, ,

Diverse

Flere positive ting

Jeg synes, jeg kæmper, men dagen i dag har vist, at det måske er kampen værd.

Kugledyne

Det første jeg gør, når jeg ankommer til psyk., er at spørge, om de har en kugledyne. Svaret er som regel “ja”. Den skal bare hentes nede fra det rum, hvor der står “Kugledyner” på døren. Jeg tror ikke, der er andet derinde, og de er i øvrigt enorme. Vi hjælpes som regel ad med at lægge betræk på, for det er temmelig bøvlet.

Jeg har ønsket mig en herhjemme i årevis, men jeg har ikke haft pengene – 7.300 kr. Den kommer fra Protac.

Jeg sover så godt med den, søvnen bliver dybere/mere intens, jeg slipper for at være vågen et par timer hver nat, jeg koncentrerer mig bedre dagen efter, jeg kan bedre falde i søvn, jeg kan slippe Benzoerne osv. Den virker ved, at de 7 – 11 kilo kugler leverer et “sansemotorisk tryk”.

Nemmere at falde i søvn Protac Kugledynen er et anerkendt hjælpemiddel mod søvnforstyrrelser. Kuglerne i dynen stimulerer berøringsansen og muskel-led-sansen og giver ro og tryghed. Brugeren får bedre kropsfornemmelse og falder nemmere i søvn.

 

Dybere uforstyrret søvn Kuglerne ligger løst i dynevåret og giver dybe punktvise tryk. Når brugeren bevæger sig under dynen, ændres trykket let og det giver nye sanseindtryk til hjernen. De skiftende sanseindtryk dæmper angst og utryghed og beroliger hjerne og krop. Opvågninger og natteuro mindskes og søvn bliver dybere og mere uforstyrret. Elementer som er altafgørende for menneskers trivsel og læring.

Da jeg var på afdelingen, anbefalede Melita (overlægen), at ergoterapeuten skulle hjælpe med en ansøgning til kommunen, om de ville hjælpe mig med en kugledyne. Og det gjorde hun så. Jeg syntes godt nok, hun gentog sig selv mange gange, men det var hende, der var eksperten og hende, der kendte “koderne”.

I dag ringede et meget venligt menneske fra kommunen, som stillede en bunke spørgsmål om min hverdag med og uden kugledyne. Jeg kunne fx fortælle hende, at jeg i nat var vågen fra 01 – 04, at dagen er svær at komme igennem med så lidt søvn, at det går ud over koncentrationen og energien, at det kan være svært at komme til højmesse, fordi jeg er meget træt osv. Hun stillede virkelig gode spørgsmål. Da vi sluttede samtalen, sagde hun, at der jo ikke var nogen tvivl om, at jeg skulle have sådan en. Jeg kunne kun sige “tusind tusind tak”. Nej hvor jeg glæder mig til den kommer i næste uge.

Jeg synes, Hvidovre Kommune behandler mig godt. Jeg kan virkelig ikke klage.

Genbrug

Folkekirkens Nødhjælp: HR har til huse på 1. sal, og Genbrug huserer i stuen. Jeg stak hovedet ned til deres administrator Kristine og fik en lille kort snak og en aftale til på mandag kl. 11:00. Hun var virkelig sød, men det er de jo alle derinde. Hun skitserede kort noget, der lignede controlleropgaver og en hel masse udefinerbart. Fint med mig! Jeg sendte hende til gengæld mit CV og Sunes anbefaling. Resten taler vi om på mandag. Jeg håber sådan, det vil lykkes, for jeg ønsker mig så brændende ro og fred i min tilværelse også selvom det fx bare er et år.

Imagify Image Optimizer

Der findes 1.000-vis af plugins til WordPress; nogle bedre end andre.

Noget af det, der kan forbedre brugeroplevelsen i form af kortere svartid på bloggen er, at behandle billederne i et eller andet program, så de bliver mindre (altså målt i Kilobytes – ikke i centimeter). Udviklerne af dette plugin siger, at alle blogejere kan speede deres sider op med Imagify.

Det, der er rigtig interessant her, er, at pluginet også kan behandle alle de gamle billeder, som jeg ikke har været tilstrækkeligt opmærksom på at optimere, da jeg lagde dem ind. Der ligger 661 billeder (og det er ganske få i forhold til alle jer), men jeg kan slet ikke forestille mig, at behandle dem alle enkeltvist.

