/6 Kommentarer/i /af

Tandsundhed for psykiatribrugere

En af os

Tandsundhed for psykiatribrugere

Der findes et glimrende initiativ, der hedder “EN AF OS”. Formålet er:

Landsindsatsen EN AF OS har til formål at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark – altså slut med diskrimination og udelukkelse af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Det skal være lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et fuldt og godt liv som en ligeværdig del af samfundet. Kilde: En af os’ hjemmeside. Lige p.t. har EN AF OS en kampagne om tandsundhed for psykiatribrugere. De prøver at vejlede om den tandsundhed, der er så vigtig, når man tager psykofarmaka. Lige p.t. har de en debat på Facebook, hvor brugere fortæller om deres problemer med bisserne.

Tandsundhed beskrevet af en bruger

En bruger skriver fx:

“Jeg har i mange år haft dårlige tænder og har nu gebis. I mine depressioner har jeg ikke orket at passe mine tænder. At psykisk sygdom og dårlige tænder hænger sammen har jeg selv googlet mig lidt frem til. Men jeg har aldrig oplevet nogen steder, at der er fokus på det. De to af mine børn har også diagnosen bipolar. Min søn mangler tænder og drømmer kun om at få gebis. Han er 26 år. Min datter på 24 år har også tandproblemer. De er begge meget bange for at gå til tandlægen og har kun været det få gange de sidste 10 år.”

For mig at se, er sådan et statement frygteligt. Det må være frygteligt ikke at have sine egne tænder. Tandsundhed er lig med livskvalitet.

EN AF OS har også gennemført en større undersøgelse blandt mere end 1.000 psykiatribrugere:

“Undersøgelsen dokumenterer, at mange personer, der tager medicin mod psykiske lidelser, oplever tandproblemer. Den peger også på, at personer, der får medicin for deres psykiske sygdom, ikke oplever at blive tilstrækkeligt oplyst i tide om mulige bivirkninger og følgesygdomme relateret til munden. Mange nævner alvorlige sociale og fysiske følger af dårlig tandsundhed.”

Der var ved Gud ingen, der på forhånd fortalte mig om problemerne med tænderne. Det blev først klart, da det var for sent. Da havde de alle travlt med at fortælle mig, at jeg skulle gøre noget ved min tandsundhed, men hvad kan man gøre på sygedagpenge – eller eventuelt kontanthjælp?

Tandlægerne siger, at alle mine skader skyldtes medicinen. Det er dejligt, men hvis jeg skal være 100 pct. ærlig, tror jeg også, der var perioder under depressionerne, hvor jeg ikke orkede at passe mine tænder! I mine depressioner har jeg kun haft ét fokus: at overleve indtil i morgen.

Der er adskillige informationer for brugere her.

Mulighed for at komme til specialtandpleje og tilskudsregler

“Alle kommuner skal have et tilbud om specialtandpleje til voksne, der ikke kan benytte de almindelige tilbud om tandpleje på grund af betydelige og varige funktionsnedsættelser, f.eks. på grund af en psykisk lidelse. Specialtandplejen arbejder både sundhedsfremmende, forebyggende og behandlende med det formål, at fremme den enkeltes trivsel ved at kunne bevare tænder, mund og kæber i funktionsdygtig stand hele livet. Hvis du bor i et botilbud eller anden form for kommunal eller regional boform, eller hvis du er indlagt i psykiatrien eller tilknyttet distriktspsykiatrien, kan du henvises direkte til specialtandpleje. Direkte henvisning kan ske via det tilknyttede personale, som har et godt kendskab til dig og dit funktionsniveau jfr. Bekendtgørelse om tandpleje, kapitel 3 om specialtandplejen.”

Kunne jeg have haft gavn af disse regler?

Jeg sidder og bliver lidt ond i sulet. Jeg har (snart) hostet op med 103.615 kr. af egen lomme til en total renovering af mine tænder, som jeg er lykkelig for, men jeg kunne formentlig have haft glæde af bekendtgørelsen, idet jeg enten konstant har været indlagt eller i hvert fald hele tiden har været – og stadig er – tilknyttet distriktspsykiatrien.

