Indlæg

, ,

Diverse

Jeg går

Jeg prøver at få gået nogle ture, da alle siger, det er så godt for mig. Min kontaktperson i distriktspsykiatrien har sagt det så ofte – men ikke på den irriterende måde. Fx i forbindelse med ugeskemaet nævnte hun helt en passant, at der også kunne stå “gå tur”.

Så nu prøver jeg at gå ture, og det viser sig, at jeg kan lide det. Jeg har fundet en (for) lille firkant, men den bevirker, at jeg kommer afsted, fordi halvdelen er gennem en park, nærmere bestemt Vigerslevparken. Det er kun 2,7 km. og langt fra de lovbefalede 10.000 skridt, men det er bedre end ingenting, og jeg kommer afsted.

Det ideelle ville selvfølgelig være at gå omkring Damhussøen. Vejen – Hvidovrevej – derop er bare så uendeligt kedelig. To km. nærmest ad landevej hver vej. Turen om selve søen er dejlig – og en lille café til et hvil, hvis det skulle være nødvendigt.

Det kunne være dejligt, hvis jeg kunne få så meget styr på balancen igen, at jeg kunne cykle derop, og så gå omkring søen. Det er flere år siden, jeg har cyklet, for jeg tør ikke. Jeg håber sådan, jeg kan komme over det denne sommer

Mens jeg går, hører jeg musik

Jeg skal have lavet en database over alle de CDer, der står i stuen og venter på at blive smidt ud. Databasen skal bruges til at downloade alle de tilsvarende albums på Spotify. Jeg er sikker på, de findes der alle sammen.

Så har jeg dem altid med mig, når jeg spadserer. Det er godt at spadsere til musik, men det er forbudt i foråret, når fuglene pipper! 🙂 Der er kun tre måneder til. Vi fejrede kyndelmisse i går: candellarum missa. Kyndelmisse er lig midvinter; altså er vi halvvejs gennem det.

I dag kom jeg i tanke om ‘Tracy Chapman’, der er musik fra min ungdom. Tracy Chapmann blev især kendt for sine singler “Fast Car”, “Talkin’ ’bout a Revolution” og “Baby Can I Hold You”. Alle kendt fra det brune album, som vist ikke har noget navn. Fordelen ved at lytte på Spotify er, at jeg så får en masse med, som jeg ikke kender i forvejen fx nyere albums. Der skal nu heller ikke meget til…

Hjernen arbejder af sig selv

Jeg gør ikke noget for at huske noget af det, men hjernen arbejder af sig selv for mig, inden jeg for anden gang skal til speciallægen på fredag den 8. februar (min kære, dejlige mormor kunne være blevet 108 år den dag). Speciallægen vil gerne høre om min skolegang. Hjernen har fundet frem til:

  • at jeg agerede hjælpelærer i otte måneder, da jeg gik i 3. klasse på Sanderumskolen i Odense, 25/4-1973 – 31/-1974. Det var ikke kun fedt at skille sig ud på den måde. Jeg blev jo ‘hende den kloge’ og var også af den grund udenfor.
  • at jeg på den næste skole, Abildgårdsskolen i Vollmose, 31/1-1974 – 29/12-1975, helst tilbragte min frie tid nede hos Fru/Frk. Kristensen på biblioteket. Jeg skulle sætte nye stempelkort bagi bøgerne og sætte dem på plads, hvilket jo selvfølgelig krævede, at jeg kunne alfabetet til fingerspidserne, men det kunne jeg åbenbart. Fru/Frk. Kristensen var simpelthen så sød, og vi havde det så hyggeligt.

Lægens spørgeteknik har gjort, at hjernen har arbejdet af sig selv. Det er i sig selv en fascinerende proces at være vidne til. Da jeg var der sidst, talte vi lidt om min om oplevelse af, at jeg kan koncentrere mig om at arbejde meget længe, hvis jeg selv er aktiv, men at jeg kun klarer en TV Avis på 25 minutter. Hun forklarede, at sådan arbejder hjernen simpelthen. Hvad hun mere sagde om det, kan jeg (selvfølgelig) ikke huske. Tænk at hjernen er noget af det sidste, vi ikke kender til. Vi ved ikke præcist, hvordan den arbejder. Fx. mht. ECT ved vi ikke, hvorfor det virker, men vi ved, at det virker, og det kan jeg jo så skrive under på. Antageligt er det noget med, at der er nogle neurotransmittere, der (gen)finder hinanden.

