Forfølgelsesvanvid
Indholdsfortegnelse
Når en medpatient hele tiden vil snakke
får jeg forfølgelsesvanvid
Som hovedregel taler vi patienter godt sammen
Medpatienterne er som hovedregel rigtig søde og rare at tale med. Der er dog en undtagelse: en muslimsk pige/kvinde i fuld niqab. Hun er helt “forelsket” i mig og render i røven af mig konstant. Hun er også ryger og kommer mindst en gang i timen og spørger, om jeg vil med ud at ryge.
Hver anden gang siger jeg ja. Hun stiller konstant de samme spørgsmål: “Hvornår skal du udskrives?” Jeg svarer: “Det ved jeg ikke”. Der går to minutter, så stiller hun det samme spørgsmål igen. Ind imellem siger jeg “Det har jeg lige svaret på”. Andre gange svarer jeg rigtigt igen, fordi jeg ikke har lyst til at være uvenlig/ond.
Jeg er glad for at være her og føler mig ikke klar til at komme hjem; det er der nu heller ingen forlydender om. Hun derimod vil meget gerne meget hurtigt hjem. Også det har vi talt om 50 gange. Jeg får pip.
Jeg har hjulpet hende med at forberede en lægesamtale, så hun kunne få mest muligt ud af den. Det er ikke fordi, jeg ikke vil være venlig, for det vil jeg naturligvis gerne, jeg har bare ikke overskuddet til at have et vedhæng, på samme måde som jeg ikke har kræfter til at have en elev klistret på.
Man skal have smøger nok med
Centeret ligger på en pløjemark uden indkøbsmuligheder i nærheden. Det betyder, at man som ryger selv skal sørge for at have rigeligt med cigaretter med. Hun har ikke sørget for dette, hvorfor hun konstant nasser hos mig. Hun har været her før, så det er ikke fordi, hun ikke kender til forholdene. Hun tilbyder penge i bytte, men jeg vil hellere have naturalier retur, da jeg ellers ikke selv har nok.
Jeg er nødt til at have døren åben
Jeg er meget på værelset under kugledynen. Jeg har fundet ud af, at filmen, eller rettere “drejebogen”, da det er en instruktion, toner ned og lyden fader ud, når jeg lader min dør stå åben, så jeg kan høre liv omkring mig. Problemet er, at denne pige/kvinde så konstant kommer vadende ind til mig. Og jeg er ikke god nok til at sige fra og sætte grænser.
Som et resultat af alt dette har jeg henvendt mig til medarbejderne og bedt dem hjælpe mig ud af situationen. Jeg kan ikke overskue det selv. De har nu talt med hende, og vi har aftalt, at bedres situationen ikke, henvender jeg mig igen. Jeg synes, de behandler mig godt – men hvad jeg er jo også stamgæst!
Medicin i stedet for psykolog
I formiddag var jeg til samtale med Melita (Svraka). Hun øger noget af medicinen i stedet for at udpege en psykolog. Det er jeg lidt skuffet over. Jeg kan ikke lige huske hendes begrundelse, og jeg fik ikke sat optager-appen i gang fra starten.
Konklusion
Jeg er lykkelig for at være, hvor jeg er med de små “justeringer”, der er nødvendige.
Hav en god aften.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
Jeg syntes det er meget vigtigt at du får sagt fra eller får hjælp til at sige fra overfor den sikkert meget søde medpatient. Men det her er sit sygsomsforløb og du skal koncentrere dig helt om at du selv bliver bedre, det er ikke dit ansvar at pleje de andre. Det er ikke sundt for dig at have en “medløber” som påvirker dig uden at professionelle personaler ved lige præcis hvad der foregår. Du er et venligt og kompetabelt menneske som er lige på grænsen til ikke at skulle være hvor du er, og derfor virker du sikkert tiltrækkende på svagere patienter fordi det kan være nemmere at tale med dig end med behandlerne. Du har lov at være egoistisk og passe på dig selv, også selv om du som en høflig intelligent person føler trang til at være venlig og lyttende.