Hvorfor søren er der ikke nogen, der har gjort mig opmærksom på dette? Jeg er, så vidt jeg kan regne ud, færdig med at betale til november 2018. Jeg har beroet mig på, at tandlægen ville indgå på en afdragsordning, banken (Nordea) ville nemlig ikke, uagtet jeg har været kunde i 37 år, og aldrig har skyldt så meget som en bøjet femøre. Men nu har jeg altså prioriteret min tænder højt, men vær venligst opmærksom på, at det at prioritere, fordrer noget at prioritere med/af.

Tænderne er mine, hver og en

Det var ikke kun distriktspsykiatrien, der ikke åbnede mine øjne (* Se dog note 1 og 2 nederst). Kommunen gjorde heller ikke, da jeg søgte om en enkeltydelse som hjælp. De svarede fem måneder efter ansøgningsdatoen, at de gerne ville have et nyt overslag fra en ny tandlæge. Det fik jeg så lavet. Det første overslag fra min “gamle” tandlæge lød på ca. 70.000 kr. Det nye overslag fra min nye tandlæge lød på 151.000 kr.  Den nye tandlæge var god og spurgte, om jeg ville have den billigste behandling eller den rigtige behandling. Jeg er sådan et enten-eller-menneske, jeg prioriterer kvalitet øverst, så jeg bad om den rigtige behandling. Og jeg var parat til at betale selv, uagtet det ville tage lang tid at komme igennem regningen.

Den billigste behandling havde været proteser i både over- og undermund. Jeg ved ikke, hvad prisen så ville have været, men den ville helt sikkert have været langt under de 103.615 kr.

Nu er jeg bare så glad for at have mine egne flotte tænder, som Nadia (min søde tandlæge) altid roser, når jeg kommer hver tredje måned. Men jeg er også omhyggelig – nærmest hysterisk – jeg børster uhyre grundigt morgen og aften, og jeg bruger både morgen og aften tandtråd og interdentalbørster (flaskerensere). I alt bruger jeg otte til ni minutter. Jeg vil gøre alt for at passe mine tænder, så jeg kan vedblive at passe mine nu flotte tænder.

Det er nemlig livskvalitet – for mig – og jeg har selv betalt hver en bøjet femøre!

Noter

* Note 1: Min kontaktperson i distriktspsykiatrien oplyser: “Vi har udtrykkeligt fået besked på, at det kun er for patienter som af psykiske årsager ikke kan benytte almindelig tandlæge”.

* Note 2: 8. marts 2018: Vi har drøftet spørgsmålet igen, herunder at jeg var vel hurtig til viderebringe et udokumenteret budskab. Det skal forstås sådan, at § 13 i BEK nr 1658 af 22/12/2017 skal læses i sammenhæng med § 12. Jeg undskylder mange gange.

I § 13 står: “Stk. 2. Personer, der er omfattet af § 12, som er indlagt på eller tilknyttet psykiatriske hospitalsafdelinger, herunder distriktspsykiatriske ordninger, vil kunne henvises direkte til specialtandpleje.”

Altså skal man være omfattet af § 12, før § 13 kommer i spil.

I § 12 står: “Kommunalbestyrelsen skal tilbyde et specialiseret tandplejetilbud (specialtandpleje) til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der er tilmeldt folkeregistret i kommunen, og som ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller i omsorgstandplejen.”

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , , /af , ,

En opringning

En opringning

Telefonen ringede 16:54

En opringning

Det var en kvinde på 65 år, der har fulgt min blog i mange år men aldrig har kommenteret. Hun var særdeles velorienteret om mit liv og min færden. Det er helt fint. Ellers skulle jeg holde mig til dagbogen (barndommens med den lille lås i højre side). Jeg skriver jo blandt andet for at blive læst, og det er mit indtryk, at jeg har en del læsere, der bare aldrig giver sig tilkende fx via en kommentar.

Hun havde længe haft glæde af at læse posterne om bipolar affektiv sindslidelse, da hun selv er bipolar.

Mennesker mødes

Vi talte hyggeligt sammen i 30 minutter, og hun nævnte, at hun måske vil ringe igen. Det er hun selvfølgelig velkommen til. Jeg skal nok tage telefonen…

Det er et pudsigt lille eksempel på, at man, hvis man vil, kan have en del tilfælles med mennesker, man ikke kender. Måske især hvis de fejler det samme. Verden er gudskelov andet end sygdom og diagnoser, men vi blev fx rørende enige om, at mange mennesker med en psykisk sygdom i den grad mangler “startknappen” ~ har svært ved at lette røven, for nu at udtrykke det på jævnt – eller bare forfladiget – dansk.

