Tag Archive for: Bisidder

,

Jobcenter Lærkevej og pinlig bisidder

Jobcenter Lærkevej og pinlig bisdder

Udskældt

Jobcenter Lærkevej og pinlig bisidder

Gennem de seneste måneder har der på de sociale medier været fokus på Jobcenter Lærkevej i Københavns Kommune – og noget af kritikken er sikkert berettiget.

Folk der, af egen læge, speciallæger, smerteklinikker mv., er vurderet at have en »væsentligt og varigt« nedsat arbejdsevne, bliver alligevel sendt ud i den ene praktik efter den anden, skønt de kun kan arbejde en eller to timer pr. dag tre dage om ugen. Det er helt urimeligt.

I dag kom jeg tilfældigvis til at lytte til »Samtale med voodoo-doktor i Jobcenter« på YouTube. Udsendelsen er en time og otte minutter lang og er optaget på et møde mellem på den ene side den sygemeldte Kim Madsen og hans bisidder den 64-årige ergoterapeut Bitten Vivi Jensen og på den anden side en speciallæge i nyresygdomme.

Det må undre, at jobcenteret hyrer en specialist i nyresygdomme, når Kim Madsen døjer med slidgigt!

Mere nuanceret

Kim Madsen og hans bisidder er meget lidt samarbejdsvillige ved udfærdigelsen af speciallægeerklæringen. Jeg synes faktisk, at lægen er dygtig til at prøve at komme rundt om alle Kims problemer med slidgigten. Gang på gang fortæller han, at han er tilstede som Kims talerør, og at det er Kims møde. Han fortæller også mange gange, at han jo bare kunne have læst alle papirer i sagen, men at han gerne vil høre det fra Kims egen mund. Dette opfattes af Kim og bisidderen som noget negativt, og at det bare er et forsøg på fra lægens side at underkende alt det papir, der i forvejen findes i sagen.

En af de mange gange, hvor parterne støder sammen, er, da lægen spørger til, om Kim kan passe sit barnebarn på syv år. Kim og bisidderen kan ikke se, hvad det har med slidgigten at gøre. Lægen forklarer, at den art oplysninger er med til at beskrive de funktionsindskrænkninger, Kim har i sin dagligdag. Han må eksempelvis tage opvasken i flere tempi; har han været på job/i praktik bare et par timer, er han smadret, og kan kun ligge på sofaen.

Lægen lokker ud af ham, at han havde rygsmerter allerede før, han også fik overvægten at kæmpe med. Det er da i høj grad en oplysning, der er til Kims fordel.

Lægen prøver efter bedste evne at lytte og belyse sagen, ligesom han nærmest forgæves forsøger at skaffe sig taletid, men bisidderen afbryder konstant. Det er for alle medvirkende en pinagtig optagelse af et ligeså pinagtigt møde.

Kim afslår at medvirke til en undersøgelse af ryg, bevægelighed mv. Det er rimeligt nok, at han synes, det skal foregå på en lægeklinik og ikke i et baglokale på Jobcenter Lærkevej.

Hvis Kim Madsen gik frustreret hjem, skulle han starte med at fyre sin bisidder!

Min egen sag

Da jeg selv havde en bisidder fra SIND, havde vi altid på forhånd og i samarbejde forberedt en dagsorden, som vi havde med til Hvidovre Kommune, eller vi havde sendt den på forhånd, så vi var sikre på at komme omkring alle de – for os – vigtigste emner.

Som jeg husker det, førte jeg ordet, og min bisidder trådte til, hvis jeg ikke kunne gøre mig forståelig eller bare tabte tråden. Vi var ikke kommet nogen vegne, hvis bare en af os havde været obsternasig.

Det skal så tilføjes, at jeg havde verdens dygtigste bisidder med to lange, videregående uddannelser bag sig (cand. teol og socialrådgiver) og mange års erfaring fra en kommunalforvaltning. Hun gjorde langt mere for mig, end hun på nogen måde var »forpligtet« til, og vi havde et utrolig godt samarbejde. Jeg skylder hende den dag i dag stor tak. Herudover kan jeg kun sige, at Hvidovre Kommune har behandlet mig godt!

Forvaltningen er en samarbejdspartner

Jeg synes, man skal se forvaltningen som en samarbejdspartner. Det nytter ikke at skændes. Det betyder på ingen måde, at man skal acceptere alt muligt fra forvaltningens side, eller at man ikke kan møde urimelig opførsel og dårlig sagsbehandling. Fra min egen sag kan jeg huske desperationen, da kommunen mente, at jeg var »for syg til sygedagpenge«. Det var en forfærdelig periode, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Jeg var af den grund også indlagt en kort periode, fordi jeg var bange for konsekvenserne af uvisheden.

