, ,

At blogge

Jeg har tænkt på det så tit, så nu materialiserer tankerne sig i en post: Jeg er så glad for at færdes i blogland. Jeg synes, jeg får så meget relevant feedback på mine poster, og så har jeg nået et af mine mål med bloggen. Da jeg oprettede den, var målet at skrive et ugentligt nyhedsbrev om centrale fund i min slægtsforskning. Det blev nu aldrig rigtig til noget. Med tiden har min blog udviklet sig til at blive meget personlig, og af og til kan jeg tænke på, om det nu også er fornuftigt. Min konklusion er hver gang, at sådan er jeg nu engang, og det afspejler sig så i mine poster.

Bloggen fylder 10 år den 9. december 2015, og det skal på en eller anden måde fejres. Lige om lidt har I også sendt 8.000 kommentarer (der mangler kun 60), og det skal også markeres. Min hovedside er blegnet noget, for det er meget sjovere at skrive på noget, hvor man får feedback. Man kan gå alene rundt med tanker om dette eller hint, hvor det så er godt at få andre øjne på fx et problem. I skal vide, at jeg er glad for alle jeres kommentarer.

Et er min egen blog, noget andet er jeres blogs: jeg synes, jeg bliver klogere af at læse med hos jer fx hos Lene, hvor jeg lærer noget om både sygepleje og landmandslivet i kartoffelmarkerne, og hos Ellen, hvor jeg lærer en masse om blandt andet godt sprog. Jeg gør mig umage med at lægge kommentarer hos alle jer, jeg følger, da det er lidt “give and take”; vil man selv have kommentarer, må man også selv lægge nogle.

Apropos godt sprog: Jeg glæder mig over det gode sprog, som alle de bloggere, jeg følger, har. Der bliver både sat kommaer og læst korrektur. Det er en fornøjelse. Ikke at jeg selv er perfekt, slet ikke, men jeg gør mig i hvert fald umage, og det glæder mig at se, at sproget på nettet kan være meget bedre end på Facebook, hvor jeg også færdes en del. Jeg krummer ofte tæer, når jeg ser, hvad folk skriver der. Det er sikkert en art snobberi, men jeg kan altså ikke tage folk, der laver bunkevis af fejl, særlig seriøst.

Og så er der kun tilbage at ønske jer alle sammen god weekend og god ferie.

16 replies
  1. Kisser
    Kisser says:

    10 års fødselsdagsblog. Godt gået.
    Det er sjovt at blogge, og følge med i blogverdenen.
    Som du selv skriver, startede din blog med et formål, og er endt med at blive noget andet.
    Jeg holder meget af at følge din blog (og en hel masse andre), for man kan altid blive klogere.
    Det er skønt at læse blogge med et godt sprog.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Kisser

      Ja det er ti år, der pludselig bare er gået, og jeg forstår faktisk ikke, hvor alle de år bare forsvandt hen. Jeg holder meget af at færdes i blogland; selvom jeg “kun” har mødt Ellen og John IRL, så føler jeg alligevel, at jeg kender jer alle sammen sådan rigtigt. Hvis man følger nogen fast og årene går, ja så kender man jo hinanden.

      Jeg kan også godt lide din blog og dit sprog!

      Svar
  2. Jørgen
    Jørgen says:

    Det er dejligt med dette dit formulerede overblik over bloggeriet og det er jo langt mere end om stavefejl m.v. Jeg synes du har et flydende skriftligt sprog, som jeg godt kan lide at læse.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Jørgen

      Tusind tak for dine pæne ord om mit sprog. Det blev jeg vældig glad over at læse. I øvrigt er det fuldt ud gengældt.

      Svar
  3. Pia
    Pia says:

    Det er berigende både at blogge og læse andres blogge. Jeg læser også altid korrektur på egne indlæge, endda flere gange, og alligevel finder jeg ofte fejl efter udgivelsen.
    Mine kommentarer lever et lidt andet liv, hvor der jævnligt fremkommer vrøvl og trykfejl. Jeg orker ikke at skrive en ny kommentar, hvis jeg vurderer at man kan gætte sig til meningen.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Pia

      Jeg finder nærmest altid noget, når jeg tager den første preview, og alligevel finder jeg også tit noget, efter jeg har trykket på send-knappen.

      Mine kommentarer har det ligesom dine: Der står ind imellem noget frygteligt sludder, selvom jeg prøver at gøre mig umage.

