10 år
“I dag er det bloggens fødselsdag, hurra hurra, hurra…”. Så blev bloggen 10 år, og måske endda en lille smule mere, for jeg startede i sin tid med to blogs: en til slægtsforskning og en til “resten”. Så blev de – så vidt jeg da husker (men det skal man ikke altid tage for gode varer) – slået sammen via en masse importer fra de to databaser, og i disse importer er der gået meget galt, fx er der masser af gamle “døde links” og der mangler billeder, hvor de så end er blevet af. En tid bloggede jeg på WordPress.com, men fandt så ud af, at det ville være sjovere at have bloggen på mit eget domæne, som jeg jo allerede havde. Men WordPress.com er rigtig godt, og jeg anbefaler det ofte til folk, der gerne vil i gang med at blogge.
Som et lille kuriosum kan det nævnes, at dengang for 10 år siden kaldte man det en “weblog”; det er der stort set ingen, der siger mere.
Her er den første post, som ser ud til at være importeret, da der mangler et billede oppe i venstre hjørne. Det fremgår, at bloggens formål skulle være at fungere som et nyhedsbrev i min slægtsforskning. Dengang levede og åndede jeg for slægtsforskning. Det fascinerer mig stadig, men jeg har fået så meget andet at tænke på.
Gennem de seneste 1½ år har bloggen udviklet sig til mest at handle om “Sundhed & Sygdom”, og det har I – kære læsere – taget pænt imod, og det er jeg glad for. Jeg prøver at holde en balance mellem at være 100 pct. ærlig og så at “krænge sjælen ud”. Det sidste er jeg sådan set ikke interesseret i, men balancen er hårfin. Det kan være lidt mærkeligt at møde nogen og så ville fortælle et eller andet, og de så siger, at det ved de allerede, fordi de har læst det her. Mit liv ligger på nettet, men det har jeg så valgt. Jeg har ikke så mange at tale med IRL (In real life), og så må bloggen holde for, og det ser jeg egentlig som en fordel. Her kan jeg få lov at vende og dreje ordene, at lede efter det rigtige ord og at bruge tid på at komme tanke om begivenheder. Det kan være svært i en samtale IRL.
Jeg prøver at holde et ordentligt sprog (ingen eder og forbandelser her), jeg prøver at stave ordentligt (i den forbindelse er jeg meget begejstret for ordnet.dk) og at sætte nogle fornuftige kommaer alt sammen for at øge læsbarheden. I bruger jo ikke nær så lang tid på at læse et indlæg, som jeg bruger på at skrive det, derfor skulle det gerne kunne glide ned med det samme. Jeg læser altid korrektur i det, der hedder “forhåndsvis”, og jeg finder altid en masse, der skal rettes til.
Jeres kommentarer betyder rigtig meget. Her kommer en form for dialog. Det er sjovest at skrive, når der er nogen, der læser det. Jeg ved, jeg har flere, der læser med, end der kommenterer – og det er selvfølgelig dejligt. En kommentar er bare sådan en god kvittering for, at indlægget er læst, og at det måske har været godt eller bare tankevækkende. Nogle skriver lange kommentarer, andre fatter sig i korthed. Både de lange og de korte kommentarer er yderst velkomne. Jeg har sat bloggen op således, at den første kommentar fra en læser skal godkendes. Det skyldes kampen mod spam. Når først den første kommentar er godkendt, stryger man lige igennem.
I skrivende stund ligger der 1.435 indlæg og 8.269 kommentarer. Da jeg i 99,9 pct. af tilfældene svarer på kommentarer, er halvdelen altså mine egne, og 4.134,5 er fra mine kære læsere. Det synes jeg slet ikke er ringe.
Der er lidt “give and take” over det med kommentarerne. Hvis man vil have nogle kommentarer, må man også selv kommentere hos andre bloggere. Jeg har 27 blogs i min min Sage Feed-reader, og dem følger jeg fast, når de ellers har noget på hjerte. Jeg kan godt lide at følge med i folks liv, hvad det end måtte bringe af stort og småt.