Min bisidder og jeg var enige om, at hvis vi skulle nå nogen vegne med forvaltningen, måtte vi samarbejde og tale samme sprog. Min bisider havde de aktuelle paragraffer klar, mens jeg alene kunne falde tilbage på »juridisk metode«, som i realiteten ikke kan bruges til ret meget.

Jeg var hos speciallæge Pia Glyngdal (tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre), og det var en uhyre positiv oplevelse. Alle havde sagt til mig forinden, at hos hende var jeg i gode hænder, og det er sandt. Hun havde sat tre timer af, og vi brugte næsten al tiden. Hun var grundig, og hun spurgte også til en hel masse, som måske ikke umiddelbart syntes relevant; men da erklæringen kom (og jeg fik den til gennemsyn, inden hun sendte den til forvaltningen), viste det sig, at de oplysninger, jeg havde fundet irrelevante, var sat ind i en sammenhæng, der gav mening, fx at min bipolare affektive lidelse formentlig har ligget latent siden teenageårene, som ikke var ret nemme.

Positivt møde i rehabiliteringsteamet

Mødet med rehabiliteringsteamet var udelukkende positivt. De fulgte det, jeg gerne ville, nemlig et fleksjob. Jeg var så nervøs, da jeg gik ind. Med mig havde jeg min erhvervsrådgiver Jane Hansen fra Psykiatrifonden, som jeg følte mig 100 pct. tryg ved. Jane kom slet ikke til at spille nogen rolle, men jeg var glad for, at hun var der, og at hun ville tage over, hvis jeg ikke kunne klare mig selv. Da teamet hentede os ind igen efter deres deres votering, og de kom med deres indstilling, var jeg så lettet, at jeg bare græd. Pludselig kunne jeg alligevel se en fremtid.

Konklusion

Der er i høj grad grund til at være skeptisk overfor Københavns Kommune, der stort set aldrig tilkender en pension efter et eller flere ressourceforløb, men der er også grund til en gang imellem at kigge lidt nærmere på den enkelte sag og at lytte til, hvad det egentlig er, forvaltningen siger. I de forskellige udsendelser jeg har lyttet til, forsøger de (mange) forskellige sagsbehandlere at klargøre deres hensigter. Dem kan man selvfølgelig klage over og bede sendt videre til Den Sociale Ankestyrelse. Sådan skal det også være, men borgeren bliver ikke bedre stillet af en pinlig bisidder.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

, ,

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Blandt andet minder fra en chokdement

Minder fra en “chokdement”

Facebook har en funktion, hvor folk kan dele deres minder fra fx et år siden, herefter kan man kigge efter egne minder. Jeg trykkede på knappen og kom til en post, der er præcis et år gammel. Jeg er lidt chokeret over at se, at jeg har været så “chokdement”, at jeg har givet Dankort og kode væk til en medpatient, der viste sig ikke at være ærlig, og hvor personalet måtte hjælpe med at spærre kortet.

Det var lidt af en øjenåbner at læse den post, for jeg husker intet – men der er bloggen jo god at have: jeg kan bruge den til at afhjælpe problemerne med hukommelsen og dokumentere fortiden. Det er også positivt at læse posten, for der er løbet meget vand i stranden – til den positive side – på det år.

Efterskrift oktober 2021: At jeg lader afsnittet “chokdement” være bevaret her skyldes, at jeg synes, alle aspekter ved ECT-behandling skal frem. Jeg har søgt lidt med Google og kan se, at de, der ellers skriver om chokdemens, er mere end kritiske overfor behandlingen. Det er jeg på ingen måde.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at ECT har reddet mit liv flere gange. Hertil kommer, at jeg i eftersommeren 2020 ikke længere kunne tåle den antipsykotiske medicin. Jeg fik en neuroleptikaudløst Parkinsonisme, og blev nærmest invalid af det. Det var ganske forfærdeligt. Af den grund er jeg overgået til vedligeholdelses-ECT, og nu kan jeg leve et næsten normalt liv uden medicin og uden Parkinsonisme.

Dansk Folkepartis Ungdom: Generation DF

DR3 har haft en serie, de kaldte Generation DF, der handlede om Dansk Folkepartis Ungdom. Der var i alt fem små afsnit af 28 minutter. Der var tale om unge mennesker på maksimalt 21 år, og alle havde de angst for en dag ikke at måtte pynte op til jul, holde jul eller spise leverpostej. Det var angsten, der bandt dem sammen, og det, syntes jeg, var uhyggeligt. Efter at have set alle fem afsnit forstår jeg bedre de DF’er, der færdes på Christiansborg. Det med leverpostejen ligger sikkert på rygraden hos dem alle. Det var ikke den høje IQ eller det store verdensudsyn, der belastede dem.

