At finde vej
At finde vej når man ikke kan huske
At finde vej.
Det var så i dag, jeg ville prøve at finde “den gamle vej” ind til byen. Nu skulle det være, jeg måtte face angsten og se, om det hele var noget, jeg bildte mig ind, eller om det var reelt, at jeg ikke kunne finde den gamle vej til byen. Måske ville det “gå over” når jeg først så sceneriet igen? Måske ville det hele dukke op af erindringen?
De første ca. 1½ kilometer gik fint, men det vidste jeg godt, for dem kan jeg visualisere.
Resten gik mildest talt elendigt. Jeg havde fint fornemmelsen af, hvor jeg skulle til højre og venstre, men der hvor jeg endte, føltes som om jeg aldrig nogensinde havde været der før; intet var genkendeligt. Jo måske den røde kirke på hjørnet ved Lykkebovej. En rigtig “førstegangsoplevelse” – og meget ubehageligt. Jeg nåede til Toftegårds Plads i Valby, og så vendte jeg om og kørte hjem. Formålet var jo ikke at køre til byen men at finde den gamle vej.
Der er selvfølgelig det lille “men”, at jeg ikke kunne genkende noget som helst, netop fordi jeg tog den forkerte vej, og at det var derfor alt føltes som nyt og ukendt. Jeg ved bare ikke, hvilken jeg i stedet skulle have taget; jeg syntes ikke, der var nogen veje, der så rigtige ud.
Der er bare det, at jeg har boet i København i 35 år, heraf 8 år i Hvidovre, og jeg plejer at cykle rundt, så jeg vil sige, at jeg er ret godt kendt i min by – eller plejer/plejede i hvert fald at være det.
Hvor jeg dog hader dette hukommelsesproblem.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.