Alt mellem himmel og jord
Alt mellem himmel og jord
- På mandag den 10. september er der i “Hendes Verden” et lille interview med mig om ECT-behandling. For dem, der måtte have fulgt med her på siden de seneste par år, er der ikke noget nyt under solen. Journalisten spurgte meget til, hvad jeg tænkte før den førte behandling osv. Jeg måtte adskillige gange fortælle hende, at det kunne jeg da virkelig ikke huske 🙂
- Turen går til Bornholm på onsdag. Jeg skal besøge mine venner, som jeg lærte at kende for 40 år siden, og som jeg også besøgte i maj måned. Herudover er formålet at præsentere en lille hjemmeside til og for menighedsrådet. Der er nogle spørgsmål, der skal afklares i den forbindelse, men det kommer vi også nok over.
- “Superhjerner”: Jeg har med stor interesse set tre små udsendelser med Peter Lund Madsen, der fortæller om, hvor vigtigt det er, at give hjernen små pauser i løbet af dagen. I pauserne skal man bare kigge ud i luften og foretage sig absolut ingenting. Han interviewer tre mennesker, der måtte smage frugten (hvad er det nu, det hedder?) af ikke at have holdt “hjernepauser”:
- Søvnløshed
- Angst
- Stress
- Her kan jeg bestemt lære noget. Jeg er altid i gang, og er jeg ikke i gang, er iPadden. På det seneste har jeg haft gang i for meget, alting noget, der har trukket tænder ud. Når oplægget til bornholmerne (to menighedsråd) er færdigt, lysner det. Så vil jeg glo ud i luften 2 * 15 minutter pr. dag.
- Gener: med stor glæde kan jeg sige, at generne som følge af medicinen er væk! Vi har simpelthen bare fundet bedre præparater!
- Ikke mere mundtørhed. Nu kan jeg tale hver dag. Ikke flere gigantiske tandlægeregninger.
- Restless legs er væk. Nu kan jeg sove hver nat.
- Forstoppelsen er væk. Nu føler jeg mig ikke længere helt så fed.
- Der er kommet styr på søvnen.
- Der har været nogle problemer med dobbeltsyn og fokusering, men de er gået over.
- Der står en respirator inde i klædeskabet og bipper som på en intensivafdeling, men da det ikke er hele tiden og ikke er så højt, kan jeg fint leve med det. Det går sikkert over.
- Det kognitive er der selvfølgelig stadig, men det har jeg jo lært at leve med.
- Jeg kan ikke takke Kasper og Christina nok! Jeg troede jo, at jeg også skulle leve med alt dette.
- Nu ser jeg frem til, at vi lukker lægetasken, og jeg bare henter mine dosispakninger nede på apoteket hver 14. dag. Så bliver doseringen korrekt, og jeg behøver ikke tænke mere på det.
- Du må have en god weekend.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
“Hendes Verden” hedvist “Flittige Hænder” i gamle dage. Det var min mors ugeblad. Fint med et interview.
Flot hjemmeside – og god tur til Bornhom.
Ja, det er godt at glo ud i luften og tænke ingenting.
Medicin: Det var pokkers. Både pokkers at du skulle have generne når de ikke er nødvendige. Og pokkers godt at generne er forsvundet. Hvordan kan den viden udbredes? Og hvorfor er det ikke almen viden at kan gener undgås skal de det?
@ Jørgen
Nemlig “Flittige hænder.” Min mormor holdt det også.
Dejligt, du kan lide hjemmesiden. Jeg synes egl. også selv, den er blevet OK. Den blå farve er god – synes jeg. Den skal symbolisere, at vi er ved Østersøen.
Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg skulle døje med de ret alvorlige gener i ca. fire år! Jeg har klaget min nød i Distriktspsykiatrien gang på gang på gang. Men der ser man en læge to gange om året. Det kan ikke bruges til ret meget. Min kontaktperson er et dejligt menneske, men hvis jeg vedbliver at have det så godt som nu, aflyser jeg den kommende lægesamtale i oktober. Hvad skal jeg med den?
Og er de bare dygtigere i Glostrup? Jeg ved, jeg er hård, men det var også fire hårde år og en hård tandlægeregning.