Inspiration

Opringningen giver blod på tanden til at skrive mere om bipolar affektiv sindslidelse. Det er mit håb, at jeg kan give sygdommen et mere menneskeligt ansigt end det, man finder med Google.

Jeg har masser af stof både i alle de gamle blogposter, men også fra den bog jeg forsøgte mig med, og som jeg har opgivet. Måske begynder jeg bare forfra for at få en bedre struktur på stoffet. Blogposter har et midlertidigt skær, mens indholdet i fanebladene måske kan opleves som mere varigt.

Et faneblad skal helliges ECT-behandling, da det er mit indtryk, at der stadig er meget mystik og angst knyttet til det. Jeg har meget erfaring at dele ud af på det felt. Jeg har trods alt prøvet det 51 gange. Måske slår jeg en eller anden rekord?

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatri og økonomi

Psykiatri og økonomi

Psykiatrifonden har en plan

Psykiatri og økonomi

Jeg kan så godt lide at læse Anne Lindhardts indlæg på Psykiatrifondens hjemmeside. Hun har ordet i sin magt – og hun har markante holdninger. Det er, efter min opfattelse, en god kombination. Det er det, der er behov for. Det er sådanne, jeg også prøver at have i min magt.

Hun skrev (sikkert ikke selv) følgende på deres Facebookside i går:

Psykiatrifonden har en plan. En genial plan. Den er timet og tilrettelagt. Vi skal bruge:

– Flere midler til behandling
– Et viskelæder, så vi kan viske aldersbegrænsning og brugerbetaling på psykologhjælp væk
– Et forstørrelsesglas, så der kan blive sat fokus på på forebyggelse og efterbehandling

Det handler ikke om et pengeskab. Eller juveler. Det handler om lighed i sundhed. Men det er stadig et kup til milliarder! For psykisk sygdom koster hvert år samfundet rundt regnet 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste.

Udredningsgaranti

I september 2017 blev der fastlagt en såkaldt udredningsgaranti, der bevirker, at også mennesker med psykisk sygdom kan få stillet en diagnose indenfor 30 dage. Sådan har det været i somatikken (somatk er lig alle andre sygdomme end de psykiatriske) i årevis. Så det er godt, at der omsider kom en form for ligestilling mellem somatikken og psykiatrien.

Problemet er

Der fulgte bare ikke nogen penge med! Så nu kan man få sin diagnose, gå hjem at vide, at man har bipolar affektiv sindslidelse og vente nogle måneder på en indkaldelse i e-boks. Tænk hvis man gjorde sådan med kræftpatienter. Kræftens Bekæmpelse ville (berettiget) kæfte op, gå til ministeren og samtlige dagblades webredaktioner. De kan sætte dagsordenen; det kan vi ikke.

Hvorfor er et sådan? Er det fordi, der stadig er meget tabu forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi spillerne på området ikke spiller tilstrækkeligt godt sammen? Er det fordi fx “Psykiatrialliancen” ikke manifesterer sig tilstrækkeligt? Jeg talte med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om “Psykiatrialliancen”. Hun vidste end ikke, hvad det var, og man hører så sandelig heller ikke meget til den. Og min kontaktperson er skam ellers meget opdateret på, hvad der foregår rundt omkring.

Note i november 2021: Alliancens seneste opdatering er fra november 2016. Der sker absolut intet og derfor en god grund til, at hun ikke kendte til den.

Satspuljemidler

Satspuljemidler er kendetegnede ved at være øremærkede til eksempelvis projekter. Da projekter jo hører op, hører midlerne også op. Vil man forbedre driften af et område, skal beløbene på finansloven – det ved enhver.

Psykiatrifonden skriver på sin hjemmeside:

Ekstra midler til behandling er afgørende.

