Indlæg

/i /af

Center for Specialundervisning for Voksne

Center for Specialundervisning for Voksne

Flot forløb betalt af kommunen

Det er tirsdag, så jeg har været ved Center for Specialundervisning for Voksne (CSV). Jeg har af Hvidovre Kommune fået bevilling til 10 enetimer hos en logopæd. Jo længere tid jeg kommer der, jo bedre synes jeg, det er. Opgaven er at lære kompenserende strategier i relation til den dårlige hukommelse.

Det er som om, de seneste 1½ år og en stor del af fortiden er glemt, og der bliver ved med at dukke nye episoder op, som jeg har glemt. Senest var det en medpatient, der kunne berette, at vi sammen var på Kronborg for at høre opera vist engang i august. Jeg kan måske huske, at vi sad på en græsplæne og spiste. Alt andet er væk. Det er meget ubehageligt. Den samme medpatient kunne berette, at vi spiste brunch sammen på min lokale café. Det er også helt væk. Hun har været her hos mig tidligere, det kan jeg heller ikke huske.

Lavpraktiske kompenserende strategier

De kompenserende strategier er ret så lavpraktiske. Fx har jeg lige nu fået opgaven med at udvikle et redskab, så jeg kan få styr på mine programmer på computeren. Læreren fra Center for Specialundervisning for Voksne og jeg har i fællesskab designet et skema, som jeg kan sætte de ca. 150 programmer ind i. Skemaet skal rumme tre kolonner:

  1. Programnavn
  2. Opgave = hvad skal programmet bruges til?
  3. Hvilken kategori skal programmet i? Kategori kan fx være billedbehandling. Så kan man sortere efter det.

Det er et hestearbejde, men det bliver godt. Jeg er kommet igennem de første 90 programmer, men jeg ved stadig ikke, hvad de alle skal bruges til. Der må googles for at finde frem til formålet. Det er en underlig fornemmelse at vide, at jeg har vidst, hvad de skal bruges til, men nu er det fuldstændig slettet fra hukommelsen. Når oversigten er færdig, skal den sorteres efter kategori (hurra for Excel), printes ud og ligge ved computeren. Hvis jeg så skal lave noget med billeder, er det let at slå op og se hvilke programmer, jeg har til rådighed. Det btyder, at opdelingen i kategorier er rigtig vigtig.

Lavpraktisk men brugbart

Lavpraktisk ja men brugbart. I det hele taget er alt, hvad vi laver lavpraktisk, men det er løsninger, der er til at huske (he, he), og som er lette at implementere i hverdagen. Huskeregler a’la “Helen med håret” vil fungere godt for mig, da jeg har let ved det sproglige. Hukommelsen for turen til Kronborg kunne have fået støtte ved nogle billeder af Kronborg, af min ledsager og af maden, vi spiste. Jeg render alligevel rundt med en smartphone, hvorfor ikke udnytte dens potentiale fuldt ud?

To hjernetræningsspil som nogle siger ikke hjælper

I dag har vi kigget på “spillet” “Professionel Hjernetræning”, som koster penge med mindre man får et login fra fx CSV, og som kan bruges til at øve de strategier, vi har talt om. Vi prøvede det af på lærerens computer. Hold da op det er svært, men jeg har stor lyst til at prøve det. For at lave interne huskeregler skal man være kreativ, og det er jeg overhovedet ikke. Jeg er spændt på, om jeg kan klare det alligevel.

Et andet “spil” er “Brain+”, som er et gratis program, som jeg lige har downloaded, og derfor kun har nået at spille et enkelt spil på. Det er ret svært! Man bliver fx præsenteret for en række personer, som man får en masse informationer om. Herefter skal man vise, at man kan huske disse informationer. Efterhånden som man arbejder sig frem i spillet, kommer der “afbrydelser”, hvor der kommer andre personer ind imellem, hvis informationer, man så også skal huske, hvorefter man så går tilbage til de oprindelige, og atter skal huske deres informationer.

Jeg føler mig lidt på bar bund her. Det er som om, jeg ikke kan nå at bruge de kompenserende strategier, jeg lige har lært.

