/7 Kommentarer/i , /af ,

Psykiatri og økonomi

Psykiatri og økonomi

Psykiatrifonden har en plan

Psykiatri og økonomi

Jeg kan så godt lide at læse Anne Lindhardts indlæg på Psykiatrifondens hjemmeside. Hun har ordet i sin magt – og hun har markante holdninger. Det er, efter min opfattelse, en god kombination. Det er det, der er behov for. Det er sådanne, jeg også prøver at have i min magt.

Hun skrev (sikkert ikke selv) følgende på deres Facebookside i går:

Psykiatrifonden har en plan. En genial plan. Den er timet og tilrettelagt. Vi skal bruge:

– Flere midler til behandling
– Et viskelæder, så vi kan viske aldersbegrænsning og brugerbetaling på psykologhjælp væk
– Et forstørrelsesglas, så der kan blive sat fokus på på forebyggelse og efterbehandling

Det handler ikke om et pengeskab. Eller juveler. Det handler om lighed i sundhed. Men det er stadig et kup til milliarder! For psykisk sygdom koster hvert år samfundet rundt regnet 55 mia. kr. i udgifter til behandling og tabt arbejdsfortjeneste.

Udredningsgaranti

I september 2017 blev der fastlagt en såkaldt udredningsgaranti, der bevirker, at også mennesker med psykisk sygdom kan få stillet en diagnose indenfor 30 dage. Sådan har det været i somatikken (somatk er lig alle andre sygdomme end de psykiatriske) i årevis. Så det er godt, at der omsider kom en form for ligestilling mellem somatikken og psykiatrien.

Problemet er

Der fulgte bare ikke nogen penge med! Så nu kan man få sin diagnose, gå hjem at vide, at man har bipolar affektiv sindslidelse og vente nogle måneder på en indkaldelse i e-boks. Tænk hvis man gjorde sådan med kræftpatienter. Kræftens Bekæmpelse ville (berettiget) kæfte op, gå til ministeren og samtlige dagblades webredaktioner. De kan sætte dagsordenen; det kan vi ikke.

Hvorfor er et sådan? Er det fordi, der stadig er meget tabu forbundet med psykisk sygdom? Er det fordi spillerne på området ikke spiller tilstrækkeligt godt sammen? Er det fordi fx “Psykiatrialliancen” ikke manifesterer sig tilstrækkeligt? Jeg talte med min kontaktperson i Distriktspsykiatrien om “Psykiatrialliancen”. Hun vidste end ikke, hvad det var, og man hører så sandelig heller ikke meget til den. Og min kontaktperson er skam ellers meget opdateret på, hvad der foregår rundt omkring.

Note i november 2021: Alliancens seneste opdatering er fra november 2016. Der sker absolut intet og derfor en god grund til, at hun ikke kendte til den.

Satspuljemidler

Satspuljemidler er kendetegnede ved at være øremærkede til eksempelvis projekter. Da projekter jo hører op, hører midlerne også op. Vil man forbedre driften af et område, skal beløbene på finansloven – det ved enhver.

Psykiatrifonden skriver på sin hjemmeside:

Ekstra midler til behandling er afgørende.

I forbindelse med forhandlingerne om satspuljemidlerne i 2014 blev der faktisk tilført 2,2 mia. kr. til psykiatrien frem til 2018. Det kan lyde af meget, men problemet er, at det ikke er regulære ekstra midler, og at pengene er øremærket mange forskellige indsatser og projekter til fx byggeri og ikke i tilstrækkelig grad varme hænder.

”Det vi har brug for, er det, som vi har set på hjerte- og kræftområdet, hvor der reelt er blevet tilført ekstra og varige midler til særligt prioriterede indsatser. Hvis man vil have hurtigere udredning og kvalitet i behandlingen i psykiatrien, så skal der tilføres flere varige midler. Ellers får vi ikke skabt mere lighed i sundhed.”

Jeg er ikke klar over, hvor mange kræftpakker, der er vedtaget, men det foresvæver mig, at det er fem, og milliarderne er fulgt med. Hvorfor har vi ikke psykiatripakker?  Er psykiatrien ikke lige så “fin” som somatikken?