Jeg har valgt købe-udgaven af pluginet, da mulighederne i den gratis version simpelthen ikke er gode nok eller bare tilstrækkelig. Sådan er det tit med alt det, der stilles gratis til rådighed – og well de skal jo også leve og have betalt deres udviklingsomkostninger mv. De skulle bare stoppe med at kalde det “gratis”.

Jeg har haft en del bøvl med at få det til at virke, fordi jeg på en eller anden måde fik oprettet to konti (hvilket var ret dumt). Men nu virker det, og det triller lystigt derudaf.

Postscriptum: der er sparet 17 pct. Det er jeg nu ikke så imponeret af, og jeg tror ikke rigtig, at det forbedrer brugeroplevelsen.

 

,

Slet alt i Gmail

Tonsvis af gamle e-mails

Jeg bruger Gmail som backup både af mails, jeg modtager, og af mails jeg sender. På den måde vokser kontoen hurtigt. Med 2.500 mails var det på tide at rydde op.

Det er nemt at markere en side af gangen. Så ryddes 50 mails ad gangen, men det er ikke en farbar vej med 2.500 mails.

How To Delete All Gmail Messages At Once på YouTube afslørede løsningen:

I søgefeltet på forsiden af Gmail skriver man: “before: 2016/8/13” (uden anførselstegn og så selvfølgelig en tilpasset dato, hvor formatet skal være YYYY/MM/DD). Hvis det fx er der 7. april 2017, skriver du “before:2017/4/7”.

Klik herefter på søgeknappen – den blå lup til højre for datoen. Herved bliver samtlige mails markeret. Det gælder uanset hvilken fane, de ligger under: Primære, Sociale netværk osv.

Klik på “Valg”, som er den første boks, og den som pilen peger på. Vælg “Alle”

Til højre i skærmbilledet findes nu teksten “Select all conversations that match this search”. Klik på den.

Klik herefter på papirkurven.

Hurra, så er Gmail-kontoen tømt og det efter bare et par klik.


Stegemüller, 13. august 2016

, ,

Svartider/loadtider

Igennem lang tid (et par måneder eller mere) har jeg været temmelig irriteret over, at mine sider loadede så langsomt – altså man trykker på linket, og så går der evigheder inden siden vises. En af mine læsere har til tider opgivet at tilgå bloggen. Det holdt ikke. Det kan man ikke byde sine læsere!

Jeg har haft Meebox som udbyder en hel del år efterhånden, og de yder en rigtig god support, hvilket, jeg synes, er vigtigt, og det betaler jeg gerne lidt mere for at få. Der fås bestemt billigere webhoteller, men der kan man vente flere dage på svar på en supporthenvendelse. Hos Meebox er ventetiden et par timer.

De prøvede at analysere lidt vha. Pingdom, og de konkluderede, at der var “abnormt forbrug
af RAM, CPU og IO”. Hvordan dette abnorme forbrug pludselig var opstået, ved jeg ikke. Jeg forsøgte mig også selv med Pingdom, men fattede ikke ret meget af de viste resultater. Tjenesten overvåger oppetid og performance.

De anbefalede så “Premium Pro”, som gerne skulle give en noget bedre ydelse og svartider. Og det hoppede jeg så på.

Synes I det har hjulpet? Er det uændret eller værre?

Og så forøvrigt: glædelig anden pinsedag.

 

, ,

10 år

“I dag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra, hurra…”. Så blev bloggen 10 år, og måske endda en lille smule mere, for jeg startede i sin tid med to blogs: en til slægtsforskning og en til “resten”. Så blev de – så vidt jeg da husker (men det skal man ikke altid tage for gode varer) – slået sammen via en masse importer fra de to databaser, og i disse importer er der gået meget galt, fx er der masser af gamle “døde links” og der mangler billeder, hvor de så end er blevet af. En tid bloggede jeg på WordPress.com, men fandt så ud af, at det ville være sjovere at have bloggen på mit eget domæne, som jeg jo allerede havde. Men WordPress.com er rigtig godt, og jeg anbefaler det ofte til folk, der gerne vil i gang med at blogge.

