Indlæg

/i , , , /af , , ,

Man kunne jo også blive jægersoldat…

Man kunne jo også blive jægersoldat...Hanne B. Stegemüller

Hvem har ikke drømt de vilde drømme?

Hovedrengøring

Når man har Aspergers syndrom, tager man som hovedregel alting meget bogstaveligt. Et eksempel kunne være “Der er ingen ko på isen” – nej da der er netop ingen ko ude på isen, se selv. Eller “stik en finger i jorden”, nej hvorfor skulle man dog stikke en finger i jorden? Det vil da være en meget vanskelig stilling at stå i.

Og altså når jeg nu skal foretaget en “hovedrengøring” på onsdag, er det så en rengøring af hovedet? Hvilket i mit tilfælde ellers kunne være være ret fornuftigt. Det kunne måske nok være nødvendigt, men det er altså bare en almindelig hovedrengøring, fordi vi har fået nye vinduer, og håndværkerne har boret i alle de røde mursten, så der er murstens-støv overalt, næsten også inde i køleskabet. Og det er vokset mig over hovedet og jeg kan ikke overskue at få gjort noget ved det. Hvor jeg dog glæder mig, til nogen har gjort noget ved det.

Men drømmene?

Jeg drømte måske ikke lige frem om at blive jægersoldat, men så om noget andet end at blive skibskok hos Mærsk (eller det rederi, der dengang lå i Svendborg; jeg kan ikke lige huske, hvad det hed), apoteksassistent på Nexø Apotek eller andre ting, jeg heller ikke lige kan huske.

Jeg endte med at massere gulve mv. et år i De Gamles By på Nørrebro i København, inden jeg kunne flytte på Amagerkollegiet og starte på Statens Kursus til Studentereksamen i 1981, hvorfra jeg blev nysproglig student i 1983. Og det var alletiders.

Tilbage til jægersoldaterne

Jeg har altid været fascineret af TV-udsendelserne om de unge mænd (der er aldrig nogen kvinder med), der har besluttet, at de vil søge ind på den 60 år gamle uddannelse som jægersoldater. De ved virkelig, hvad de vil. De har en en vilje af stål og nerver af lige så fastsat stål. De vil bestå prøven til en af verdens hårdeste optagelsesprøver, der er næsten umenneskeligt hård, de vil, de vil, de vil. Tænk at have en sådan vilje. Jeg er imponeret af dem. De fortjener en medalje, også selvom de ryger hjem i første hug.

TV har også tidligere beskæftiget sig med sådanne aspiranter, men de plejer at gøre det bedre, end de gjorde her til aften kl. 20:30. Der plejer at være mere følelse med i det. Måske kan man sige, at der plejer at være mere lidelse i det – og det er skønt at se andre mennesker lide?

Det er sjældent, jeg tænder for en udsendelse; denne ville jeg dog se, men jeg blev skuffet. Det animerer ikke til at tænde endnu en gang.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i /af

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

Alt mellem himmel og jord

  • På mandag den 10. september er der i “Hendes Verden” et lille interview med mig om ECT-behandling. For dem, der måtte have fulgt med her på siden de seneste par år, er der ikke noget nyt under solen. Journalisten spurgte meget til, hvad jeg tænkte før den førte behandling osv. Jeg måtte adskillige gange fortælle hende, at det kunne jeg da virkelig ikke huske 🙂
  • Turen går til Bornholm på onsdag. Jeg skal besøge mine venner, som jeg lærte at kende for 40 år siden, og som jeg også besøgte i maj måned. Herudover er formålet at præsentere en lille hjemmeside til og for menighedsrådet. Der er nogle spørgsmål, der skal afklares i den forbindelse, men det kommer vi også nok over.
  • “Superhjerner”: Jeg har med stor interesse set tre små udsendelser med Peter Lund Madsen, der fortæller om, hvor vigtigt det er, at give hjernen små pauser i løbet af dagen. I pauserne skal man bare kigge ud i luften og foretage sig absolut ingenting. Han interviewer tre mennesker, der måtte smage frugten (hvad er det nu, det hedder?) af ikke at have holdt “hjernepauser”:
    • Søvnløshed
    • Angst
    • Stress
    • Her kan jeg bestemt lære noget. Jeg er altid i gang, og er jeg ikke i gang, er iPadden. På det seneste har jeg haft gang i for meget, alting noget, der har trukket tænder ud. Når oplægget til bornholmerne (to menighedsråd) er færdigt, lysner det. Så vil jeg glo ud i luften 2 * 15 minutter pr. dag.
  • Gener: med stor glæde kan jeg sige, at generne som følge af medicinen er væk! Vi har simpelthen bare fundet bedre præparater!
    • Ikke mere mundtørhed. Nu kan jeg tale hver dag. Ikke flere gigantiske tandlægeregninger.
    • Restless legs er væk. Nu kan jeg sove hver nat.
    • Forstoppelsen er væk. Nu føler jeg mig ikke længere helt så fed.
    • Der er kommet styr på søvnen.
    • Der har været nogle problemer med dobbeltsyn og fokusering, men de er gået over.
    • Der står en respirator inde i klædeskabet og bipper som på en intensivafdeling, men da det ikke er hele tiden og ikke er så højt, kan jeg fint leve med det. Det går sikkert over.
    • Det kognitive er der selvfølgelig stadig, men det har jeg jo lært at leve med.
    • Jeg kan ikke takke Kasper og Christina nok! Jeg troede jo, at jeg også skulle leve med alt dette.
  • Nu ser jeg frem til, at vi lukker lægetasken, og jeg bare henter mine dosispakninger nede på apoteket hver 14. dag. Så bliver doseringen korrekt, og jeg behøver ikke tænke mere på det.
  • Du må have en god weekend.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

/10 Kommentarer/i /af

Arvingerne

Godt TV – et forsøg på en anmeldelse

Jeg følger levende med i TV-serien Arvingerne, som jeg synes, er fabelagtigt godt fjernsyn.