Jeg har mødt nogle af de dejlige mennesker, der følger min blog, og det har alle gangene været en succes. Det er lidt spøjst at træffe folk første gang, og så allerede kende hinanden ganske godt, hvilket man jo gør, hvis man har fulgt hinandens blogs gennem flere år. Man kan sige, at man ved, hvad man går ind til 🙂
Nogle kan finde inspiration til et indlæg hver dag – hatten af for det – det kan jeg slet ikke. Jeg er tilfreds med 2-4 indlæg pr. uge; mere sker der ikke i mit liv. Lige i øjeblikket skal jeg så sørge for at holde “indlægsfrekvensen” ellers tror I bare, jeg er indlægt igen igen. En passant vil jeg nævne, at mit beskedne mål er at holde mig ude af psykiatrisk afdeling i et år…
Det var lidt opsamling på de seneste 10 år. Jeg kunne godt tænke mig, at de kommende år blev noget festligere end de seneste 1½ år.
Også et stort tillykke herfra.
Jeg dumper ind hos dig med jævne mellemrum og læser en større portion indlæg af gangen. Du skriver altid meget sobert og vedkommende om din sygdom. Jeg har også godt kunnet lide dine indlæg om opvækst og familieforhold – og jeg holder meget af, at du også engang imellem tør nævne politik 🙂
Tak for en god blog!
@ Henriette
Velbekomme dig 🙂
Tak fordi du af og til kommer forbi – det glæder mig. Det med politik er jeg altid meget påpasselig med, for man kan så let blive misforstået, hvis man ikke virkelig passer på med formuleringerne. På den anden side set, har jeg ikke lyst til at have en helt verdensfjern blog, så derfor skal der også engang imellem være plads til lidt politik.
Ih, tillykke, Hanne. Imponerende med hele 10 års bloggeri!
Indrømmet, det er ikke så mange af kommentarerne der er fra min hånd – og mit eget bloggeri er blot en halvlunken affære. Det er meget mærkeligt, at jeg pludselig, som efterlønner, ikke synes jeg har ordentlig tid (eller noget at skrive om) til bloggen, men må jo erkende, at det selvfølgelig er et prioriteringsspørgsmål. Jeg er ikke sikker på, at jeg orker at puste rigtigt liv i den igen; Instagram har overtaget med sit hurtige ‘fix’. Men jeg læser glad og gerne med hos andre!
@ Benedicte
Tak skal du have – ja de 10 år er bare smuttet, ja gad vide hvorhen?
Alle kommentarer, både de hyppige og de ikke så hyppige, er hjertelig velkomne. Det kræver noget energi at holde liv i ens blog, og der skal helst ske noget omkring en, for at man har noget indhold at fylde i. Nogle kan få et indlæg ud af ingenting. Det har jeg slet ikke fantasi nok til.
Selv er jeg aldrig rigtig kommet på Instagram. Jeg har tre billeder liggende af min stuer; det er hvad jeg har kunnet svinge mig op til.
Tillykke med de ti år, jeg læser altid med interesse dine indlæg, men får ikke kommenteret så ofte, som jeg gerne ville.
@ Lene
Tak skal du have! Det glæder mig, at du læser med – og det er selvfølgelig OK at du ikke altid kommenterer. Jeg læser også glad med hos dig, for jeg synes, du skriver så inspirerende.
Tillykke med bloggens 10 års fødselsdag 🙂
Balancen mellem at være 100 % ærlig og så krænge sjælen ud er svær, synes jeg. Jeg tænker indimellem, at der er indlæg jeg burde slette (selvom det næppe ændrer så meget, når først man har fået trykket på knappen “udgiv”, for ALT kan (gen)findes, hvis man ellers ved, hvordan og hvor man skal søge).
Jeg synes, at det er et fornuftigt mål du har sat dig med at holde dig ude af den psykiatriske afdeling det næste år. Men – hvis du får det svært, inden du har nået målet, så er det jo ingen skam at måtte bede om hjælp igen. Men mål er altid godt.
