/3 Kommentarer/i /af

Medicinstyringsprogram i Excel

Medicinstyringsprogram i ExcelStegemüller

I små stumper

Medicinstyringsprogram i Excel

Det, der engang skulle have været en bog, udkommer nu i små stumper på min side. Og det fungerer egentlig meget godt. Med Google Analytics kan jeg se, siderne bliver flittigt brugt, og det er rart, når jeg har haft glæde af at skrive dem. Det er sjovest at skrive, når man har læsere.

I de dele, der skulle have været en bog, prøver jeg at give praktiske anvisninger, fx har jeg et kapitel, jeg kalder “Hjælpemidler”, hvor jeg har prøvet at samle alt det, der hjælper mig. Muligvis kan det også hjælpe andre?

Note: de praktiske anvisninger findes nu i en FAQ’en under overskriften Hjælpemidler.

Medicinstyringsprogrammet

Jeg lavede alle basisfunktioner i medicinstyringsprogrammet før nytår. Formålet med programmet er: Sikre at jeg aldrig løber tør for noget af min medicin, og at give min kontaktperson i Distriktspsykiatrien (DPC) en rimelig chance for at kunne lægge recepterne på serveren i tide.

I tiden inden programmet kom jeg konstant med “ups-ordrer” til Gitte, fordi jeg ikke havde et ordentligt overblik. Jeg er ikke i stand til at sammenholde “data” om antal i skabet, antal i doseringsæskerne og antal på serveren, trække fx syv dage fra, så DPC har en rimelig frist, og også indregne forbrug pr. dag. .

Det var psykologen, der fik sat mig i gang med at lave programmet, fordi hun kunne overskue, at det var uoverskueligt.

Jeg begyndte på det allerede inden årsskiftet og fik alle basisfunktionerne på plads. Eric har været inde over det med en makro og en second opinion (“regner det virkelig rigtigt?”). Det har faktisk fungeret fint, men det var lidt dumt, at programmet ikke selv kunne sende en mail, og at jeg derfor skulle taste de vigtigste datoer ind i et andet program.

Der er jo mange skønne fora på nettet, og jeg har fundet Dansk Regneark Forum, herligt nørdet sted med mange hjælpsomme mennesker. En af dem hjalp mig med noget kode (VBA som jeg ikke kan), der bevirker, at Excel kan sende en mail, når der er mindre end otte dages forbrug tilbage. Det er jo interessant nok, men der manglede stadig “et eller andet”, der fik Excel til at åbne og derved aktivere funktionen. Der er jo ikke meget fidus i at skulle huske at åbne det. Så er idéen ligesom gået fløjten. For at det skal være godt, skal det være uberørt af menneskehånd.

Løsningen er “Opgavestyring”, der er en del af Windows – helt tilbage til Vista. Det har drillet mig lidt, men nu burde der være styr på det. Det, der drillede, var, at jeg gemte opgaven på et forkert niveau. Det var der sørme ikke meget vejledning om.

Prøv det selv

Jeg har opdateret kapitlet “Hjælpemidler” og hele molevitten kan hentes her i sektionen for avancerede brugere. Der ligger:

  1. En guide
  2. Programmet
  3. En video om Opgavestyring.

God fornøjelse

Jeg hører gerne om fejl og mangler og selvfølgelig også om det modsatte.

/i /af

Primært brok over Restless Legs RLS

Primært brok over Restless Legs RLS

Jeg går – men det er ikke brok

Primært brok over Restless Legs RLS

Johannes Møllehave skrev på et tidspunkt noget a la “Hvad er der galt i at gå i stå, hvis man står et godt sted?”

Jeg holder p.t. af at sætte den ene fod foran den anden og bare gå – og ikke gå i stå. Efter to eller tre kilometer indtræder en eller anden form for meditativ tilstand, hvor jeg ikke tænker på noget som helst. Jeg lytter tit til noget i mine AirPods, men i realiteten lytter jeg ikke. Det er bare noget, jeg bilder mig ind.

