Gamle billeder
At passe godt på ting
Jeg har via bloggen her fået kontakt med Heidi Larsen, som jeg lidt langt ude er beslægtet med. Heidi har fra sin oldemor (var det vist) arvet en stor kasse med blandt andet gamle billeder, og dem har hun scannet og delt med mig. Hvor er det dejligt, at nogen vil dele.
Vi er lidt i tvivl om, hvem det er, men det bedste bud er, at det er Carl Christian Schiøtt født 1882 i Hastrup Mølle pr. Thyregod.
Bemærk hvor velholdt billedet er, ikke en ridse ikke en skramme – det er fantastisk efter alle de år. I Heidis familie er de gode til at passe på tingene. I min egen familie findes der ikke ret mange gamle billeder, og i hvert fald er det ikke nogen, jeg har adgang til.
Her kommer endnu et helt perfekt billede af den samme mand. Det vil sige, det mener vi da, det er. En del af de billeder Heidi har er der ikke navne på, og det er rigtig ærgerligt, for er de jo ikke så anvendelige. Men igen ikke en ridse, ikke en skramme. Jeg tror det kaldes pietetsfølelse, når man på den måde passer godt på tingene.
Jeg har fået flere billeder, så jeg skal i gang med at lege lidt med collagerne og vender frygteligt tilbage.
