,

Det forjættede land at blive medicinfri

Medicinfri?

Det forjættede land at blive medicinfri

Man kan læse om og høre meget om “medicinfri” i psykiatrien. Jeg følger et par Facebookgrupper om bipolar affektiv sindslidelse. Gruppernes medlemmer består mest består af type 2-patienter – dem uden fullblown manier. Selv er jeg type 1.

For mange af medlemmerne er det forjættede land at blive medicinfri og for nogle er det så forjættende, at de dropper medicinen fra den ene dag til den anden.

Jeg forstår det ikke

Jeg synes ikke, det giver mening at stræbe efter at blive medicinfri. Hvad skulle formålet være med det? Hvorfor er det, det forjættede land? Jeg spiser med glæde det hele inkl. den kæmpe håndfuld kl. 22:00. Jeg gør det gerne til min dødsdag.

Hvis det er den, der fjerner min mundtørhed, sparer tandlægeregningen og fjerner mine smerter i benene, så ser jeg ingen grund til ikke at tage det.

At droppe medicinen fra dag til anden, og det uden at have konsulteret en psykiater, er decideret tåbeligt. Man kan blive virkelig syg af det. Om der også er livsfare forbundet med det, ved jeg ikke.

Af egen erfaring ved jeg bare, at vi trappede ud af Seroquel (antipsykotisk) lige så langsomt: først med 50 mg pr. uge, og da vi kunne se, at det ikke havde negative konsekvenser, hed det 100 mg om ugen, så det tog ca. seks uger i alt, og det under seriøs lægekontrol- og samtale hver uge. Samtidig kørte vi et andet præparat ind, så jeg hele tiden var dækket ind. Altså: det var hele vejen styr på det.

Medicin er ikke for sjov

“Her næsten 20 år senere skal Psykiatrisk Center Glostrup med overlæge og psykiater Jimmi Nielsen i spidsen forsøge at udvikle en behandling, der gør det muligt at trappe skizofrene patienter ud af den medicinske behandling. Men det er en svær og kompliceret opgave, siger Jimmi Nielsen.

– Vi ved ikke så meget om udtrapning af psykofarmaka. Der er mange patienter, der bare stopper med medicinen og bliver dårlige. I dette forsøg foregår udtrapningen langsomt og under kontrol. Vi følger patienterne nøje for at se, hvem der tåler at blive trappet ud, og hvem der ikke gør. Nogle vil måske begynde at udvikle symptomer – det er risikoen – de har jo fået medicinen, fordi de har været syge. Der er ikke nogen, der har givet medicinen for sjov.

Hvordan hjælper medicinen?

– Medicinen dæmper deres symptomer. Ikke så de bliver raske, men så de får færre symptomer.

Hvor sidder sygdommen henne?

– Sygdommen sidder jo i hjernen. Det er en forstyrrelse i hjernen, som medicinen så dæmper, så deres vrangforestillinger og hallucinationer aftager.” Kilde: Psykiatriavisen.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

5 Svar
  1. Henny Stewart
    Henny Stewart siger:

    Det er lidt forvirrende for mig. Nu har man i mange år sendt specielt folk med skizofreni-diagnose af en eller anden slags til psychoeducation, så de kan lære at tage deres medicin, selv om de ikke længere hører stemmer eller har vrangforestillinger, og selv om den antipsykotiske medicin giver dem trælse bivirkninger.

    Og nu vil man så til at trappe dem ud igen, forsøgsvis. Tjah, så længe folk forstår, at det er et overvåget forsøg, og at ikke alle psykisk syge skal holde op med at tage deres medicin fra og med i morgen, så er det vel egentlig godt nok at lave sådanne forsøg. Fx vil man kunne fange de, der har fået en forkert diagnose. Specielt det, man kalder skizofreni er så mange forskellige ting, at det efterhånden er lidt af en “paraplydiagnose”, for nu at sige det pænt.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

       Henny

      Skrevet på iPad derfor sikkert mange fejl.

      Paranoid skizofren, skizzoaffektiv sindslidelse, alm skizzofreni, osv. Jeg kan ikke huske dem alle, der er mange.

      Du har egl ret. Der er brugt rigtigt mange penge på at sikre, at de vedblev at tage nedicinen. Og det ER vigtigt. Og lige nu har jeg selv erfaret, at der altid er et andet præparat med færre/ingen bivirkninger. Men her er det jo så, at vi skal have farmaceuterne på banen, for længerne er ganske enkelt ikke dygtige nok. Se hvad de har gjort for mig på to måneder!

      Psykoedukation er sikkert meget godt for nogle. Jeg sagde nej tak, da jeg syntes, det var en prut i en vante og diverse almindeligheder, jeg kunne finde med Google.

      Jeg forstår slet ikke dette hysteri med udtrapning. Hvor er det pludselig gældende ret? Er det fordi, de har lyttet for meget til Peter Gøtsche og blevet overvist om medicinalindustriens betydelige ondskab? De burde hellere lytte til Poul Videbech. Hvad skulle grunden være til en udtrapning? Jeg forstår det heller ikke?

      Og sådanne forsøg koster mange penge, for for at de kan accepteres af sundhedsministerium, bivirkningsnævn og alle mulige, som jeg ikke lige kan huske, skal forsøg munde ud i studier, der kan vise, hvordan det går patienterne på længere sigt. Jeg talte med Christina om det en dag, hvor jeg foreslog, at de evaluerede besparelsen ved at have hende ansat målt som lavere recidiv, bare sådab en kort lille kvik-undersøgelse. Men nej den går ikke.

  2. Jørgen
    Jørgen siger:

    Min nu afdøde mor blev behandlet med lykkepiller efter en indlæggelse – og det med god effekt. Hun forstod imidlertid ikke at hun skulle blive ved med behndlingen, og d hun jo havde det godt, syntes hun at hun kunne holde op. Det gjorde hun så uagtet min protest. Det skulle hun ikke have gjort.
    Måske er det et eksempel på hvorledes beslutninger om medicinophør træffes på ukvalificeret vis – og det er trist, at det sker. Måtte dette bedres i fremtiden ved den tværfaglige indsats du har haft stor nytte af.

    • Stegemüller
      Stegemüller siger:

      @ Jørgen

      Dit eksempel med din mor taler sit eget lysende sprog! Mange har det som hun: det går jo fint, hvorfor spise piller? På en måde er der jo noget vældig forståeligt over det; logikken er klar. Det man må må sige er, at der er et par psykiatere, der ikke har været deres opgave voksen ved ikke at fortælle om faren ved pludseligt medicinophør. Det er sørme da deres opgave.

      Ja du har sikkert ret i, at en tværfaglig indsats kunne have gjort stor nytte. Det kan jo godt være, at en farmaceut er dygtigere til at fortælle om risiciene!

Der er lukket for kommentarer, da posten er mere end et år gammel.