Kognitive problemer
Kognition mv.
Måske har jeg skrevet om de kognitive problemer før, men det kan jeg ikke huske, og I må bære over eller lade være at læse med!
Jeg glæder mig over, at jeg har fået det rigtig godt, at jeg har fundet en plads på arbejdsmarkedet, og at jeg har resterhvervsevne. Jeg er blevet ansat på den mest fantastiske arbejdsplads – bedre end nogen anden, jeg har haft, jeg har de bedste kolleger, en rigtig god chef og opgaver, der virkelig passer til mig, og som jeg er vild med. Det er det perfekte match. Tænk at det kunne ende så lykkeligt. I hvert fald indtil videre. Ingen ved, hvad der sker efter den 30. december 2016.
Der er dog to ting, der ikke er kommet i orden, og det er de kognitive problemer med koncentration, overblik og især hukommelse. Jeg har mistet håbet om, at det nogen sinde bliver bedre.
Koncentration
Det går fint nok på arbejdet, men det går ikke herhjemme. Jeg kan fx ikke rigtig se en TV Avis. Jeg sidder hele tiden med fornemmelsen af, at jeg ikke har hørt rigtigt efter, men det gør jeg mig de største anstrengelser for, det hjælper bare ikke. Hvis der fx er et interview, hvor billedet skifter mellem intervieweren og den interviewede, kan jeg ikke forbinde de to billeder med hinanden. Jeg har ingen idé om, hvad der skete på billede 1, når det skifter til billede 2. På samme måde kan jeg heller ikke fastholde en prædiken. Det bliver bare til fragmenter, og så er det ærlig talt ikke videre interessant. Tilsvarende er jeg heller ikke i stand til at læse en bog, hvilket jeg ellers var meget glad for tidligere.
Den gode og kloge læge i Distriktspsykiatrien siger, at det er naturligt nok, at der ikke er mere koncentration “tilbage” efter arbejde, da den er brugt derinde. Det kommer til at lyde lidt som en hyldevare, men det har hun jo nok ret i.
Hukommelse
Jeg har for længst accepteret (tror jeg nok), at 2014/15 er væk, og alligevel er det meget, meget ubehageligt, at der bliver ved at dukke ting op fra de år, som jeg ikke ved noget om. Hvis det handler om andre mennesker, kan det blive taget som udtryk for, at jeg ikke finder dem videre interessante. Hvis det handler om andre ting, kan jeg blive stemplet som ret dum, og det har jeg ikke lyst til.
Et lille eksempel: En kvinde skrev en meget hjertelig kommentar til et indlæg på Facebook. Hun skrev som om, vi kendte hinanden. Jeg kiggede på hendes profil med billede, men der var ingen klokker, der ringede. Jeg skrev til hende og spurgte, om vi kendte hinanden? Hun fortalte, at vi havde været indlagt sammen to måneder i sommeren 2015, og at vi havde haft mange, lange gode samtaler. Jeg har absolut ingen erindring om det/hende.
Problemerne dukker gradvist op
Hvis det nu var sådan, at jeg kunne få præsenteret alt fra de to år på en gang, så der ikke hele tiden kom disse nye mindelser, ville jeg være glad. Så kunne jeg trække en streg i sandet og sige, at det var så det, og så komme videre derfra. Det er imidlertid gået op for mig, at det ikke “bare” er de to år, der er væk, det er meget mere. Jeg kan bringe lidt historik frem ved at læse mine egne gamle blogposter og ved at kigge på www.sundhed.dk. Den øvelse viser blandt andet, at jeg også har været indlagt på psyk. i 2009, og at jeg havde et løntilskudsjob i 2012. Jeg har åbenbart haft problemer med at holde fast i arbejdsmarkedet i lang tid. Jeg husker intet af det.
Den anden dag kom jeg til at kigge på mine ledninger ved musikanlægget. De er sat perfekt op og løber meget fint med de særlige små søm henover en dørkarm. Mit skrivebord er hængt op på væggen, som det skal. Det er helt sikkert ikke mig, der har gjort det, da jeg ikke kan betjene en hammer. Gad vide hvem der har hjulpet med det? Jeg flyttede ind i 2007, så de forsvundne år breder sig også hele tiden som ringe i vandet.
Heller ikke nutiden går det særlig godt med at erindre. På arbejdet, hvor jeg bliver konfronteret mest med problemet, må jeg skrive alting ned, og jeg har efterhånden så mange noter, at jeg ikke kan finde rundt i dem. Jeg må spørge til ting flere gange, og jeg gentager mig selv. Det er jo også måder at virke uintelligent på.
Et andet eksempel: I min kalender, som jeg næsten er slave af, stod, at jeg skulle til min egen læge. Selvfølgelig kørte jeg derned, men jeg måtte jo sige til hende, at jeg ikke kunne huske, hvorfor vi havde en aftale. Det er ærlig talt ikke særlig rart.
Jeg er ikke i stand til at følge en TV-serie, der sendes på ugentlig basis, for jeg har ingen idé om, hvad der skete i sidste uge. Det skal så siges, at det ikke i sig selv er noget stort tab, og jeg har bare medtaget det for at forklare princippet.
Jeg lægger altid alting på den rette plads, nøglerne på netop den knage, telefonen til venstre på skrivebordet, briller på netop deres plads osv. Men det er jeg godt klar over, at andre mennesker sikkert også gør. For mig er det bare noget, der kommer oveni alt det andet.
Hukommelsesproblemerne synes at blive ved
Kunne jeg dog bare gøre op med det én gang for alle, men jeg kan ikke forestille mig, at det kan lade sig gøre. Der er så mange, der har prøvet at hjælpe mig uden held. Derfor har jeg opgivet håbet, men jeg synes ikke, det er let at give slip. Alle lægfolk siger “det er alle de elektrochok”, men det kan jeg til enhver tid afvise med basis i en mail til SIND i sommeren 2014, hvor jeg bad om en bisidder pga. hukommelsesproblemer, og det var før, jeg havde fået så meget som en eneste ECT-behandling.
Neuropsykologen sagde, at de kognitive problemer efter ECT ville være væk efter tre måneder. Det er selvfølgelig først nu, jeg skal prøve at nå frem til denne tidsgrænse, da jeg ellers har været i konstant behandling. Jeg tror bare ikke på det længere.
En eller anden skrev til mig, at det drejede sig om at “tænke positivt”. Jeg synes ikke, det var noget videre godt råd, og at det mest udstillede hende egen uvidenhed om emnet. Det svarer lidt til at sige, at Mindfulness ville være en god idé. Mindfulness og empati er blevet de nye modeord, og Gud og hver mand dyrker dem. Ingen af dem er noget for mig.
Min kontaktperson i Distriktspsykiatrien vil prøve at tage det op med med lægen, så de måske kan hjælpe mig på en eller anden måde. Jeg ville være lykkelig, hvis der var noget at gøre, men som sagt har jeg opgivet håbet, og jeg synes, alt efterhånden er prøvet. Forløbet hos CSV gav ikke rigtig noget, men det var selvfølgelig forsøget værd.
Jeg føler mig som et halvt menneske, når erindringen er væk.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.