I forbindelse med forhandlingerne om satspuljemidlerne i 2014 blev der faktisk tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien frem til 2018. Det kan lyde af meget, men problemet er, at det ikke er regulære ekstra midler, og at pengene er øremærket mange forskellige indsatser og projekter til fx byggeri og ikke i tilstrækkelig grad varme hænder.

”Det vi har brug for, er det, som vi har set på hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige midler. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Jeg er ikke klar over, hvor mange kræftpakker, der er vedtaget, men det foresvæver mig, at det er fem, og milliarderne er fulgt med. Hvorfor har vi ikke psykiatripakker?  Er psykiatrien ikke lige så “fin” som somatikken?

Der er bestemt behov for byggeri, da den bygningsmasse, jeg kender til, er stærkt kritisabel og under lavmålet. Det er uværdigt, at stoppe fire meget syge mennesker ind i det samme lokale og adskille sengene med stativer “iført” en slags gardiner. Hvis man får seng nummer fire, som er den, der er skubbet ind for at tage spidsbelastningen, mærkes det tydeligt. Der er nemlig ikke nogen natlampe, og der er ikke nogen stikkontakt, så når iPadden skal lades op, må den ligge i håndvasken! Der er i øvrigt heller ikke et skab til tøj og sådan…

Forestil dig

En patient henvender sig i skadestuen med et brækket ben, en forstuvet albue, hjerteflimmer, begyndende cancer eller lignende. Han behandles, og der iværksættes evt. et længerevarende forløb.

En anden patient henvender sig i den psykiatriske akutmodtagelse med angst, depression eller selvmordstanker. Beskeden er ofte: Gå hjem og pas på dig selv. Sov. Gå en tur.

Der er altså et eller andet galt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Royal og kognitive problemer

Royal og kognitive problemer

Jeg er royal

Royal og kognitive problemer.

Det er der sikkert ikke så mange, der ville gætte på, men jeg er faktisk vældig royal, primært fordi jeg synes, H.M. Dronningen er en fantastisk repræsentant for vores land. Og det skal hun have stor tak for.

Nuvel jeg kender hende jo mest fra hendes nytårstaler, som jeg trofast lytter til hvert eneste år. Talen i 2017 var markant, og det var den også i 1984, hvor hun talte om de “dumsmarte bemærkninger”. Hun har vid og bid, og jeg synes, hun er dygtig. Hun forstår at twiste ordene, så hun på en og samme tid er både umisforståelig og neutral. Hun kan sætte nogle på plads. Den slags kræver et klogt menneske – og det er dronningen!

Dronningen har mistet sin livsledsager

H. M. Dronningen har nu mistet sin livsledsager gennem mere end 50 år, og det må være meget, meget svært. Alligevel har hun overskud til i pels at træde ud foran Fredensborg Slot og møde ganske almindelige mennesker, der tænder lys, med smil og taknemmelighed. Det er smukt. Jeg beundrer hende endnu mere nu.

Alle medier/platforme svømmer over med reaktioner på prins Henriks død. Pludselig er der ikke grænser for, hvor stort et aftryk han har sat i vore hjerter. Men jeg undrer mig: Har det ellers ikke hele tiden hedet sig, at han ikke blev accepteret, blandt andet fordi han efter alle disse år stadig ikke talte ordentligt dansk? Jeg synes, jeg husker noget med “Dom panda dom spiser bamboo”.  Han har stået i skyggen af H. M. Dronningen, og det har han brokket sig over, og danskerne har ikke forstået det. Husker jeg helt galt? Det vidste han da på forhånd, da han som fransk greve giftede sig ind i den danske kongefamilie.

Prins Henrik led af demens

Det sidste har selvfølgelig været hans ønske om ikke at blive begravet side om side med sin hustru under Bjørn Nørgaards sarkofag i Roskilde Domkirke. Som jeg husker det, var der ikke meget folkelig forståelse for det. Da det kort efter kom frem, at prins Henrik led af en fremskreden og alvorlig demenssygdom, kunne de fleste alligevel “tilgive” ham. Forståelsesrammen blev ganske enkelt en kende større.

Ære være Prins Henriks minde, men jeg synes, at den påståede enorme kærlighed fra folket til prinsen er vokset ind i himlen siden tirsdag aften kl. 23:18.