Et par gange om ugen går jeg hjemmefra og til Hvidovre Station, fra Glostrup Station til arbejde, fra arbejde og helt hjem. Så er jeg oppe på ca. 9,4 km. Det føles godt. Det er lidt nemmere at gå, når der er et formål med det.

Morris TravellerMellem arbejdet og Glostrup Station ligger der en brugtvognsforhandler – og lige i indeværende sammenhæng er de helt okay – og de stiller tit en eller anden smuk gammel veteranbil ud i græsrabatten. Forleden stod der en “MorrisTraveller”. Jeg kan huske, at min far havde sådan en til at køre ned på fabrikken i om aftenen. Vi kaldte den for “Trækassen”.

I dag havde de sat i smuk gammel Volvo 121 derud. Jeg har ikke forstand biler, har end ikke et kørekort, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan se det smukke i en sådan gammel bil.

Nattevandringer: Restless Legs (RLS)

P.t. går jeg igen om natten, da jeg ikke kan være nogen steder for mine Restless Legs (RLS). Smerterne er uudholdelige, og jeg kan ikke være nogen steder. Jeg er på nippet til at skrige.

Jeg har aldrig født, men jeg forestiller mig, at det er sådan, det er at føde: smerterne er allestedsnærværende, intense, fylder det hele, ikke til at komme væk fra og altdominerende. Anfaldene varer fra to til fire timer.

Lige p.t. hjælper det ikke engang at vandre rundt. Restless Legs er en bivirkning til et eller flere af mine præparater, og det får jeg nu i alt tre ting imod: Magnesium, Lysantin og Sifrol/Pramipexol/Oprymea. Lysantin er noget skidt, for de fjerner den sidste rest af spyt, og jeg skal tage 5 – 6 stykker, hvis der skal være bare en lille chance for at det hjælper. Sifrol, hvor jeg nu er oppe på 4 * 0,088 mg., og mere vil Henrik (psykiateren) i Distriktspsykiatrien ikke give, da præparatet er en “dopaminatagonist” (jeg forstod det ikke helt), og det kan danne baggrund for manier. Jeg er meget opmærksom, og måske kører det hele lige en tand for hurtigt? Det kan være svært at mærke.

Henrik i DPC mente, næste skridt er en neurolog. Jeg er parat til også at gå det skridt. Dette er uudholdeligt, bl.a. fordi jeg ikke kan fungere på mit arbejde, hvis jeg kun sover tre eller fire timer pr. nat. Nu er der så lige det, at min læge holder ferie i fire uger… Så må der være nogle andre, der kan skrive en henvisning!

Tænder – igen

Som om Restless Legs ikke var nok, har jeg fået afsindig ondt i venstre undermund. Nadia holder øje med det sammen med klinikejeren, og der er en plan, men den kan jeg ikke vente på. Den går ud på antibiotika, og er det ikke nok, så noget med noget operativt, men jeg forstod det ikke helt. Men jeg har helt sikkert forstået, at det koster kassen…

Om end ikke andet har jeg fået en akuttid i dag kl. 13:30 ikke hos Nadia men en anden. Det går nok.

Arbejde: ikke svært men besværligt

Jeg har fået en rigtig fin tilbagemelding fra min mentor/leder/chef/sparringspartner hos Securitas, eller hvad hun nu er. Jeg har det endda på skrift, så jeg tror, jeg printer den pågældende mail ud og hænger den midt på spejlet. Hun skrev i fredags, hvor jeg desværre måtte blive hjemme:

Du har fuldt ud styr på det allerede. Jeg er imponeret og du behøver slet ikke være utålmodig med “læringskurven”.

Det gjorde min weekend god!