Der er bestemt behov for byggeri, da den bygningsmasse, jeg kender til, er stærkt kritisabel og under lavmålet. Det er uværdigt, at stoppe fire meget syge mennesker ind i det samme lokale og adskille sengene med stativer “iført” en slags gardiner. Hvis man får seng nummer fire, som er den, der er skubbet ind for at tage spidsbelastningen, mærkes det tydeligt. Der er nemlig ikke nogen natlampe, og der er ikke nogen stikkontakt, så når iPadden skal lades op, må den ligge i håndvasken! Der er i øvrigt heller ikke et skab til tøj og sådan…

Forestil dig

En patient henvender sig i skadestuen med et brækket ben, en forstuvet albue, hjerteflimmer, begyndende cancer eller lignende. Han behandles, og der iværksættes evt. et længerevarende forløb.

En anden patient henvender sig i den psykiatriske akutmodtagelse med angst, depression eller selvmordstanker. Beskeden er ofte: Gå hjem og pas på dig selv. Sov. Gå en tur.

Der er altså et eller andet galt.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/i , /af ,

Royal og kognitive problemer

Royal og kognitive problemer

Jeg er royal

Royal og kognitive problemer.

Det er der sikkert ikke så mange, der ville gætte på, men jeg er faktisk vældig royal, primært fordi jeg synes, H.M. Dronningen er en fantastisk repræsentant for vores land. Og det skal hun have stor tak for.

Nuvel jeg kender hende jo mest fra hendes nytårstaler, som jeg trofast lytter til hvert eneste år. Talen i 2017 var markant, og det var den også i 1984, hvor hun talte om de “dumsmarte bemærkninger”. Hun har vid og bid, og jeg synes, hun er dygtig. Hun forstår at twiste ordene, så hun på en og samme tid er både umisforståelig og neutral. Hun kan sætte nogle på plads. Den slags kræver et klogt menneske – og det er dronningen!

Dronningen har mistet sin livsledsager

H. M. Dronningen har nu mistet sin livsledsager gennem mere end 50 år, og det må være meget, meget svært. Alligevel har hun overskud til i pels at træde ud foran Fredensborg Slot og møde ganske almindelige mennesker, der tænder lys, med smil og taknemmelighed. Det er smukt. Jeg beundrer hende endnu mere nu.

Alle medier/platforme svømmer over med reaktioner på prins Henriks død. Pludselig er der ikke grænser for, hvor stort et aftryk han har sat i vore hjerter. Men jeg undrer mig: Har det ellers ikke hele tiden hedet sig, at han ikke blev accepteret, blandt andet fordi han efter alle disse år stadig ikke talte ordentligt dansk? Jeg synes, jeg husker noget med “Dom panda dom spiser bamboo”.  Han har stået i skyggen af H. M. Dronningen, og det har han brokket sig over, og danskerne har ikke forstået det. Husker jeg helt galt? Det vidste han da på forhånd, da han som fransk greve giftede sig ind i den danske kongefamilie.

Prins Henrik led af demens

Det sidste har selvfølgelig været hans ønske om ikke at blive begravet side om side med sin hustru under Bjørn Nørgaards sarkofag i Roskilde Domkirke. Som jeg husker det, var der ikke meget folkelig forståelse for det. Da det kort efter kom frem, at prins Henrik led af en fremskreden og alvorlig demenssygdom, kunne de fleste alligevel “tilgive” ham. Forståelsesrammen blev ganske enkelt en kende større.

Ære være Prins Henriks minde, men jeg synes, at den påståede enorme kærlighed fra folket til prinsen er vokset ind i himlen siden tirsdag aften kl. 23:18.

Distriktspsykiatrien

Jeg var en tur i Distriktspsykiatrien i dag. Gitte holder mig på sporet, og det er jeg glad for og tryg ved. Hun er så sød og kompetent. Jeg er lidt bange for, at de snart smider mig ud, nu hvor jeg jo faktisk har det ret godt. Vi talte lidt om hvor længe, jeg har været stabil, og det er faktisk siden januar 2017 – altså faktisk et år. Og det er jeg så taknemmelig over! Jeg tror på, at jeg kan sige “sidste gang jeg var indlagt” og ikke bare “da jeg senest var indlagt”. Der er enorm forskel set fra mit perspektiv.