@ Den stille pige
Tak skal du have 🙂
Ja du skriver jo også meget personligt og ærligt har jeg lagt mærke til – og i øvrigt kan jeg vældig godt lide din blog. Du har ret i, at det elektroniske spor man efterlader sig altid kan genfindes.
Jeg vil være rigtig glad, hvis jeg kan holde mig ude af psyk. i et år; men jeg er helt enig med dig i, at det ikke er nogen skam at bede om hjælp, hvis det viser sig nødvendigt.
Stort til lykke med 10 års fødselsdagen.
Jeg vil ønske dig stor fornøjelse med de næste 10 år. Jeg glæder mig til at læse med 🙂
@ Kisser
Tak skal du have.
Det er dejligt, at du fortsat vil læse med.
Jeg har i perioder ment, at min blog skulle bruges til at fremvise håndarbejder, nye møbler, nyt tøj, smarte krea-projekter af enhver art, men det jeg frembringer af den slags egner sig ikke til at blive vist frem, derfor ville det blive pinligt.
Jeg mener, at det tit har været en indre uro eller ubalance, der drev mig til tasterne. Ikke at jeg blev urolig _af_ at blogge.
@ Henny
OK tak, nu forstår jeg. Selv ejer jeg ikke en eneste kreativ åre, så jeg har ikke noget af den slags at vise frem. Jeg kan sagtens følge dig i, at det kan være en indre uro/ubalance, der kan drive en til tasterne. Sådan er det vist også for mig.
Det at skrive er nu i høj grad udtryk for kreativitet, så kreativitet kan du ikke sige dig fri af! 🙂
@ Henny
Det kan du selvfølgelig have ret i 🙂
Tillykke med fødselsdagen. Jeg synes, det er imponerende, at du kører med 2-3 indlæg pr. uge. Det kan jeg slet ikke svinge mig op til. Det må nok være, fordi jeg oplever for lidt! 😉 Men jeg har nu før haft perioder, hvor jeg ikke syntes, mit daglige liv og væsen kunne vendes til at være blogbart. Det har nok også været under indflydelse af de mange livsstilsblogge/bloggere. Hvad jeg foretager mig for at få mit hjem i omdrejninger er så uendeligt lidt, at resultatet nok nærmest ville blive pinligt/ufrivilligt komisk. Men så er der en blog som din, der nu handler om, hvad der i virkeligheden foregår i dit liv. Det har jeg haft min blog svunget op til over flere omgange, men det har været drevet af en angst, en utilfredshed eller i hvert fald et eller andet, som har givet mig indre uro. Dette har så været, hvad der drev mig til tasterne. Det er ikke fordi mit liv er gået hen og er blevet “totalt perfekt” i og med, at jeg er gået på efterløn, men det er noget andet, der er på spil, og dette noget er endnu ikke bearbejdet tilstrækkeligt til, at jeg kan blogge om det. Men det kommer måske. I mellemtiden skal du bare blogge videre, til ære for både dig selv og dine mere eller mindre trofaste læsere, af hvilke jeg tror, du har en del! 🙂
@ Henny
Tak skal du have!
Det er nu heller ikke fordi, jeg oplever særlig meget, men jeg fortæller jo i stedet om, hvad jeg tænker og føler, og det gør man jo trods alt hele tiden, så på den måde får jeg samlet stof sammen i løbet af et par dage.
Hvad tænker du på med følgende: “de mange livsstilsblogge/bloggere”? Indre uro skal man jo ikke få af at blogge, tværtimod vil jeg sige. Det giver i hvert fald mig en ro at skrive; det er som om, at det at få ordene gennem tastaturet giver mig noget ro, som om at tankerne så er parkeret for en tid. Jeg kan godt lide at læse din blog, og jeg ser frem til, at du atter kommer til tasterne med mere jævne mellemrum.
Jeg møder såmænd ofte nogen, der siger, at de læser med men ikke kommenterer. Jeg bliver altid så glad, når nogen læser med. Der går jo trods alt en del tid med at skrive, og så er det rart at have nogle læsere.
Tillykke med 10 års dagen, jeg kan snart fejre 6 års blogfødselsdag.. 🙂
Blogland er et godt land at være en del af. Jeg krydser fingre for at du når dit mål.. 🙂
@ Inge
Tak skal du have! Seks år er heller ikke at forklejne, og jeg kan rigtig godt lide din blog. Ja blogland er et dejligt land. Jeg synes, jeg får så meget ud af at være med, og jeg synes, jeg har nogle skønne læsere, og jeg sætter stor pris på jer allesammen.
Ja, det kunne være dejligt at nå målet! 🙂
Tillykke med de 10 år.
Blogland er et langt mere givende og spændende land, end jeg i første omgang havde gennemskuet.
Man bliver så klog – mest af andres indlæg og kommentarer, men også af at være nødt til en gang imellem at slå efter, om det, man selv er i gang med at skrive, nu også er rigtigt … og det er det så ikke altid … 😉
Det er på én gang ens egen dagbog og en kommunikationslinje ud til Den Store Verden. Kommentarerne er en stor del af det, og jeg har aldrig troet på folk der hævder, at de kun skriver for deres egen skyld – for hvorfor så offentliggøre det?
@ Ellen
Du har helt ret i, at blogland er meget givende. Der er tit nogen, der har en anderledes vinkel på tingene, end jeg selv har, og det sætter jeg stor pris på. Hvis jeg bakser med et problem og ikke kan se en løsning, er der ofte en af mine trofaste læsere, der kan.
Jeg kender godt det med at slå efter – jeg gør det mest i ODS – og så blive retledt. Det er også givende. Jeg har i hvert fald lært en del af det.
Jeg er helt enig: hvorfor udgive hvis man ikke vil dialogen med læserne? Også dialogen synes jeg er givende.
10 år er en vis tid, så tillykke med velholdenheden. Jeg kan godt lide din måde at skrive på, nemlig at det er flydende og dermed – oftest – let at læse.
God fornøjelse de næste 10 år.
@ Jørgen
Tak skal du have! Jeg holder af at skrive, så det er nok derfor, det kommer til at flyde.
Jeg tager lige ti år mere 🙂
Det lyder godt. 🙂
Tak Jørgen.
Tillykke med fødselsdagen 🙂
Jeg selv nærmer mig snart 6 år, det synes jeg er svært at forstå. Min blog var bare tænkt som en dagbog over mit liv, og sådan er den stadig, dog er der mange udfald, som der normalt ikke er i en dagbog, men emner mangler jeg som sådan ikke, men jo mere jeg selv skriver, des mere skal jeg være ‘på’ hos andre. Jeg kunne godt tænke mig en knap man kunne trykke på, så man kunne vise man havde læst en blogpost her og der. Jeg kan også se der er mange flere der læser med end der kommenterer, og det er selvfølgelig også rart at vide.
Det kræver nemlig utroligt meget tid at blogge, og det er ikke altid nemt at finde den tid, synes jeg. Jeg skriver mindre end jeg har lyst til, da jeg ikke synes, jeg kan finde den tid, der skal bruges for at være på hele tiden. Der sker nemlig en masse i mit liv altid, men det er ikke alt der når ud til offentligheden, selvom jeg egentlig gerne ville dele det med andre.
@ Pia
Tak 🙂
Ja en knap, hvor man kunne tilkendegive, at man havde læst et indlæg, ville også være meget velkommen her. Det er jo ikke altid, jeg lige kan finde på en god og rammende/passende kommentar.
Du har ret i, at det tager meget tid at blogge. Nu har jeg selvfølgelig masser af tid p.t., så jeg nyder at bruge tiden på selv at skrive indlæg og på at kommentere hos jer andre. Jeg skriver mig ud af svære ting, og tænk, jeg synes, det virker, og det er jeg glad for.