Der er mange, mange detaljer, der skal huskes, når data skal finde vej fra en kontrakt til felterne i CRM-systemet. Det er ikke svært men besværligt – lederens egne ord – og det egner sig ikke så godt til dårlig hukommelse . Jeg har derfor lavet to flowcharts – et for hver af de to hovedtyper af sager. Hun har hjulpet mig med at gå dem efter i sømmene, så jeg/vi ved, at det er helt rigtigt. Så nu skal jeg kun tænke én gang nemlig den helt indledende kategorisering, derefter er det bare at følge diagrammet. Jeg tror, jeg har hjulpet mig selv godt på den måde – og derudover var det jo sjovt at lave det.

Flowchart udarbejdet hos Securitas

/16 Kommentarer/i , /af ,

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Aspergers syndrom fra tvivl til vished

Kun de færreste vil forstå

Aspergers syndrom fra tvivl til vished.

Dette indlæg vil sikkert efterlade flere af mine læsere med en underlig følelse af: “Hvorfor er det dog så vigtigt?”

Det er svært at forklare. Det er bare sådan. Jeg vil prøve at redegøre for mine mangeårige tanker. Jeg tænker af og tilbage til min vrede over Jannick Breum i Glostrup, der talte om Aspergers syndrom. Måske var min vrede helt urimelig og uretfærdig? Måske var han i virkeligheden særdeles skarp og klog?

Psykologen sagde ofte, jeg har Asperger-træk. Jeg har selv fundet dokumenter på min harddisk, hvor jeg har argumenteret for og i mod allerede for ti år siden. Og det er ikke bare træk.

Nu vil jeg vide det!

Jeg har fået ny læge i Distriktspsykiatrien. Han hedder Henrik og er sød. Jeg redegjorde for mine mangeårige tanker om Aspergers syndrom, men det eneste, han kunne sige, var, at kommandovejen er via egen læge. Herudover syntes han, jeg skulle vide, hvad jeg ville med en udredning. Det ved jeg naturligvis ganske udmærket: Jeg har da tænkt mig om! Jeg vil vide, om det, jeg har tænkt i mange, mange år, er “rigtigt” eller “forkert”. Og det vil jeg vel vidende, at det næppe er en eksakt videnskab, hvor man kan sige, at jeg er Aspergers syndrom eller ej. Svaret kan meget vel være, at xx pct. peger i den retning eller yy pct. peger i den anden retning.

Jeg kræver ikke en eller anden form for behandling, opfølgning eller lignende. Jeg er rede til selv at betale for en speciallægeerklæring. Jeg vil bare veksle min uvished til vished, flytte mine fornemmelser til  faktum. Jeg angler ikke efter flere diagnoser, for jeg har allerede tilstrækkelige. Jeg må bare vide det i den evige – men snart overståede – søgen efter “hvem er jeg?”

Psykologen sagde ofte, at jeg har Asperger-træk. Nu vil jeg vide, om det er mere end træk. Hvis jeg får den viden, er der måske mangt og meget, der vil falde på plads?

Asperger-træk

For otte år siden skrev jeg nedenstående til mig selv, hvor jeg argumenterer frem og tilbage. Og det gør jeg i lyset af, at jeg er klar over, at alle vil prøve at tale det ned eller tale mig væk fra det. Jeg er klar med argumenterne. Jeg har tænkt mine tanker om fantasivennen Jens i ca. 1970 i indkørslen i Brande. Det var bedre at lege med Jens end den virkelige Niels, der var inde i huset. Jens sagde mig fx ikke i mod.

Argument for Asperger(-træk) Modargument
Kan koncentrere mig om det samme i meget lang tid (fx 12 timer) i en sådan grad, at jeg glemmer tid, sted og primære basale behov.

Fx kan jeg læse kirkebøger eller programmere i 12 timer i træk og sent om aftenen komme i tanke om, at jeg vel også skal have noget at spise.

 Det er bare en god koncentrationsevne.

Det er en del af det bipolare.
Hidsig/opfarende/irritabel, når det ikke lige går ”efter mit hoved” eller på en måde, jeg finder hensigtsmæssig.

