Jobcenter Lærkevej og pinlig bisidder

Udskældt

Jobcenter Lærkevej og pinlig bisidder

Gennem de seneste måneder har der på de sociale medier været fokus på Jobcenter Lærkevej i Københavns Kommune – og noget af kritikken er sikkert berettiget.

Folk der, af egen læge, speciallæger, smerteklinikker mv., er vurderet at have en »væsentligt og varigt« nedsat arbejdsevne, bliver alligevel sendt ud i den ene praktik efter den anden, skønt de kun kan arbejde en eller to timer pr. dag tre dage om ugen. Det er helt urimeligt.

I dag kom jeg tilfældigvis til at lytte til »Samtale med voodoo-doktor i Jobcenter« på YouTube. Udsendelsen er en time og otte minutter lang og er optaget på et møde mellem på den ene side den sygemeldte Kim Madsen og hans bisidder den 64-årige ergoterapeut Bitten Vivi Jensen og på den anden side en speciallæge i nyresygdomme.

Det må undre, at jobcenteret hyrer en specialist i nyresygdomme, når Kim Madsen døjer med slidgigt!

Mere nuanceret

Kim Madsen og hans bisidder er meget lidt samarbejdsvillige ved udfærdigelsen af speciallægeerklæringen. Jeg synes faktisk, at lægen er dygtig til at prøve at komme rundt om alle Kims problemer med slidgigten. Gang på gang fortæller han, at han er tilstede som Kims talerør, og at det er Kims møde. Han fortæller også mange gange, at han jo bare kunne have læst alle papirer i sagen, men at han gerne vil høre det fra Kims egen mund. Dette opfattes af Kim og bisidderen som noget negativt, og at det bare er et forsøg på fra lægens side at underkende alt det papir, der i forvejen findes i sagen.

En af de mange gange, hvor parterne støder sammen, er, da lægen spørger til, om Kim kan passe sit barnebarn på syv år. Kim og bisidderen kan ikke se, hvad det har med slidgigten at gøre. Lægen forklarer, at den art oplysninger er med til at beskrive de funktionsindskrænkninger, Kim har i sin dagligdag. Han må eksempelvis tage opvasken i flere tempi; har han været på job/i praktik bare et par timer, er han smadret, og kan kun ligge på sofaen.

Lægen lokker ud af ham, at han havde rygsmerter allerede før, han også fik overvægten at kæmpe med. Det er da i høj grad en oplysning, der er til Kims fordel.

Lægen prøver efter bedste evne at lytte og belyse sagen, ligesom han nærmest forgæves forsøger at skaffe sig taletid, men bisidderen afbryder konstant. Det er for alle medvirkende en pinagtig optagelse af et ligeså pinagtigt møde.

Kim afslår at medvirke til en undersøgelse af ryg, bevægelighed mv. Det er rimeligt nok, at han synes, det skal foregå på en lægeklinik og ikke i et baglokale på Jobcenter Lærkevej.

Hvis Kim Madsen gik frustreret hjem, skulle han starte med at fyre sin bisidder!

Min egen sag

Da jeg selv havde en bisidder fra SIND, havde vi altid på forhånd og i samarbejde forberedt en dagsorden, som vi havde med til Hvidovre Kommune, eller vi havde sendt den på forhånd, så vi var sikre på at komme omkring alle de – for os – vigtigste emner.

Som jeg husker det, førte jeg ordet, og min bisidder trådte til, hvis jeg ikke kunne gøre mig forståelig eller bare tabte tråden. Vi var ikke kommet nogen vegne, hvis bare en af os havde været obsternasig.

Det skal så tilføjes, at jeg havde verdens dygtigste bisidder med to lange, videregående uddannelser bag sig (cand. teol og socialrådgiver) og mange års erfaring fra en kommunalforvaltning. Hun gjorde langt mere for mig, end hun på nogen måde var »forpligtet« til, og vi havde et utrolig godt samarbejde. Jeg skylder hende den dag i dag stor tak. Herudover kan jeg kun sige, at Hvidovre Kommune har behandlet mig godt!

Forvaltningen er en samarbejdspartner

Jeg synes, man skal se forvaltningen som en samarbejdspartner. Det nytter ikke at skændes. Det betyder på ingen måde, at man skal acceptere alt muligt fra forvaltningens side, eller at man ikke kan møde urimelig opførsel og dårlig sagsbehandling. Fra min egen sag kan jeg huske desperationen, da kommunen mente, at jeg var »for syg til sygedagpenge«. Det var en forfærdelig periode, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Jeg var af den grund også indlagt en kort periode, fordi jeg var bange for konsekvenserne af uvisheden.

Min bisidder og jeg var enige om, at hvis vi skulle nå nogen vegne med forvaltningen, måtte vi samarbejde og tale samme sprog. Min bisider havde de aktuelle paragraffer klar, mens jeg alene kunne falde tilbage på »juridisk metode«, som i realiteten ikke kan bruges til ret meget.

Jeg var hos speciallæge Pia Glyngdal (tidligere klinikchef på Psykiatrisk Center Hvidovre), og det var en uhyre positiv oplevelse. Alle havde sagt til mig forinden, at hos hende var jeg i gode hænder, og det er sandt. Hun havde sat tre timer af, og vi brugte næsten al tiden. Hun var grundig, og hun spurgte også til en hel masse, som måske ikke umiddelbart syntes relevant; men da erklæringen kom (og jeg fik den til gennemsyn, inden hun sendte den til forvaltningen), viste det sig, at de oplysninger, jeg havde fundet irrelevante, var sat ind i en sammenhæng, der gav mening, fx at min bipolare affektive lidelse formentlig har ligget latent siden teenageårene, som ikke var ret nemme.

Positivt møde i rehabiliteringsteamet

Mødet med rehabiliteringsteamet var udelukkende positivt. De fulgte det, jeg gerne ville, nemlig et fleksjob. Jeg var så nervøs, da jeg gik ind. Med mig havde jeg min erhvervsrådgiver Jane Hansen fra Psykiatrifonden, som jeg følte mig 100 pct. tryg ved. Jane kom slet ikke til at spille nogen rolle, men jeg var glad for, at hun var der, og at hun ville tage over, hvis jeg ikke kunne klare mig selv. Da teamet hentede os ind igen efter deres deres votering, og de kom med deres indstilling, var jeg så lettet, at jeg bare græd. Pludselig kunne jeg alligevel se en fremtid.

Konklusion

Der er i høj grad grund til at være skeptisk overfor Københavns Kommune, der stort set aldrig tilkender en pension efter et eller flere ressourceforløb, men der er også grund til en gang imellem at kigge lidt nærmere på den enkelte sag og at lytte til, hvad det egentlig er, forvaltningen siger. I de forskellige udsendelser jeg har lyttet til, forsøger de (mange) forskellige sagsbehandlere at klargøre deres hensigter. Dem kan man selvfølgelig klage over og bede sendt videre til Den Sociale Ankestyrelse. Sådan skal det også være, men borgeren bliver ikke bedre stillet af en pinlig bisidder.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.