Jeg har tidligere skrevet om det flotte fremskridt mht. Triglyceriderne. Vi talte om det igen, for jeg er animeret til at bringe tallet endnu længere ned. Jeg forstår ikke, hvorfor kolesteroltallet og Triglyceriderne ikke følges ad, når de begge er mål for fedt i blodet. Men hvorom alting er, har jeg, efter aftale, skrevet dette lille afsnit, som forslag til, hvad der kan skrives ind i journalen. Om Gitte nu kan lide/bruge det, kan jeg jo ikke vide, men så er det da forsøgt:

“Patienten har siden september/ oktober 2017 omlagt sine kostvaner ved nu at købe måltider hos “Aarstiderne”. Måltiderne derfra er udelukkende økologiske og består primært af grøntsager og højst 100 gr. kød dagligt.  Det har bevirket et markant fald – ca. 75 pct. – i målte antal Triglecerider pr. mmol/l. Det er patientens egen opfattelse, at sund og lødig kost er en afspejling af, hvor godt hun har fået det, idet den egenomsorg, der ligger i ordentlig mad, kræver overskud både mentalt og økonomisk. På den måde kan målte Triglycerider ses som en indikator for patientens gode både mentale og fysiske tilstand.”

Tænder og kognition

I Hvidovre er der ingen Irma, og jeg kan kun drikke blå Irma-kaffe. Der ligger en dejlig Irma lige overfor Distriktspsykiatrien – Codanhus – så jeg måtte ind at have en del pakker kaffe og lidt andet.

Da jeg kom ud fra Irma, vinkede en kvinde til mig. Jeg kunne svagt huske hendes ansigt, og måtte spørge “Kender vi hinanden”? Og “hvad hedder du?” Jamen jøsses det var jo Tina. Hende mand Gert var i mange år min nærmeste ven. Vi mødtes i “Direktoratet for Social Sikring og Bistand og Revaliderings- og Pensionsnævnet for Københavns og Frederiksberg Kommuner”. For nemheds skyld kaldte vi det “Direktoratet med det lange navn”.

Da han blev skilt for herrens mange år siden, flyttede han ind hos mig i min 53²m-lejlighed i Vanløse. Og vi havde det bare så hyggeligt i nogle måneder. Han fremtryllede hvad som helst med gryder og pander i mit bette køkken. Vi spiste ikke bare, vi talte også om liv og død og den slags. Jeg kan ikke huske hvornår, men vi fulgtes også til et “Copenhagen Photo Marathon”, og det gik os begge ret godt.

Hvorfor kontakten røg, husker jeg ikke. Men vi kunne da drikke en kop kaffe, og se om der er grobund for mere.

Tina sagde “Gud, du har fået lavet dine tænder”. Jeg bliver så glad, når nogen siger det, så er det alle pengene værd. Jeg tænker også, om de har været og besøge mig, mens jeg har været indlagt, eller de korte stunder, jeg var hjemme? Jeg ved det virkelig ikke, men hvordan skulle de ellers kende til min dårlige tandstatus? Jeg tror da, den kun varede et par år?

En rigtig god ven fortæller, at hun besøgte mig mange gange på psykiatrisk afdeling. Jeg husker intet, heller ikke selvom hun beskriver den grimme have, vi sad i mv.

Jeg vil aldrig komme overens med, at der er så meget, der er skredet i svinget. Jeg går sådan set ikke og piver, men det er ikke rart løbende at blive konfronteret med det. Kend måske et ansigt – men vid ikke hvem det tilhører, uagtet det er mennesker, du har kendt i mange år og tilbragt meget tid med.

Og apropos kognition: Jeg træner med lydbøgerne, men det går ikke særlig godt. Jeg kan høre 4 * 4 minutter, så er tankerne alle andre steder. ØV. Men jeg giver ikke op.

/6 Kommentarer/i , /af ,

Kontrol hos tandlægen

Kontrol hos tandlægen

Jeg bliver så glad!

Kontrol hos tandlægen

I torsdags var det atter tid til kontrol hos min søde tandlæge Nadia, som jeg nu har fået fortalt, er opvokset i Algeriet. Hun tog studentereksamen der, og kom derefter til Danmark.

Jeg kommer til hende hver tredje måned, selvom hun mener, hver femte måned ville være tilstrækkelig. Jeg skal bare ikke risikere noget som helst! Beløb i den størrelsesorden har jeg kun én gang i livet.

Når jeg skrår over gaden, er jeg altid bange for, at hun vil sige, at jeg ikke har børstet tilstrækkeligt og/eller, at der er kommet caries. men det gør hun ikke.

Hun siger derimod “Du holder det så flot”, “Det er meget fint” osv. Jeg sagde til hende, at det er som at få ros af læreren for en fin diktat. Hun svarede, at sådan havde alle mennesker det. Det var jeg ganske betrygget af. Regningen lød da også kun på 524,69 kr.

Og hvad med alle de andre?

Jeg er så tilpas usympatisk, at jeg følger et par grupper på Facebook, hvor medlemmerne søger hjælp til alt muligt, det være sig kontanter eller diverse løsøre så som en seng eller en kommode mv. Jeg nasser uden at tilbyde min hjælp.