Samtidig opfatter jeg mig selv som et af de fredeligste mennesker i verden.

 Du har bare temperament.

Det er en del af det bipolare.
Enormt behov for at være alene. Fx kan jeg sagtens være sammen med mig selv fra fredag aften til mandag morgen uden at det generer mig Det hører bare til at være introvert
Næsten fotografisk hukommelse for brugernavne, cpr-numre, adgangskoder, telefonnumre, nummerplader og datoer Det er rigtig praktisk
Elsker at arbejde med emner, der kræver omhu, akkuratesse og sans for detaljer.

  1. Læser korrektur ”for sjov” uden at det skal bruges til noget. Andre siger, at de ikke kender en bedre korrekturlæser end mig.
  2. Slægtsforskning – det dur ikke at give en person de forkerte forældre, og jeg vil have alle detaljer med. Kan bruge timevis på at lede efter en dødsdato.
  3. Programmering – hvis det ikke er lavet rigtigt, så virker det ganske enkelt ikke.
 Det er godt at være omhyggelig med det, man laver
Siger oftest nej tak til fester, fødselsdage, større arrangementer på arbejdet og andre begivenheder, hvor der er mange mennesker tilstede, fordi jeg ikke kan overskue at være sammen med mange på én gang.

Jeg trives bedst i samtale med ét menneske ad gangen.

 Det er godt at kunne fordybe sig i samtalen med ét menneske.

Det hører bare til at være introvert
Kan ikke beskæftige mig med flere emner ad gangen. Synes ”multitasking” er temmelig opreklameret og usundt Det hører bare til at være introvert
Ved afbrydelser/forstyrrelser i egne tankerækker bliver jeg næsten panisk indeni og får en følelse af, at ”min verden vælter”. Fx hader jeg at blive ”anråbt”, når jeg går ned ad gangen på arbejdet.
Synes helt generelt, at den ydre verden forstyrrer mine tankebaner.

Kan have det fint alene en hel weekend. Fx foretrækker jeg at gå i biografen alene, fordi det generer mig at skulle forholde mig verbalt til filmen undervejs sammen med et andet menneske.

 Det hører bare til at være introvert
Hader støj.

I offentlige transportmidler bruger jeg ofte min iPod for at slippe for at høre på andres samtaler. I supermarkeder er iPod også god når jeg nærmer mig monitorerne med reklamer.

 Det hører bare til at være introvert
Når folk kommer ind på mit kontor, er min første tanke ofte ”Åh nej, hvad nu?”
Kan ikke yde telefonsupport på jobbet, fordi brugerne taler, mens jeg prøver at løse deres problem. Og da jeg ikke kan bede dem tie stille, er jeg holdt op med at tage telefonen. Det er bl.a. gået ud over Jørn, fordi jeg simpelthen ikke tager telefonen, med mindre jeg kan se, hvem det er og ved at det ikke er ”farligt”.

Min chef har forståelse for det, fordi jeg har pakket det ind i nogle argumenter om, at det er for dyrt at yde telefonsupport, fordi det tager længere tid at have dialog end at besvare e-mails. Herudover er jeg enormt hurtig til at besvare den ret store mængde af e-mails, der dagligt kommer.

 Det er godt at løse opgaverne omkostningseffektivt.
Føler mig ”sær”, men jeg har lært mine omgivelser at leve med det – og jeg kan for det meste også godt selv.

Problem: Synes særhederne bliver værre med årene.

Lige nu: det bekymrer mig, at depressionerne bliver værre, at der nu er tilkommet mani og at der er kortere intervaller mellem ”episoderne”. I forbindelse med disse ”episoder” bliver alle symptomerne stærkere/værre.