Det handler om dig, dig og kun om dig selv lige nu.
Mange varme tanker fra en der engang var sygeplejeelev – også på psykiatrisk afdeling (og det var lige før det blev mit speciale, men så gik livet i helt andre retninger i sidste ende ?)
@ Kirsten W
Nu har jeg simpelthen sagt til hende, at hun ikke længere skal spørge mig, hvornår jeg bliver udskrevet. Jeg ved det ikke, og det har jeg svaret 100 gange. Herudover er jeg gået til medarbejderne og har klaget min nød. Det er en passant gået op for mig, at nogle af de andre patienter har lignende problemer med hende, dog er det helt sikkert mig, det går mest ud over. Hun undskylder men bliver ved. Jeg får pip. Dog skal det retfærdigvis siges, at det er som om, det er taget lidt af her til aften.
Se også lidt humoristisk på det, at hun som ryger bærer niqab. Det havde været vanskeligt at ryge hvis hun havde været klædt i burka. Og så er du jo i relationen storesøster og må jo betyde at du har en udstråling du måske ikke selv er bevidst og et tillidsvækkende udtryk som ikke stemmer overens med dit “indtryk” – her mener jeg din selvforståelse
@ Kære Kai Lund
Velkommen til min blog og mange tak for din kommmentar, der lige skulle godkendes først, da det er første gang, du kommenterer her. Fra nu af vil du stryge lige igennem.
Ja jeg kan godt se det bøvl, der ville have været, hvis hun havde været iført burka. Tanken er såmænd meget sjov.
Hun er jo vældig sød, og siger at hun elsker mit selskab. Det er jeg selvfølgelig beæret over, men jeg kan ikke holde ud, at spørger om det samme igen og igen med 10 sekunders mellemrum. Hun hænger på mig som en burre. Jeg får pip – mere end jeg har i forvejen.
dejligt personalet hjælper dig med at tackle hende.
@ Anette
Ja det er rigtig godt.
“L’enfer, c’est les autres!”. Dette sagde Sartre: Helvede, det er de andre! Sådan kan det også være på psykiatrisk afd., såvel som alle andre steder i livet.
Selv om det er for meget for dig med den kontakt til den muslimske kvinde, så lader det til, at du indgyder hende en eller anden slags ro, eller noget andet, hun har brug for, for at håndtere situationen.
Du bruger “Forfølgesesvanvid” som overskrift. Er det situationen med den muslimske pige, du hentyder til, eller føler du dig paranoid?
Jeg håber, at justeringen af din medicin vil kunne hjælpe dig. Men ellers tror jeg, du bør have kontakt til en psykolog eller ambulant psykiater, inden de tænker på at udskrive dig. Det burde vi have råd til i vores samfund.
Pøj, pøj med det hele. Og, btw, det er ikke ondt at udstikke grænser, så man selv kan være der. Det er bare nødvendigt.
@ Henny
Jeg skulle have valgt en anden overskrift nemlig “Plageånd”; det havde været mere rigtigt. Jeg er selvfølgelig en anelse beæret over den muslimske kvindes tiltro til mig, men jeg har bare ikke rigtig overskuddet til det lige p.t. sålænge den forbandede film kører.
Du har ret i, at det ikke er ondt at sætte grænser og sige fra – det ligger bare ikke inde for mine kernekompetencer.
Ja jeg ville også gerne have en psykolog, og er ikke helt klar over hvorfor denne er fravalgt. Den medicin, der øges er Seroquel, der sættes op fra 400 mg. til 600 mg. For et par år siden var jeg oppe på 700 mg., men jeg kan ikke huske, hvad det gjorde for mig. Pernille siger, at Melita er meget dygtig, og det må jeg tro på. I hvert fald er jeg glad og tryg her.