For at være godt opdateret her inden anden sæson satte jeg mig en dag med min iPad og så samtlige 10 afsnit fra første sæson i et hug. Jeg havde godt nok også alle hovedpersonerne bag øjenlågene, da jeg skulle sove den aften 🙂

Serien har Grønnegården som centrum for alle tiders familiefejde. Veronica – mor til de fire søskende – dør af kræft og overlader gården til Signe AKA Sunshine, der spilles af Marie Bach Hansen. Det meste af første sæson drejede sig om selve arvestriden, og den var meget levende skildret. Især retssagen fik alle menneskets værste sider frem i fx advokaten Frederik fremragende spillet af Carsten Bjørnlund. Også Gro spillet af Trine Dyrholm trådte i karakter, da hun fx egenhændigt fuskede med fondspapirerne, så Grønnegården ville gå til en fond (og altså ikke til Signe), og hvor fonden så skulle bygge et museum i forbindelse med gården. Det er Veronica sidste vilje at hendes datter Signe skal arve gården, samtidig ligger der et modstridende testamente, og hele spørgsmålet er, om brevet til Signe overruler testamentet.

Selv har jeg været en lillebitte smule involveret i en arvestrid med min halvbror, og det var ikke særlig rart. Det eneste jeg gerne ville have haft efter min mor var morfars 97 små håndskrevne sider om hans liv, som interesserede mig meget, da jeg er bidt af en gal slægtsforsker. En kopi havde også været fint. Det andet var min farfars rosentræsskab, der oprindeligt var et medicinskab, og som jeg var bedst berettiget til, da det var fra min fars slægt, og som min halvbror ikke rigtig har nogen adkomst til, da han har en anden far. Den lillebitte smule arvestrid var tilstrækkeligt for mig. I øvrigt har jeg ikke andre, jeg kan arve, jo måske min biologiske mor, men det er jeg ikke interesseret i. Jeg føler ikke, at jeg har adkomst til noget der.

Signe prøver at samle sine tre søskende omkring gården, ved at foreslå hvordan de kan dele den mellem sig, men det er de andre tre ikke interesserede i, og Gro kører fortsat frem med museumsplanerne.

Signe er adopteret af John og Lise, der aldrig har fortalt hende, at hun var adopteret, men det finder hun ud af i forbindelse med Veronicas (moderens) død. Under retssagen kommer det frem, at John har haft en hel del kontakt med Veronica og at de fx har været i Rom sammen uden Lises vidende. 

Der er dramaer nok at tage fat på, og jeg kan ikke lige huske, hvordan hele første sæson forløb. For den interesserede kan jeg oplyse, at alle afsnittene ligger på DR TV – DR’s app, så man kan se den på tablet eller mobil.

Nu er anden sæson så i gang, og der er spænding nok at tage af.

Gårsdagens afsnit fokuserede på Emils ophold i et thailandsk fængsel med megen frygtelig brutalitet. Han er indsat for at have solgt narko i form af joints, hvilket er en udvidelse af sigtelsen, der oprindeligt kun lød på besiddelse. Sigtelsen lyder på 80 joints til videresalg, hvor der vel reelt var 5-6 styk. Frederik regner hurtigt ud, at der i to baglommer og en brystlomme ikke kan være mere end 32 joints. Gro og Frederik rejser til Thailand, for at prøve at få Emil løsladt. Det er noget af en overvindelse for Frederik, der ellers helst ikke vil se Emil igen, da han har været i seng med hans hustru Solveig.

En anden der gladeligt ryger joints er Thomas suverænt spillet af Jesper Christensen, som vi især kende fra “Bænken”. Han er en pudsig karakter, og det kan undre, hvorfor man så tit skal se ham enten i seng med en eller anden – fx advokaten Lone – eller i hvert fald uden tøj på. Han er 68 år, og er netop blevet far til lille Melody, som han har sammen med Isa. En anke over Isa er, at det næsten ikke er til at høre, hvad hun siger, hun mumler simpelthen. Isa stak af i gårsdagens episode, og ingen ved, hvor hun er taget hen. I følge hendes far har hun haft hashpsykoser og er psykisk ustabil. Hun er ikke i stand til at tage vare på Melody, som hun overlader til Signe og Gro i forening. Det er i øvrigt interessant at se den ellers karrierefikserede Gro vise noget der ligner moderfølelser.

For nu at blive ved Thomas så er han vel det, man kan kalde et gammelt hashvrag, men har er mere end det. Han spiller noget okkult musik på alskens mærkelig instrumenter. Til Melodys navngivningsfest har han selv skrevet ritualet og i ført sig en mærkelig “hat” og alt forløber godt lige til Isa smider barnet i søen. Det er Gro, der fisker ungen op igen og således redder den fra druknedøden.

Denne dramaserie er ganske enkelt fundamentalt spændende. Alle rollerne er godt besat med kendte skuespillerne, specielt synes jeg, at Jesper Christensen er et rigtig godt valg som Thomas, der er noget “spooky”. Trine Dyrholm som Gro er rigtig god, og jo flere afsnit jeg ser, jo mere sympati får jeg for hende.

I aften er tre af dem i Aftenshowet, hvor seerne kan stille spørgsmål. Det glæder jeg mig til at se, lige som jeg glæder mit til at se næste afsnit på søndag kl. 20:00