Royal og kognitive problemer
Jeg er royal
Royal og kognitive problemer.
Det er der sikkert ikke så mange, der ville gætte på, men jeg er faktisk vældig royal, primært fordi jeg synes, H.M. Dronningen er en fantastisk repræsentant for vores land. Og det skal hun have stor tak for.
Nuvel jeg kender hende jo mest fra hendes nytårstaler, som jeg trofast lytter til hvert eneste år. Talen i 2017 var markant, og det var den også i 1984, hvor hun talte om de “dumsmarte bemærkninger”. Hun har vid og bid, og jeg synes, hun er dygtig. Hun forstår at twiste ordene, så hun på en og samme tid er både umisforståelig og neutral. Hun kan sætte nogle på plads. Den slags kræver et klogt menneske – og det er dronningen!
Dronningen har mistet sin livsledsager
H. M. Dronningen har nu mistet sin livsledsager gennem mere end 50 år, og det må være meget, meget svært. Alligevel har hun overskud til i pels at træde ud foran Fredensborg Slot og møde ganske almindelige mennesker, der tænder lys, med smil og taknemmelighed. Det er smukt. Jeg beundrer hende endnu mere nu.
Alle medier/platforme svømmer over med reaktioner på prins Henriks død. Pludselig er der ikke grænser for, hvor stort et aftryk han har sat i vore hjerter. Men jeg undrer mig: Har det ellers ikke hele tiden hedet sig, at han ikke blev accepteret, blandt andet fordi han efter alle disse år stadig ikke talte ordentligt dansk? Jeg synes, jeg husker noget med “Dom panda dom spiser bamboo”. Han har stået i skyggen af H. M. Dronningen, og det har han brokket sig over, og danskerne har ikke forstået det. Husker jeg helt galt? Det vidste han da på forhånd, da han som fransk greve giftede sig ind i den danske kongefamilie.
Prins Henrik led af demens
Det sidste har selvfølgelig været hans ønske om ikke at blive begravet side om side med sin hustru under Bjørn Nørgaards sarkofag i Roskilde Domkirke. Som jeg husker det, var der ikke meget folkelig forståelse for det. Da det kort efter kom frem, at prins Henrik led af en fremskreden og alvorlig demenssygdom, kunne de fleste alligevel “tilgive” ham. Forståelsesrammen blev ganske enkelt en kende større.
Ære være Prins Henriks minde, men jeg synes, at den påståede enorme kærlighed fra folket til prinsen er vokset ind i himlen siden tirsdag aften kl. 23:18.
Distriktspsykiatrien
Jeg var en tur i Distriktspsykiatrien i dag. Gitte holder mig på sporet, og det er jeg glad for og tryg ved. Hun er så sød og kompetent. Jeg er lidt bange for, at de snart smider mig ud, nu hvor jeg jo faktisk har det ret godt. Vi talte lidt om hvor længe, jeg har været stabil, og det er faktisk siden januar 2017 – altså faktisk et år. Og det er jeg så taknemmelig over! Jeg tror på, at jeg kan sige “sidste gang jeg var indlagt” og ikke bare “da jeg senest var indlagt”. Der er enorm forskel set fra mit perspektiv.
Jeg har tidligere skrevet om det flotte fremskridt mht. Triglyceriderne. Vi talte om det igen, for jeg er animeret til at bringe tallet endnu længere ned. Jeg forstår ikke, hvorfor kolesteroltallet og Triglyceriderne ikke følges ad, når de begge er mål for fedt i blodet. Men hvorom alting er, har jeg, efter aftale, skrevet dette lille afsnit, som forslag til, hvad der kan skrives ind i journalen. Om Gitte nu kan lide/bruge det, kan jeg jo ikke vide, men så er det da forsøgt:
“Patienten har siden september/ oktober 2017 omlagt sine kostvaner ved nu at købe måltider hos “Aarstiderne”. Måltiderne derfra er udelukkende økologiske og består primært af grøntsager og højst 100 gr. kød dagligt. Det har bevirket et markant fald – ca. 75 pct. – i målte antal Triglecerider pr. mmol/l. Det er patientens egen opfattelse, at sund og lødig kost er en afspejling af, hvor godt hun har fået det, idet den egenomsorg, der ligger i ordentlig mad, kræver overskud både mentalt og økonomisk. På den måde kan målte Triglycerider ses som en indikator for patientens gode både mentale og fysiske tilstand.”
Tænder og kognition
I Hvidovre er der ingen Irma, og jeg kan kun drikke blå Irma-kaffe. Der ligger en dejlig Irma lige overfor Distriktspsykiatrien – Codanhus – så jeg måtte ind at have en del pakker kaffe og lidt andet.
Da jeg kom ud fra Irma, vinkede en kvinde til mig. Jeg kunne svagt huske hendes ansigt, og måtte spørge “Kender vi hinanden”? Og “hvad hedder du?” Jamen jøsses det var jo Tina. Hende mand Gert var i mange år min nærmeste ven. Vi mødtes i “Direktoratet for Social Sikring og Bistand og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner”. For nemheds skyld kaldte vi det “Direktoratet med det lange navn”.
Da han blev skilt for herrens mange år siden, flyttede han ind hos mig i min 53²m-lejlighed i Vanløse. Og vi havde det bare så hyggeligt i nogle måneder. Han fremtryllede hvad som helst med gryder og pander i mit bette køkken. Vi spiste ikke bare, vi talte også om liv og død og den slags. Jeg kan ikke huske hvornår, men vi fulgtes også til et “Copenhagen Photo Marathon”, og det gik os begge ret godt.
Hvorfor kontakten røg, husker jeg ikke. Men vi kunne da drikke en kop kaffe, og se om der er grobund for mere.
Tina sagde “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Jeg bliver så glad, når nogen siger det, så er det alle pengene værd. Jeg tænker også, om de har været og besøge mig, mens jeg har været indlagt, eller de korte stunder, jeg var hjemme? Jeg ved det virkelig ikke, men hvordan skulle de ellers kende til min dårlige tandstatus? Jeg tror da, den kun varede et par år?
En rigtig god ven fortæller, at hun besøgte mig mange gange på psykiatrisk afdeling. Jeg husker intet, heller ikke selvom hun beskriver den grimme have, vi sad i mv.
Jeg vil aldrig komme overens med, at der er så meget, der er skredet i svinget. Jeg går sådan set ikke og piver, men det er ikke rart løbende at blive konfronteret med det. Kend måske et ansigt – men vid ikke hvem det tilhører, uagtet det er mennesker, du har kendt i mange år og tilbragt meget tid med.
Og apropos kognition: Jeg træner med lydbøgerne, men det går ikke særlig godt. Jeg kan høre 4 * 4 minutter, så er tankerne alle andre steder. ØV. Men jeg giver ikke op.