En ven

I starten af mit sygdomsforløb henvendte jeg mig til SIND for at få en bisidder, og jeg fik en fantastisk bisidder. Hun var bare så utrolig dygtig og en stor støtte. Desværre måtte hun opgive sin bisidderfunktion, da hun selv blev alvorligt syg. Vi har holdt kontakten, og jeg har besøgt hende på Rigshospitalet. Hun følger min blog, og en dag, hvor jeg havde skrevet om ensomhed og om det manglende netværk i form af venner, bekendte og familie, skrev hun tilbage til mig, at hun håbede, jeg betragtede hende som en ven. For søren hvor blev jeg glad for den mail. Jeg havde selv haft samme tanke, men havde ikke turdet buse ud med det situationen taget i betragtning.

Ca. en måned før havde jeg vovet at erstatte “Bedste hilsner”, “Mange hilsner” mv. i en mail med “Kh.” Det var lidt af et vovestykke set fra min side: Overtrådte jeg mon en usynlig grænse? Var det slet ikke der, vi var? Jeg blev glad og lettet, da hendes næste mail sluttede med “Kærlig hilsen”.

Jeg bliver altid glad, når der er en mail i indbakken fra hende. Vi skriver lange eksistentielle mails, hvor ingen emner er for store (eller små) til at blive vendt. Hun er tidligere præst og ængstes ikke ved emner som liv og død. Det er lige vand på min mølle. Forleden inviterede hun på eftermiddagskaffe og hjemmebagt kage, der blev udvidet til også at omfatte aftensmad. Det var utrolig hyggeligt, og vi kunne have fortsat hele natten med vores snak. Jeg er så glad for at have lukket hende ind i mit liv, og jeg har sagt det lige ud: “Du er et dejligt menneske”.

Sund mad

I lang tid har jeg levet af rugbrødsmadder, fordi jeg ikke orker at lave mad til mig selv, og fordi jeg i øvrigt finder det ret trist at spise alene. Tiden til at købe ind, tilberede og vaske op står slet ikke mål med de 13 minutter, det tager at spise.

For så vidt angår morgenmaden har jeg nu taget skeen i den anden hånd – den skal være lækker fra nu af! Det lækre består af mange forskellige slags frugt og bær (lige p.t. er der blåbær, jordbær, hindbær og nektariner) overhældt med såkaldt frugtyoghurt (der aldrig har set en frugt) og så et læs af den gode mysli. Jordbærrene smager ganske vist ikke rigtig af noget, men de har en god konsistens og er behagelige at tygge på.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.

,

Bisidder

Bisidder

Jeg har fået en bisidder fra SIND

Psykiatrisk Center Hvidovre anbefalede mig at få en bisidder, som kan støtte mig i relation til Hvidovre Kommune, når nu sagsbehandleren samtidig er mentoren (hvilket jeg stadig ikke fatter kan være rigtigt). De gav mig også et link til en liste over bisiddere hos SIND. Min tanke var, at vedkommende også ville kunne støtte mig i relation til Contra, og derfor har jeg i dag kontaktet en af Sinds bisiddere, der gerne vil være bisidder for mig. Og det var opløftende!

Hun lyder enormt kompetent, hedder Bodil, er flink, er socialrådgiver på alderspension, kender al den relevante lovgivning og kan lide at hjælpe andre mennesker. Det er lige sådan en, jeg har behov for.

Vi blev ret hurtigt enige om, at vi ikke behøver at holde møder, men at vi kan kommunikere på mail og telefon.

Hvad er formålet med et forløb hos Contra?

Hun kunne slet ikke se formålet med forløbet hos Contra, når slutmålet er et fleksjob.

Contra er en af de utallige private aktører, som kommunerne samarbejder med, men det er bare ikke det, der er relevant. Det relevante er i stedet at komme i gang med et “Ressourceforløb” når jeg er klar til det; der er ingen grund til at spilde tre måneder på et forløb hos Contra.

Tænk et tilfælde – havde jeg ikke kontaktet Bodil, havde jeg jo ukritisk gjort det, som kommunen sagde, jeg skulle. Det bekræfter min skepsis overfor kommunen og de private aktører, der ofte er de rene pengemaskiner. Jeg var i forvejen lidt skeptisk overfor Contra, for når man ser på deres hjemmeside, er seneste nyhed fra 2012 – åbenbart ikke et sted, hvor der sker ret meget.

Bodil vil også undersøge det med mentoren, for det er ikke en ordning, hun umiddelbart kender til.

Jeg føler mig helt opløftet.


Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.