 Jamen sådan er det jo at bo alene. Så udvikler man en del særheder, bl.a. fordi der ikke er nogen, der kan udnivellere dem i det daglige
Allerede som barn foretrak jeg at ”lege med” mine fantasi-venner frem for rigtige venner. Selv om der var et rigtigt barn inde i huset, kunne jeg godt gå ude i haven og tale med min fantasi-ven; han hed i øvrigt Jens
Fx til møder hader jeg pauser, hvor folk kommer hen og lige skal klare et eller andet af, som handler om noget helt andet end det, mødet handler om.

Jeg kan ikke finde ud af at forholde mig til andet end mødets tema, og ved ikke, hvor jeg skal gøre af den nye – og for mig at se – uvedkommende information, de kommer med.

 Det er godt at være fokuseret på det mødet handler om.

Det hører bare til at være introvert.

Den 6. februar 2010

Diverse tests

Jeg så til mine store begejstring TV1-Dokumentaren “De skjulte talenter“, hvor vi bl.a. følger Louise, der er ansat på Novo Nordisk. Hun kan huske 36 vilde tal tolv måneder efter; det kan jeg på ingen måde. Alligevel talte hun og de øvrige direkte til mig: Vi er sære, vi kan noget med tal og mønstre, vi er tosser i sociale sammenhænge osv. De kunne have været mig!

Der findes adskillige AQ-tests, hvor jeg bonner kraftigt ud, dvs. fx 80 – 95 pct. Et sted, der virker seriøst er “Psykologisk Ressource Center”, der selvfølgelig også gerne vil tjene penge. Men det ønske kan man jo ikke tage fra dem. Centeret var en del af serien “De skjulte talenter”. Derfor har jeg tillid til dem.

En aftale ud i fremtiden

Da Henrik ikke rigtig mente, det var hans bord, måtte jeg selv gå i gang med at finde en privatpraktiserende psykiater, der ved noget om både Aspergers Syndrom og bipolar. Jeg tog mig sammen og kontaktede Pia Glyngdal, der skrev min speciallægerklæring til rehabiliteringsteamet. Hun er en ping og har været klinikchef på Hvidovre. Jeg går altid kun til toppen – jeg vil have det bedste! Hun kunne så henvise til Pia Bohn Christiansen med speciale i koblingen Aspergers Syndrom og bipolar, som jeg efter 15 opringninger har fået en tid hos “allerede” den 24. januar 2019. Vi sludrede lidt, da jeg endelig kom igennem, og hun virkede utrolig sød, venlig og kompetent. Jeg glæder mig allerede.

Hun var noget uforstående overfor, at Distriktspsykiatrien er ligeglad og bare skubber det fra sig, da der jo er tale om en psykiatrisk diagnose. Det er da deres bord.

Nå pyt. Jeg betaler selv, og jeg vil bare gerne have vished, eller noget der ligner, efter alle disse år i uvished.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

/2 Kommentarer/i , /af ,

Interview til Hendes Verden om ECT

Interview til hendes verden om ect

Svært at forklare

Interview til Hendes Verden om ECT

Jeg har i dag haft besøg af en freelancer og en fotograf. Formålet var et interview. De var vældig søde.

Jeg må indrømme, at jeg i formiddags gik til frisøren for at få sat lokkerne. Jeg har meget hår, og det, jeg har, er tykt. Så jeg har svært ved at “sætte” det ordentligt; det bliver så let en rodebunke ovenpå hovedet. Jeg vil ikke optræde med en rodebunke ovenpå hovedet i et dameblad om et par uger.

Temaet var ECT

Temaet var ECT – eller som hun hele tiden kaldte det: “Elektrochok”, for ellers ved læserne jo ikke, hvad det handler om. Interviewet med mig vil blive bragt sammen med interview med et menneske, der slet ikke er så positiv, som jeg er.

ECT har – sammen med psykologen – reddet mit liv. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Uden dem havde jeg ikke kunnet skrive disse linjer.