Som et lille kuriosum kan det nævnes, at dengang for 10 år siden kaldte man det en “weblog”; det er der stort set ingen, der siger mere.

Her er den første post, som ser ud til at være importeret, da der mangler et billede oppe i venstre hjørne. Det fremgår, at bloggens formål skulle være at fungere som et nyhedsbrev i min slægtsforskning. Dengang levede og åndede jeg for slægtsforskning. Det fascinerer mig stadig, men jeg har fået så meget andet at tænke på.

Gennem de seneste 1½ år har bloggen udviklet sig til mest at handle om “Sundhed & Sygdom”, og det har I – kære læsere – taget pænt imod, og det er jeg glad for. Jeg prøver at holde en balance mellem at være 100 pct. ærlig og så at “krænge sjælen ud”. Det sidste er jeg sådan set ikke interesseret i, men balancen er hårfin. Det kan være lidt mærkeligt at møde nogen og så ville fortælle et eller andet, og de så siger, at det ved de allerede, fordi de har læst det her. Mit liv ligger på nettet, men det har jeg så valgt. Jeg har ikke så mange at tale med IRL (In real life), og så må bloggen holde for, og det ser jeg egentlig som en fordel. Her kan jeg få lov at vende og dreje ordene, at lede efter det rigtige ord og at bruge tid på at komme tanke om begivenheder. Det kan være svært i en samtale IRL.

Jeg prøver at holde et ordentligt sprog (ingen eder og forbandelser her), jeg prøver at stave ordentligt (i den forbindelse er jeg meget begejstret for ordnet.dk) og at sætte nogle fornuftige kommaer alt sammen for at øge læsbarheden. I bruger jo ikke nær så lang tid på at læse et indlæg, som jeg bruger på at skrive det, derfor skulle det gerne kunne glide ned med det samme. Jeg læser altid korrektur i det, der hedder “forhåndsvis”, og jeg finder altid en masse, der skal rettes til.

Jeres kommentarer betyder rigtig meget. Her kommer en form for dialog. Det er sjovest at skrive, når der er nogen, der læser det. Jeg ved, jeg har flere, der læser med, end der kommenterer – og det er selvfølgelig dejligt. En kommentar er bare sådan en god kvittering for, at indlægget er læst, og at det måske har været godt eller bare tankevækkende. Nogle skriver lange kommentarer, andre fatter sig i korthed. Både de lange og de korte kommentarer er yderst velkomne. Jeg har sat bloggen op således, at den første kommentar fra en læser skal godkendes. Det skyldes kampen mod spam. Når først den første kommentar er godkendt, stryger man lige igennem.

I skrivende stund ligger der 1.435 indlæg og 8.269 kommentarer. Da jeg i 99,9 pct. af tilfældene svarer på kommentarer, er halvdelen altså mine egne, og 4.134,5 er fra mine kære læsere. Det synes jeg slet ikke er ringe.

Der er lidt “give and take” over det med kommentarerne. Hvis man vil have nogle kommentarer, må man også selv kommentere hos andre bloggere. Jeg har 27 blogs i min min Sage Feed-reader, og dem følger jeg fast, når de ellers har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at følge med i folks liv, hvad det end måtte bringe af stort og småt.

Jeg har mødt nogle af de dejlige mennesker, der følger min blog, og det har alle gangene været en succes. Det er lidt spøjst at træffe folk første gang, og så allerede kende hinanden ganske godt, hvilket man jo gør, hvis man har fulgt hinandens blogs gennem flere år. Man kan sige, at man ved, hvad man går ind til 🙂

Nogle kan finde inspiration til et indlæg hver dag – hatten af for det – det kan jeg slet ikke. Jeg er tilfreds med 2-4 indlæg pr. uge; mere sker der ikke i mit liv. Lige i øjeblikket skal jeg så sørge for at holde “indlægsfrekvensen” ellers tror I bare, jeg er indlægt igen igen. En passant vil jeg nævne, at mit beskedne mål er at holde mig ude af psykiatrisk afdeling i et år…

Det var lidt opsamling på de seneste 10 år. Jeg kunne godt tænke mig, at de kommende år blev noget festligere end de seneste 1½ år.