Distriktspsykiatrien

Jeg var en tur i Distriktspsykiatrien i dag. Gitte holder mig på sporet, og det er jeg glad for og tryg ved. Hun er så sød og kompetent. Jeg er lidt bange for, at de snart smider mig ud, nu hvor jeg jo faktisk har det ret godt. Vi talte lidt om hvor længe, jeg har været stabil, og det er faktisk siden januar 2017 – altså faktisk et år. Og det er jeg så taknemmelig over! Jeg tror på, at jeg kan sige “sidste gang jeg var indlagt” og ikke bare “da jeg senest var indlagt”. Der er enorm forskel set fra mit perspektiv.

Jeg har tidligere skrevet om det flotte fremskridt mht. Triglyceriderne. Vi talte om det igen, for jeg er animeret til at bringe tallet endnu længere ned. Jeg forstår ikke, hvorfor kolesteroltallet og Triglyceriderne ikke følges ad, når de begge er mål for fedt i blodet. Men hvorom alting er, har jeg, efter aftale, skrevet dette lille afsnit, som forslag til, hvad der kan skrives ind i journalen. Om Gitte nu kan lide/bruge det, kan jeg jo ikke vide, men så er det da forsøgt:

“Patienten har siden september/ oktober 2017 omlagt sine kostvaner ved nu at købe måltider hos “Aarstiderne”. Måltiderne derfra er udelukkende økologiske og består primært af grøntsager og højst 100 gr. kød dagligt.  Det har bevirket et markant fald – ca. 75 pct. – i målte antal Triglecerider pr. mmol/l. Det er patientens egen opfattelse, at sund og lødig kost er en afspejling af, hvor godt hun har fået det, idet den egenomsorg, der ligger i ordentlig mad, kræver overskud både mentalt og økonomisk. På den måde kan målte Triglycerider ses som en indikator for patientens gode både mentale og fysiske tilstand.”

Tænder og kognition

I Hvidovre er der ingen Irma, og jeg kan kun drikke blå Irma-kaffe. Der ligger en dejlig Irma lige overfor Distriktspsykiatrien – Codanhus – så jeg måtte ind at have en del pakker kaffe og lidt andet.

Da jeg kom ud fra Irma, vinkede en kvinde til mig. Jeg kunne svagt huske hendes ansigt, og måtte spørge “Kender vi hinanden”? Og “hvad hedder du?” Jamen jøsses det var jo Tina. Hende mand Gert var i mange år min nærmeste ven. Vi mødtes i “Direktoratet for Social Sikring og Bistand og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner”. For nemheds skyld kaldte vi det “Direktoratet med det lange navn”.

Da han blev skilt for herrens mange år siden, flyttede han ind hos mig i min 53²m-lejlighed i Vanløse. Og vi havde det bare så hyggeligt i nogle måneder. Han fremtryllede hvad som helst med gryder og pander i mit bette køkken. Vi spiste ikke bare, vi talte også om liv og død og den slags. Jeg kan ikke huske hvornår, men vi fulgtes også til et “Copenhagen Photo Marathon”, og det gik os begge ret godt.

Hvorfor kontakten røg, husker jeg ikke. Men vi kunne da drikke en kop kaffe, og se om der er grobund for mere.

Tina sagde “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Jeg bliver så glad, når nogen siger det, så er det alle pengene værd. Jeg tænker også, om de har været og besøge mig, mens jeg har været indlagt, eller de korte stunder, jeg var hjemme? Jeg ved det virkelig ikke, men hvordan skulle de ellers kende til min dårlige tandstatus? Jeg tror da, den kun varede et par år?

En rigtig god ven fortæller, at hun besøgte mig mange gange på psykiatrisk afdeling. Jeg husker intet, heller ikke selvom hun beskriver den grimme have, vi sad i mv.

Jeg vil aldrig komme overens med, at der er så meget, der er skredet i svinget. Jeg går sådan set ikke og piver, men det er ikke rart løbende at blive konfronteret med det. Kend måske et ansigt – men vid ikke hvem det tilhører, uagtet det er mennesker, du har kendt i mange år og tilbragt meget tid med.

Og apropos kognition: Jeg træner med lydbøgerne, men det går ikke særlig godt. Jeg kan høre 4 * 4 minutter, så er tankerne alle andre steder. ØV. Men jeg giver ikke op.