser intet abnormt bortset fra et bifund med to godartede cyster.
Hun forklarede, at de ikke kunne gøre mere for mig for deres speciale er demens og hjernesygdomme. De kunne tage angsten fra mig, og der har hun fat i noget: Et eller andet lille sted har jeg været bange for at være begyndende dement. Det er jeg ikke, og det er jeg lykkelig for.
Problemerne er altså reelle nok. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg havde håbet, de kunne gøre mere for mig, men det kan de så ikke. Der er ikke andet at gøre end at klø på hos Center for Specialundervisning for Voksne med de kompenserende strategier.
Jeg er meget imponeret over Hukommelsesklinikkens effektivitet. På tre timer var alle undersøgelser lavet og svaret var givet. Det kan ikke gøres bedre.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
En bekymring mindre, og det glæder mig, at du nu er et lille skridt videre. Det er i hvert fald sådan jeg ser det.
Vi har også stiftet bekendskab med Rigshospitalet, som er meget kompetente i alt hvad de foretager sig.
@ Pia
Det er rigtigt, at jeg nu er et lille skridt videre på den lange vej, og det er jeg meget tilfreds med.
Det var et supereffektivt sted, men personalet virkede nu også lidt stresset.
Faktisk har jeg læst de fleste af dine mange seneste indlæg, men kommentarflittigheden har ladet noget tilbage at ønske. Da jeg læste om din sidste tur på psyk. afd. opfattede jeg det som en følge af den forvirring, der opstod fordi du ikke kunne skaffe dig det fornødne overblik over den økonomiske situation og jeg tænkte at det kunne være dig til gavn at lære at udsætte sådanne forstyrrelser – hvilket givet er lettere sagt end gjort – til klarhed kunne etableres. Jeg synes det bekræftes med dagens gode indlæg. Du tåler ikke stress og pres. Sådan er det og det skal der ikke være en del af dit liv. Om muligt. Opstår det alligevel er det fortrinligt at du ved hvor du kan søge hjælp til det forstyrrende et gået over.
Jeg håber du finder en løsning på at have et godt overblik og at der snart kommer den fornødne klarhed over din fremtid.
@ Jørgen
Jamen du har så evigt ret; kunne jeg dog bare få et overblik over fremtiden ville meget være reddet. Jeg kan jo spekulere mig til døde, og det går ikke. Jeg ønsker mig en eller anden form for overblik og vished om fremtiden. Den kan tegne sig lys eller mørk, jeg er næsten ligeglad, bare jeg ved et eller andet.
Imponerende effektivitet bortset fra det med EKG’en, der allerede var ført til journal. Det må være fedt at få elimineret usikkerhedsfaktorer og på den måde indsnævre “indsatsområdet”. Når jeg læser det, jeg lige har skrevet, lyder det som fraser fra en leder i erhvervslivet, men i dit tilfælde synes jeg faktisk, det giver rimelig mening. 🙂
@ Eric
Det giver masser af mening! Jeg er meget imponeret af deres effektivitet, det kunne simpelthen ikke gøres bedre. Det er supergodt at få indsnævret “indsatsområdet”. Jeg er glad for at også de konkluderer at der er et eller andet, og at det ikke bare er noget jeg finder på. Nu skal jeg så bare lære at håndtere det, og det kan de lære mig på CSV.
Hanne, det Rigshospital kan altså noget. Jeg har fuldstændig samme oplevelse af stedet som dig – altså ikke med mig selv, men med min datter. INTET bliver overladt til tilfældigheder.
Det glæder mig usigeligt, at dit besøg har været så vellykket.
Atter en sten kan fjernes fra dit hjerte, ikke sandt?
@ Kisser
Ja det var en helt utrolig god oplevelse. Tre timer og alt var gennemført. Det kan simpelthen ikke gøres bedre. Jeg er meget imponeret.
Jeg havde håbet, de kunne hjælpe mig mere, men det kan de så ikke, og jeg må arbejde videre hos CSV, men det er jo også en god besked at få, og jeg skal bare være glad for, at det allerede er et kørende forløb.