Journalisten ville så gerne have mig til at huske, hvad jeg tænkte inden den første behandling. Jeg kan ikke huske det; og det er fire år siden. Det nærmeste, jeg kunne komme på, var, at jeg glædede mig. Jeg tror, det er sandheden. ECT er en indgribende behandling, så man giver den ikke uden videre. Jeg glædede mig til en reduceret smerte.

Det var svært for mig at forklare journalisten, at angsten for livet kan være større end angsten for døden. Hun virkede som om, jeg faldt ned fra månen – men det gjorde jeg jo ikke. Jeg var bare hundesyg. Det var svært at forklare, at jeg af og til bare ikke havde seks til otte uger til at vente på effekten af nye præparater. Hvis man bare er sund, rask, glad og gennemsnitlig, er det selvfølgelig svært at forstå. Hun spurgte mig, hvad det betød ikke at have seks uger. I min verden burde det ikke forklares, men selvfølgelig er det hendes verden, der er sund og min verden, der er sær, svær og usund.

For prins Knud

Vi tog det hele fra begyndelsen:

  • Forberedelsen til ECT aftenen før, hvor en læge stiller spørgsmål, måler værdier (hjerte, puls, temperatur og iltoptag) og samlet set vurderer, om man er i stand til at modtage behandlingen. Han/hun sikrer sig, at man ikke tager Benzodiazepiner (anxiolytika) til natten, idet de kan ødelægge krampeanfaldene. Hjernen skal krampe, når man sætter strøm til hovedbunden. Nogle mennesker tror, man sætter strøm til hjernen. Det gør man ikke! Det er ammestuesnak.
  • Næste morgen, hvor plejepersonalet atter måler værdier, sikrer sig, at man har tisset og kun drukket verdens mindste tår vand svarende til en femkrone i bunden af et engangs-krus. Tandbørstningen må vente.
  • Turen op til ECT-rummet, hvor der paradoksalt nok hænger et lille skilt i loftet, hvor der står “Behandling”, hvilket får sprogspasseren her til at spørge, hvad der så foregår på resten af hospitalet? (Psykiatrisk Center Hvidovre er enormt).
  • Vi venter udenfor. Jeg bliver altid fulgt af en medarbejder. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg kan altså efter 50 gange godt finde derop selv.
  • Jeg hilser på anæstesien, plejepersonalet og de to psykiatere med den enorme analoge ECT-journal. Vi kender efterhånden hinanden ret godt. Jeg er på knus med plejepersonalet – især Sigga, som er så sød – men det er de allesammen. Hun er egentlig gået på pension, men vil alligevel gerne hjælpe til.
  • Jeg lægger mig på briksen efter at have taget sko og briller af. De skal kunne se, om tæerne bevæger sig.
  • Ovre på venstre side lægger de et venflon/drop. Hvis de kan, lægger de det i håndryggen, og ellers går de til albuebøjningen, da jeg snart har så meget arvæv på håndryggen, at de dårligt kan stikke.
  • I højre side gør de klar med elektroderne og testen af ECT-apparatet. De siger “ECT-apparatet er testet” og “Vi giver bilateral ECT”.
  • Anæstesien tager over. De siger “Træk vejret dybt ned i lungerne”. Jeg adlyder 2½ gang, og måske hører jeg dem sige “Sov godt”. Så er jeg flyvende! Jeg elsker det kvarte sekund, hvor jeg flyver.

Godt forsøgt

Nu har jeg prøvet at forklare en journalist, hvad bipolar affektiv sindslidelse og ECT går ud på, men jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg brænder igennem. Har jeg bidraget med noget? Er hun blevet klogere på bipolar? Jeg ved det ikke. Jeg har gjort mit bedste, men jeg tvivler.

Lydfilen

Der kom dette interview ud af det.

Her kommer du til menupunktet “Psykiatri”, hvor du kan navigere mellem alt, jeg i årenes løb har skrevet om bipolar affektiv sindslidelse og Aspergers syndrom.

Vil du virkelig vide noget om ECT, skal du læse her hos professor Poul Videbech.