Excel: jeg har givet op

Jeg har været i gang med et langvarigt, lærerigt og sjovt online Excelkursus. Jeg kom til “arrays”, hvor der hele tiden blev refereret til “lektion x, y, z”” og “det kan du nok huske”. Jeg kunne ikke huske noget som helst. Jeg vendte tilbage til øvelserne og til de ark, jeg selv havde opbygget ovenpå øvelserne. Det hjalp ikke. Jeg kunne ikke. Jeg har lavet alle øvelserne og jeg har lavet alle tænkelige overbygninger.

Nu har jeg givet op. Jeg kan ikke, og jeg ærgrer mig over al den tid, jeg har brugt, selvom det selvfølgelig har været sjovt. Men hvad hjælper det, når man ikke kan huske det to måneder senere? Øv!

Diverse

Alt mellem himmel og jord

  • På mandag den 10. september er der i “Hendes Verden” et lille interview med mig om ECT-behandling. For dem, der måtte have fulgt med her på siden de seneste par år, er der ikke noget nyt under solen. Journalisten spurgte meget til, hvad jeg tænkte før den førte behandling osv. Jeg måtte adskillige gange fortælle hende, at det kunne jeg da virkelig ikke huske 🙂
  • Turen går til Bornholm på onsdag. Jeg skal besøge mine venner, som jeg lærte at kende for 40 år siden, og som jeg også besøgte i maj måned. Herudover er formålet at præsentere en lille hjemmeside til og for menighedsrådet. Du kan se den her. Der er nogle spørgsmål, der skal afklares i den forbindelse, men det kommer vi også nok over.
  • “Superhjerner”: Jeg har med stor interesse set tre små udsendelser med Peter Lund-Madsen, der fortæller om, hvor vigtigt det er, at give hjernen små pauser i løbet af dagen. I pauserne skal man bare kigge ud i luften og foretage sig absolut ingenting. Han interviewer tre mennesker, der måtte smage frugten (hvad er det nu, det hedder?) af ikke at have holdt “hjernepauser”:
    • Søvnløshed
    • Angst
    • Stress
    • Her kan jeg bestemt lære noget. Jeg er altid i gang, og er jeg ikke i gang er iPadden. På det seneste har jeg haft gang i for meget, alting noget, der har trukket tænder ud. Når oplægget til bornholmerne (to menighedsråd) er færdigt, lysner det. Så vil jeg glo ud i luften 2 * 15 minutter pr. dag.
  • Gener: med stor glæde kan jeg sige, at generne som følge af medicinen er væk! Vi har simpelthen bare fundet bedre præparater!
    • Ikke mere mundtørhed. Nu kan jeg tale hver dag. Ikke flere gigantiske tandlægeregninger.
    • Restless legs er væk. Nu kan jeg sove hver nat.
    • Forstoppelsen er væk. Nu føler jeg mig ikke længere helt så fed.
    • Der er kommet styr på søvnen.
    • Der har været nogle problemer med dobbeltsyn og fokusering, men de er gået over.
    • Der står en respirator inde i klædeskabet og bipper som på en intensivafdeling, men da det ikke er hele tiden og ikke er så højt, kan jeg fint leve med det. Det går sikkert over.
    • Det kognitive er der selvfølgelig stadig, men det har jeg jo lært at leve med.
    • Jeg kan ikke takke Kasper og Christina nok! Jeg troede jo, at jeg også skulle leve med alt dette.
  • Nu ser jeg frem til, at vi lukker lægetasken, og jeg bare henter mine dosispakninger nede på apoteket hver 14. dag. Så bliver doseringen korrekt, og jeg behøver ikke tænke mere på det.
  • Du må have en god weekend.