Kritikerne af den type af hjernetræningsspil siger, at man bliver god til at spille spil og ikke andet. Den risiko tager jeg med i købet, for det er, trods frustrationen over ikke at kunne nå at bruge de kompenserende strategier, ret sjovt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/10 Kommentarer/i /af

Hukommelsesklinikken

Hukommelsesklinikken

Til udredning på Hukommelsesklinikken

Til sygeplejerske og bioanalytiker

Jeg har brugt eftermiddagen på Hukommelsesklinikken, der er en del af Rigshospitalet. Hold da op hvor er de effektive. Jeg kom i god tid og kom ind til en sygeplejerske med det samme. Hendes opgave var at lave en screening, og til det havde hun 30 minutter. Vi kom vidt omkring på den halve time. Jeg havde printet mine to filer med eksempler ud og taget dem med i tasken. Hun var enig med mig i, at det var et mærkeligt billede, der tegnede sig. Hun tog også EKG, der så fint ud, men det kunne jeg såmænd godt have sagt dem, for det er taget mindst 100 gange før. Det undrer mig lidt, at de ikke bare kigger i journalen.

Så ind og få taget blodprøver hos en bioanalytiker. Hun kunne bare det der med at stikke. Jeg har været bloddonor og er også siden blevet stukket så meget, at der er meget arvæv i højre arm, og i venstre løber det slet ikke. Men hun stak en gang, og det løb med det samme. Jeg spurgte, hvad blod og hukommelse havde med hinanden at gøre, og hun forklarede, at de fx kigger efter stresshormoner og sukkersyge.

Hos reservelægen

Så en lille smule ventetid og ind til en reservelæge, der var under uddannelse til psykiater. Hun havde på forhånd sat sig ind i svarene fra screeningen, den neuropsykologiske undersøgelse fra Kaj Bjerring Andersen fra foråret og mine to filer. Hun stillede en masse spørgsmål, gennemførte en neurologisk undersøgelse og en test.

Den neurologiske undersøgelse viste intet abnormt, bortset fra at jeg ikke rigtig kan mærke snurren og koldt på tæerne, men det er jo fuldstændig ligegyldigt. Alt andet var i orden.

Overlægen kom med resultatet: det er rigtigt nok

Da hun var færdig, konfererede hun det med overlægen, der kom ind med resultatet:

Det er rigtigt, at der under stress og pres er problemer med overblik, indlæring og hukommelse.

Årsagen er den bipolare affektive sindslidelse og noget af medicinen formentlig litium. Der er allerede foretaget en hjernescanning og den viser intet abnormt bortset fra et bifund med to godartede cyster.

Hun forklarede, at de ikke kunne gøre mere for mig for deres speciale er demens og hjernesygdomme. De kunne tage angsten fra mig, og der har hun fat i noget: Et eller andet lille sted har jeg været bange for at være begyndende dement. Det er jeg ikke, og det er jeg lykkelig for.

Problemerne er altså reelle nok. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg havde håbet, de kunne gøre mere for mig, men det kan de så ikke. Der er ikke andet at gøre end at klø på hos Center for Specialundervisning for Voksne med de kompenserende strategier.

Jeg er meget imponeret over Hukommelsesklinikkens effektivitet. På tre timer var alle undersøgelser lavet og svaret var givet. Det kan ikke gøres bedre.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/11 Kommentarer/i , /af ,

At få det bedre

At få det bedre

Jeg arbejder for sagen

Den sag det er at få det bedre, og jeg synes, det går lige så stille fremad. Det er jeg glad for og taknemmelig over. Mit liv vil nok bestå af op- og nedture fra nu af. Jeg har et ønske om at kunne holde mig fra de idelige indlæggelser, men jeg ved ikke, om det er realistisk.

Stemningsregistreringsskema

Speciallægen anbefalede at føre et “stemningsregistreringsskema”, som er udviklet specielt til personer med bipolar affektiv sindslidelse. Det vil sige, at man dagligt sætter et lille kryds i en rubrik for, om man er i en mani, i en depression eller bare er i en almindelig neutral fase. Endvidere registrerer man mængden og kvaliteten af søvnen. Skulle en indlæggelse blive aktuel, vil skemaet være en god dokumentation at vise frem. Hvis du af en eller anden grund vil finde skemaet som app, skal du søge på “moodlog”. En app er lidt mere mig end den papirbårne udgave.

Center for Specialundervisning for Voksne  (CSV)

Hos CSV i går gennemgik vi den opfølgning, jeg havde lavet på vores seneste møde, og det var faktisk ret tilfredsstillende, for jeg havde fået fulgt op på det meste. Det eneste, jeg ikke havde fået gjort noget ved, var “Universal Mobilholder til Cykel”, for jeg kunne ikke gennemskue, hvilken der ville passe til min telefon, der er indhyldet i et avanceret cover udviklet til det amerikanske forsvar. I fællesskab fandt vi dog denne holder, som er kommet med posten i dag. Den passer! Den glæder jeg mig til at tage i brug, så jeg kan blive ordentligt mobil igen.