Der er mange, der søger hjælp til tandbehandling, og der er mange, der har store problemer med mundtørhed. Kommunerne giver stort set ikke noget, og giver de, er det kun til det allermest nødvendigste. Dér er ingen skelen til den livskvalitet, det er, at kunne smile. – Jeg kunne ikke smile i 2½ år – …

Mange, i disse grupper, har smerter i ugevis/månedsvis, fordi de ikke har råd til den nødvendige tandbehandling. Jeg forstår dem så godt. Hvor går man hen med dårlige tænder?

Medicinen ødelægger tænderne

Mange skriver om, at det er medicinen, der har ødelagt tænderne. Og det har de jo utvivlsomt ret i. På kontanthjælp/sygedagpenge er der bare ikke råd til en luksus som tandlæge. Jeg kunne heller ikke. I 2½ år kunne jeg bare se det blive værre, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme ud af det.

Den rigtige behandling eller den billigste?

Jeg glemmer aldrig da Nadia, eller måske Amar (klinikchefen), spurgte, om jeg ville have den rigtige behandling eller den billigste. Som menneske er jeg sådan indrettet, at jeg altid går efter det sublime. Det var ikke godt nok med to proteser… Jeg kunne slet ikke holde tanken ud om, at når de, ved næste ECT-behandling, skulle spørge om hvorvidt, jeg havde mine egne tænder, og jeg så skulle rydde både undermund og overmund ud på den lille bakke til højre sammen med uret, brillerne og snøreskoene.

I min mors generation (hun var fra 1935) var det ikke ualmindeligt at få en protese i konfirmationsgave.

Jeg vil aldrig komme til at forstå, hvor udgifter til tandbehandling ikke falder ind under sygesikringen, så det bliver gratis at gå til tandlæge på samme måde, som det er at gå i til lægen.

Paradoksalt føler jeg mig heldig over, at jeg har min invalidepension, for uden den kunne jeg ikke have valgt den rigtige løsning, som jeg nu bliver bekræftet i hver tredje måned. Der er altså et eller andet galt i vores fælles velfærdsdanmark.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/7 Kommentarer/i /af

Brev til borgmesteren

Brev til borgmesteren

Inspireret

Brev til borgmesteren

Jeg blev så inspireret Erics kommentar til det foregående indlæg, at jeg satte mig ned og skrev til borgemesteren. Jeg har sendt det til høring hos min tidligere bisidder, der selv har været kommunal sagsbehandler i mange år, og som har været bisidder hos SIND i mange år. Hun har sikkert nogle rettelser, og det vil bare være fint. Hvis du også har nogle, er det kun godt.

Så er det jo spændende, om borgmesteren gider at svare:

13-01-2018

Hanne B. Stegemüller

Åstrupgårdsvej 4, 1. th.

2650 Hvidovre

 

Helle Adelborg

Borgmester i Hvidovre Kommune

 

Kære Helle Adelborg

Du hjalp mig ultimo 2017 med aktindsigt i de kommunale omkostninger til mit langvarige sygeforløb, og det skal du have mange tak for. Det er vigtigt for mit bogprojekt at kunne opgøre omkostningerne. Det vil naturligvis ende med at blive politisk, da et par millioner her og der er mange penge.

Jeg henvender mig igen, da jeg synes, jeg er løbet ind i lidt af en labyrint i Hvidovre Kommunes forvaltning, og jeg vil være glad, hvis du enten kan klargøre labyrinten eller måske endda løsne lidt op for den.

Min situation er:

  1. Jeg blev primo 2016 blev indstillet til fleksjob af rehabiliteringsteamet. Kommunen efterkom denne indstilling, og det er jeg intet mindre end lykkelig for. Den tilgrundliggende diagnose er: bipolar affektiv sindslidelse, som er en alvorlig sindslidelse.
  2. Mit største ønske er at arbejde de 15 timer, jeg kan, da jeg ellers er bange for, at ensomheden vil banke på. Og jeg vil hellere end gerne bruge de kompetencer og den erfaring, jeg har i behold. Jeg er ikke blevet hverken dum eller inkompetent af at blive syg.
  3. Adskillige (herunder min bisidder fra SIND, jeres meget søde og kompetente sagsbehandler i sygedagpengeafdelingen, min erhvervsrådgiver og min erhvervspsykolog fra Psykiatrifonden m.fl.) pegede på, at jeg måske hellere burde søge en førtidspension, da jeg muligvis kunne være berettiget selv efter reformen fra januar 2013. Jeg har dog fra dag 1 i hele dette system sagt, at jeg ikke kandiderede til førtidspension. Jeg vil arbejde!
  4. Jeg har haft to etårige kontrakter i Folkekirkens Nødhjælp, en for 2016 og en for 2017, som jeg har været glad for. Organisationen har imidlertid ikke længere opgaver eller økonomi til at forny kontrakterne. Af den grund er jeg ledig med ledighedsydelse med virkning fra 1. januar 2018. Jeg håber, at samarbejdet med Jobøst, der er jeres ”anden aktør”, hurtigt vil bære frugt, og det tror jeg på. Min konsulent, Morten Endahl, virker utrolig kompetent, og vi har en meget fin gensidig forståelse. Han kender til bipolar affektiv sindslidelse i sin nærmeste familie. Det betyder, at der er meget, vi ikke behøver sætte ord på. Og det er mig, der har bedt Morten ”spille på flere heste”, så jeg hurtigere kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.
  5. Min private pensionskasse JØP (Juristernes og Økonomernes Pensionskasse) har vurderet, at jeg har mistet 2/3 af erhvervsevnen, hvorfor jeg siden august 2016 har oppebåret invalidepension derfra. JØP har – fra mig – modtaget helt de samme akter, som rehabiliteringsteamet fik forelagt.

Og hvad nu?

For det første er jeg i tvivl om, af hvilken grund jeg mødes med et væld af ”opfølgning”, som – efter min opfattelse – er et synonym for ”kontrol”, når mit største ønske er at finde et nyt job på de præmisser, der nu engang er, og hvor min pensionskasse allerede har afgivet deres udtalelse, nemlig at jeg, som allerede anført, har mistet 2/3 af erhvervsevnen.

Det virker på mig som om de aftaler, jeg træffer med Morten Endahl fra Jobøst, ikke har gyldighed overfor den kommunale medarbejder, og det undrer mig. Jeg er fuldt ud opmærksom på, at Hvidovre Kommune naturligvis har behov for jævnlige statusrapporter mv. fra en anden aktør for dermed blandt andet at sikre, at man får den ydelse, man betaler for. Alligevel må det vel være sådan, at de aftaler, jeg træffer med Morten, er gyldige også overfor den kommunale sagsbehandler. Der kan på ingen måde rejses tvivl om, at jeg ønsker at arbejde!

Jeg har eksempelvis meget svært ved at se, hvilken gavn, det kan gøre, at Morten og jeg mødes med den kommunale sagsbehandler ved et såkaldt koordinationsmøde. Pengene er langt bedre givet ud, når Morten og jeg mødes ved mit spisebord til en kop kaffe og drøfter strategi, næste skridt og tidsplan.

Jeg har en række kognitive problemstillinger, som er virkelige handicaps, og som jeg har gjort meget for at lære at kompensere for. Den største problemstilling er hukommelsen. Blandt andet har Hvidovre Kommune betalt et utrolig fint forløb hos CSV (Center for Specialundervisning for Voksne). Med andre ord: det er problemer, jeg kæmper med hver dag, og jeg gør alt, hvad jeg kan for at omgås disse problemer. Derfor gør det ondt at høre en medarbejder sige minimum fem gange i en samtale på tre kvarter at ”det talte vi også om sidste gang”. Det er min opfattelse, at jeres medarbejdere bør have så megen viden om sagen, så megen indsigt og så megen empati, at den slags kan undgås. Når man er i den ydmygende situation at være ”indkaldt”, og underlagt al mulig ”opfølgning” alias ”kontrol”, skønt man altså selv har taget initiativet til mødet, er det svært at få sagt til og fra. Jeg synes ikke, det er et urimeligt ønske fra min side.

Jeg skal selvfølgelig nok opfylde alle krav i den relevante lovgivning; jeg er trods alt cand.jur., men jeg vil gerne mødes som det menneske, jeg nu en gang er, og det indebærer, at der ikke er noget, jeg hellere vil end at arbejde, og at der bliver taget adækvate hensyn til de handicaps, sygdommen har medført.

Samlet set kan jeg ikke undlade at synes, at det er forfærdeligt at være havnet i dette hamsterhjul, hvor der ikke er nogen af parterne, der gør hinanden noget godt.

Jeg hører meget gerne dine reaktioner (både de umiddelbare og de senere) på denne skrivelse.

 

Mange venlige hilsner

Hanne B. Stegemüller