Tidsregistrering og makroer
Det er så sjovt
Tidsregistrering og makroer
Nu befinder jeg mig jo pludselig i det pulserende, private erhvervsliv, hvor jeg lægger de fire timer i Farum og de fire timer herhjemme. Vi har lavet det sådan, fordi jeg har 1½ times transport hver vej. Det er en god løsning.
Jeg har fundet et lille Excelprogram på nettet, hvor jeg registrerer, hvad jeg bruger min tid på. Herefter har jeg lavet min første makro (Eric – hvad siger du så? ) i Excel, så det er lettere at få et overblik, og jeg har tilføjet nogle funktioner, jeg synes manglede. På under et splitsekund er alt sat overskueligt op, det ser pænt ud, og de rette summeringer er lavet. Det var i virkeligheden ikke så svært. Jeg er sikker på, at min metode var håbløs, men jeg konstaterer med tilfredshed, at det virker – og jeg har fået mod på at lave flere makroer.
Min tanke er, at når jeg arbejder så meget hjemme, og i det hele taget arbejder med ting, min nye arbejdsgiver ikke ved, hvad er, må de da have en interesse i, hvad jeg egentlig laver. Jeg viste selvfølgelig arket frem men – og nu kommer overraskelsen – det interesserer dem i virkeligheden slet ikke, bare jeg leverer resultater.
Jeg bliver selvfølgelig ved med at tidsregistrere, for om end ikke andet, vil jeg da selv gerne vide, om jeg er foran eller bagud med timer. Fx: jeg sad forleden dag med noget, der normalt vil tage en halv time, men det tog tre… Her kan jeg godt lide at kunne skrive opgaven og i kommentaren skrive, at det drillede.
Et helt andet politisk system
Jeg kommer jo fra staten, hvor der er et evindeligt pres på produktiviteten og på, hvad vi leverer for skattekronerne. Vi får altid at vide, at vi laver for lidt, drikker for meget kaffe, og at vi bare skulle se, hvordan det foregår ude “i virkeligheden”. Og “virkeligheden” skal som hovedregel forstås som “det private”.
Ydelserne skal hvert år blive de berygtede to pct. billigere. Kvinderne skal så også føde to pct. hurtigere. Dybest set er der jo stemmer og symbolpolitik i udsagnet: “Hvad får vi for pengene, og får vi nok?” Derfor er tidsregistrering en nødvendighed. Hvordan kan vi vide, hvad ydelserne koster, hvis vi ikke tæller op, hvor mange timer vi har brugt på at fremstille dem? Hvordan kan vi vide, at vi har nået de to procent, hvis vi ikke har en hel masse data at gange og dividere med? Det er fuldt forståeligt, men måske har det taget overhånd?
Inhabil
Jeg er i virkeligheden inhabil, idet jeg har implementeret tidsregistreringssystemer i tre styrelser plus Udenrigsministeriet, og det har forekommet mig at være helt naturligt. Og derfor er det en meget speciel følelse at kommer til det private og opdage, at de synes, den slags er irrelevant. På samme måde skal jeg ikke have madpakke med. De betaler frokosten. Al den slags skal jeg godt nok vænne mig til. Jeg forstår det slet ikke, men der er på en måde noget befriende over det.
På en måde kan man sige, at det jeg kommer fra, er et “kontrolhelvede” – på den anden side har den udefinerede masse “skatteborgerne” ret til at vide, hvad de får for pengene. Ministeren vil gerne kunne gå ud at sige, at han/hun har styr på sin biks, og at vælgerne derfor trygt kan stemme på ham/hende ved næste valg.
At bruge priserne
Når vi nu har ganget og divideret tilstrækkelig mange data i Excel, ved vi, hvad ydelserne koster, og vi kan oplyse, at de blev 2,1 pct. lavere end det foregående år. Så langt så godt.
Jeg talte forleden med en ven om alle disse ting. Hun mente, at det ville være næsten umuligt at opgøre, hvad fx en hospitalsseng kostede i døgnet. Det synes jeg nu ikke, man skal vel bare tage de direkte omkostninger og lægge overheadet til? De første gange man gør det, kan det selvfølgelig være enormt svært at få lagt en andel af fx havemanden og huslejen til en sengedag og få noget fornuftigt ud af det. Der er en række definitioner og regneregler, der skal på plads, men raketvidenskab bliver det altså aldrig.
Når man kender priserne, kan man også opgøre, hvordan bevillingerne bør se ud. Hvis en psykiatrisk afdeling kører på pumperne, og det gør den, har de behov for at kunne sige: Vi har konstant overbelægning, og vi har ydet 51 ECT-behandlinger ekstra. Jeg er helt klar over, at overbelægningen selvfølgelig bringer den gennemsnitlige pris pr. sengedag ned. Der kan køres flere patienter gennem systemet for de samme penge. Huslejen og havemanden bliver billigere pr. sengedag. De ekstra patienter skal selvfølgelig også have mad, medicin, pleje og alt det andet, der hører med til at være indlagt. Men gennemsnitsprisen må alt andet lige falde.
Jeg ville gerne opgøre omkostningerne
I mit strandede bogprojekt ville jeg gerne opgøre omkostningerne til mit forløb. Sundhedsdatastyrelsen har nogle “lækre” regneark med DRG-priser. DRG står for “diagnoserelaterede grupper” og er et begreb, der er alment brugt i sygehusvæsenet. DRG-priserne på hjemmesiden er alle opdaterede. Priserne rummer både somatikken og psykiatrien. Der ligger en takst for ECT-handlinger på ca. 2.800 pr. styk. Det tal gangede jeg med 51 og fik derved et beløb på ca. en kvart million. Altså har væsenet givet mig ECT for en kvart million. Hvis man vil vide, hvad et forløb som mit har kostet, skal dette beløb selvfølgelig med – det er jo enormt mange penge.
Jeg har stået på hovedet for at finde ud af, om det var den rigtige pris på denne ydelse og på et par andre ting i form af fem timers neuropsykologisk undersøgelse, en tur på Hukommelsesklinikken mv.
Jeg blev sendt hid og did i systemet gennem tre måneder. Jeg endte i RegionH, der efter fem uger skrev, at man ikke brugte DRG-taksterne i psykiatrien, og at man i hvert fald ikke vidste, hvad en ECT-behandling kostede.
Jeg er meget overrasket! Hvorfor bruger man ikke DRG-taksterne, når de findes? Hvorfor er de fuldt opdaterede, når de ikke skal bruges til noget? Hvordan kan psykiatrien ansøge om øgede bevillinger, når man ikke ved, hvad ydelserne koster? Til sidst opgav jeg at stille flere spørgsmål, og de var også temmelig trætte af mig.
Det foregår vist nok sådan, at det enkelte psykiatriske center får en arbitrært fastsat pose penge, og uanset antallet af patienter og ECT-behandlinger mv. skal de bare løse opgaverne for de penge.
Der er ikke noget at sige til, at psykiatrien er udsultet! Ved brug af DRG-takster (eller nogle andre takster) kunne dette ret let ændres. Jeg kommer gerne og laver et par regneark til dem.
Men hvis bevillingsgiverne ikke vil kende til fakta, er det selvfølgelig også lettest at vende det blinde øje til. Det er bare ikke tilfredsstillende for os, der bruger psykiatrien.
Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.