      Svar
  4. Lene
    Lene says:

    Tænk at du snart har haft din blog i 10 år. Jeg kan godt acceptere stavefejl, hvis jeg ved at det skyldes ordblindhed. Jeg har en kollega, som kæmper en kamp konstant og som er hæmmet i den grad af at vores dokumentationssystem ikke har stavekontrol. Nogen gange må jeg læse højt det hun har skrevet for at forstå meningen.
    Jeg kan godt lide at tjekke mit valg af ord, for nogen gange har jeg fået den uofficielle stavemåde ind under huden.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Lene

      Dette er så din kommentar nummer 100 – tak for dem alle sammen. Ja de 10 år er pludselig bare løbet afsted; jeg forstår det ikke helt.

      Ja selvfølgelig skal man tage hensyn til ordblinde, men så mange ordblinde mennesker findes der simpelthen ikke. Hvis du er på Facebook så prøv at lægge mærke til det.

      Jeg tjekker også selv det, jeg skriver. Jeg plejer at tage en “forhåndsvisning”, inden jeg trykker på “Udgiv” og jeg finder altid et eller andet, om end ikke andet nogle manglende kommaer 🙂

      Svar
  5. Eric
    Eric says:

    Jeg tror, at mange har kastet sig ud i at blogge med et bestemt formål, men så har bloggen fået sit eget liv, som ændrer kursen. Og det kan jo i høj grad hænge sammen med de tilbagemeldinger, man får i kommentarfeltet.

    Stavefejl m.m. irriterer også mig, men det væsentligste forbliver relevant indhold.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Eric

      Jeg tror, du har ret i, at indholdet i kommentarfeltet er med til at bestemme bloggens indhold. Sådan har det i hvert fald været for mig gennem mine snart 10 år i blogland.

      Selvfølgelig er det relevante indhold det vigtigste, jeg har bare så svært ved at holde fokus gennem de mange stave- og formuleringsfejl; og som Ellen skriver, så er stavekontrollen opfundet.

      Svar
  6. Inge
    Inge says:

    Jeg forsøger efter bedste evne at holde bloggen nogenlunde fri for stavefejl, men når jeg kommenterer og svarer på kommentarer sker det ofte fra en iPad eller fra telefonen, og der må jeg indrømme at der ofte sniger sig nogle tastefejl ind.. 🙂

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Inge

      Ja du har ret i, at det kan være enormt svært fra de små enheder, hvor i hvert fald mine tommelfingre er for store.

      Svar
  7. Benedicte
    Benedicte says:

    Nej, desværre så tager de mange fejl netop fokus fra indholdet. Stavekontrollen kan klare noget af det, men er man f.eks. ordblind, så er den ikke altid brugbar.
    Jeg læser mange blogge som jeg aldrig får lagt kommentarer på. Jeg er i det hele taget ikke så god til at kommentere (men forventer til gengæld heller ikke mange kommentarer på min egen blog). Måske fordi jeg synes der skal være en mening med det jeg skriver og ikke bare kan levere en tom floskel. Det er lidt af et dilemma. Jeg kunne faktisk godt tænke mig en form for ‘læst’knap, så man kan markere, at man har læst med, men ikke så meget andet at tilføje 😉

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      @ Benedicte

      En læst-knap ville være en rigtig god idé. Gad vide om der findes et eller andet sted man kan stille forslag til udviklerne af WordPress? Den side vil jeg prøve at lede efter.

      Det er rigtigt at ordblinde måske ikke har så meget glæde af stavekontrollen, men så mange ordblinde mennesker findes der altså ikke. Nu ved jeg jo ikke, om du er på FB, men der vil du se, at det flyder med elendigt formulerede indlæg.

      Det er også rigtigt, at man skal have et budskab i ens kommentarer, så det ikke bare bliver floskler. Jeg sidder også af og til og tænker, om jeg bare serverer floskler.

      Svar
  8. Ellen
    Ellen says:

    Jeg gider heller ikke de bloggere, der ikke kan stave. Stavekontrollen er opfundet, og selv om den er en del af grunden til de mange særskrivningsfejl, ville den stadig opdage langt de fleste andre fejl. Så hvis der er for mange stavefejl, bliver vedkommende valgt fra, for jeg kan simpelthen ikke fokusere på indholdet.

    Svar
    • Stegemüller
      Stegemüller says:

      Du har ret: det handler om at kunne fokusere på indholdet. Ja stavekontrollen er nemlig opfundet. Herudover må enhver vide, at der skal sættes nogle punktummer og kommaer, hvis indholdet skal være læsbart. Jeg græmmes som skrevet, når jeg færdes på Facebook, hvor folk ofte bare skriver ud i en køre uden det mindste tegn eller store bogstav.

      Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *