,

Usikkerhed

Ude hos Atea har de fyret halvdelen af min afdeling incl. min chef, som var mit “anker” i afdelingen, og som jeg kendte fra min tidligere karriere. Baggrunden er, at afdelingen giver underskud og at chefen ikke havde kunnet lave et “turn around” hurtigt nok. Sådan er det så også i det private erhvervsliv 🙁

Nu ved jeg ikke, om jeg er købt eller solgt. Når de har fyret halvdelen, er det jo tænkeligt, at de ikke har ressourcer til at have en som mig siddende, og er der overhovedet brug for resultatet af den opgave, jeg er sat til at løse? Jeg er i gang med at opbygge en database over deres kurser og så afsøge det øvrige marked for de samme kurser, m.a.o. hvordan er konkurrencesituationen? Det er såmænd interessant nok.

I en sådan situation kan jeg godt mærke, at jeg ikke hører “rigtigt” til, for jeg får ingen informationer. De andre går og snakker, men jeg bliver ikke involveret, og det er ubehageligt. Jeg har involveret Psykiatrifonden, da det er dem, der er underskriver af aftalen på min side. Det virkede ikke som om HR kendte til, at der var en aftale og til at jeg i det hele taget var der. Har chefen bare handlet på egen hånd?

På mandag skulle der gerne komme noget klarhed. Jeg håber meget, jeg kan blive der, for jeg orker næsten ikke at skulle starte op et nyt sted. Nu har jeg lige fundet ud af, hvad de nærmeste hedder, hvad de laver, de har taget rigtig godt imod mig og jeg er kommet godt i gang med opgaven. Jeg har brug for ro og klarhed ikke usikkerhed og uklarhed.


Bloggen har været nede. Der kunne ikke oprettes forbindelse til databasen. Da jeg ikke havde foretaget den mindste ændring skrev jeg til min webudbyder. De løste lynhurtigt problemet, der viste sig at være, at der var gået ged i kodeordet. Jeg undrer mig over, hvordan det kan ske, og glæder mig over, at problemet er løst.

, ,

Backup

Forbrugeroplysning

Min blog er en WordPressblog, og jeg hoster den selv. Som backup-værktøj bruger jeg BackupBuddy fra ithemes, hvor man kan vælge at tage backup bare af databasen eller også af filerne. Jeg har sat det op til at køre automatisk med alle filerne dagligt.

Inden jeg blev indlagt kørte alt, som det skulle, men pludselig fejlede kørslerne hele tiden. Frustrerende når man ikke har skruet på noget…

Jeg spurgte først Jon hos WPDK.DK, men de tager sig ikke af tredjepartstilføjelser. Så måtte jeg spørge på forum hos ithemes. Normalt har jeg ikke så meget fidus til at lægge et spørgsmål på et forum, for er der nogensinde nogen, der ser det?

Min mistro blev gjort til skamme. Efter to svar var problemet løst og alt kører igen, som det skal. Problemet var, at cachen var blevet alt for stor, og den skulle så bare udelukkes – simple as that. Der er temmelig mange opsætningsmuligheder i BackupBuddy, og dem skal jeg have studeret lidt nøjere. En af de praktiske ting, den kan, er at sende en kopi til Dropboxkontoen. Bliver webhotellet hacket har man Dropbox – ret smart.

Alt dette bare for at gøre lidt reklame for BackupBuddy, der også fås i en gratis version.

, ,

Design

Leder med lys og lygte

Det jeg leder efter er et nyt tema/design til bloggen, og jeg har snart kigget mange igennem, men lige meget hvad jeg kigger på, har de en eller anden mangel:

En typisk mangel er datoen for indlægget, som jeg synes, skal vises som noget af det første. I flere temaer vises datoen som et tag, og det er ikke hensigtsmæssigt.

De fleste temaer viser ikke arkivet, og det vil jeg da helst ikke undvære. Det er da sjovt at kunne se tilbage til bloggens spæde begyndelse i 2005.

Jeg har så kigget lidt på det gratis “Twenty twelve”, der – bortset fra det med datoen – ser fint ud. Det er meget enkelt og klart, men skriften er ikke så tydelig som i det nuværende tema.

Det vigtigste for mig er, hvad læserne synes, så nu prøver jeg at installere “Twenty twelve” som en test, og så vil jeg blive glad for at høre, hvad I synes. Bare læg en kommentar – på forhånd mange tak! Du må også meget gerne begrunde dit svar, fx hvorfor du bedst kan lide det gamle eller det nye tema.

Specielt til Kirsten BR: Med dette tema kan du zoome!

Personerne på billedet i toppen er: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og min mor. Der er vandmærker på fordi jeg ikke gider, at andre slægtsforskere hugger billederne.

Jeg har ændret på frisen, fordi det er pænere, når alle billederne er s/h. Det er nu i stedet: Mine forældres vielse i 1955, min farfar, min far og mig. Der er så mange der siger, at vi ligner hinanden, og det kan man – synes jeg da – se på dette billede.

,

Nyhedsbrev

Tilbage på scenen

Jeg driver et lille nyhedsbrev om slægtsforskning og relaterede emner, og det har jeg gjort siden 2010. Det udkommer med højst uregelmæssige mellemrum, fx er det seneste udkommet i maj 2014 og så altså også i dag.  Jeg har ambitioner om at udkomme ca. en gang om måneden. Du kan se det her. I dag handler det om kriminalhistorie.dk og om gamle billeder.

Hvis du af en helt tredje grund skulle have lyst til at abonnere, klikker du her. Jeg lover, at du ikke bliver spammet til.

Jeg har 72 abonnenter, og det er jeg helt godt tilfreds med. Nogle få af dem har jeg truffet IRL, men de fleste er nogle, der har fundet vej ad anden vej. Hvis jeg kan magte at få det til at udkomme noget oftere, kan jeg sikkert få antallet af abonnenter til at vokse, og det kunne nu være helt sjovt.

Jeg bruger programmet MailChimp til at udarbejde det i. Det er et utrolig smart program med et væld af forskellige muligheder og mange flotte skabeloner. Det er bare at vælge en skabelon og så begynde at fylde sit eget indhold i, og når man først har prøvet det et par gange, er det legende let. Man kan sende de første 2.000 mails gratis; der når jeg aldrig op. Til tider er jeg ret fascineret over alt, hvad man kan finde gratis på nettet.


Jeg er blevet ringet op af Psykiatrifonden, og skal til det første møde derinde fredag den 13/2 kl. 13:00. Men ØV hun lød ikke særlig flink; jo måske lidt midt i samtalen, men ikke til en start og ikke til slut. Heldigvis kan Bodil gå med, og det tager brodden lidt af det. Hvis hun nu havde lydt flink, ville det hele have været meget bedre.