, ,

yEd Graph Editor

Sammen med Leif Sepstrup i Herning driver jeg hjemmesiden kriminalhistorie.dk, der handler om kriminelle (primært mordere) i anden halvdel af det 19. århundrede, men da jeg har været så meget væk fra min læst det seneste år, er det Leif, der har taget hele slæbet sammen med vores to trofaste hjælpere i Odense. I parentes bemærket kan de to damer læse gotisk “fra bladet”, og det er guld værd for os.

De andre tre er snart klar med en historie om et giftmord i Verninge i 1855. Jeg kan ikke rigtig springe på et tog, der kører, men så kan jeg gøre mig nyttig på anden vis.

Et website skal have nogle illustrationer, hvis man gerne vil have kunder i butikken, og derfor har jeg brugt en stor del af dagen på at konstruere billedet herover med det gratis værktøj, der hedder yEd Graph Editor. Billedet viser relationerne mellem de implicerede i sagen.

Det gik fint med hovederne og kasserne nedenunder, men stregerne drillede mig – en overgang troede jeg, at jeg måtte ty til manualen 🙂 Men så fandt jeg et par små videoer på YouTube, der viste, hvor simpelt det var. Jeg troede, man skulle trække fra paletten ovre i højre side og så slippe, men når jeg gjorde det, forsvandt stregen bare igen. Det viste sig at være så uendeligt simpelt: klik på en af figurerne, hold venstre museknap nede og træk til målet, klik på målet og slip, og vupti der er en streg.

yEd Graph Editor er et genialt lille værktøj, men stadig kraftfuldt, så hvis du en dag skal illustrere et eller andet, der kan koges ned til at være i diagramform, så anbefaler jeg varmt programmet, der har virkelig mange anvendelsesmuligheder. Her er den første af de to tutorials, der viser, hvordan man bruger programmet.

God fornøjelse – jeg yder gerne bistand, hvis jeg kan.

,

Usikkerhed

Ude hos Atea har de fyret halvdelen af min afdeling incl. min chef, som var mit “anker” i afdelingen, og som jeg kendte fra min tidligere karriere. Baggrunden er, at afdelingen giver underskud og at chefen ikke havde kunnet lave et “turn around” hurtigt nok. Sådan er det så også i det private erhvervsliv 🙁

Nu ved jeg ikke, om jeg er købt eller solgt. Når de har fyret halvdelen, er det jo tænkeligt, at de ikke har ressourcer til at have en som mig siddende, og er der overhovedet brug for resultatet af den opgave, jeg er sat til at løse? Jeg er i gang med at opbygge en database over deres kurser og så afsøge det øvrige marked for de samme kurser, m.a.o. hvordan er konkurrencesituationen? Det er såmænd interessant nok.

I en sådan situation kan jeg godt mærke, at jeg ikke hører “rigtigt” til, for jeg får ingen informationer. De andre går og snakker, men jeg bliver ikke involveret, og det er ubehageligt. Jeg har involveret Psykiatrifonden, da det er dem, der er underskriver af aftalen på min side. Det virkede ikke som om HR kendte til, at der var en aftale og til at jeg i det hele taget var der. Har chefen bare handlet på egen hånd?

På mandag skulle der gerne komme noget klarhed. Jeg håber meget, jeg kan blive der, for jeg orker næsten ikke at skulle starte op et nyt sted. Nu har jeg lige fundet ud af, hvad de nærmeste hedder, hvad de laver, de har taget rigtig godt imod mig og jeg er kommet godt i gang med opgaven. Jeg har brug for ro og klarhed ikke usikkerhed og uklarhed.


Bloggen har været nede. Der kunne ikke oprettes forbindelse til databasen. Da jeg ikke havde foretaget den mindste ændring skrev jeg til min webudbyder. De løste lynhurtigt problemet, der viste sig at være, at der var gået ged i kodeordet. Jeg undrer mig over, hvordan det kan ske, og glæder mig over, at problemet er løst.

, ,

Backup

Forbrugeroplysning

Min blog er en WordPressblog, og jeg hoster den selv. Som backup-værktøj bruger jeg BackupBuddy fra ithemes, hvor man kan vælge at tage backup bare af databasen eller også af filerne. Jeg har sat det op til at køre automatisk med alle filerne dagligt.

Inden jeg blev indlagt kørte alt, som det skulle, men pludselig fejlede kørslerne hele tiden. Frustrerende når man ikke har skruet på noget…

Jeg spurgte først Jon hos WPDK.DK, men de tager sig ikke af tredjepartstilføjelser. Så måtte jeg spørge på forum hos ithemes. Normalt har jeg ikke så meget fidus til at lægge et spørgsmål på et forum, for er der nogensinde nogen, der ser det?

Min mistro blev gjort til skamme. Efter to svar var problemet løst og alt kører igen, som det skal. Problemet var, at cachen var blevet alt for stor, og den skulle så bare udelukkes – simple as that. Der er temmelig mange opsætningsmuligheder i BackupBuddy, og dem skal jeg have studeret lidt nøjere. En af de praktiske ting, den kan, er at sende en kopi til Dropboxkontoen. Bliver webhotellet hacket har man Dropbox – ret smart.

Alt dette bare for at gøre lidt reklame for BackupBuddy, der også fås i en gratis version.

, ,

Design

Leder med lys og lygte

Det jeg leder efter er et nyt tema/design til bloggen, og jeg har snart kigget mange igennem, men lige meget hvad jeg kigger på, har de en eller anden mangel:

En typisk mangel er datoen for indlægget, som jeg synes, skal vises som noget af det første. I flere temaer vises datoen som et tag, og det er ikke hensigtsmæssigt.

De fleste temaer viser ikke arkivet, og det vil jeg da helst ikke undvære. Det er da sjovt at kunne se tilbage til bloggens spæde begyndelse i 2005.

Jeg har så kigget lidt på det gratis “Twenty twelve”, der – bortset fra det med datoen – ser fint ud. Det er meget enkelt og klart, men skriften er ikke så tydelig som i det nuværende tema.

Det vigtigste for mig er, hvad læserne synes, så nu prøver jeg at installere “Twenty twelve” som en test, og så vil jeg blive glad for at høre, hvad I synes. Bare læg en kommentar – på forhånd mange tak! Du må også meget gerne begrunde dit svar, fx hvorfor du bedst kan lide det gamle eller det nye tema.

Specielt til Kirsten BR: Med dette tema kan du zoome!

Personerne på billedet i toppen er: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og min mor. Der er vandmærker på fordi jeg ikke gider, at andre slægtsforskere hugger billederne.

Jeg har ændret på frisen, fordi det er pænere, når alle billederne er s/h. Det er nu i stedet: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og mig. Der er så mange der siger, at vi ligner hinanden, og det kan man – synes jeg da – se på dette billede.