En anden ting jeg bare har forberedt mig på, men altså endnu ikke gjort noget ved, er, hvad jeg skal sige til de mennesker i kirken, som jeg skal have taget et billede af for at huske deres navne. Det er meget godt at have forberedt en lille “tale”, så jeg ikke kludrer i det og dermed virker utroværdig. Det skal være noget i retning af: “Jeg har problemer med min hukommelse, og er i behandling for det. Jeg har svært ved at huske navne, og det vil være en stor hjælp for mig, hvis jeg må have lov at tage et billede af dig”. Jeg håber ikke, at nogen vil finde det intimiderende.

Og så apropos hukommelse: Jeg har fået et afbud på Hukommelsesklinikken på fredag. Yes – så har jeg kun ventet en måned og ikke de otte uger, de ellers skrev om. Det er meget positivt.

Psykiatrifonden

I Psykiatrifonden i mandags brugte vi det meste af tiden på at følge op på mødet med speciallægen. Min fantastiske psykolog var helt godt tilfreds med resultatet/konklusionen, men var lidt bange for, om jeg nu havde overpræsteret, siden lægen mente, jeg kunne arbejde 25 timer om ugen. 25 timer er i parentes bemærket for meget til et fleksjob.

Herudover oplyste psykologen mig om, at jeg har mere livsvilje, end jeg selv ved. Ellers var jeg død. Det er rart at vide.

Mandsopdækket!

Herudover passer jeg mine aftaler i Distriktspsykiatrien med henholdsvis kontaktperson, læge og psykolog. Endvidere er der indtil videre aftalerne om forebyggende ECT på Psykiatrisk Center Hvidovre.

Til tider synes jeg, jeg har for travlt med at passe alle mine aftaler i “systemet”, og jeg skal altid have kalenderen frem for ikke at dobbeltbooke. Jeg håber dog på, at denne mandsopdækning kan gøre, at jeg hurtigt kan få det bedre. Jeg synes, “systemet” virker fantastisk godt, og jeg møder kun søde og dygtige mennesker. Måske skal man bare have det tilstrækkelig elendigt.

Tænk hvis jeg en dag kunne blive helt fri igen og bare var sådan et helt almindeligt menneske, der stod op og gik på arbejde hver dag. Det ville være fantastisk, og det er mit mål.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/16 Kommentarer/i , /af ,

At finde vej

At finde vej

At finde vej når man ikke kan huske

At finde vej.

Det var så i dag, jeg ville prøve at finde “den gamle vej” ind til byen. Nu skulle det være, jeg måtte face angsten og se, om det hele var noget, jeg bildte mig ind, eller om det var reelt, at jeg ikke kunne finde den gamle vej til byen. Måske ville det “gå over” når jeg først så sceneriet igen? Måske ville det hele dukke op af erindringen?

De første ca. 1½ kilometer gik fint, men det vidste jeg godt, for dem kan jeg visualisere.

Resten gik mildest talt elendigt. Jeg havde fint fornemmelsen af, hvor jeg skulle til højre og venstre, men der hvor jeg endte, føltes som om jeg aldrig nogensinde havde været der før; intet var genkendeligt. Jo måske den røde kirke på hjørnet ved Lykkebovej. En rigtig “førstegangsoplevelse” – og meget ubehageligt. Jeg nåede til Toftegårds Plads i Valby, og så vendte jeg om og kørte hjem. Formålet var jo ikke at køre til byen men at finde den gamle vej.

Der er selvfølgelig det lille “men”, at jeg ikke kunne genkende noget som helst, netop fordi jeg tog den forkerte vej, og at det var derfor alt føltes som nyt og ukendt. Jeg ved bare ikke, hvilken jeg i stedet skulle have taget; jeg syntes ikke, der var nogen veje, der så rigtige ud.

Der er bare det, at jeg har boet i København i 35 år, heraf 8 år i Hvidovre, og jeg plejer at cykle rundt, så jeg vil sige, at jeg er ret godt kendt i min by – eller plejer/plejede i hvert fald at være det.

Hvor jeg dog hader dette hukommelsesproblem.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.